|<
<
>
>|
Julen har englelyd
Fra bladet NYT fra DSUK har vi sakset nedenstående artikel.
Af Torben Elmbæk Jørgensen
”I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.” Lukas 2, 9
Sådan hører vi hver juleaften ordene fra Lukasevangeliet om Jesu fødsel. Budskabet om, at en frelser er os født blev sendt fra Gud til mennesker via en engel. Fire ud af ti danskere tror på engle. Flest kvinder, midaldrende og jyder tror på engle. Såvidt en undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad. Selv blandt ateister findes mennesker, som tror på engle – hele 8%. I USA tror 79% på engle, så her er vi danskere langt bagefter amerikanerne. En af de mest prominente engle-troende i vor tid er den norske prinsesse Märtha Louise, der har indstiftet en alternativ uddannelse, hvor man skal lære at kommunikere med engle. Interessen for engle i vor tid skyldes givetvis også, at vi er blevet mere åbne over for det alternative. 67% af de engle-troende betragter engle som mennesker, de har holdt af, men som nu er døde. 48% mener desuden, at engle kan gribe direkte ind i menneskers liv.
Engle i andre religioner
Troen på engle er ikke knyttet til en bestemt religion. Alle religioner fortæller om engle. I Islam er engle budbringere fra Allah. Hvert menneske har to skytsengle, som følger den enkelte og optegner alt, hvad man gør.
I jødedommen betragtes engle som Guds budbringere og hjælpere, der beskytter og straffer Israel. Inden for buddhismen findes de åndelige devaer, der støtter alt godt, som gøres i verden. Åndelige væsener findes tilsvarende i hinduismen.
Engle i kristendommen
Engle optræder ganske hyppigt i Bibelen, hvorfor det er selvfølgeligt for de forskellige kristne kirkesamfund at forhold sig til engle. De protestantiske kirker, bl.a. Folkekirken, ser engle som Guds budbringere, hvis eksistens vi har kendskab til fra Bibelen. Skytsengle optræder ikke med vægt. I den omsiggribende New Age bevægelse ses engle som vejledere i personlig udvikling.
Syv ærkeengle
I den katolske kirke har man en udbygget teologi om engle. De opfattes som åndelige væsener skabt af Gud før menneskene, tidligt i skabelsens proces. Ifølge Jobs Bog var de vidner til vor jords tilblivelse. Måske er de skabt samtidig med lyset. Deres hjemsted er foran Guds trone.
Syv af englene er ærkeengle, og vi kender deres navne som Michael, Gabriel, Rafael, Uriel, Raguel, Sarakael og Remiel. Alle mennesker har deres egen skytsengel. De bringer bud og hjælper til. Jesu fødsel bebudes af engle, og de beskyttede ham ude i ørkenen og engle kæmper mod Satan i Johannes Åbenbaring. Lovprisning af Gud er engles vigtigste opgave. Men ikke alle engle er gode. Satan
Boganmeldelse
”Den tidsrejsendes kvinde” af Audrey Niffennegger
En god, tyk moppedreng af en hyggelig bog !!!
Især i begyndelsen skal man som læser være ret så vågen….bogen handler nemlig om en mand, der kan rejse i tiden. Så indimellem er Henry 7 år gammel, andre gange er han 42 og indimellem befinder han sig i nutiden, hvor han render ind i smukke Clare, som kender ham da de mødes første gang, fordi Henry - ude i fremtiden - rejser tilbage til Clares barndom og der bliver en naturlig del af hendes opvækst. Det er meget, meget underligt, indtil man får styr på historien og vænner sig til at Clare kender Henry og at Henry kender fremtiden.
Det er en forunderlig viden Henry render rundt med, han kan tænke og tale med fremtidens viden, men han kan ikke ændre på historien, kun se på. (Undtagen selvfølgelig når han investerer i værdipapirer, hvor han udnytter sin viden om fremtiden – og da han er så heldig at kende er en falden engel, som gjorde oprør mod Gud og blev forvist fra himlen. Derfor fristede han Adam og Eva i Paradiset. Den ortodokse kirke har en tilsvarende teologi om engle.
Engle optræder også ofte i kunst og kultur. I ældre dansk litteratur findes mange engle, blandt andet optræder de i tolv af H.C. Andersens eventyr.
lottocifrene fordi han har set tallene i fremtidens avis). Sjovt er det, da han og Clare skal ud at købe hus. Henry styrter ind i samtlige huse, som de ser på, stiller sig ved et vindue, kigger ud og siger så at det ikke er deres hus. Først da Clare går ham på klingen og vil vide hvad det er han laver, fortæller han hende, at han har været i deres hus ude i fremtiden og kender udsigten, men ikke huset !!
Det lyder forvirrende, og det er det sådan set også, men det er også en gribende historie om kærlighed, Henrys kamp for at blive helbredt, ægteskab, forældreskab og livet i al almindelighed. Og så er det da en lidt besnærende tanke, det med at kunne rejse ud og se sin egen fremtid, selvom man måske indimellem får en viden, som man helst vil være foruden! | |
Kilde/ forfatter: Torben Elmbæk Jørgensen, Dato: 1/12-2007
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Hovmestrene "Un ploughed"
Vi har fået lov til at bruge af teksten fra bladet CO Søfart fra Sø-restaurationen og Metal Søfart
Artikel af Lise Mortensen Høy og Karen Asmussen
Vi har stillet en række spørgsmål til nogle af de hovmestre, der har været på Søfartens Arbejdsmiljøråds kursus: Sund Kost. Hvad er forskellen på at være hovmester før i tiden og nu. Har hovmesteren ansvaret for besætningens sundhed - og hvilke tiltag har du gjort, for at gøre maden sundere?
MAIL 1:
Blandt kokkens og hovmesterens udfordringer i dag, hører i større grad emner, som følge af tidens trend, sund og mager kost samt at være medansvarlig og endda primus motor i at skabe en socialt velfungerende trivsel ombord.
Som denne artikel primært omhandler, er der de senere år kommet mere og mere fokus på sund og velnærende kost, ikke bare til søs, men i hele samfundet generelt. Denne trend følger selvfølgelig også med os på arbejde. Vi som kokke og hovmestre har fået tildelt et vist ansvar for sundheden ombord. Vi skal ikke bare lave velsmagende mad, men den skal være ernæringsmæssig korrekt sammensat, fedtfattig og varieret.
Dette i en tid med store modsætninger om bord, nye unge helsebeviste søfolk og ældre og erfarne med mere traditionsbundne kostvaner.
C/C og C/S skal tilgodese alle typer, og vi skal alle føle os hjemme i vores andet hjem, vore arbejdskammerater har krav på at få en kost, som lever op til deres forventninger hvad angår smag og ernæringssammensætning. Vi bør give dem den variation og det udbud der gør at alle vil blive tilgodeset. Vi skal stadig lave en god frikadelle med sovs i skiver, vi skal stadig have en god gang stegt flæsk med det hele en gang imellem, og desserten vil vi da også nødig undvære. Men vi skal give folk mulighed for at vælge og fravælge. Der bør altid være et indbydende udvalg af frugt, grønt og lækkert brød, vi skal friste de sunde kostvaner frem ikke tvinge. C/C og C/S har ikke til opgave at være sundhedsapostle og forcere noget over hovedet på folk, det vil kun skabe modstand. En sidegevinst kan da også være, at det faktisk kan være en sjov udfordring at kreere en mere sund og varieret kost.
Blandt nogle metoder, som jeg med held har benyttet til at "lokke" lidt sundere spisevaner frem, kan jeg nævne at skabe en god kommunikation om sund kost om bord. Folk kommer ud i kabyssen, og når snakken drejer sig om kosten, hvad den jo ofte kommer til, gør jeg et stort nummer ud af at forklare om ernæringssammensætningen i den mad, de skal have, samt "prale" af , hvor lidt fløde der er brugt i den forgangne uge, og forklare hvordan det er muligt at lave velsmagende saucer uden at benytte en masse fedtstoffer. Dette har skabt en del debat om kosten og har givet en del større afsætning i salatbaren!
Ofte benytter jeg mig også af at anrette på eller farsere med grøntsager, så er det næsten umuligt at undgå at putte dem i munden. Men kort sagt skal grøntsagerne, kartoflerne og frugten være indbydende, spændende og frem for alt lige til at gå til. Ikke noget med en gulerod, der er kogt stendød i flere timer, hvem gider det? Der skal bruges spændende tilberedningsmetoder og masser af krydderier, så ryger der altså en grøntsag mere og en delle mindre.
Vi kokke og hovmestre er jo ikke udlært ernæringseksperter, og de færreste af os er helsefreaks. Vi er hamrende gode til at lave mad, der smager godt og med masser af gode sager i. Derfor er det nødvendigt, at vi bliver klædt på til at imødekomme udfordringerne med at lave ernæringsrigtig kost og skabe trivsel og velvære ombord. Vi kan lige så godt se i øjnene, at kravene bare bliver større og større i den retning, så vi kan lige så godt tage udfordringen op og gøre en indsats for at udvide kendskabet til emnerne. Rederierne er allerede fremme med tilbud og bør gøre meget mere i fremtiden. Jeg mener, det kunne være interessant med en kursusrække, hvor man fik mulighed for at uddybe emner, der havde ens personlige interesse fx ernæringslære. Det bliver en stor udfordring at holde gejsten, når et kostkursus er kommet lidt på afstand og alt ligesom er faldet tilbage i den gamle gænge. Her kommer det til at kræve noget at holde interessen til den mere sundhedsfremmende linie. Det bliver en udfordring at få det til at blive sjovt at lave sund mad og bruge sin ferie på "kedelige" kurser. Men min erfaring er, at det faktisk er sjovt, når man kommer godt i gang.
MAIL 2:
Jeg har måtte ændre vaner og rutiner for at kunne gøre tingene, så jeg selv følte en tilfredsstillelse i det jeg lavede. Jeg mener, at for hvert gram fedt, der bliver skåret væk fra maden, er det et skridt i den rigtige retning.
Til tider vil jeg vel mere betegne mig selv som en Velfærds Officer. Som gerne skulle kunne samle flokken, give råd, lytte, lave noget god, smagsfyldt mad. Men samtidig skal man jo også leve op til forventningerne fra besætningen, vi er jo trods alt til eksamen ca. tre gange dagligt. Nogle vil gerne have fedtfattig mad, andre vil gerne have kage hver dag, osv.. Der er mange hensyn at tage, og hovmesterens rolle er vel at sortere lidt i ønskerne og finde en gylden middelvej.
Jeg mener helt klart, at hovmesteren har et medansvar for besætningens sundhed. Det er nu en gang ham/hende, der producerer det, der bliver serveret; derfor skal hovmesteren også kunne tage sit ansvar og i det mindste forsøge at lave forbedringer på det sundhedsfremmende område. Det vil sige virkelig vurdere, hvad man laver, og hvordan man gør det. Men igen. Det er besætningen der får tilbudet - og vælger…
Der er mange ting, der kunne gøres. Jeg vil her nævne, hvad jeg har gjort, siden jeg var på "Sund Kost" kurset for Søens Gastronomiske Fagfolk.
Jeg har fremstillet skilte, som angiver fedtmængden i maden, disse sættes på retterne, enten det er varm eller koldt, så besætningen kan se fedtindholdet i de forskellige retter. "Low Fat " angiver, at der er under 10 pct. fedt i retten, "Medium Fat" bruges til retter, der har mellem 10 - 24 pct. fedtindhold og "High Fat" har mere end 25 % fedtindhold. I det daglige sørger jeg for at udskære kød, så der er et minimum fedtindhold i, inden jeg tilbereder det, både stege, udskåret eller hakket.
Saucer og supper jævnes kun med "Maizena" eller majsmel, jeg bruger ikke opbagning mere. På en udmønstring på seks uger sparede jeg ca. 15 kg margarine ved denne metode. For at få den rigtige "farve" på de "legerede" supper, tilsætter jeg lidt mælk (behøver jeg at nævne, at det jo er "Low Fat" ), derved får suppen næsten samme udseende, som om det var med opbagning. Jeg laver mere pålæg selv, det vil sige, jeg laver pålægsretter. Alt brød dvs. morgenbrød, flutes, franskbrød bliver bagt uden brug af fedtstof. Jeg laver altid salatbar med 10-12 forskellige ting, så der er alternativer til eksempelvis en fed flæskesteg.
"Salget" til besætningen ser jeg ikke som et problem, tværtimod bliver de glade for at se forandringer og spørger eksempelvis om, hvilken farve en enkelt ret er, hvis man skulle have glemt at markere det med mine skilte (Food Signs). Så derved får man også en feedback.
En anden udfordring bliver så at kunne få skibshandlerne med på den linie, således at vi kan få fedtfattige produkter, og her tænker jeg mest på mejerivarer, der må kunne udarbejdes lister i vores proviantprogram med low fat produkter! Udfordringen ligger faktisk mest i at fremskaffe de rigtige varer, ikke så meget i at producere det. Jeg ved, at man er i gang med at finde løsninger, således at der bliver mulighed for at kunne få disse varer, men hvornår det sker, vides ikke...
Min vej til "Catwalken"
Fik mulighed for at komme ombord nogle dage på det skib, som min mand arbejder på. Sådan et der kan rumme 45.000 tons olie, benzin eller noget i den retning. En arbejdsplads som sejler verden rundt, denne gang med 9 danskere og 9 filippinere ombord.
Jeg har her valgt at fokusere på danskernes samspil ombord. Velvidende at der desværre ikke altid er så mange danskere ombord, hvilket betyder, at det sociale fællesskab ofte er meget begrænset. Meget interessant at gå rundt mellem disse myreflittige mennesker, hvor arbejde og fritid løber ud i et, ihvertfald lever de i de samme rammer døgnet rundt. Respekt for det. Selvom kommunikationen er bedret indenfor de senere år, er det alligevel som om verden ”udenfor” ikke er helt nærværende, når man befinder sig indenfor skibets begrænsede territorium. Selvfølgelig kan man ringe eller maile hjem til konen / kæresten / manden eller vennen, men man kan alligevel ikke stille noget op med de hverdagsproblematikker, der dukker op derhjemme. Let, tror jeg ikke det er, at være derude uden at kunne hjælpe. Det kræver sin m/ k at kunne overlade det hele til dem derhjemme. Sikken en tillid de har til os på hjemmefronten, vi har meget at leve op til. Det var utroligt positivt at opleve stemningen ombord. Uanset arbejdsmængden var det umuligt at møde sure mennesker. Ganske vist var der nogle, der var mere morgenfriske end andre, men alle kendte hinandens særheder, og dem fik man lov at ha i fred. Ingen fik lov at gå rundt og være kede af det i lang tid, for der kom altid en eller anden forbi med en kvik bemærkning, som igen fik smilet frem. En kunne finde på at sige, ”nu trænger du vist til et kram”. Det var da noget, der røg direkte i hjertet på en garvet sømandskone som mig, der har både mand og datter til søs. Sart skal man ikke være derude til søs. Drillerier af den gode slags må man finde sig i, uanset køn. Sørøverhistorier er der masser af, der er trods alt folk ombord, som er fra dengang der var ”rigtige” søfolk til. Det er vist dem over 38 eller sådan noget i den stil. Arbejdsmæssigt skal man kunne klare at kravle til tops til lanternerne og langt ned under havoverfladen, ganske vist indenbords i tankene, men alligevel. Det
er ikke for tøsedrenge og –piger. Arbejdssproget er engelsk, det får så være, hvad det er, men der er også en masse sømandsudtryk, som man som udenforstående lige skal ha repeteret en ekstra gang. Det var på den måde jeg stiftede bekendtskab med ”catwalken”, som er den gangbro, der løber hen over alle tankskibsrørere på dækket. På min tur på ”catwalken” stødte jeg på flere ”prærievogne”, og hvordan hænger det nu sammen. Jo, det er en slags læskure som folk kan søge ly i, hvis de af en eller anden årsag under dårligt vejr er nødt til ud at gå i forenden af det ca. 180 m. lange skib. Efter min mening en rigelig spændende tur. Hvem skulle tro, at ”Monkey Island” er toppen af skibet, og at man hele året har ”juletræ”, der er masten til en masse elektroniske dimser.
Et helt andet kapitel er maden ombord. Et meget vigtigt kapitel, vel at mærke. Så ikke uvæsentligt med dansk hovmester (alias kok) ombord. For os ”udefra” kan det synes lidt ligegyldigt, om kaffen er dansk eller amerikansk, men det er det ikke for dem ombord, skal jeg hilse og sige. Især på broen (det er der, styrmænd tilbringer meget af deres tid ) skal de ha store mængder kaffe, af den slags, der kan holde en styrmand vågen (læs: den slags kaffe, der kan holde vi andre søvnløse en halv nat ). Det kan også diskuteres længe og inderligt, om der skal være kerner i rugbrødet eller ej. Nogle vil ha fisk, andre ikke, nogle vil ha grøntsager, andre er bange for at få lange ører af dem. Enkelte kunne risikere at betale kostpenge for at være der, hvis rederiet vidste, hvor meget de spiste. Helt uretfærdigt synes det for os landkrabber, at det ikke altid er at se på dem. Dog må der være nogle, som kan blive nødt til at rejse hjem i kedeldragt, fordi tøjet er krøbet i de 3 måneder, de har været ombord. Jeg blev enig med mig selv om, det skyldtes den tørretumbler, de har ombord, at mit tøj på få dage ændrede facon. Eller også var det fordi jeg ikke hver dag gik i ”gymnasiet”, som ombord er lig med motionsrum med flere maskiner til trimning af kroppen. Retfærdigvis skal siges, at adskillige af de ombordværende helt seriøst brugte maskinerne ofte. Sikken en selvdiciplin. Der skal nu også arbejdes lidt mere end 5 min. for at fjerne sporene af de delikate retter og eftermiddagskager, der med jævne mellemrum dukkede op på bordet. Heldigvis var der gulerødder til 10-kaffen om formiddagen, så man kunne opretholde den gode samvittighed en kort periode.
Det var nogle lærerige dage ombord, hvor jeg også fik snakket med flere af danskerne om det at være sømand. Hvorfor går der sådan nogle arbejdsomme, rare, veluddannede, følsomme, selvstændige og fantastiske mennesker rundt uden kæreste/ ægtefælle? Som de selv sagde, er det ikke et hit at sige, man er væk i 3 måneder ad gangen. Ikke mange kvinder, eller mænd, for der var også en kvinde ombord, synes det er fedt at være alene med hjem, børn, arbejde etc. når partneren er til søs. På en måde forståeligt, men måske har de ikke fået øjnene op for de fordele, der er ved det. F.eks. antallet af timer man tilbringer sammen, er betydeligt flere end med et 8-16 job. Ingen der blander sig i ens gøren og laden, når man er alene om alle pligterne. Det handler jo om at få øje på det positive. Så de kan jo bare sige til, de sømænd, hvis de har brug for hjælp til noget sømandsdating J Jeg er meget glad og taknemmelig for, jeg fik chancen for at komme ombord og få genopfrisket min respekt for de danske søfolk. Så tak til alle ombord på Torm Gertrud i aug. 2007.
Aase
| |
Kilde/ forfatter: Aase Dyrehauge, Dato: 15/10-2007
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Græsenkerne hjælper
Vi har med tak modtaget denne artikel fra Jyllands Posten
Sømandskoner i Århus og omegn hjælper hinanden i en hverdag, hvor manden ofte er på langfart. Under The Tall Ships’ Races forsøger de at gøre opmærksom på foreningen og trække flere medsøstre til.
Af MARIE HAUBERG PEDERSEN
Den tid er forbi, hvor alle sømænd har n kvinde i hver en havn; men én kvinde står stadig ofte tilbage, når manden drager afsted. Nogle gange i et par uger, andre gange i et par måneder.
Og det er ikke altid lige let at være denne midlertidige enke – men siden 1976 har hustruerne kunnet søge samvær og opbakning i Sømandskoneforeningen. I fire år har der også været en lokalafdeling i Århus, og den gør i disse dage opmærksom på sig selv med et telt på kajen ved The Tall Ships’ Races.
Vi er 20 medlemmer mellem 28 og 42 år, og vi bruger og støtter hinanden i hverdagen og laver nogle ting sammen.
F. eks. går vi biografen, tager på legepladser med børnene, og vi har også været på et wellness-ophold på Rømø uden børn,« fortæller en af søenkerne, Gitte Lauridsen.
Hendes mand er henholdsvis hjemme og til søs to måneder ad gangen, og i mellemtiden må hun selv stå for parrets børn og hjemmet, samtidig med at hun selv arbejder.
Både mor og far
Det er et specielt liv, når ens mand ikke kommer hjem kl. 16, og man både skal være mor og far på samme tid. Det kan være svært for familie og venner at forstå, og så er det rart at tale med andre i samme situation, f.eks. hvis man er ked og træt af det,« siger Gitte Lauridsen, der sammen med Gitte Jensen og Britt Jensen bemander boden denne formiddag.
Sidstnævnte er på barsel og har sin lille søn på fire måneder med i barnevogn.
Min mand tog ud at sejle i lørdags,« fortæller hun med et smil.
De 20 medlemmer af Sømandskoneforeningen i Århus er kommet i kontakt med hinanden via deres mænds fagforening og foreningsbladet „Søhesten“, som ligger rundt omkring på skibene. Men selv om der findes omkring 4.000 sømænd i Danmark, er der kun cirka 200 sømandskoner organiseret i foreningen.
»Så der er lang vej endnu,« konstaterer Charlotte Munk, formand for Sømandskoneforeningen, som også var til stede på standen til The Tall Ships’ Races.
Måske har det noget at gøre med, at vi ikke har noget klubhus, men mødes i private hjem, og at man ikke har mod til at ringe til en, man ikke kender. Men når først man er med, kender jeg ingen, som siger, at det ikke er noget for dem,« siger Charlotte Munk.
For Gitte Lauridsen har mødet med foreningen i hvert fald været givtigt. Samværet er et lille plaster på såret, når savnet bliver for stort.
»Jeg plejer at sige, at jeg lever med det,
men jeg vænner mig aldrig til det,« fortæller græsenken. | |
Kilde/ forfatter: Marie Haubergn Pedersen, JP, Dato: 29/8-2007
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)