|<
<
>
>|
Uddrag fra ”Sømandshjerter i råolie” af Arne Ærtebjerg - en fængslende erindringsroman skrevet af en sømand - Læs den!
"… Når jeg tænker tilbage til dengang (vestafrika), kan jeg nu se, at det var omkring det tidspunkt, at der skete en mærkbar forandring med mig. Jeg begyndte at komme med racistiske bemærkninger og opfordrede mine skibsfæller til at holde sig negerpakket fra livet med alle midler. Det var ikke andet end en flok stinkende tyveknægte og halvaber, der skulle være blevet oppe i træerne i stedet for at rende rundt og genere ordentlige mennesker ombord i skibene. Og se det kaos, der var i de nye selvstændige stater! Nej, kolonimagterne skulle være blevet og have holdt de sorte sataner nede med hård hånd…. Over for mine folk kunne jeg nu også være temmelig kort for hovedet. Ikke mere: Kan du ikke lige. Nu var det kontante ordrer med bøs stemme og mine. De kunne slet ikke kende mig mere, fortalte første styrmand mig langt senere… Det var ikke noget ”happy ship”. Folkene skændtes og bed efter hinanden. Jeg følte at spændingen, hvad øjeblik det skulle være, kunne blive så uudholdelig, at den ville føre til slagsmål. Der havde udviklet sig forskellige kliker, der var meget fjendtligt stemte over for hinanden og over for officererne. Altså over for mig, der ellers havde været i stand til at få dem til at føle, at vi var i samme båd, tilhørte et team, og var stolte af det. Nu var det hele ved at gå i opløsning. Og min kovending gjorde det sandelig ikke bedre. Min brug af trusler om fyringer og andre disciplinære midler, som sømandsloven hjemlede for at få folkene til at makke ret, gjorde kun ondt værre…. Efterhånden gled jeg ind i en depression. Isolerede mig så meget som muligt på mit kammer. Kiggede også lidt vel dybt i whiskyflasken engang imellem for at dulme angsten og uroen, der murrede i mig. Der var et eller andet helt galt med mig. Og jeg forsøgte fortvivlet at finde ud af hvad det var. Måske var jeg kommet til at sætte mig i de blinde passagerers sted? Måske var det sydafrikanerens vilje til ikke at lade sig kue. Hans integritet og evne til at sætte mod i de andre. Til at organisere en indtil videre passiv modstand over for den behandling, de var udsat for. Og jeg var ikke i tvivl om, at han kunne gå over til aktiv handling, hvis lejligheden bød sig. Jeg har altid følt meget for menneskets værdighed. Og er det ikke det modsatte af ydmygelse. Og ydmygede vi ikke vores ubudne gæster. Og ydmygelse avler hævntørst. Kun ved at sætte sig til modværge, blive revolutionær eller flygte ind i en rus eller neurose, kan et menneske bevare sin selvagtelse. Og det eneste, der kan give rigtig oprejsning, er at tage kampen op, om styrkeforholdet er aldrig så ulige. Falder man på ærens mark, så er det bedre end at flygte ind i sig selv. Det ændrer ikke noget ved situationen, tværtimod. Får man et klart øjeblik, overvældes man i den grad af selvhad og moralske tømmermænd, at man begår selvmord eller hurtigst muligt tømmer en flaske ildvand eller tager et skud englestøv eller trækker neurosens forhæng for og lukker den uudholdelige virkelighed ude. Det er langsomt selvmord. Og denne sydafrikaner forekom mig at være en rigtig revolutionær. Jeg kunne ikke lade være med at respektere og beundre ham, og jeg blev dybt chokeret, da det gik op for mig, hvad der var sket med mig de sidste uger… Jeg blev fortvivlet over, der skulle så lidt til, for at få mine humane principper og tro på menneskerettigheder for alle uanset kulør, køn eller social status til at forsvinde for en nådesløs tropesol. Jeg mistede troen på mig selv. Stolede ikke mere på min dømmekraft… Jeg var bange for, jeg skulle bryde sammen. Det ville jeg helst ikke have, at nogen ombord så. Jeg kredsede meget omkring identitetsproblematikken. Kom frem til, at der var opstået en uhyggelig og uudholdelig afstand mellem min objektivt tilskrevne rolleidentitet som leder, som i de sidste uger havde overtaget mig, og min subjektivt erfarede egne identitet. Og i en ond drøm stod det store spørgsmål pludseligt på indersiden af mine øjenlåg med flammeskrift: Hvem fanden er du egentlig? Det prikkede hul på bylden. Tanker og følelser for rundt i hjernekisten som onde ånder, der kunne få låget til at ryge af, hvad øjeblik det skulle være…. Lidt svimmel gik jeg i gang med at analysere hvad det var, der havde forvandlet et swell ship til et hell ship. Jeg bed i blyanten, og fandt frem til fem variationer over temaet: Forholdet mellem kaptajn, officerer og det menige mandskab i et skib… Der var kun én løsning. Jeg måtte tage min afsked… Jeg tog op til mit sommerhus, for i ensomhed at holde dommedag over mig selv. Jeg ville aldrig få min gamle uskyld igen. Men der var krudt nok i mig endnu til at gennemføre processen…
God fornøjelse!
Birgit Larsen Jensen" | |
Kilde/ forfatter: Arne Ærtebjerg, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): The Phillipines
|
(i)