Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Mandag den 30/3-2026
|< < > >|

Mødet starter med at jeg kommer mere end 1 time for sent……


Jeg havde nemlig helt svedt ud, at vi til afveksling skulle mødes i Esbjerg, i stedet for i Fredericia, som vi plejer! Havde jeg læst den første mail ordentligt, havde jeg undgået denne fadæse. Hvorom alting er… vi fik et godt og inspirerende møde, ganske som vi plejer:

Det er hvert år, at vi mødes den 10.10. kl. 10: forskerne i søfartsmedicin ved Center for Maritim Sundhed og Sikkerhed (CMSS) i Esbjerg, vores Landsformand, Charlotte Munk, Ulla Pedersen fra Sømandskoneforeningen af 1996 og undertegnede.

Dog sprang vi over sidste år, da vi ikke havde noget aktuelt til fælles at snakke ud fra. Og i år var Charlotte Munk desværre forhindret pga arbejde.
Fabienne Knudsen, seniorforsker - er den trofaste genganger, Olaf Jensen, seniorforsker - ligeså, trods han har slået sig ned i Panama. I år var så tiltrådt to nye forskere: Lulu Hjarnø og Sisse Grøn. Lulu fortalte om sit projekt ang sundhedsfremme blandt søfolk, som er i samarbejde med Søfartens Arbejdsmiljøråd, og foregår hos Esvagt og Royal Arctic Line. De får mange værdifulde og interessante data omkring sømandens livsstil, både ude og hjemme: Hvad spiser han på søen, og hvad spiser han hjemme? Får han mere eller mindre motion til søs frem for hjemme? Er der andre faktorer der spiller ind på sømandens livsstil og trivsel? Hvilken rolle spiller sømandskonen på sømandens livsstil og trivsel?... Giver hun efter, og ”lader ham” spise løs af usund mad, og hænge i sofaen, for endelig kan han vælge sin døgnrytme, kostindtag med mere – selv!? Stresser det ham at være hjemme eller er det her han rekonvalescerer? Er der helt andre forhold der gør sig gældende? Hvad er afgørende for sømandens trivsel? Hjemme? Til søs? Lulu overvejer at medinddrage sømandskonerne. Men det hører vi nok mere om, hvis det bliver aktuelt.
Fabienne og Sisse går nu i gang med et projekt, der har ligget i støbeskeen længe. Det handler om, at finde årsagen til at filippinske søfolk har lavere rapporteret ulykkes frekvens til søs end danske søfolk. Er de mere forsigtige? Fordi de ikke har noget socialt sikkerhedsnet, hvis det går galt? Eller ligger der helt andre årsager til grund?
Olaf har afsluttet et projekt, hvor man udleverede særligt skridsikre støvler til fiskere, ud fra det faktum, at de fleste ulykker til søs (både i fiskeriet og handelsflåden) skyldes glid og fald på dæk. Fiskerne tog godt imod støvlerne, men Olaf havde det indtryk, at når de er slidt op, køber fiskeren igen de billige, og glatte, gummistøvler nede i Netto, i stedet for de skridsikre til ca. 600,-kr. Trods mange fiskere deltog i projektet, var det ikke nok til statistisk at fastslå om det mindskede ulykkesfrekvensen. Olaf er begyndt at undervise i arbejdsmiljø på universitetet i Panama. Samtidig interesserer det ham, hvorfor Panama registeret er så populært i skibsfarten. Er det færre regler/keep it simple? Eller helt andre faktorer? Det bliver spændende om Panama omvender en dansk forsker i søfartsmedicin, eller noget helt andet.?... Olaf var også interesseret i at vide, om søfolk får mulighed for at hvile ud, når de påmønstrer efter en lang flyvetur øst-vest og har jetlag? Jeg kunne kun sige, at det ikke var mit indtryk, men at kolleger forsøger at tage hensyn til det, hvis der er mulighed for det. Der findes ikke rigtig nogen forskning i denne problemstilling. Dog ved man at ulykkesfrekvensen blandt søfolk er højere lige efter påmønstring generelt. Man kender dog ikke årsagerne.
Sisse talte om at komme på medsejlads, for at lære kultur og erhverv at kende. Det prøver vi at arrangere.
Et godt og inspirerende møde, og det er rart at nogen finder vores viden værdifuld. Sømandskoneforeningen har bestemt sin berettigelse og en rolle at spille i erhvervet.
Center for Maritim Sundhed og Sikkerhed har hjemmeside på: www.maritimmedicin.dk
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 18/10-2008
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed

Hjemmesiden


Hold da op der er gang i den, siden vi har været af sted på landsgeneralforsamling. Det hjalp da noget at der blev talt med store bogstaver og Per Frederiksen hjælp os, vi blev alle gjort opmærksom på alvoren i vores forening, det er en fælles opgave og et fælles ansvar, vi fik hvis alle noget at tænke over, og faktisk ikke kun noget at tænke over, men også noget vi SKAL gøre noget. Jeg kan tydeligt se på hjemmesidens aktivitet at nogle gør noget og det er da dejligt.

En STOR særlig tak til Charlotte Munk fordi hun lod sig genvælge og til Per Frederiksen fordi han fik rusket op i os og vores forening.
Tina Rosenborg
Webmaster

Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 8/10-2008
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen

Min første Generalforsamling i "Sømandskoneforeningen af 1976".


Jeg har kun været medlem af Århus Afdelingen i et års tid - men jeg har og har haft megen fornøjelse af denne forening.
Det var derfor en sand fornøjelse for mig at ankomme - til både meget kendte - lidt kendte - og helt nye ansigter.

Det er så dejligt fordi, selv om vi ikke kender hinanden, så har vi 1 ting til fælles.
Et meget varieret liv - laaang tid helt alene på fronten derhjemme - og tid med vores mand hjemme næsten i døgndrift resten af tiden.
Vi har ikke ondt af hinanden - synes formentlig alle at vores liv er nok specielt - men også rigt og ikke mindst lære-rigt.
Vi kan selv alle sammen - og personligt mener jeg, at vi var en forsamling ef "seje koner" - der på trods af en solid aldersforskel fra den yngste til den ældste - har noget til fælles - noget som kan være ret svært at finde hos andre med et helt almindeligt liv.

Selve General-forsamlingen var vist nok noget turbulent :o)

Men det er sådan nogen jo af og til, og da foreningen blev startet for 32 år siden, var der nogen (incl. min selv) der nok mente at tiden var kommet til lidt fornyelse.

Debatten var livlig - noget af den forstod jeg ikke så meget af, mest fordi den omhandlede personer jeg ikke har den fjerneste anelse om hvem er.
Men det der rigtig ramte dybt hos mig, var den dybe forståelse der er for hinanden.
Der er ikke megen af den slags i samfundet, så det gør rigtig godt at være landet et sted hvor det er bevaret.

Efter den hede diskussion, hvor lokalet ind imellem lød som en kalkun-farm............. :o)

Var der spisning - en glimrende middag - vi havde "tyv-startet" lidt - os fra Århus.....
Havde lige hældt lidt af Tinas hjemme-gjorte drinks ned - i rasende fart, for tiden var knap....

Rent personligt er jeg ikke så godt til stærk spiritus, så bunden var lagt inden middagen....... :o)

Da vi havde spist, var tiden kommet til de sidste gevinster i vores amerikanske lotteri - de rigtige "voksen" gaver var gemt, fordi det er bedst med en lille "fjer på" når den slags fordeles.
De blev udloddet - og naturligvis var hovedgevinsten landet hos en der "passede lodder for en anden der var taget hjem" - så kan vi jo tro på det eller lade være......... :o))

Så var der Line-dance - - - - det var sjovt........ Overvejer faktisk om jeg skulle forsøge at presse det ind i en travl hverdag - mellem det andet jeg også dyrker.
Virkelig morsomt - sikkert ikke mindre morsomt når vi nu havde drukket en hel del rødvin til maden.

Efter line-dance var der tid til snak - rigtig hyggeligt.

Jeg er helt sikkert med igen til næste år - Har sjældent været blandt så mange "seje tøser" der bare tager tingene oppefra og ned.

Kan kun opfordre andre til at møde op - vi har det sjovt - vi hygger os.

Og ikke mindst - så behøver vi ikke forklare en disse - Dem der har manden hjemme er heldige - dem der lige har sendt ham ud, er lidt heldige - og os der venter på han snart kommer hjem...........
Vi er osse heldige - for så er der ikke så længe til mere.

Alt det ind imellem - det kan vi snakke med hinanden om - Det er det skønne ved denne forening.

Mange tak til jer alle for denne gang - håber ikke der går ret længe inden vi ses igen.

Kærlig hilsen
Ingefred
Kilde/ forfatter: Ingefred Skovlund, Dato: 6/10-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Brochure om Sømandskoneforeningen

Søndag den 4/1-2026

Godt nytår

Onsdag den 31/12-2025

En lille julehilsen

Lørdag den 20/12-2025

Referat Lands Generalforsamlingen 2025

Onsdag den 19/11-2025

© Sømandskoneforeningen af 1976