|<
<
>
>|
En lille kommentar til Birgits indslag
Jeg har oplevet lidt af det samme som Birgit. Da sømanden sejlede på Østen, og vi stort set kun havde Lyngby Radio at kommunikere på, kunne man ikke lige indenfor nogle minutter få fat i hinanden, derfor var "problemet" med at fortælle dårlige nyheder hjemmefra ikke så let. Inden man fik fat i skibet og sømanden, havde man ofte fået svar på, om uheldet faldt godt ud eller ej.
Da sømanden de sidste år begyndte at sejle på Nordeuropa, mobilen var blevet indført plus satelitten, man kunne få kontakt på ganske kort tid med hinanden. Vores barnebarn blev meget syg, og så stod jeg pludselig med det dilemma, skulle jeg ringe eller vente 24 timer på svar??? Jeg valgte at ringe, og det var så også det rigtige, vores barnebarn var ikke så syg som ventet, dejligt, Men…. Det gjorde det klart for mig, at nu med den gode kommunikation til skibene, bør man have en snak sammen, vil sømanden have besked her og nu, eller vil han hellere vente, det må være svært at sidde midt ude i Atlanten eller Det indiske Ocean, og ikke kunne komme hjem, ligesom det er svært at være den, der sidder derhjemme med problemerne.
Tænk rigtig meget over det. Det er meget svært at skulle stå med det ansvar og samtidig være midt i ængstelsen for, hvordan det går.
Få en snak om det, måske tænker I ikke helt ens på tingene. | |
Kilde/ forfatter: Kirsten , Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Trods et "nej tak" til reklamer dumper "Søhesten" alligevel ind af postkassen
Så nu kan de næste fem minutter tilbringes i velværelset med bladet, hvori man kan læse om dagens opskrift, kommende dildo-parti i lokalforeningen, eksotiske rejsebeskivelser og reklamer fra nogle velmenende firmaer, der synes, det er en god ide at holde liv i Sømandskoneforeningen af 1976.
Er det nu også en god ide??
Hvad skal vi med en forening af en flok originale fruer, der kun har det tilfælles, at deres mænd er beskæftiget i det ”blå Danmark”. De holder kaffeslabberads, tager på ture i det fri med deres yndige afkom; mødes til landsgeneralforsamling en gang om året for at bekræfte hinanden i, hvor godt det hele går; og en lille inderkreds mødes et par gange om året for at glatte ud og holde fast i de gamle traditioner og dyder. For ”dengang jeg startede som sømandskone var der koner til” lever i bedste velgående. Det var dengang de fik mange børn,selvom manden var væk i årevis, hvordan det så hang sammen? Måske havde vi flere storke i Danmark dengang?
Er det ikke på tide, de vågner op og opdager, de lever i år 2008. En tidsalder, hvor computeren er til andet end at større støv af på. Faktisk kan der spares enorme summer på at undlade at sende en stak papirer verden rundt til skibe, koner og andre interesserede. Tænk hvor meget hjemmeside der kunne købes for de penge, det koster at producere og distribuere det lille blad, som nu kun kommer 6 gange om året.
Der kunne endda blive råd til at få en m/ k til at passe hjemmesiden, så de lokale afdelinger kan koncentrere sig om det, de er gode til, nemlig at samle medlemmerne om noget, der er til fælles bedste. Det kan jo nok være, det kan få en og anden op af stolen at lave om på noget, som alle har prøvet at overbevise hinanden om, har fungeret udmærket i en halv tidsalder. Måske er der ikke længere brug for, at nogle prøver på at overbevise andre, eller måske især sig selv om, at de er uundværlige. Så behøver de ikke længere at sige, de lige snupper et par år mere på en eller anden post , for at foreningen ikke skal gå nedenom og hjem. For det er måske lige netop det, der skal til, for at nogle af dem, der betaler deres kontingent med glæde og så i øvrigt læner sig tilbage i troen på, at alt arbejdet kommer helt af sig selv, vågner op af tornerosesøvnen, uden at det ligner et mareridt.
Ønskedrømmen kunne være:
”Søhesten” Foreningen for Søfartsfamilier.
Her er hele familien velkommen, også børn og ældre. Formanden er den person, der tegner foreningen udadtil, men ellers læner sig tilbage efter at have uddelegeret arbejdet. Et par stykker fra hver lokalafdeling mødes med jævne mellemrum og opdaterer foreningens aktiviteter. De har det sjovt og hyggeligt, og både transport og kost bliver betalt, det mangler da bare. Bladet kommer ud til medlemmerne via internettet, og de få medlemmer, der ikke er koblet til det moderne samfund, får selvfølgelig en papirudgave i genbrugspapir, for der skal jo spares. Både på finanserne og miljøet.
Rederier, håndværkere og andet godtfolkvil stå i kø for at få lov at reklamere på hjemmesiden, for hvilket kundepotientiale gemmer der sig ikke på foreningens medlemsliste. Rederierne kan kapre folk ( selvom de er imod pirateri) fra hinanden. Håndværkere og handelsmænd kan kapre kunder, for de har jo penge de søfolk, siges der ude i byen. Så alt i alt en en god forretning for alle parter, og alle laver det, de er gode til.
Jeg vil sluttelig bemærke, at det var min åbenmundethed på seneste repræsentantskabsmøde d.12.4.08 der er skyld i dette indlæg. Flere medlemmer opfordrede mig til at komme med en provokation i bladet, det være hermed gjort. Håber der bliver debat til lands og til vands.
De bedste hilsner fra Landssekretæren. | |
Kilde/ forfatter: Aase Dyrehauge, Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Sølvbryllup i Peru
Hvad i alverden er det der gør, at vi valgte at fejre 25 året for vores bryllup på den anden side af jorden?
Tja, forskellen mellem det at befinde sig i nærheden af ækvator og så en vintermorgen i februar i Danmark, var nok det der gjorde udslaget. Vi havde holdt mange familiefester de seneste år, så vi syntes at vi hellere ville bruge pengene på en rejse. Sømanden havde et inderligt ønske om at sejle på Amazonfloden, og jeg syntes, at når vi nu var i den del af Sydamerika, ja så havde jeg en drøm om at bevæge mig rundt i det gamle Inkarige - og så lige et kig på Titicacasøen!
Vi sparede op i 4 år og sammen med et sæt venner, planlagde vi gennem årene rejsen i detaljer, og vi fandt et rejseselskab, som havde specialiseret sig i individuelle rejser. Der blev indkøbt stor kuffert (hvordan pakker man lige til 3 uger, hvor man både skal være i bjerge og i regnskov?). Vi fik diverse vaccinationer, malariapiller og piller mod højdesyge. Tegnet forsikringer, arrangeret katte- og huspasser. Vi ventede vores første barnebarn mens vi var af sted, så mobilen blev tjekket og hotmail oprettet.
3. februar 2008 kom så dagen, hvor vi startede på vores livs rejse. Kl. 4 om morgenen sad vi i en taxa mod Kastrup, da vi fik den dejlige besked at vi var blevet bedsteforældre til en skøn knægt! Afgang fra Kastrup, mellemlanding i Amsterdam, hvor vi blev 1 time forsinket på grund af frossent vandsystem på flyet. 13 timer efter lander vi i Lima kl.
17.30 lokal tid. Tidsforskel mellem Danmark og Peru er 6 timer. Så vi har altså været på rejse i over 24 timer! Vi blev afhentet af selskabets agent og kørt til et gammelt, flot hotel, som ligger midt i byens centrum. Lima har 8 mill. indbyggere, og det ses og høres på trafikken. Efter en nats varm og urolig søvn (ingen aircondition og alle biler dytter på gaden), vågner vi kl. 5.30 og kan ikke sove mere. Morgenmad aftalt til kl. 9, så vi spadserer en lille tur i den vågnende by. Alle steder er der folk, som gør rent og rydder op! Kaffe finder vi ingen steder, så vi napper et glas naturmedicin, som sælges på alle gadehjørner. Den blev fremstillet mens vi så på, og hovedingredienserne var Aloe Vera og kogende vand. På hotellet finder jeg en computer med internet, og nu kunne jeg se de allerførste billeder af den lille nye knægt i familien. Fantastisk! Senere da alle mand er oppe, spadserer vi endnu en tur gennem bymidten, som nu er vågnet op på fuldt blus. Arkitekturen på de mange store, flotte palæagtige huse bærer tydeligt præg af spaniernes erobring af landet i 1500tallet. Vi finder byens marked som summede af liv, og hvor alt fra fødevarer til tøj og isenkram blev faldbudt.
Om aftenen tager vi en taxa til stranden (det er første gang jeg ser Stillehavet), hvor vi er blevet anbefalet en restaurant Rosa Nautica, som er bygget på en mole ud i havet. Her smager jeg for første og sidste gang den berømte cocktail Pisco Sauer. Maden var rigtig god og vinkyperen havde fundet den perfekte vin til os.
Inden vi spiste sad vi på strandens rullesten og nød en meget smuk solnedgang i Stillehavet. Efter en meget behagelig aften måtte vi tilbage til hotellet og tidligt i seng. Vi skulle tidligt op næste morgen og med fly til Cusco. Inden vi dog næsten har fået øjne, ringer det på vores dør og udenfor står vores venner. Der var hornmusik (på mobilen), plastikæresport sat på døren og Gammel Dansk til lige at vågne på! Nå, ja - det var jo vores sølvbryllupsdag! Det var overraskende og glædeligt! Agenten henter os præcis kl. 7 og kører os til lufthavnen.
Efter 1 time og et kvarter lander vi mellem Andesbjergene i Cusco, som ligger
3.400 meter over havet. I lufthavnen står et peruansk orkester og byder de ankomne gæster velkommen til byen med deres typiske panfløjte og trommemusik. Vejret er fint og klart, men jeg mærker med det samme den tynde luft! Puha, hvor man puster ved den mindste anstrengelse! En ny agent henter os og vi bliver kørt til vores hotel. Vi bydes på cocate (anbefales mod højdesyge), og mens vi drikker den, planlægger vi med agenten de næste dages aktiviteter. Nu er det bare om at hvile og slappe af, indtil vi har vænnet os til den tynde luft. Så derfor resten af denne og hele næste dag ingen planlagte aktiviteter! Desværre får to af den lille kvartet turistmave og må lægge sig resten af dagen. Så min sølvbryllupsmiddag blev et kogt æg, lidt skinke og så et enkelt glas rødvin. Man tåler ikke så godt alkohol her i højderne. Hotellet er et sjovt lille hotel med værelser, som minder om klosterceller. Og vi har rigtig dyne!
Næste dag er alle på benene, om end vi alle er lidt matte og utilpasse på grund af den tynde luft. Vi slentrer lidt rundt i den idylliske bjergby, som er utrolig ren og alt virker velholdt i den indre by. Vi spiser frokost på en lille balkon ved torvet, og tager om eftermiddagen på en lille turisttur i omegnen, hvor vi ser på forskellige seværdigheder og inkaruiner. Det var imponerende! 70 % af Cuscos indbyggere lever af turisme. Derfor var det også forståeligt, at der denne dag var en slags strejke eller manifestation, der var foranlediget af at regeringen havde planer om at nationalisere store landområder omkring Cusco - i samarbejde med hotelkæden Mariott! Så kan man jo nok forestille sig, hvad der vil ske. Det er selvfølgeligt at befolkningen var vrede. Det er tidligt til køjs. Den iltfattige luft slider - og næste morgen skal vi køre mod "Den hellige Dal".
(Fortsættelse følger senere) | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)
