|<
<
>
>|
Kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009
Som repræsentant for Sømandskoneforeningen af 1976, besøgte jeg de filippinske sømandskoner i foreningen -SWAPI; Seaman Wives Association of the Philippines Inc.
Siden ca 2001 har Sømandskoneforeningen af 1976 haft kontakt med SWAPI.Vi har skrevet sammen på mails. Kontakten kom i stand ved hjælp af Fabienne Knudsen, forsker i søfartsmedicin ved Syddansk Universitet, da hun rejste derud for at lave interwievs til sit projekt:”If you are a good leader, I am a good follower”.
SWAPI har ofte inviteret os til at deltage i forskellige arrangementer og festivitas, men det har ikke været økonomisk muligt.Ved hjælp af tilskud fra Søfartens Ledere og Maskinmestrenes Forening, som vi siger tak, og at det på sidste Landsgeneralforsamling blev besluttet, at sende mig af sted for foreningens midler i øvrigt, kom jeg omsider af sted.
Alice C. Lamigo som grundlagde foreningen for 32 år siden, og som hele tiden har været vores kontakt person, sendte mig et program for denne uge, hvor jeg havde besluttet at være på Filippinerne. Det var et rimeligt tæt pakket program, som var ved at tage pusten fra mig. Og en masse besøg og steder, som ikke sagde mig noget. Det startede med: The welcome committee will meet Birgit Larsen Jensen at the international airport… Puhha, tænkte jeg, og så nærmest den røde løber rullet ud, også. Der blev noget at leve op til, fornemmede jeg. Allerede samme dag: Filipiniana Reception med dans, sang og meget andet. Også for at fejre Valentine´s day.
Jeg tænkte, det var en god ide, foruden at skrive en tale, også at forberede et kulturelt indslag. Så jeg allierede mig med en kollega, der underviser i folkedans, og fik hende til at lære mig Totur fra Vejle. Den kendte jeg lidt i forvejen, og det skulle være nemt, så jeg kunne formå at lære en fremmed kultur at danse dansen. Det blev sværere end jeg troede! Men forberedelsen gav mig modet, og det var rigtig godt.
På programmet var også ”Symposium on seafarer family life”. Det gav også lidt grå hår i hovedet. Og de syntes åbenbart, at jeg skulle fortælle om hvordan den danske sømand klarer sig ombord blandt mange nationaliteter.Hhmmm….Jeg skrev til Fabienne Knudsen, som har interwievet adskillelige filippinske søfolk, for at få gode råd. Fabienne syntes jeg skulle kontakte Gichelle Cruz,som er senior lecturer ved University of Manila, underviser i kommunikation. Hun er god til at distancere sig til sin egen kultur, sagde Fabienne. Det er også rigtigt, men det er også aldeles rigtigt, at filippinere er MEGET gæstfrie, og ønsker at gøre det absolut bedste for deres gæst. Så Gichelle kom med stort set lige så stort program, for hvad hun syntes jeg skulle opleve i den uge… Jeg var ærlig talt ved at løbe skrigende væk!... Samt mange gode forslag til hvilket hotel jeg skulle vælge, i hvilken bydel m.m. SWAPI havde foreslået et hotel, hvor de fik rabat. Jeg endte med at vælge det, og det viste sig at være en god ide, for det lå tæt ved deres forenings kontor, som er Alice´s hus. Desuden gav de rabat til SWAPI, som jeg så også fik glæde af. Hotellet var ejet af en koreaner,der sad og så film på sin bærbare i restauranten, mens underdanige filippinere piskede rundt.
Hans eneste pc for gæsterne, hvor man skulle købe internettet for en time ad gangen, var med kinesisk windows!!! Men ud over, at jeg gerne ville skrive lidt hver dag, for at kunne huske alle indtryk, og også havde lovet vores lokale avis nogle rejsebreve, så var hotellet ok, og i øvrigt var jeg der næsten ikke… SWAPI pigerne holdt mig i ave fra tidlig morgen til sen aften hver dag.
Jeg ankom til Manila med næsten 6 timers forsinkelse pga flyproblemer, ombooking osv. Så den frokost de havde arrangeret til ære for mig, måtte de spise selv. Så det blev først søndag aften, jeg var fremme, hvor gæsterne allerede sad ved aftenens Filipiniana reception og ventede på æresgæsten!
I lufthavnen finder jeg, som den sidste passager, min kuffert stående på gulvet. Træt og lidt forvirret går jeg mod en eller anden udgang. Da ser jeg en flok piger stå og vinke med blomster og stort banner: Welcome Madam Birgit Larsen Jensen. Hold da op, jeg bliver helt rørt. Vi har travlt,for som sagt sidder gæsterne allerede og venter ved receptionen. Men jeg kommer dog til hotellet, og får lov at tage et bad. Jeg skal tage kjole på, får jeg at vide. Det har jeg heldigvis også med. Senere ser jeg,at det skulle have været en lang kjole! Det havde jeg ikke tænkt på.
På hotellet spørger jeg,om ikke der er en vase, så jeg kan sætte de flotte blomster i vand. Hotel portieren kommer med en lille bitte vase, hvori der kan stå højst 2 vintergækker, til en stor buket!! Jeg ser spændt efter pigernes reaktion? De skælder ham ud, sender ham væk, og siger de selv vil hente en ordentlig vase. Det fremkommer også. En vase de har hentet i Alicé´s hus.Men denne lille scene har jeg tænkt på flere gange, for det virker typisk for mig, at filippineren vil gøre alt for at opfylde ønsket, ligesom det er vigtigt for ham, ikke at tabe ansigt. Hotelportieren klarede nogenlunde begge dele. Han var selvfølgelig klar over, det frembragte ikke duede, men det var så det næste, som var ude af hans hænder,da hotellet ikke ejede en vase der kunne bruges. Hans mission var ”fuldført!...
Jeg bliver sat ind i en bil, og kørt til det sted, hvor der er Filipiniana reception. Mine bange anelser bliver indfriet: Fint og storstilet, og mig som æresgæst! Og alle venter spændt på at se giraffen! Jeg aner ikke hvordan jeg skal agere, og spørger simpelthen Alice: Skal jeg gå rundt og hilse på gæsterne eller hvad og hvordan? Nej, jeg skal bare følge efter hende, og sætte mig ved hovedbordet.
Vi befinder os i Capt & Mrs Rosales´ Garden, en fin gårdhave med palmer, musik, flot pyntede borde, helstegt pattegris og meget andet mad, adskillelige tjenere og så et nyt banner: ”Valentine´s Day. Special guest Madam Birgit Larsen Jensen from Denmark”!! Jeg spiser lidt, og prøver at finde en grimasse der kan passe. Ærlig talt, det er ikke helt nemt, og der sker flere ting, samtidigt med at jeg skal snakke med de nærmest siddende. Jeg ved også, at om ikke mange minutter skal jeg holde tale, og jeg er altså lige landet…
Nationalsangene, den danske og den filippinske bliver spillet, der synges solosange af et par sømandskoner, som udtrykker hvordan hun savner sin sømand, der er lovprisning, taler, og jeg bliver præsenteret.Alice havde bedt om mit cv forinden. Midt i alt dette, tænker jeg: Mit vigtigste mål for denne rejse, er at komme ind under huden på disse piger, og få en fornemmelse for deres livsbetingelser. Så jeg prøver at ”afstive” lidt, via min tale og ageren, men samtidig respektere de-res agenda. Her er ”Totur fra Vejle”, og også deres dans et godt redskab. Danny hjælper mig med Totur fra Vejle.Danny er en autodidakt danselærer, som de altid kalder på, når de skal danse. Han instruerer primært på tagalog (lokalsprog), og det giver selvsagt lidt problemer for mig. Og han kender altså heller ikke dansk folkemusik, plus at jeg ikke selv er helt stiv i det. Men vi får en masse sjov ud af det, efterhånden som de begynder at tø op, og også tør grine af, at jeg heller ikke rigtigt kan finde ud af det. Det hjælper også, at de ser,jeg griner af mig selv… Vi aftaler at vi prøver igen senere på ugen, også fordi det slidte gamle kassettebånd, som min kollega har givet mig, begynder at spille modsatte side hver gang…
Ved højbordet sidder bla en ældre, men meget frisk dame, som jeg falder godt i hak med, vi kan grine lidt af det hele. Jeg kan se på hendes tøj, at hun har det godt økonomisk, og af hendes ageren, at hun er af det bedre selskab. Jeg møder hende igen senere på ugen. Det er hos hende, vi skal spise middag på dag 4: Dinner at Capt & Mrs Rene Carpio. Men at fange navne den første dag blandt høj musik og massive nye indtryk, er mig helt umuligt.
Der er 3 piger, der hver giver et sangnummer. Den ene, får jeg at vide, har fået sin uddannelse via et scholarship fra SWAPI´s fond. Det er de tydeligt stolte af, og det er forståeligt nok. De har selv meget besvær her i livet, alligevel har de overskud til at lave aktiviteter, så de kan samle penge ind til deres fond. Fonden er primært til at hjælpe familier, hvor sømanden pga sygdom eller andet,ikke længere kan være til søs. Så sørger de for at børnene får en uddannelse. På den måde er de med til at sikre forældrene på deres gamle dage, og børnene en fremtid. Her er jo ikke nogen social sikring.
Borgmesteren fra denne del af Manila;Paranaque City er også inviteret, og holder en mindre tale,og skal selvfølgelig hilse på mig. Jeg kan se på ham, at dette ikke lige er hans største interesse, måske ville han hellere noget andet denne søndag aften. Men jeg vælger at fastholde ham blot et par minutter. Jeg synes han skylder disse familier noget respekt, for som han selv siger, de bringer gode dollars til landet! Omsider kommer jeg tilbage til hotellet, og går i drømmeland.
Dag 2, mandag 16.2.
Inden dagens begivenheder giver jeg Alice og de piger, der er kommet til morgenmad, gaven fra os danske sømandskoner. Det er to sømandshunde (staffordshirehunde). Jeg fortæller dem om deres betydning for danske sømandsfamilier. Det synes de er ret morsomt og interessant. De kender ikke skikken.
Manila City tour, står på programmet. Oprindeligt tænkte jeg vist, at jeg ikke er kommet som turist, men som arbejdende sømandskone,der primært skal lære dem at kende. Men skik følge eller land fly. De vil gerne vise deres land frem, give mig et godt indtryk. Og jeg opdager, at det faktisk er helt fint, for trafikken i Manila er så heftig, at det tager 4 gange så lang tid at nå fra A til B, som her hjemme. Og i al den tid får vi nogle gode snakke. For vi kører
naturligvis rundt i private biler med aircondition og karaoke, og sommetider også chauffør. Men ofte er det en af pigerne der kører selv. Alice lærte dem for mange år siden at tage kørekort,så de bedre kunne klare sig.
Af interessante seværdigheder i dag er Seaman´s Hospital og Seafarer´s Place. Seaman´s Hospital ejes af AMOSUP. Det lykkes dem, at få en oversygeplejerske i tale, og få en rundvisning, trods det ikke var planlagt. Men alt for en special guest from Denmark! Jeg ser specielt Intensiv afdelingen, som er mit eget speciale, og ser,at om end det ikke helt er dansk standard, så er det ikke ringe, og der er rent, og de ser ud til at have, hvad de har brug for. Oversygeplejersken er selv sømandskone, og selvfølgelig medlem af AMOSUP.
Pigerne taler en del om AMOSUP, og hospitalet, som de siger, er af lidt bedre standard end øvrige hospitaler. Men også at sømanden mister alle sine rettigheder hos AMOSUP, hvis han efter 6 mdr ikke har en ny kontrakt til søs. Og han kan ikke selv tegne medlemskab, for at fastholde sine rettigheder. Jeg taler med Morten Bach ITF København om det, da jeg er kommet hjem igen. Han bekræfter dette, og siger at AMOSUP ikke er populære hos ITF, for de har en meget ringe overenskomst, og i nogle tilfælde trækker helt op til 40% af sømandens hyre. Det er en forretning ejet af en familie (Oca) og ikke en fagforening der vil noget godt for deres medlemmer, siger Morten Bach. Vi besøger Seafarer´s Place, som jeg har hørt lidt om hjemme fra, uden at vide særlig meget om det. Det er en speciel oplevelse. Der er en del stande, hvor manning agencies sætter skilte op med ledige stillinger. Der er en del fintklædte mænd (sorte bukser, hvid skjorte) der går rundt med skriveblok, mellem en masse hyresøgende søfolk, og kigger folk ud. Nogle er i gang med at interviewe. Det er ret specielt at opleve. Noget udstillet, og i nordiske øjne, en anelse ubehageligt. Dybest set, er princippet det samme, som at søge job hjemme. Jeg ville dog ikke bryde mig om at søge job på den måde. Jeg bliver overrasket over, at officer lønningerne er temmelig høje.
Det lykkes pigerne, at få mig ind til ham, der leder kontoret ved Luneta Seafarer Center, som ligger på Seafarer´s Place. Han tager penge fra manning agencies for denne formidling, og foretager noget registrering. Han fortæller, at der er i alt ca 11 millioner filippinere, der arbejder i andre lande rundt omkring i verden. Heraf er ca 500.000 søfolk. Hver dag kommer der ca 700 nye hyresøgende søfolk til stedet, og ca halvdelen får sig et job. Og vi siger, vi er en ”stor” søfartsnation!..Vi er ”peanuts”, og de fleste af pigerne, jeg er sammen med, kender end ikke Mærsk, kun et par stykker har hørt om dette rederi. De fleste af dem, har deres mænd i asiatiske rederier.
(Fortsættes i næste nummer) | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 24/5-2009
Kategori (i): The Phillipines
|
(i)