|<
<
>
>|
Det er med stor interesse jeg læser Birgit Larsen Jensens debatindlæg
Det er med stor interesse jeg læste Birgit Larsen Jensen’s debatoplæg „Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?“ I Søhesten Nr 8/2005.
Med mine 38 år og beskedne 17 år til søs, ligger jeg nok midt imellem de to årgange, der skelnes mellem, men jeg syntes spørgsmålet er meget relevant, da det ikke kun er noget, der debatteres mellem jer, der går derhjemme, men også mellem søfolk. Hvad vil vi vide, og hvad kan vi tåle at høre? Jeg skal lige understrege, at de synspunkter, jeg kommer med, alene står for min egen regning. Der er givetvis en masse, der er uenige med mig, men i forhold til mig selv er jeg helt på det rene.
Der er ret store krav, forbundet med at være Sømandskone/kæreste. Det forventes, at I er i stand til at træffe selvstændige beslutninger i hverdagen, og at I har det fint med at stå alene med husholdning, børn, indkøb osv, alt det, der hører dagligdagen til og for de flestes vedkommende, er der også lige et job, der skal passes. Oveni det, ramler I også ind i problemer, som Birgit Larsen Jensen nævner. Nogle af dem kan jeg godt nikke genkendende til. De mere seriøse (alvorlig sygdom) har jeg heldigvis indtil nu været forskånet for at skulle tage stilling til.
Efter at have læst artiklen, vendte jeg det lige med min kæreste, og for vores vedkommende er der ingen slinger i valsen. Der er forskel på at blive informeret og at blive inddraget. Hun fortæller mig alt, hvad der sker derhjemme lige fra lus i børnenes skole, til hun selv har tandpine.
Og kommer hun og fortæller mig at nu er fryseren altså også brækket ned, så vil jeg da syntes det er lidt træls, at hun skal bøvle med alt det. Omvendt har jeg også tillid til, at de ben hun har i næsen, er stærke nok til at hun selv afvikler problemerne, uden at jeg skal fortælle hende step-by-step, hvad hun skal gøre i hvert enkelt tilfælde. I sådanne ting (jeg betegner dem som hverdags-problemer) vil jeg da gerne informeres på lige fod med de sjove og positive ting. Og har hun brug for lige at læsse af, så gør hun det. Det kan jeg godt bære herude, og hun har det bedre bagefter. Men det ødelægger altså ikke min hverdag og arbejdsindsats herude.
Guderne forbyde at det nogensinde skulle ske, men hvis hun skulle gå hen og blive ramt af en alvorlig sygdom med et forløb, der kræver indlæggelse eller regelmæssige hospitalsbesøg for behandling, så VIL jeg inddrages. Jeg vil have muligheden for at kunne støtte hende og være der. Hvis hun, oveni børn, hus, husholdning, job TILLIGE også skulle kæmpe mod en truende sygdom, så ville jeg, om jeg så skulle rejse fra den modsatte side af kloden, hjem og være der (jeg er beskæftiget på Nordsøen, men anser det som irrelevant, selvom det er en fordel, når det handler om at komme hjem meget hurtigt). Den vished har min kæreste, og det bliver aldrig anderledes. Det har man som sømand, lovfæstet ret til iht. Sømandslovens §18d (Søfarendes ret til tjenestefrihed som følge af tvingende familiemæssige årsager) stk 1 og 2 og med henvisning til §5 og §37. Før i tiden var det en årsag og ret til at kræve sin afsked.
Det koster nok penge at rejse hjem og betale sin afløsers udrejse, men er det ikke en ringe pris at betale set i det store perspektiv? Der findes jo banker, hvis det kniber. Vi lever i dag i et samfund i en rivende udvikling, og det stiller store krav til engagement, og det er tydeligt, at flere og flere kører efter devicen „Lever for at arbejde“ og ikke „arbejder for at leve“. Men arbejdet kommer i sådanne tilfælde ALDRIG i første række. Det gør mine kære derhjemme. Og det ved de.
Som nævnt taler jeg for egen regning og har ikke den store forventning om, at alle er enige i mine synspunkter. Syntes blot at debatten er vedkommende og interessant og ville lige smide et ord ind. | |
Kilde/ forfatter: Jesper Holm Svendborg , Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Birgit Larsen Jensens debatoplæg
Kære Birgit Det kunne være godt med en debat i
”Søhesten” – det kunne være interessant Jeg har læst dit indlæg med stor interesse at vide, hvad sømandskonerne ”skåner” og tror, at der er lige så mange svar på det deres sømænd for, og hvornår de gør det. spørgsmål, som der er sømænd og koner. Åbenhed om dette emne kunne være Det er en balancegang. Det afhænger af godt. Hvis det kunne føre til, at sømændsituationen, af hvordan man selv (konen) ene OGSÅ fortalte, hvordan de oplever har det, når situationen opstår og også af, situationen, så ville det være endnu bedre, hvordan sømanden har det (det ved mange men det er måske for meget at håbe på ? koner jo KUN i kraft af mail’s og IKKE fordi hun har talt med sømanden !)
| |
Kilde/ forfatter: ”En læser”, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Forhold med 7 faser
Forhold med 7 faser:
Den følelsesmæssige cyklus, som eksisterer for sømandskoner og i det hele taget for par, som må undvære hinanden i lange perioder.
Trin 1:
Før afskeden er der ”forventningen om tab” . Den tid er fyldt med stress for begge parter. Kvinden kan have en uudtrykt vrede, og parret kan skændes, selv om de ellers normalt ikke gør det. Hun kan måske også give sig til at græde over fjollede ting som en tv-serie eller en melodi, og hun kan finde på at sige – og mene – at ”det er lettere at lade ham tage af sted”. Men selv om perioden er svær, så har den en funktion, nemlig at der bliver skabt afstand, så man er forberedt på at skulle leve adskilt.
Trin 2:
Er selve adskillelsen og ophævelsen af samlivet. I denne periode oplever kvinden ambivalens over for seksuallivet, fordi det er svært at være intim, når man følelsesmæssigt er ved at løsrive sig fra hinanden.
Trin 3:
Er, når man fysisk er sammen i samme hus, men følelsesmæssigt adskilte, og begge parter tænker : ” Lad os så få det overstået”.
Trin 4:
Er tiden efter adskillelsen, hvor kvindens liv bliver stabiliseret. Der falder ro over dagligdagen, man tager sig af de praktiske ting og føler stor selvtillid, fordi man klarer de områder, der traditionelt er mandens. Bil, hus og økonomi er kvindens ansvar.
Trin 5:
Er forventning om hjemkomst, som er en tid, hvor forholdet revurderes. Kvinden spekulerer på, om han nu vil forstå og acceptere de forandringer, som har fundet sted, og godtage de beslutninger, hun har truffet.
Trin 6:
Er genoptagelsen af samlivet eller ” ægteskabskontrakten”. Her er man sammen igen fysisk, men ikke nødvendigvis på det følelsesmæssige plan. Før man kan være det, må man først have lidt tid sammen og nogle fælles oplevelser og følelser. Det er på det tidspunkt, omfattende genforhandlinger af den uskrevne ”kontrakt” skal finde sted, for forholdet kan ikke være nøjagtig det samme som før. Begge parter er vokset i forskellige retninger og må tilpasse sig de forandringer.
Trin 7:
Er integration og stabilisering, hvor parret igen er følelsesmæssigt sammen og kan nyde hinanden. | |
Kilde/ forfatter: Magister i familierådgivning Kathleen Ve, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)
