|<
<
>
>|
Når ønskebarnet ikke kommer med storken.
Da sømanden og jeg fandt sammen, vidste vi hurtigt, at vi ville have børn og helst i går. På det tidspunkt var jeg 36 år og sømanden 35år. Vi kan roligt sige, at mit biologiske ur tikkede meget hurtigt, og i dag ved man at efter 30 år bliver chancen for at blive gravid mindre og mindre.
Den første tid tog vi det, som det kom, for jeg blev jo gravid som alle andre, der ønsker sig et barn, gravid blev jeg bare ikke. Ingen grund til panik tænkte vi, men vi blev alligevel hurtig enige om, at få undersøgt hvorfor der ikke blev noget ønskebarn. 10 dag før vores bryllup kom svaret, det med at få barn på naturmetoden kunne ikke lykkes for os, vi skull have hjælpe.
Nå ja, ingen grund til panik, for nu kommer der jo barn, når vi når der til. Det næste halve eller nærmere 1 år går vi til et hav af undersøgelser, det tager LANG tid, fordi sømanden jo ikke er hjemme hele tiden. Når jeg skal være ærlig, håbede jeg, at der kom barn på naturmetoden i den periode, men der kom bare ikke noget barn.
Langt om længe kom vi til den sidste undersøgelse og fik den besked, at vi blev videre sendt til Holbæk Sygehus, der har de en afdeling for fertilitetsbehandlinger. JUBI og HURRA for nu nærmer vi os barnet.
På dette tidspunkt tager jeg med ud at sejle i 5 uger, og lige inde afrejsen møder jeg en tidligere kollega, der spørger ti,l om vi har fået barn, eller om jeg er gravid. Nej, der er ikke barn eller graviditet under vejs, men at jeg skal med jorden rundt i 5 uger. Hun svarer, nå men så bliver du jo gravid på den tur. Jeg havde mest lyst til at SKRIGE efter hende og hendes barnevogn, at vi får for _ _ _ ikke kan få barn, men går hjem og græder 7 tårer over det.
Vi må vente ½ år på første samtale på Holbæk Sygehus. Da vi endelig kommer der op, siger de, at de nok skal hjælpe os, og om vi vil have første forsøg nu. Vi takker nej til at have første forsøg pt, da vi havde købt hus dagen før, og skal bygge om, og flytte om 1½ måned. Sømanden skulle jo også på søen midt i det hele. Vi få en masse papirer med hjem, vi kan læse for at forberede os på forløbet.
Papirerne læser vi, og vi gør os mange tanker om det, vi skal igennem. Vi taler meget om, at vi kan være så heldige, at vi får tvillinger?Jeg er på det tidspunkt 38½ år. Vi overtager hus og snakker om, hvordan det vil være at have barn/børn i huset, og hvor børneværelset skal være, legeplads, og hvor barnet/børnene skal have deres legetøj i køkkenet. Vi glæder os til, at vi bliver forældre og har mange tanker i den tid. Det er i denne periode, at vi begynder at fortælle,at vi ikke kan få børn og skal i behandling for barnløshed.
Endelig kommer vi til den tid, hvor vi skal starte på vores første behandling for barnløshed. Vi glæder os og ønsker os tvillinger. De næste 4 uger står den på næse spray og hormoner, jeg bliver noget så hysterisk på 10. dagen, og har mest lys til at råbe og skrige efter alt og alle, men holder mig inde den dag ( Det går over i løbet af nogle timer). Jeg har produceret 4 æg ( senere finder jeg ud af, at det normale antal æg ligger på mellem10-30 æg), som tages ud, et går til grunde under udtagningen, så der er 3 tilbage. Sjældent har jeg været så nervøs som den dag, det gik jo godt. Æggene bliver befrugtet og skal ligge i 2 døgn, for at se om, de deler sig, som de skal. 2 døgn senere køre vi igen mod Holbæk, vi håber at de 2 æg kan bruges, så vi få tvillinger. Da vi kommer derop, er der kun 1 æg, som kan bruges. Men det ene æg kan jo nå at dele sig, så der kommer tvillinger (håbet er jo lysegrønt meget længe, også selvom fornuften siger noget andet).
Vi reger med at jeg bliver gravid, jeg får kvalme m.m., så håbet er meget stort og forventningerne kæmpe STORE. På 10. dagen sker der en forandring i min krop, og jeg ved godt, at jeg ikke er gravid, men skyder tanken væk, for jeg skal jo være gravid. På 12. dagen tager jeg en graviditetstest, som er negativ, men det gør ikke noget for det er jo først på 14. dagen, at den skal være positiv, men ak den er også på 14 dagen negativ, jeg er ikke gravid, og må ringe til Holbæk Sygehus og sige, at det ikke lykkedes.
1 måned senere skal vi have endnu et forsøg, som aldrig kommer i gang, fordi jeg har dannet æggeblærer til næste menstruation. På vej hjem i bilen pipper jeg forsigtigt ordet adoption, men vi bliver enige om at prøve igen om 3 måneder. Vi prøver igen, og denne gang er jeg meget påvirket psykisk, græder let og har ikke de store forhåbninger, om at det skal lykkes. Men jeg går i gang med næsespray og hormoner, allerede ved undersøgelsen inden jeg starter på hormonerne, er tingene ikke helt som de skal, men vi bliver anbefalet at fortsætte, dog efter 6 døgn på hormoner viser det sig, at jeg kun har produceret et lille bitte lille æg, som ikke kan bruges, og vi stopper forsøget. Jeg er meget dårlig både fysisk og psykisk, der går over en måned, inde jeg er mig selv igen.
Vi bestiller tid til en samtale på Holbæk Sygehus, hvor vi vil have ren besked, om hvor stor chancen er, for at vi får et barn ud af det. Den er til stede, og de vil gerne give os de 2 forsøg vi har tilbage, men vi skal tænke os godt om inden, vi beslutter os , og at der er andre måder at få barn på. Jeg svarer lægen, at vi næsten er sikre på, at vi ikke vil prøve igen. 2 måneder senere bliver jeg kaldt til samtale på Holbæk Sygehus, det viser sig, at jeg ligger på kanten til overgangsalderen, og vi har besluttet, at hvis vores chancer for et barn er meget små, vil vi ikke have flere behandlinger for barnløshed.
Vi afslutter vores behandlinger for barnløshed, vi får ikke et biologisk barn. Beslutningen er let, men vi er kede af det, og tænker og snakker meget, hvad skal vi så?????
Vi beslutter, at vi ikke skal have børn, men at vi vil rejse. Den første tur skal gå til Australien.
Fortsættelse følger…… | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/6-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Sommer 2008
Som tiden går, om ikke mange dage er vi igen ved Sankt Hans, og heksene står i kø for at flyve til Bloksbjerg – måske skulle man tage sig en tur i år
Jeg ser med spænding frem til dette nr. af ”Søhesten” skal havne i min postkasse. Har Aase´s indlæg i sidste nr. fået nogle op af stolene og frem til computeren for, at give deres mening til kende. Jeg håber, men har også min tvivl om, der kommer noget respons!
På sidste repræsentantskabsmøde gav jeg udtryk for, at jeg af personlige grunde ikke ønsker genvalg, men ikke ville lade foreningen i ”stikken”, og hvis der ikke kom andre kandidater ville jeg fortsætte til, en af jer fik mod på at overtage. Denne beslutning har jeg igen måtte tage op til revision, jeg har i den mellem liggende periode købt min partner ud af mit firma. Arbejdsbyrden er derfor ikke blevet mindre, og jeg må erkende, at jeg ikke kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Mit hjerte har banket for ”Sømandskoneforeningen”, men jeg må erkende, at jeg ikke kan det hele. Jeg har det ikke godt med, at jeg måtte melde afbud til sidste møde i Handelsflådens Velfærdsråd p.g.a min arbejdsbyrde, og det vil jeg komme til at opleve gang på gang.
Vi har modtaget et sponsorat fra Danmarks Rederiforening, til deltagelse på IMO´s World Maritime Day, Grækenland den 19. – 21. September 2008. Baggrunden for denne henvendelse er at Danmarks Rederiforening i 2006 gave E. Mitropoulos Rederiforeningens Søfartspris. En del af dette beløb donerede han videre til opførelsen af et mindesmærke (International Memorial to the Wife of Seafarers). Qua forskellige yderligere bidrag er dette mindesmærke nu gjort færdigt og vil blive afsløretiGalaxidilørdagden20.September (se yderligere andet sted i bladet). Tak til Danmarks Rederiforening for at de har åtænkt ”Sømandskoneforeningen” med denne oplevelse.
Hermed de bedste ønsker for en god og solrig sommer til jer alle.
Husk repræsentantskabsmøde, den
23. august 2008
En ven er en der ved alt om dig Og alligevel holder af dig. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 24/6-2008
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
På krydstogt med det gode skib
Fredag, den 6. december 2007
Tidligt oppe og af sted til toget i Esbjerg. Vi havde 2 tunge kufferter og en lille let samt vor håndbagage. Tog en taxa til stationen, og gav os til at vente på vores togafgang. Kunne ikke rigtig forstå,hvorfor vores tog stod så langt nede på listen, indtil vi opdagede, at vi var kommet en time for tidligt af sted. Men det er dog bedre end at komme for sent. Togrejsengikfintogligeledesindtjekningen i lufthavnen. Vi havde god tid, så vi fik set allebutikkerne.FlyettilParisafgikplanmæssigt, ligeledes ankomst og afgang fra Paris. Det var en lang flyvetur til BA, vi fik sovet og blev betjent på bedste måde. Vel ankommet og ude af lufthavnen i BA blev vi i forhallen afhentet af vores guide Debbie og hendes chauffør. Undervejs til Hotel Sheraton fik vi fortalt lidt data om byen, fik forevist forskellige bygninger og berømte veje.
Vi blev uden besvær indlogeret og fik et værelse på 11. etage. Der var en flot udsigt overbyen,ogetlilleklokketårnligeudenfor vinduerne. BA er en pæn by med grønne parker. Eftermiddagen gik med strøgtur i gågaden Florida Street, lidt frokost i en lille restaurant, en "morfar" og igen af Florida Street, hvor vi i en sidegade fandt en Argentinsk restaurant og fik en dejlig bøf.
Vi synes, at det er billigt at handle i BA, men vi købte ikke noget videre. Der var mangedejligeudstillingsvinduer.Vivarinde i et stormagasin, Galerias Pacifico, der var megetsmukt,storemaledekupler,somien katolsk kirke. Det var de dyrere butikker og parfumerier, der holdt til her.
Lørdag havde vi aftalt at deltage i en bustur. Vores guide Nadia talte både engelsk og spansk. Deltagerne var fra mange forskellige lande. Vi blev kørt igennem flere forskellige distrikter og fik fortalt om historie og seværdigheder. Første stop var på Plaza de Mayo. Her ligger Casa Rosada, Evita Perons bolig, nu en regeringsbygning, hvorfra bl.a. den nye kvindelige præsident, Christina Kirchner, på søndag skal indsættes. Rundt omkring ligger andre flotte regeringspaladser og en park. Bagved strækker sig det gamle havnekvarter El Madero, nu moderniseret med promenade og fine restauranter. Vi kørte til La Boca, hvor vi gik en tur langs etstadion.Etstortanlæg,somargentinerne er meget stolte af. Det er holdt i skrigende gult og blåt og omgivet af souvenirbutikker med alskens sportsskrammel i hidsige farver. Selve området var ellers ret interessant med mangefarvede huse. Man kunne ikke undgå at se fattigdommen i kvarteret. Når man ser bort fra de flot malede huse var alt præget af forfald. Efter en kort pause her fortsatte vi med bussen et lille stykke vej, hvorefter vi blev sat af og af guiden ledt til et Open Museum. Det var en hel lille bydel med folklore. Husene her var også malet i skrappe farver. Der var placeret figurer på altaner og i vinduer, typiske mænd med cigarer og hatte, kvinder der falbød sig og berømtheder som fodboldspilleren Maradona, Evita m.fl. Der var udstillingsområder med farverige malerier og salgsboder med kunsthåndværk. Det hele var krydret med levende tangodansere. Der var opvisning med tango og musik. Overalt kunne man blive fotograferet med en pige eller en ung mand i typisk tangopåklædning. Detvarvirkeligetspændendeområdemed dets farverige og musikalske islæt.
Vi stod af bussen ved La Madero, hvor vi gik en dejlig tur langs de gamle havnebassiner, der nu er fyldt med store lystjagths og omgivet af moderne bygninger på den ene side og restaurerede lagerhaller og indskibningssteder på promenadesiden. Det var hyggeligt at spadsere her og få en bid mad. Vi gik hele strækningen mod vort hotel og måtteidennederste endepassere det endnu fungerende havneområde. Senere på dagen gik vi atter i Florida og til denkrydsendegågadeLavalle,hvorvispiste grilletlam.Ikkenogenoplevelse.Dervaret bjerg af kød, gennemstegt og tørt, hvortil der blev serveret kartofter. De var det bedste af det måltid, små nøddekartofter der var ristet med meget hvidløg. Vi havde pakket vores kuffert, inden vi gik i byen til aftenspadsereturen. Vi skulle sætte dem uden for vores værelsesdør kl. 8, hvor de ville blive afhentet til Infinity. Så skulle vi ikke selv tage os af den sag.
Søndag vågnede vi op til en kaotisk dag. Allerede på vej ned til morgenmadsrestauranten kunne man mærke, at det ville blive en heftig dag. Der var mange mennesker i loungen. Der var ankommet flypersonale, og der var allerede begyndt at være ophobning af bagage, både til indcheckning og udcheckning. Vi fik vores morgenmad og tjekkede om vore kufferter var hentet. Alle de andre var hentet, men vores stod der endnu. Etagepigen ringede ned og gjorde opmærksom på dette, og det skulle nok blive bragt i orden. Så gik vi en tur i de søndagsstille gader og hjem over Plaza de Mayo og La Madero. Det var blevet til en lang tur. Udenfor hotellet var der demonstration til fordel for Venezuelas præsident, som skulle ankomme til hotellet sammen med mange andre honoratiores, der skulle deltage i indsætningen af Argentinas nye præsident. Der var i den anledning også spækket med vagter og politi. Kl. var blevet 11. Nu var der virkelig kaos. Der var fyldt med mennesker og bagage overalt. Der ankom også folk fra 3 krydstogtskibe, sammen med alle de der skulle påmønstre var det en anseelig mængde. Efter at have været i det forkerte tjekindrum, fandt vi det rigtige og stillede os i en meget uorganiseret kø. Mens HP stod i kø ville jeg lige tjekke om vores bagage var bragt ned. Det var den ikke! Mens jeg var deroppe kom hotelkarlen og bragte den ned. Da vi var tjekket ind til Infinity og ud af hotellet, havde vi øje på vores bagage, der stod mellem mange andre. Vi var nu blevet usikre på, om vi overhovedet fik den bragt ombord. Da klokken blev hen ad 3, hvor vi skulle afhentes af Debbie, gik vi til congiergen for at få at vide, hvad der ville blive af vores bagage, da den stod mellem meget andet bagage, der ikke bar de samme labels som vore. Det kunne vi ikke få svar på, hvorefter vi efter nogen diskussion hev vore kufferter ud og trak dem væk. Vi måtte nu selv bringe dem til båden. Men så vidste vi jo også, at de ville komme med ombord. Vi måtte så også mase med den store bagage gennem indtjekningen, hvor vi atter var kommet ind i den forkerte kø, idet vi allerede havde de papirer, vi skulle have. Efter at være omplaceret skulle vi nu kun i Imigration og told, hvorefter der var noget personale, der tog sig af vor bagage, og vi gik ombord. Pu-ha. Sikken en dag. Men nu er vi ombord og har fået vort kammer, vi har været på rundtur for at finde os selv, vi har hilst på Anil, vores kammerboy og hans assistent. Vi har mødt vore nye bordfæller. Det var kun 4 af 8, der var mødt op til middagen ved vort bord. Men hvis alle havde været ude for sådan en dag, kan jeg godt forstå, hvis der ikke var overskud, og måske var de ankommet sent, og havde ikke fået bragt deres bagage op. Vi fik hvilet kroppene, spist lidt af den dejlige frugt, pakket ud og badet. Nu er vi helt veltilpas. Oplevelserne i BA er mange, og det er en pæn og dejlig by. Der er utrolig rigdom, og der er nok også en middelklasse, der har det OK. Der er mange pæne mennesker på gaden, klædt lige som vi er i Europa, fritidstøj og nydelige habitter. Men der er også stor fattigdom. På vejen ovenfor Madero, da vi kørte fra La Boca lå uendelige rækker med blikskure, som fungerede som en lille by med stor armod, skidt og affald. På forretningsstrøgene kom om søndagen mange børn, der tiggede, spillede sig til en skilling eller solgte småting.
Nogle børn var vaskede, men de fleste var utroligt snavsede. Der sad et sted en lille pige, ca. 5 år, på hug på fortovet med et glas vand foran sig. Hun var meget snavset, hun sad og vaskede sine hænder i vandet fra glasset, gned og vred dem for at få dem rene. Så snart hun opdagede, at hun blev fotograferet, rejste hun sig og rakte hænderne frem som bøn til en skilling.
Mandag morgen. I nat har vi sejlet den korte tur til Montevideo, og er nu lagt til kaj efter en stille og rolig sejlads. Vi har spist morgenmad, og kigger nu på regnvejret og vores havneanløb. Vi skal nok en tur i byen. Vi ligger i havn sammen med det norske krydstogtskib Norwegian Dream, der afgik fra BA nogle timer før os. Vi havde en stille gåtur op i Montevideo. Det er ikke nogen spændende by, velstanden blomstrer ikke her. Gader og huse trænger til en kærlig hånd. Vi gik ud til en læderfabrik, der hedder Casa Mario. Der var mange flotte lædervarer, tasker, hatte, handsker, overtøj, dejlige skindtæpper. Vi prøvede også en del, men som vi sagde til hinanden: vi mangler jo ikke noget, og det skal også slæbes hjem. Vi sad lidt på en fortovsrestaurant, en af de få, der var, og spiste calamares romano og drak en lille øl. Derefter vandrede vi tilbage til båden. Vi skulle sejle kl. 17, så vi havde lidt tid til at slappe af. Norwegian Dream var tilsyneladende kommet af sted til tiden. Kl. 18 var vi endnu ikke sejlet og kaptajnen meddelte os over højttaleren, at vi var blevet forhindret i at afgå, da der var sket en kollision i havneindsejlingen. Hen ad vejen blev vi underrettet om, at der var en pram involveret i uheldet, og den havde læsset nogle containere og en del biler af i sejlløbet. Vi kunne se den komme ind og vi kunne se ud over indsejlingen, at det norske krydsskib Norwegian Dream lå ude i indsejlingen. Der ligger også flere skibe derude, samt et krydstogtskib, der ligger og venter på at komme ind. De små skibe kan tilsyneladende passere forbi.
Tirsdag eftermiddag. Vi ligger stadig i havn. Det siges, at det er Norwegian Dream, der har været impliceret i uheldet med prammen. Den skulle have fået et hul i siden og er ved at blive evakueret, da den skal i havn og efterses, men det er rygter. Man arbejder på at få fisket containerne og bilerne op, så sejlrenden kan passeres. Vore passagerer har fået lov til
at gå i land, og skal mønstre igen kl. 17. De regner vist stadig med at vi kan nå alle havneanløb på turen rundt. Men bliver klokken 22 eller senere bliver mulighederne revurderet. Så må vi se, hvad der sker. Vi har slikket sol på soldækket i formiddag og har nu spist en let frokost, salat. Jeg kan vist ikke tåle mere sol i dag. Så nu tager vi os en lille slapper.
Alle venter i spændt forventning: hvornår er der afgang herfra. Endelig kan vi se, at der sker noget. Vi har fået tanket mere brændstof. Der er ankommet en slæbebåd. Og ved at kigge ud i horisonten kan vi se, at Norwegian Dream nu er på vej ind igennem sejlrenden. Kaptajnen melder nu også, at vi kan forvente afgang. ND ankommer til havnen med et en kvadratmeter stort hul i boven, ridser i lakken og trykket ind i den øverste del af boven. Det siges, at det var spritnye porcher, der blev skubbet i vandet ved sammenstødet. Vi taler meget om, hvor skrækkeligt det er for passagererne at deres ferietur nu er måske afsluttet eller i alle tilfælde bliver en anden. Men det var godt, at der ikke skete noget med nogen mennesker.
Klokken 7 er det vores tur til afgang. Vi står og betragter udsejlingen, de mange skibe, der ligger på reden og venter og den flotte røde solnedgang. I dag er middagen ”formel”. Vi har fint tøj på og møder vore medspisende ved bordet. Vi træffer for første gang det ene par, som er fra Texas. Et underligt par. Han siger at de begge er 70 år. Det kan godt passe, at han er det, men ikke kvinden, som han siger, ikke er hans kone. Hun har ikke en rynke, er meget mager og lille, markeret og stram i sit ansigt. Hvis hun er 70, kan ansigtsløftninger alene ikke gøre det. Måske kan man i Texas få foryngelsesdråber?
I dag onsdag er det en dag til søs. Vi slapper af og nyder solen. Hen på eftermiddagen kan vi se land om styrbord. I morgen skal vi på en pingvintur i Puerto Madryn.
Fortsættes i næste nr.
| |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/6-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)
