|<
<
>
>|
Ferie i England
Ved denne tid sidste år, holdt vi familie møde, da Erik og jeg gerne ville invitere vores 2 drenge og svigerdatter med på en ferie i en uges tid om sommeren.
Blandt alle de rejsebrochurer vi havde lagt frem, var der også en fra Euro Study om båd-ferie,(tror jeg havde den fra genalforsamlingen i Sømandskoneforeningen i Odense) og ret hurtigt blev vi enige om at koncentrere os om den. Valget faldt på England eller Frankrig, men de unge ville helst til England. Så vi kontaktede rejsearrangøren i Faxe Ladeplads, Mogens, som anbefalede en rute i England, hvor der ville være lidt forskelligt at se, og hvor vi alle ville blive tilgodeset.
Da vi endelig skulle af sted, blev vores svigerdatter hjemme (gravid) og en af Rasmus og Mikkels venner Villiam var med. Vi rejste fra Billund til Gatwick, hvorfra vi tog toget til Gayton.Vi havde lejet en 6 personers Narrow-Boat, og da vi var 5, var der fint med plads, den var indrettet godt, lang og smal…Da vi havde fået vores ting ombord, så vi en introduktions video, og så tog èn fra personalet med op af floden det første stykke vej, for at vurdere om vi havde styr på det, og undervise i de mest basale ting.(vi havde ikke oplyst at der var en sømand ombord) Ruten gik fra Gayton, til Weedon, Norton, Branston, long Itchington , Liamengton Spa og Warwick/ Hatton.Vi valgte samme rute tilbage, så det vi ikke nåede og se så meget, gjorde vi holdt ved, på tilbage turen.
I Warwick så vi Warwick Castel, som var mit mål, (har haft en penneveninde i byen for uhyggeligt mange år siden) det var meget interessant, og byen er virkelig en middelalderby at se på med fantastiske bygninger.
Vi var også heldige en aften og dumpe ind på byens bedste pub, hvor der var amatør sing along aften, det var virkelig hyggeligt…standup, visesang, pop, rock, forskellige instrumenter… Vi besøgte også en del antik markeder, slæbte en gammel støbejerns postkasse med hjem….den var bare tung, 8 kg. Vi lavede ikke meget mad ombord, der var ellers alt hvad vi skulle bruge, men valgte og indtage vores varme mad på den lokale sea-side pub. Vi fik spillet en del kort, og Villiam havde spillet, Trivial Pursuit på sin mobiltlf. det var ret sjovt. Flere steder sad der lystfiskere, som måtte vige for os, de sad langs brinken og mede-fiskede, med stænger der nåede over til modsatte bred. Der kunne snildt sidde 20-25 fiskere lige efter hinanden, så det så lidt u-overskueligt ud når man kom til sådan et område.
en masse snak med andre bådsejlere.Dog var det nok lidt mindre interessant på tilbageturen, da det var de samme 36 sluser der skulle passeres, men de klarede det meget fint og med godt humør
På et tidspunkt skulle vi igennem en 2 km. lang tunnel, og da vi kom til "hullet", så det bestemt ikke ud som om der kunne passere 2 både derinde. Erik var dog heller ikke helt tryg ved situationen, og stoppede vores båd ved indgangen, indtil der kom en båd den modsatte vej, som han kunne praje, og spørge om der virkelig var plads nok. Det var der, men ikke mere end få cm. spillerum. En interessant oplevelse
Vi havde en uge med blandet vejr. Da ugen var omme, havde det alt i alt været en skøn uge, med mange oplevelser, vi havde sejlet igennem den skønneste natur, de flotteste luksus boliger, lige ned imod brinken, det værste slum, små værfter, industri områder, og mere natur. Vi var alle enige om at det havde været en skøn tur, med mange pub besøg, men de fleste landsby pubber havde ikke svaret helt til de unges forventninger, for lidt unge flotte sild og for lidt crazy dazy stemning. næh det var middelaldrende englændere i arbejdstøj, inde og se lidt bold eller få deres aftensmad.
Det sidste døgn skulle vi tilbringe i London, shoppe og opleve byens stemning. Aldrig har jeg set så mange sportstøjs forretninger, de unge gik helt amok, der var jeg virkelig i undertal, ha ha. I 1975-76 var jeg aupair i England på et kursus center af Frelsens Hær, så inden vi tog af sted havde jeg opsøgt et ægtepar fra dengang, som arbejdede samme sted som kok og gartner, de havde 2 mindre børn, og de inviterede ofte os unge piger til deres hjem, og lavede udflugter, og viste os dele af landet. og de var bla. I Danmark på ferie hos mine forældre. Det lykkedes, og vi satte hinanden i stævne på Lester Square, det var helt fantastisk, de var nu pensionister, men vi genkendte hinanden med det samme, og pludselig var mit skole engelsk, cogney engelsk ligesom dengang, og minderne vældede frem, mærkeligt som man pludselig kan huske små ting og begivenheder fra fortiden. Vi spiste sammen og de unge gik så selv rundt i byen, imens vi tog en laaang spadsere tur rundt med Maureen og Robert. Vi passerede parlamentet, Big Ben, Clarens house, Buckingham, Downing Street, The London Dome. Sluttede af med Kaffe og lovede at der ikke igen skulle gå 27 år, før end vi skulle ses igen. Så I forstår nok at for mig var sommeren 2006 helt fantastisk. En dejlig familie ferie, gensyn med skønne mennesker og ungdoms minder, og da vi kom hjem, fejrede vi sølvbryllup, med en skøn havefest med hele familien i det smukkeste sommervejr, og i August kom vores første barnebarn til, lille Adrianna.
Mona Fredericia afd.
Vores dag med dronningen
Mandag den 4. september 2006, havde Holstebro/Struer havn 150 års jubilæum. Min mand (Lars) er havnemester der, og vi var selvfølgelig meget spændte på, om regentparret ville komme, da man havde sendt en invitation til hoffet. Det ville de heldigvis meget gerne, både dronningen og prinsgemalen. Så blev det jo spændende, for hvor meget skulle Lars med til, og skulle jeg også være med. Det skulle jeg så heldigvis. Vi fik ret hurtig tre invitationer. Vi skulle være med fra morgenen til velkomsten på kajen, når Dannebrog kom sejlende. Så skulle vi med til reception på B&O, og endelig skulle vi til frokost i Folkets Hus. Vi ventede ret spændte på den sidste invitation, men den kom ikke lige med det samme. Men endelig var den der, vi skulle også med på Dannebrog om aftenen, hvor regentparret er værter. Så skulle jeg selvfølgelig ud og have nyt tøj, for jeg havde jo ingenting. Herligt.
Endelig kom dagen. Der var bare lavet lidt om. På grund af vejret, var Dannebrog allerede kommet til kaj dagen før. Men kl. 10.00 præcis kom dronningen og prinsgemalen ned af gangvejen, og lidt efter havde vi fået vores første royale håndtryk. Det var bidende koldt, blæsende og der kom nogle voldsomme regnbyger engang imellem. Lars havde bestilt nogle paraplyer med havnens logo på, de blev flittigt brugt. Dronningen og prinsgemalen skulle køre i åben karet med garderhusarfølge igennem byen, men da dronningen kom frem, så kom solen også frem. Vi skulle stå på kajen og vente til regentparret var kørt, for så bagefter at køre i busser til B&O, hvor de kongelige skulle modtage fabrikkens gave, og høre en museumsdirektør fortælle i lyd og billeder om Struer og havnens historie. Derefter gik det igen i busser ned til Folkets Hus, hvor vi ca. 90 mennesker skulle være på plads, når regentparret kom til en hyggelig frokost. Efter frokosten skulle regentparret videre til Holstebro, hvor de igen skulle i åben karet gennem byen. Så eftermiddagen blev brugt til afslapning, dog ikke så meget til Lars, der var jo lige et og andet hele tiden.
Kl. 19.15 stod vi parat i vores pæne tøj og ventede på at gå ombord på Dannebrog. Der havde samlet sig en masse mennesker på kajen, og jeg havde sagt til vores datter og svigersøn, at de måtte være der, og tage nogle billeder af far og mor når de gik op af gangvejen. Alle gæster blev fløjtet ombord og jagtkaptajnen stod og hilste på hver enkelt. Derefter gik vi ind i en salon, hvor vi skulle skrive i en gæstebog. Da alle gæster var ombord skulle vi hilse på regentparret. Der stod en officer og sagde vores navne, medens vi sagde pænt goddag til regentparret. Det var meget afslappende og der var en god stemning blandt gæsterne, som var fordelt i to saloner. Dronningen og prinsen opholdt sig mest i den ene salon, hvor nogle af gæsterne skulle tale med dem, dog ikke os. Der var sat borde op med nogle lette anretninger, som man kunne spise stående eller siddende uden at det var for besværligt. Rigtigt hyggeligt. Kl. 21.20 blev der meddelt at regentparret ville sige farvel til deres gæster, og så gik vi den modsatte vej og fik sagt pæn tak for en dejlig aften. Alt i alt en dejlig dag at tænke tilbage på, og med tre dronningehåndtryk i bagagen. | |
Kilde/ forfatter: Annie Brodersen, Dato: 7/3-2007
Kategori (i): Bog anmeldelser
"At overkomme livet"
Dette er et uddrag af bogen "At overkomme Livet" af Lisbet Dahl.
"At overkomme livet". De ord holder jeg så meget af. At kunne overkomme det, og hvordan man overkommer det. At have fået mange udfordringer i livet - og så overkomme dem. Det skal man kunne. Det er en blanding af sorg og glæde, og man sætter ikke pris på at være højt oppe, hvis man ikke er langt nede en gang imellem. Desværre er der så mange mennesker, der tænker negativt og destruktivt, selv om de ikke selv synes det. Jeg ved, at det eneste, man får ud af de negative tanker og handlinger, er sygdom. Du skal stå ved det, du laver, både af skidt og godt. Det er meget nemt med det gode og langt vanskeligere med det dårlige. Men man kan godt sige til sig selv, at man vil være et positivt, lykkeligt menneske, og at man vil prøve at være et ordentligt menneske over for andre. Selvfølgelig kommer man til at handle forkert, men man skal stå ved det, for ellers ender man med at blive syg af fortrængninger. Hvis du lyver over for dig selv og leger, at sandheden er en anden, end den er, fordi det er mere behageligt, så ved du til sidst ikke, hvad der er sandt.
Så sidder man med disse ødelagte mennesker og kigger på dem og siger:
-Hvordan skal jeg hjælpe dig? Jeg kan ikke gøre det, før du holder op med at lyve. Jeg husker altid mig selv på, at jeg skal kunne se mig selv i spejlet næste morgen. Fortrængninger er livsødelæggende. Det er som at bo i en otteværelses lejlighed, men kun kunne være i de to, fordi de andre seks er proppet med fortrængninger. En dag kommer der én og ringer på klokken på en forkert måde, og så får du et nervesammenbrud og går fuldstændig krakamut.
Vi skal ikke tillade en eneste negativ tanke. Vi skal rense dem ud, så snart de kommer, og vi skal ransage, hvorfor de overhovedet er opstået.
Livet her på jorden er sådan set ligesom en konto, der skal først betales, når du står deroppe og bliver spurgt:
-Hvad har du så udrettet? | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 7/3-2007
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Arbejdermuseet i København
For nylig var min mand og jeg atter en tur på besøg hos venner i vor hovedstad. Som altid, når vi besøger dem, tilbringer vi noget af tiden sammen med at gå på sightseeing. Denne gang blev vi foreslået at gå på Arbejdermuseet. Min første tanke var, at det nok var noget støvet historie med "Stauning eller Kaos" eller noget i den stil. Men mine tanker om dette kom hurtigt til skamme, efterhånden som vi bevægede os rundt i museets mange udstillinger.
Arbejdermuseet stiftedes som selvejende institution i 1982. Det blev indrettet i Arbejdernes Gamle Forsamlingsbygning, som er fra 1879, som var mødested for københavnske arbejdere i over 100 år. I dag er huset fredet og den store festsal er fredet, og bragt tilbage til sin oprindelige udseende. Udstillingerne viser arbejderes og deres familiers levevilkår i 1900tallet og frem til 1960´erne.
Man blev ganske nostalgisk på turen rundt i museet. Når vi stod og kiggede på køkkener med zinkvaske, koldtvandshane, gasapparater og ovn med bygasautomaten, var jeg tilbage i tiden hos mine bedsteforældre. De havde også toilet på bagtrappen, som deltes med naboen. Og jeg kan endnu fornemme toiletpapiret, som kaldtes 00, og som slet ikke kunne tørre!! Og den lille sorte bog, som lå der i køkkenskuffen - det var den, som afleveredes hos Købmanden og man bad om at få indkøbene "skrevet". Så afregnedes der, når det var lønningsdag.
I andre rum stod vi pludselig i et interiør, man næsten selv kunne have levet i. Her var teaktræsmøbler, gulvtæppet (som endnu ikke var væg-til-væg), den store radiokasse med "det grønne øje" og standerlamperne med rød, gul og grøn skærm. Børneværelser med køjesenge og legetøj, som fik minderne frem i én. Hulahop-ringen, dukkevognen af træ, sjippetovet, hønseringene og esserne (som vi kaldte dem her i Odense) og hinkestenene. Hvem har ikke også en gang fået "Det lille posthus"? Og PUK-bøgerne! Og drengenes JAN-bøger! Man fik næsten lyst til at læse dem igen. Der var også udstilling fra de legendariske seksdagesløb og "par nr. 7". Den tids største cykelstjerne var Kaj Werner, hvis private fotosamling netop udstilles her. Dette og mange, mange andre opstillinger fik vi nogle timer til at gå med. Herefter besøgte vi museets restaurant "Cafe og Ølhalle", som ligger i bygningens kælderetage. Her byder menukortet bl.a. på gamle historiske retter og dejlig dansk smørrebrød.
Et besøg, som varmt kan anbefales. Ikke kun for at få et par timer til at gå! Se endvidere: www.arbejdermuseet.dk | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 7/3-2007
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)
