|<
<
>
>|
Boganmeldelse "Tracy Chevalier"
"Blå er farven for kærlighed og spiritualitet. Det er troskabens og det hemmelighedsfuldes farve. Det er også farven for fjernhed (de blå bjerge) og udlængsel. Det er tænkningens farve".
Og desuden er Jomfru Marias kappe blå i mange afbildninger.
Romanen går tæt på to kvindeskæbner, den ene en nutidig amerikansk kvinde, Ella Turner, den anden en kvinde fra 1500 tallet, Isabelle Tournier. De to kvinders skæbne flettes sammen og vi fornemmer hurtigt at Isabelle er en af Ellas forfædre. Isabelle levede i en lille fransk landsby i 1500 tallet - hendes mor var jordemoder, og besad en slags overnaturlige (hekse)kræfter. Isabelle har naturligvis arvet moderens "gaver" og lider både pga. af dem, men også pga. sit kobberrøde hår, og sin kærlighed til Jomfru Maria. Ella er - naturligvis - også jordemoder og under sit ophold i Frankrig skifter hendes hår farve fra brunt til rødt, og hun begynder desuden at drømme "blåt". Isabelle gifter sig over sin stand ind i Tournier-familien og hendes mand forbyder hende at praktisere som jordemoder, samt naturligvis at dyrke sin kærlighed til Jomfru Maria. Tournierfamilien er hugenotter/calvinister, (calvinisterne/den reformerte kirke afbilder ikke religiøse symboler og gør op med "Maria-dyrkelsen", hvorfor billeder mv. af Jomfru Maria ofte blev destrueret, hvilket bogen giver et fantastisk eksempel på). Isabelles tilbedelse af Jomfru Maria og især den blå farve, bliver hendes skæbne. Den blå farve påvirker også Ella efter at hun er flyttet med sin mand til Frankrig og naturligvis bosætter sig i den egn, som hendes forfædre levede i. Bogen beskriver Ellas jagt på sine aner, jagten bliver en slags besættelse for hende og hun forventer at finde "peace of mind" hvis bare hun kan få rede på sin fortid. Det er en smuk og velskrevet bog, den giver et godt billede af en 1500-tals kvindeskæbne, et historisk billede af Frankrig og samtidig er det en dejlig nutidsroman med en god beskrivelse af Ellas vanskeligheder ved at finde sig til rette i et lille (lukket) fransk samfund. Hvis du er til både kærlighed og spænding, så skal du læse denne dejlige bog, der er Tracy Chevaliers debutroman. Hun har desuden skrevet "Pige med perleørering", der er filmatiseret, "Jomfruen med Enhjørningen", "Faldne engle" og "Brændende ild".
| | Kilde/ forfatter: ?, Dato: 17/4-2008 Kategori (i): Bog anmeldelser
|