|<
<
>
>|
Julen 2002.
Selvom sømandshjemmets nye minibus er grøn og er en Citroën, så kunne den godt hedde Rudolf de sidste 14 dage inden jul, hvor sæderne flød med julegaver, sække og røde bånd. Skib efter skib fik besøg med aviser og invitationer til at besøge sømandshjemmet, og der var tilbud om at få skibets bibliotek byttet, benytte sømandshjemmets Internet Cafe, komme en tur i sauna eller få ringet hjem til familien.
Da Fredericia Havn var den sidste mulighed for at få julegaver om bord, var det også et af juletidens tilbud.
Ingen afslog tilbudet om at få julegaver om bord, eller foreslog at det kunne vente til næste gang. Ingen havde så travlt med at losse eller laste, at der ikke var tid til at modtage en julegave. Dejligt.
Desværre har vi aldrig julegaver nok til alle, så nogle besætninger måtte nøjes med en julegave i fællesskab. Det var denne gang en jule CD med et russisk kor, som sømandshjemmet havde indkøbt til lejligheden og for at ”drøje” på julegaverne.
Det blev til 315 julegaver fordelt på 35 skibe. De sidste 7 julegaver måtte i al hast pakkes ind juleaftensdag sidst på eftermiddagen, så der også om bord på det sidst ankomne skib, kunne blive en julegave til enhver om bord.
Om bord på havnens skibe juleaften, var der travlhed. De, der kunne rejse hjem, var hjemme ved familien. Nogle havde i flere dage forberedt sig på julen og holdt deres egen julefest om bord, og nu var der jo også julegaver fra sømandshjemmet. Andre skibe skulle sejle i løbet af juleaften og besætningen kunne derfor ikke forlade skibet.
En del sømænd havde dog tid og mulighed for at deltage i julefesten på sømandshjemmet, og nogle var der hele aftenen, andre skiftedes med deres kammerater til at komme.
Sømandshjemmets julemiddag var andesteg med æbler, rødkål og brunede kartofler, og derefter Ris a´la mande, med mandelgave. Det skulle lige forklares, da denne tradition ikke er kendt, hverken på Burma eller i Litauen.
Kl. 21 samledes vi omkring juletræet, hvor vi sang nogle kendte julesalmer og derefter lyttede vi til juleevangeliet på dansk, engelsk, russisk og arabisk. Der er altid en ganske særlig højtidelighed over denne stund rundt om juletræet, hvor vi står og lytter til juleevangeliet, også selvom vi ikke forstår alle de sprog, det bliver læst på.
Efter ”Fader Vor” i kor, og endnu et par julesalmer gik alle om bord i sømandshjemmets lækkerier. Pigerne havde lavet ta´selv bord med kaffe, lagkage, de fleste af julens småkager, hjemmelavet konfekt, og julegodter, nødder og frugt.
Også denne aften var sømandshjemmets piger og deres frembringelser populære.
Familien derhjemme har altid sømandens kæreste opmærksomhed, især i julen og selve juleaften. Derfor var der også juleaften kø ved telefonerne. Det mildner altid savnet lidt at få en god lang julesnak med dem derhjemme.
Vi var i alt 32 deltagere juleaften, og da det var tid til at sige farvel og tage hjem om bord, var julesneen faldet og lå ren og hvid og pyntede julevejen hjem. | | Kilde/ forfatter: Niels Kjær Lassen - Fredericia Sømandshjem, Dato: 24/12-2002 Kategori (i): Indslag fra 3. part
|