|<
<
>
>|
Arbejdermuseet i København
For nylig var min mand og jeg atter en tur på besøg hos venner i vor hovedstad. Som altid, når vi besøger dem, tilbringer vi noget af tiden sammen med at gå på sightseeing. Denne gang blev vi foreslået at gå på Arbejdermuseet. Min første tanke var, at det nok var noget støvet historie med "Stauning eller Kaos" eller noget i den stil. Men mine tanker om dette kom hurtigt til skamme, efterhånden som vi bevægede os rundt i museets mange udstillinger.
Arbejdermuseet stiftedes som selvejende institution i 1982. Det blev indrettet i Arbejdernes Gamle Forsamlingsbygning, som er fra 1879, som var mødested for københavnske arbejdere i over 100 år. I dag er huset fredet og den store festsal er fredet, og bragt tilbage til sin oprindelige udseende. Udstillingerne viser arbejderes og deres familiers levevilkår i 1900tallet og frem til 1960´erne.
Man blev ganske nostalgisk på turen rundt i museet. Når vi stod og kiggede på køkkener med zinkvaske, koldtvandshane, gasapparater og ovn med bygasautomaten, var jeg tilbage i tiden hos mine bedsteforældre. De havde også toilet på bagtrappen, som deltes med naboen. Og jeg kan endnu fornemme toiletpapiret, som kaldtes 00, og som slet ikke kunne tørre!! Og den lille sorte bog, som lå der i køkkenskuffen - det var den, som afleveredes hos Købmanden og man bad om at få indkøbene "skrevet". Så afregnedes der, når det var lønningsdag.
I andre rum stod vi pludselig i et interiør, man næsten selv kunne have levet i. Her var teaktræsmøbler, gulvtæppet (som endnu ikke var væg-til-væg), den store radiokasse med "det grønne øje" og standerlamperne med rød, gul og grøn skærm. Børneværelser med køjesenge og legetøj, som fik minderne frem i én. Hulahop-ringen, dukkevognen af træ, sjippetovet, hønseringene og esserne (som vi kaldte dem her i Odense) og hinkestenene. Hvem har ikke også en gang fået "Det lille posthus"? Og PUK-bøgerne! Og drengenes JAN-bøger! Man fik næsten lyst til at læse dem igen. Der var også udstilling fra de legendariske seksdagesløb og "par nr. 7". Den tids største cykelstjerne var Kaj Werner, hvis private fotosamling netop udstilles her. Dette og mange, mange andre opstillinger fik vi nogle timer til at gå med. Herefter besøgte vi museets restaurant "Cafe og Ølhalle", som ligger i bygningens kælderetage. Her byder menukortet bl.a. på gamle historiske retter og dejlig dansk smørrebrød.
Et besøg, som varmt kan anbefales. Ikke kun for at få et par timer til at gå! Se endvidere: www.arbejdermuseet.dk | | Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 7/3-2007 Kategori (i): Rejse beskrivelser
Tak for bidrag
Tak til Withfonden
Sømandskoneforeningen af 1976 vil gerne takke With Fonden for de kr. 10.000,00, som vi har modtaget til jul. Det var en dejlig ting at modtage.
Med venlig hilsen
Sømandskoneforeningen af 1976
---
Tak fra Enkekontoen
"Enkekontoen siger hjertelig tak til Svendborg afdelingen for de 2.000 kroner.
Pengene er overskuddet fra landsgeneralforsamlingen, og vi er glade for
at de er kommet vor konto til gode."
---
Tak til Mayview Maersk
M/S Mayview Maersk
Da skibet er blevet solgt til det græske rederi DANAOS, har den
ombordværende besætning besluttet at donere et beløb på: Kr. 10.000 til
Sømandskoneforeningen af 1976
Vi håber at dette vil komme mange medlemmer til gode.
Med venlig hilsen
Besætningen, M/S Mayview Maersk
Kære besætning på M/S Mayview Maersk
Tusind tak for I påtænkte Sømandskoneforening med overskuddet fra jeres skibs-
klub. Det har varmet os meget. Vi ønsker jer held og lykke med nye job på de 7
verdenshave.
Med venlig hilsen
Sømandskoneforeningen af 1976 | | Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 7/3-2007 Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
I skole igen
Jeg var kommet til det punkt i arbejdslivet, at der skulle ske noget nyt.
Jeg er i dag 38 år gammel.
Efter en snak i efteråret 2005 med en veninde, der også er gift med en sømand, meldte vi os i skole på EUC, på linien til tandklinikassistenter. Der kunne vi godt komme ind, med vores 10-15 års gamle eksamens papir.
Vi startede i skole i januar måned 2006, hvor vi skulle gå i 10 uger. Min veninde faldt fra efter 5 uger, men jeg forsatte. Efter et 10 tal og et 11 tal til eksamen i april måned, men uden praktikplads hos en tandlæge, holdt jeg 3 måneders sommerferie.
Hvor vi, Magnus på 5 år og jeg var med på vores første medsejlads. Vi var med fra Europa til Hongkong, hvor vi afmønstrede. Det var vores første tur med far på arbejde, men ikke den sidste.
Jeg startede, i skole igen, midt i august 2006 på Handelsskolen på en ny uddannelse, nu som sundhedsservicesekretær.
Sundhedsservicesekretær er en sekretær, der kan arbejde hvor som helst i sundhed og helse sektoren. F.eks. hos en kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, tandlæge, hudpejeklinik, praktiserende læge, dyrlæge, motionscentre, plejecentre, osteopater osv.
Vi er ikke ved at overtage lægesekretærens job, da vi ikke lærer latin, som lægesekretæren bruger hele tiden, når de skriver journaler.
Men de studerende der er social og sundhedsassistent uddannet, har stor fordel og stor chance for at få arbejde ved en praktiserende læge eller måske endda på sygehuset eller skadecentre.
Vi er 24 piger i klassen, i alderen 18 til 55 år. Mange er på omskoling pga. nedslidning efter mange år på arbejdsmarked. De helt unge piger, er først lige startet på deres uddannelse.
Men der er også flere som jeg, der selv har valgt at starte forfra.
Jeg synes, det er rigtig sjovt og meget lærerigt, at gå i skole igen. Lærerigt selvfølgelig for jeg lærer et nyt fag, arbejdsområde at kende, men også lærerigt med hensyn til at møde nye mennesker.
Vi lærer meget af og om hinanden i klassen. Vi kommer fra forskellige uddannelser, har forskellige livserfaringer, erhvervserfaringer og derudfra får vi nogle rigtige gode dialoger og gruppearbejde, hvor vi supplerer hinanden forskelligt.
Det er også meget op til underviseren, hvor godt undervisningen bliver, men jeg kan godt selv mærke, at jeg nu som 38 årig, er meget mere skolelysten og lærelysten end da jeg var 20 år gammel.
Men vi "kræver" også vores i klassen af vores undervisere. Vi har selv valgt at gå i skole igen, derfor vil vi også lære så meget som muligt, for derved at få de bedste muligheder, til et arbejde efter endt ud-
dannelse.
Jeg har lige været i praktik, i 8 uger, på en alternativ kosmetologskole / hudplejeklinik.
Jeg arbejdede sammen med sekretæren, og jeg lærte rigtig meget af hende, hvad en sekretær arbejder med.
Jeg arbejde bl.a. med renskrivning af undervisningsmaterialer, tage telefonen, booking af kunder til behandling, servicere kunder, brevskrivning, sende mail til kunder, og meget mere.
Jeg er nu tilbage i skole igen og skal være i skole til sidst i april måned, hvor vi igen skal i praktik.
Til denne praktikperioden anbefales det fra skolens side, at vi søger et andet område
end første praktiksted, for at få så bred viden som muligt, så vi igen er bedre rustet til at søge arbejde, når vi er færdige med uddannelsen 31.8.2007.
Det at starte forfra og lære noget nyt er det bedste, jeg længe har gjort for mig selv.
Jeg kan kun anbefale det til andre, der tænker på at tage en ny uddannelse, så gør det. Godt nok er SU´en ikke høj, men det er en prioritering.
Men jeg har fået det meget bedre og familien har fået en meget mere glad mor og hustru. | | Kilde/ forfatter: Brita Sangaard, Dato: 7/3-2007 Kategori (i): Hverdags betragtninger
|