|<
<
>
>|
Debat: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer
Jeg har med stor glæde læst de indlæg der har været, som svar på mit debatoplæg omkring emnet: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer.
Det er dejligt at se, at det har givet anledning til en snak om det, i den enkelte familie. Når vi debatterer og efterfølgende indtager en holdning til tingene, er det lettere at takle evt. problemer, når de opstår. Vi ved så, hvor vi har hinanden.
Jeg synes det er positivt at se, at den yngre, moderne sømand er indstillet på, at konen/ kæresten naturligvis kan læsse af på mail, til manden til søs. Hvilket så også gælder den anden vej.
Jeg tror det er en ændring der er kommet, dels med en ”ny” årgang, dels i kraft af bedre kommunikationsmidler. Jeg ved, at det ikke altid har været sådan. Hvad vi ikke ved, er om det på sigt, er et gode eller en stressfaktor for sømanden. Det vil først de næste generationer kunne svare på.
På den ene side, tror jeg det er godt, at sømanden ”tvinges” til at følge med på meget nær hold i set og sket samt følelser i hjemmet. Det kan måske være med til at forhindre, at han isolerer sig for meget i en monoton verden, som skibsmiljøet ofte er. Og dermed på sigt kan bevare sin mentale sundhed, i det henseende, at han stadig føler sig som en integreret del af et socialt fællesskab.
På den anden side, tror jeg også det i visse situationer kan være en stressfaktor. Afgørende er især, hvordan budskaber leveres, da den fysiske afstand er et faktum, og en væsentlig del af al kommunikation. Jeg tror vi alle kender tanker som: ”Hvad i alverden mener han/hun med det? Åh nej, det er helt misforstået, det var ikke det jeg gav udtryk for. Hvorfor skal jeg nu bebrejdes det? Skal vi absolut diskutere det nu?” osv. Ting, som også siges i dagligdagen, når sømanden er hjemme, men hvor der ikke er den fysiske afstand.
Ombord kører det i tankerne, og der er måske ikke en fortrolig at dele det med, hvis det føles belastende. Hjemme er det væsentligt lettere at rede trådene ud her og nu. Det tror jeg nu, de fleste af os er bevidst om, når vi sætter os til tastaturet. Så mon ikke vi alle alligevel et eller andet sted filtrerer hvad vi siger/skriver? I hvert fald, når vi har tid, overskud osv. Hvordan går det så for sig, når vi ikke føler noget som helst overskud? Hvis vi er i krise? Enten personligt, eller parforholdet er i krise? Jeg kan i hvert fald godt se for mig, en situation min mand fortalte om: Han oplevede engang, hvordan en kollega fik det rigtig dårligt, da konen fortalte at hun ville skilles, mens han var til søs. Jeg kunne næsten se smerten hos min mand, smerten over ikke at kunne gøre noget, eller over bevidstheden om, hvor begrænsende den fysiske afstand da netop var. Det er let at sige: ”Det ville jeg aldrig gøre”, og alligevel overraskes vi mennesker ofte over vores egen reaktion i givne situationer.
Jeg siger ikke, at det ene eller det andet, er det rigtige. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Når vi i bladet, ”kun” ser indlæg, der giver udtryk for, at vi som sømandspar deler alle sorger og glæder til hver en tid, bliver jeg bekymret for, at der sidder nogen, og holder en smerte over de modsatte oplevelser, for sig selv. Kom frit frem. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 25/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Svar til Tina M. L. Campbell
Kære Tina, jeg blev både ked af det og forundret da jeg læste dit indlæg i “Søhesten” nr. 1 omkring din oplevelse af hvordan “Sømandskoneforeningen af 1976” modtager nye medlemmer.
Ked af det, blev jeg fordi vi i foreningen gør ret meget ud af, at byde vores nye medlemmer velkommen. Vi ved hvor svært det er, når man skal ind i et privat hjem til en flok “piger” der måske har kendt hinanden i længere tid. Jeg tror ikke du vil finde ret mange i vores forening der ikke har været på vej til telefonen mange gang for at tage kontakt til os, men alligevel har modet svigtet i sidste øjeblik - når den samtale endelig finder sted, skal nye føle sig lige så velkommen, som de er !
Jeg er lidt forundret over du skriver at du ikke modtog de oplysninger du søgte. Jeg skrev en lang mail til dig omkring de to afdelinger, der ligger tæt på hvor du bor. Jeg beskrev, det jeg kender til de to afdelinger, samtidig oplyste jeg dig, at vi har forskellig kontingent fra afdeling til afdeling samt at flere afdelinger sparer op til diverse arrangementer. Sidst spurgte jeg om du evt. ville maile dit telefon nr. da jeg syntes, der var så mange ting jeg gerne ville fortælle dig om foreningen og du så samtidig havde mulighed for at stille spørgsmål. Mail er godt men sommetider er en samtale endnu bedre! Du skrev tilbage at du ikke var interesseret i jeg skulle ringe til dig og du ville tænke over om det var det du havde brug for. Samtidig ved jeg Frederikshavn afd. også har kontaktet dig.
Du skriver, at du har gjort mange forsøg på at finde os på google - hvis man skriver sømandskone kommer vores hjemmeside op som nr. 3
Frederikshavn afd. har senest kontaktet dig i nov./dec. måned - men så vidt jeg er orienteret har du ikke besvaret deres henvendelse.
Jeg håber ikke dette bærer præg af “mudder-kast” - Tina, jeg håber meget, vi kommer til at se dig i “Sømandskoneforeningen af 1976” du er meget velkommen. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 15/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Kære Tina M. L. Campbell
Tak for dit indlæg ”Måske en dag..?” i sidste nummer af Søhesten.
Først og fremmest så synes jeg, det er dejligt at høre fra dig, og jeg kan forstå, at du går og tumler med de samme problemer som de fleste andre sømandskoner. Vi kender alle til følelsen af at veninderne, der er gift med ”landkrabber”, ikke helt forstår de problemer, som sømandskoner nu engang har - med en fraværende far, en mand, der aldrig eller sjældent er der, når vi har allermest brug for ham osv. osv.
I din situation har du gjort det eneste rigtige, du har fundet frem til en forening for kvinder med netop dit problem, du har kontaktet foreningen og så sker der ingenting!!! Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, at du er irriteret over.
Det er rigtig, rigtig træls, at du ikke er blevet kontaktet af den lokalafdeling, som du hører til. Det er brandærgerligt, at du ikke synes at arrangementer i lokalafdelingerne bliver annonceret i god tid, og det er virkelig irriterende, at vi ikke har haft nogen nye medlemmer, der har haft lyst til at skrive til bladet, om det at være ny, i den tid du har modtaget bladet. Men i det mindste ved du, at ”nogen” har registreret, at du gerne vil være medlem, for du har fået svar på din henvendelse og du modtager foreningens blad, så der er altså nogen ”i den anden ende”. (Jeg er ret sikker på, at hvis du havde bestilt en vare via nettet, men ikke havde modtaget den, så ville du have kontaktet firmaet, for at finde ud af hvad der var gået galt.)
Du skal vide, at vi jo bare er en lille forening, vi arbejder alle frivilligt og i vores fritid for foreningen, og vi er bare menneskelige og kan altså fejle, sådan som vi har gjort i dit tilfælde. Det er beklageligt, men forhåbentlig har dit indlæg gjort, at du nu har fået en henvendelse fra den lokalafdeling hvor du hører til. Du har sikkert læst indlægget i Januar måneds blad, om at være ny i Århusafdelingen. Du har set, at 8 ud af 13 afdelinger har offentliggjort arrangementer helt frem til marts måned, så jeg er sikker på at nogen af os får glæde af at kunne byde dig velkommen til et af vores kommende arrangementer. Du skal i al fald være hjertelig velkommen!!!.
Venlig hilsen Ulla, Aalborg afdelingen. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Jürgens, Dato: 15/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)
