|<
<
>
>|
Kulturel rejse til Filippinerne
15. – 22. februar 2009 (fortsat fra forige nummer)
Dag 3, tirsdag 17.2.
I dag er det besøg hos 3 sømandsfamilier. Det har jeg set mest frem til. Første besøg er hos Ninfa A. Borgonia og hendes mand Arnel, som er hjemme på ferie. Vi kommer til et mindre, lidt mere ydmygt hus, end det jeg hidtil har set. Man-den tager imod udenfor, og viser os ind. Udenfor står konens gasflasker, som hun sælger videre, det er hendes bibeskæftigelse.Ved siden af huset, er en lille gård med et par kyllinger. Huset har de selv bygget lidt hen ad vejen, når de fik råd, og med venners hjælp. Her bor dette ægtepar med 3 voksne børn.
Vi skal naturligvis spise. Filippinerne spiser ca 6 - 7 gange i døgnet, og de griner hver gang jeg kommenterer det. Jeg snakker i første omgang mest med manden, hvor han sejler osv. Han er pumper på en tanker. Jeg forstår på ham, at han ikke er officer, men heller ikke rating, sådan lidt midt imellem. Og det virker som om, han forstår begge ”lejre” lidt. Han taler ret frit fra leveren. Jeg spørger om han foretrækker nogle nationaliteter frem for andre, at arbejde sammen med ombord, eller om det er et problem med de mange forskellige nationaliteter. Det benægter han, dog bliver det lidt mere nuanceret senere i samtalen. Men der er ingen tvivl om, at filippineren generelt ser, det med forskellige nationaliteter ombord, med andre øjne end danskeren. Måske skyldes det, at de selv er et multietnisk samfund, igennem århundreder (ikke noget med første- og andengenerations) og at de er så folkerig og fattig en nation, at det, at arbejde udenlands med mange nationaliteter,er en given livsbetingelse.De arbejder for at kunne underholde hele familien, og frem for alt sikre børnene en uddannelse, som igen er deres pension. Fremtiden er hele tiden deres agenda. Jeg hører flere gange, også på symposiet, at ”it is a matter of personal relationship”, mere end det er nationaliteten, der er det afgørende ombord. Jeg får i hvert fald en fornemmelse af, at det er os danskere, der måske er mere fordomsfulde. Det er i øvrigt også hvad Fabienne Knudsen skriver i ”If you are a good leader, I am a good follower”, som jeg husker det. Jeg drøfter konkrete eksempler på problemer, vi har haft ombord blandt den filippinske besætning, hvor vi havde svært ved at finde frem til den egentlige årsag til, at de pludselig ikke kunne enes. Jalousi, siger han! Filippinerne siger selv, de har en krabbementalitet. Hvis nogen kommer for langt frem,trækker de andre ham tilbage. Jeg tager mod til mig, og fortæller at den danske sømand ofte frustreres over,at når han giver en filippinsk sømand en arbejdsordre, siger denne: ”Yes, sir!” Uden at noget sker. ”De føler ikke ansvar, som de bør gøre”, siger han. Jeg tror på, at ham her, er ansvarsfuld i sit job, for han er ikke på nogen måde underdanig over-for mig, som jeg ellers godt kan opleve det ind imellem. Og han siger sin mening. Også da jeg spørger, hvad han synes om, at hans kone er medlem af SWAPI. Jeg bliver sommetider gal, siger han. Jeg overraskes. Hvorfor det, spørger jeg. ”Jo, når hun kommer sent hjem fra møder og sådan”. Senere tænker jeg, at denne reaktion kan være en del af reaktionsmønsteret på den isolerede tilværelse ombord; Nu er jeg her, så skal hun være her, for mig.Jeg spørger,om ikke han synes,det er godt, at hans kone har støtte og opbakning, når han er til søs! Jo, det synes han nu også. Både han og konen, bekræfter, at når manden er ude, skåner de begge hinanden for hver deres problemer. Et mønster, som vi danske sømandsfamilier jo også kender. Konen siger, at hun har været meget glad for, at kunne være med på hustrusejlads, det giver mere forståelse for mandens arbejde og betingelser, og man kan nemmere tilgive ham, når der er noget. Men de (sømændene) kunne nu også trænge til et ”brush-up” engang imellem, siger hun. Det griner vi af, for vi forstår begge to ganske udmærket, hvad der ligger i det…
Vi taler om manning agencies. Noget som jeg hele tiden hører om, mens jeg er på Filippinerne. Pigerne er alle meget skeptiske overfor dem, og de tænker ikke me-get på, hvem der er principal (skibsejer) eller, i hvilket land de er. Det er manning agency, der tæller i deres hverdag. Ninfa og manden,Arnel,taler begge om,at manning agency ofte sender dem på adskillelige kurser, som de enten har været på før, eller er helt unødvendige, fordi manning agency tjener på det. De taler også om, at der stadig er agencies, der ikke betaler løn til tiden,ofte kan lønnen komme både 1, 2 og 3 måneder for sent. De sætter de gode dollars i omløb, og laver business på den måde, siger de. Arnel taler en del om Esso, hvor han tidligere var ansat.Der kunne han godt lide at være, for der var forskellige benefits, som han lagde meget vægt på, mere end på at få en høj løn. Feks fik de 50% i feriepenge, hvis de kom tilbage til skibet. De fik kurser betalt, julearrangementer for deres familier, med ophold og transport betalt. Næste besøg er hos familien Nenita A. Pahed. Nenita er forstander for den italienske nonne skole, hvor vi senere har symposium. Her er manden til søs. Da vi ankommer tænker jeg, åh nej nu igen. Der står tjenere helt ude på vejen, og siger good morning madam… Der er atter li-net op, denne gang lidt anderledes, og jeg ved ikke rigtig hvad det går ud på nu, for set-up´et ser forskelligt ud. Jeg får ikke så meget forberedelse på den måde.Men jeg har efterhånden vænnet mig til, bare at følge trop i det der sker. Det viser sig, at der atter er inviteret hvem der kan, og her er vel en 20 stykker samlet. Jeg får stukket et tændt stearinlys i hånden, og da jeg går ind i huset, hører jeg en præst tale. Der er også et par nonner. De er katolikker. Det er Blessing of the house, der foregår. Der synges, og præsten går rundt og kaster vand på husets indbo. Bagefter lykønskes Nenita, som bor her, og hun er meget glad.
Jeg bliver placeret ved siden af præsten, de synes åbenbart, jeg skal tale med ham. Det er ikke lige mit behov, men ok. Og det bliver alligevel en interessant samtale. Han taler en del om hans syn på sømandsfamilien, og dens problemer, som han hjælper med at løse. Han siger at nogle sømandsfamilier oplever, at specielt drenge kommer ind i narkotika problemer i teenage alderen, fordi far aldrig er hjemme,og de mangler fader figuren i de-res liv, og moderen respekterer de ikke. Desuden hører de fra andre børn, at de-res far har en dame i et andet land, og de føler svigt. Han går så ind og konsulterer, for at afhjælpe disse problemer. Jeg tænker lidt, at, det er jo også hans levebrød, men han har nu nogle gode pointer. Jeg hører også nogle af pigerne, især Alice, tale om ”ekstra marital problems”. No-get jeg ikke når at dykke mere ned i, så jeg ved ikke om det er så meget anderledes end for alle andre sømandsfamilier. Måske er de bare lidt mere åbne omkring det? En af de andre piger talte også om det på symposiet. Om hvordan hun fandt ud af, at manden havde en dame i Indien, hvor han sejlede fast, og hun fik gjort en ende på det. Og det blev fortalt med megen styrke bag, så jeg nærmest røg lidt tilbage i stolen, og tænkte okaayy…! Men det er klart, at problematikken let bliver mere manifest, når manden er til søs i 14 måneder, som Cora´s mand var for nylig. Rederiet kunne ikke finde afløser, og så kom han bare ikke hjem.
De har lavet en flot kage, med mit navn på! Jeg skal skære til alle, det er en ære! Efter præsten, placerer de to sønner af sømænd ved mig. Først Nenitas søn, som er først i tyverne.Velformuleret på flydende engelsk, uddannet indenfor IT. Men han er uden job i øjeblikket, han vil til USA og arbejde. Jeg spørger, hvorfor han så ikke laver noget i ventetiden. Han griner, og siger, at han kan vist ikke forvente solidaritet fra mig. Måske fordi, jeg selv er mor, siger jeg. Han er lukket omkring det, at være søn af en sømand. Han synes bare, det er fint nok. Det kan jo også være tilfældet, men jeg fornemmer snarere, at det er svært for ham, at sætte ord på i denne forsamling, og det forstår jeg nu også godt.
Michael, derimod, som er søn af Lu, og som er uddannet advokat, dog også lidt ældre, ca 27 år, er langt mere åben, og bedre til at beskrive sin opvækst i en sømandsfamilie. Han fortæller, at han har 3 billeder af sin opvækst. Det første billede er hans første år, hvor en mand kommer på besøg, siger han er hans far, sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er fint, men han mener ikke det er hans far. Næste billede, er han lidt ældre, måske 6 år,han ved nu,at det er hans far,der kommer hjem og sover med hans mor, og giver ham legetøj. Legetøjet er stadig fint, men han føler sig ikke connected til sin far. Tredje billede er, da han er teenager,da er det virkelig svært,for han føler sig stadig ikke connected til sin far, og i den svære teenagetid savner han virke lig fader figuren. Han får nogle problemer omkring det, søger conultation hos præsten, og får det på den måde lidt bedre med sig selv. Han fortæller, at i dag, hvis han har problemer, vil han ikke fortælle sin far om det, når han er til søs. Kun når han er hjemme. Jeg kan se, at Lu er meget stolt af sin søn, og med god grund.
Men jeg opdager så også pludselig, at Nenita kommer hen og siger noget, meget skyndsomt omkring hendes søn, noget med, at han snart får et godt job. Den jalousi, jeg hører filippinerne selv beskrive, dukker pludselig op. Jeg gav jo Michael mere opmærksomhed, for han havde mere at byde på.
Sidste familiebesøg den dag. Jeg er træt, og har næsten ikke overskud til mere. Får generelt for lidt søvn.Vi skal besøge Marian P. De Guia, som er president for SWAPI. Da jeg så hende første gang, undrede jeg mig over, at Alice, som jo er grundlæggeren, og som stadig styrer foreningen rigtig meget, har udpeget Marian til at være hendes efterfølger.Alice er 74 år! For Marian
er meget stille, siger intet, og gør ikke væsen af sig selv. Men ved nærmere eftersyn, og Alice´s kommentarer (Jeg tror Alice har læst mine tanker) kan jeg godt se, at det er klogt gjort. Marian er en meget klog og sød pige,med mange jern i ilden, og hun tænker sig godt om. De har et catering firma, og det går nu op for mig, at jeg har fået af hendes mad før, og den er god. Hendes mand er kaptajn, han er til søs i øjeblikket, de har tre voksne børn, som dels er med i firmaet, dels højt uddannet, husker dog ikke lige hvad. De bor i et stort hus. Vi sidder oppe på taget, hvor der er en stor tagterrasse. Atter mad! Og der er inviteret mange mennesker. Jeg må tilstå, at jeg er ved at være træt af, hele tiden at være centrum, og stille kloge spørgsmål. Det ser ud som om, de gerne vil ”pudse” flere på mig, jeg kan ”interviewe”… Jeg afværger, og slår over i sjov og spas. Faktisk ser jeg, at nogle af pigerne, der har været mest på, sammen med mig, som Cora, Melly, Gie, Lu, Jonette, Minda og andre, også er trætte. Så det bliver mest sjov og pjank denne aften. Og nogle gode sømandskone historier!! Det kan vi – også – samles om!
(fortsættes i næste nummer)
| |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 28/8-2009
Kategori (i): The Phillipines
Chokolade og Chokoladeheksen af Joanne Harris.
Boganmeldelse
Jeg kan bedst lide at se filmen før, jeg læser bogen – man bliver næsten altid dybt skuffet hvis man tager det i omvendt rækkefølge, den person, der er vokset frem i ens bevidsthed, er aldrig den samme som personen i filmen.
Men sæt dig med bogen Chokolade en trist søndag og find billederne af Juliette Binoche og Johnny Depp frem på nethin
den – og nyd så at læse dig til filmen…
Bogen lever absolut op til forventningerne,man få et dybere indblik i Viannes fortid, i præstens bekymringer, i landsbyboernes baggrund,samtidig med at man kan se dem alle så levende for sig. Bogen er en noget mindre kærlighedshistorie, som vel nok er det bærende i filmen, men det er en smuk og let læst bog, der gir lyst til
at se filmen endnu engang!
Rigtig interessant er det at læse artiklen, som Joanne Harris har skrevet om filmens tilblivelse, og den store indflydelse hun selv har haft på dialogen i filmen –
og ja, Juliette Binoche var hendes drøm til rollen som Joanne. Find artiklen her: www.joanne-harris.co.uk/pages/feature
pages/chocolatfilm/chocolatfilm.html Og hvis du ikke allerede har set filmen, så nyd bogen, lær den levende og lidt mystiske Vianne at kende, mød datteren Anouk,nyd livstykket Armande,den gamle dame, der altid må gå i sort fordi der hele tiden er en, der dør i vennekredsen, men hun ”snyder” og ifører sig kulørt undertøj under de sorte gevandter, den gamle mand, der kærligt (og alt for længe) passer sin syge hund, præsten, der kæmper en forgæves kamp mod Vianne og alle hendes fristelser, og selvfølgelig
Roux (Johnny Depp) og hans flodfolk.
Chokoladeheksen foregår ca. 5 år senere og handlingen udspiller sig på Montmartre i Paris. Bogen er noget mere mystisk og lidt sværere at gå til end forgængeren. Den mystiske Zozie lever af og for at overtage folks identiteter og helst også deres bankkonti. Hun er mystisk og en dreven heks,der charmer sig ind i Viannes,Anouks og datter nummer 2’s liv.Vianne er nået frem til,at hvis hun skal falde ind og blive accepteret,så må hun gemme mystikken og de farverige gevandter væk, og hun er – meget mod Anouks vilje – blevet til en grå og trist dame, der sælger kedelig, masseproduceret chokolade i et lille ”Chocolaterie” på Montmartre. Det får Zozie vendt op og ned på – hun får sat gang i Viannes færdigheder som
chokoladekunstner, gir butikken et løft, hjælper Anouk med diverse veninde- og skoleproblemer og gir i det hele taget de-res liv et løft i positiv og farverig retning. Men hele tiden ved man som læser,at hun også har en skjult dagsorden. Så det bliver lidt mystisk, forvirrende og til tider lidt for overnaturligt. Bogen bliver bedre, da også Roux indfinder sig i Paris, og det fremgår tydeligt, at denne bog er skrevet efter tilblivelsen af filmen,for kærlighedshistorien mellem Vianne og Roux er ikke tydelig i den første bog, men i denne bog fortsætter histori
en fra filmen, og kærligheden overvinder jo – selvfølgelig – alt!!! | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 26/8-2009
Kategori (i): Bog anmeldelser
Handelsflådens velfærdsråd
Hvad er det egentlig for en ”butik”, og hvad foretager de sig? Det var nogle af de spørgsmål, jeg selv tumlede med, da jeg mødte op til mit første møde i Handels flådens Velfærdsråd den 18. juni.
Jeg har ofte hørt beskrevet den ultra korte tid disse møder tog,og tænkte,at det måske var et udtryk for, at der ikke var det helt store engagement. Men deri tog jeg fejl. Der var bestemt både interesse og engagement.
Lad mig berette lidt fra deres egen beskrivelse af Året der gik:
Velfærdsrådet forlængede det 3-årige projekt om udsendelse af radio- og tvprogrammer fra DR, som udløb med udgangen af 2008.
Man har avis-tjeneste – hvor der dagligt udskrives dugfriske aviser på adskillige sprog i Rotterdam,HongKong,Singapore, Algeciras, og som noget nyt, nu også ved sømandskirken i Hull.
Velfærdsrådets mobile fotoudstilling var i
2008 udstillet hos SIMAC i Svendborg – måske har din mand sit billede med her. Velfærdsrådet holder møder med SøfartensBibliotekogSøfartensArbejdsmiljøråd om et tættere samarbejde.
I 2008 var Velfærdsrådet i kontakt med størstedelen af handelsflådens skibe i forbindelse med enten kollektiv eller individuel service.Alle henvendelser fra skibe og søfarende følges op,og der fremsendes materialer, råd og vejledning til afvikling af arrangementer ombord og i land, samt til brug for Velfærdskontorets faste tjenester.
Mange henvendelser fra besætninger bekræfter, at den kollektive fritids virksomhed har en positiv indflydelse på den daglige tilværelse ombord.
Velfærdsrådetgiverogsåøkonomiskstøtte til blandt andet: Aalborg-Nørresundby Søfarts-service, Esbjerg Havneservice, Århus Søfarts-service,KalundborgSøfartsservice, Sømandskirken i Algeciras, i Singapore, i Hong Kong, i Rotterdam, og til Dansk Sømands- og Udlandskirker.
På rådets hjemmeside: www.hfv.dk kan man se alle motions- og idrætsresultater blandt de søfarende. Hjemmesiden opdaterer automatisk de indkomne sportsresultater fra skibene. Der er oversigt over udsendte tv- og radioprogrammer. TV-betjeningen omfatter dansk producerede programmer, og er normalt 2 uger gamle ved udsendelse til skibene. Der er endvidere uddybende radioprogrammer, som giver den søfarende mulighed for at være ”opdateret”, så man kan følge med i debatten hjemme, efter udmønstring. Desuden kan danske skibe modtage et udvalg af DR´s bedste radio-udsendelser, i form af mp3-filer på cd-rom.
Af nyhedsformidling i øvrigt, sendes der aviser ud til såkaldte støttepunkter (Velfærdsstationer og sømandskirker) i Port Said, Aberdeen, London, Hamborg, San Pedro. Der udsendes dagligt email-aviser på ca 20 forskellige sprog til de skibe, der tilmelder sig.
Velfærdsrådet udsender dagligt danske nyheder fra DR´s nyhedssite, som en zippet word-fil eller pdf-fil.Desuden færøske
nyheder, polske radio online og Philnews.
Velfærdsrådet foretog sidste år en spørgeundersøgelse blandt besætningerne i danske skibe.Der blev spurgt,om der ombord eksisterer faciliteter, herunder bredbånd eller satellit-tv, til at nedtage dansk tv, eller om man forventede det indenfor en overskuelig fremtid. 158 skibe reagerede på forespørgslen, og heraf svarede 144 benægtende!!
Velfærdsrådet konkluderede derfor: Rygter og myter om skibenes tv- og internetfaciliteter, har greb selv langt ind i branchen. Der eksperimenteres stadig med en effektiv global dækning,men denne er endnu forbeholdt skibe indenfor satellitternes footprints – og er endnu ikke anvendelig på oceanerne. Har man endelig internet ombord,giver båndbredden ikke adgang til streamet tv,og skulle skibet være udstyret medenparabolantenne,erfarten–bortset fra enkelte supplyskibe i Nordsøen – af en sådan art, at dansk tv ikke kan modtages på lokaliteten.
Hovedparten har svaret, at man ikke er i besiddelse af hverken bredbånd eller har paraboludstyr ombord – og at man ikke kender til planer,om et sådant tiltag fra rederiets side inden for en overskuelig fremtid. Der er ca 226 skibe tilmeldt tv-ordningen.
Motionskonkurrencer ombord har haft en pæn stigning i antallet af deltagere.Tilmed gives der præmier, hvilket måske er med til at få flere af vore mænd op af stolen…
Vidste du i øvrigt, at Velfærdsrådet har 3
ferieboliger i Danmark? Se det på deres hjemmeside.
Velfærdsrådet blev i 2008 evalueret af
COWI i tæt samarbejde med Søfartsstyrelsen. Rapporten var positiv og understreger vigtigheden af velfærdsarbejdet. Desuden var en blandt flere konklusioner, at behovet for service ydelser er steget markant gennem de seneste 10 år. Dette til trods for forbedrede kommunikationsmuligheder. Det siger – i mine øjne – noget om vigtigheden af dette arbejde, og hvad der ellers kan gøres for sømanden ombord, så han ikke føler sig hægtet af af samfund og familie.
Efter dette møde, blev jeg inviteret på
besøg, af Velfærdsrådets direktør Søren
Philip Sørensen,for at lære dem lidt bedre at kende. Og det var et godt besøg.
Det var dejligt at høre,se og mærke at disse mennesker dels ønsker at gøre noget for vores mænds velbefindende ombord, men sandelig også gør deres bedste til det. Og at de også ser vigtigheden af dette arbejde. Det synes jeg er specielt rart at mærke i en tid,hvor der ellers ikke synes at være plads til sådan et arbejde i det danske samfund. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 25/8-2009
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)
