|<
<
>
>|
Måske en dag...?
Hold op, hvor er det her dobbeltliv bare svært. Der er ingen, der forstår, at jeg i nogle uger er i en travl familie og andre uger total mutters alene. Når min mand er hjemme, flyver vi rundt for at nå alting. Han og jeg skal være sammen. Han og Cecilie skal have kvalitetstid. Han skal nå almindelige gøremål, og så skal vi selvfølgelig nå at se alle vennerne. Jeg må også lige huske at fortælle ham, hvad der er sket i de uger, han har været væk. Og så skal jeg have fortalt ham, hvad jeg har planlagt, der skal ske, når han er hjemme. Sedlen over arbejdsopgaver på huset skal også lige gennemgås. Beslutninger, jeg har truffet på vores begges vegne, skal drøftes. Har jeg nu taget de rigtige beslutninger? Jeg gad godt, at der var nogle, der forstod, hvordan det er at være sømandskone.
Måske en dag kan Neil være med til nogle af de ting, vi begge bliver inviteret til. Tænk hvis der var nogle, der tænkte på, hvornår han var hjemme, inden de inviterede. Måske kiggede de lige frem på den kalender, jeg har lagt på vores hjemmeside over de dage, han er hjemme. Sådan helt ”tilfældigt” lagt ud, I ved.
En dag sagde en venindes veninde: ”Nej, har du fået kæreste, Tina?”. Ja, jeg er såmænd gift med ham, jeg har været sammen med i over 5 år. Det var ikke gået op for en række piger i omgangskredsen. Det er heller ikke gået op for nogen, at Neil også kan sejle f.eks. til jul eller nytår. Dvs. så kunne jeg godt bruge lidt socialt samvær i stedet for at skulle være alene. Det kunne være så dejligt at være mere sammen med vennerne, der alle har familie. Også selvom jeg er alene.
Måske en dag finder jeg nogle, der er i samme - båd? Tænk, hvis der var andre som jeg. Her i forenings Danmark er der måske en gruppe af disse sømandskoner. Der må der være andre? Måske kunne man google på det. Huhej, efter mange forsøg finder jeg en hel forening fuld af sømandskoner. Hurra! Det var da fantastisk, at der gemte sig en hel forening bag en masse søgningsforsøg. Hold da op, der må være mange. Der er sikkert mange, der forstår, hvordan det hele føles som sømandskone. Jeg sender dem lige fluks en mail. Jeg må hellere vise min interesse og straks spørge efter pris på kontingent. Jeg fik en mail nogle dage senere. Ingen svar på pris, men besked om, at jeg ville blive kontaktet af nærmeste kontaktperson. Så fint. Der sidder nogle i den anden ende og er interesseret i at få mig som medlem. Hmm, det er da egentlig halvanden år siden. Jeg har endnu ikke hørt fra den person.
Måske en dag bliver jeg kontaktet af Sømandskoneforeningen. Så bliver jeg nok budt velkommen. Det kan være, jeg får at vide, hvor jeg sådan kan blive mødt første gang. De har nok en særlig procedure for nye, så de kommer godt med i foreningen. Måske har de lige som andre foreninger et særligt tiltag eller et specielt arrangement, de venter på at kunne invitere mig til. Det jo vigtigt. De ved nok også, at nye medlemmer er foreningens fremtid. Jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom det ikke er min stærke side.
Måske en dag kommer der noget i bladet. Jeg må hellere holde øje med det i bladet, som jeg begyndte at få helt automatisk. Der kommer nok også en opkrævning for det blad en dag. Jeg åbner det med spænding hver gang. Mon der står noget om den der specielle følelse, man har som sømandskone. Nej, der er stadig kun en masse indforstået. Der står en masse om en masse personer, jeg ikke kender.
Måske en dag jeg når at tilmelde mig et arrangement. Åh nej, igen er sidste frist, før jeg overhovedet har fået bladet eller i bedste fald få dage efter. Det kan jeg ikke nå. Det er også igen mest om nogle, der kender hinanden og har hygget hjemme hos hinanden. Jeg er jo ny. Selvom jeg ikke er specielt genert, vil jeg alligevel ikke bare tage ud til nogle fremmede i deres private hjem. Jeg prøver igen at se i næste nummer. Måske er jeg mere heldig med datoerne der. Eller måske kommer der alligevel bare lige en artikel om, den der følelse, man har som ny.
Måske en dag en ”gammel” sømandskone kommer ind på temaet. Eller? Mon jeg kan tillade mig at skrive det, når jeg ikke sådan er helt medlem? Jeg har jo ikke betalt eller noget. Mon jeg selv kan gøre andet for at dele den der særlige sømandskone-følelse?
Her er lidt gode råde, som jeg har sakset fra et blad. | |
Kilde/ forfatter: Tina M.-L. Campbell, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Det kunne være gået galt, men...
Vi skulle som altid være mange til jul, mange er 22 store og små julegæster. Torsdag før jul kommer vi hjem med et læs julemad og deslige, begynder at pakke ud og opdager at opvaskemaskinen ikke har gjort sit arbejde. Puha, vi begynder at rode med den, nej, den tager ikke vand ind, mener efter flere forskellige forsøg, at det må være timeren. Datteren i den tilstødende længe har netop fået nyt køkken, måske må vi låne deres gamle maskine. De to maskiner bliver skiftet, hurra. Men nej, det var for tidligt. Heller ingen vand her, nå, så må det være ventilen under vasken, lukker for hovedhanen og begynder at skifte ventilen, men hovedhanen var også defekt, vi tog bad. Ned på hestefolden i mørke og regn og visne blade, hestene havde leget fodbold med afmærkningen, og efter lidt tid på alle fire i sjap og visne blade lykkedes det. Tilbage til huset og reparere ventil, hurra, nu virkede det hele.Alle var glade.
Næste dag begyndte de store forberedelser med kartofler, suppe, grønsager og hvad der ellers hører til juleforberedelserne, der nødvendigvis må gøres lige til sidst. Hanen i køkkenvasken knækkede,og jeg tog endnu engang bad. Nå, heldigvis var naboen igen behjælpelig med en sådan hane, men desværre den passede ikke helt. Vor handyman var på Amager med en campingvogn. Hurra for mobilen, kunne du ikke lige…. Jo, han skulle nok køre inden om et byggemarked, han fik målene, men da han ikke troede helt på os, kom han hjem uden, og så var det lige sent nok at nå et byggemarked 20 km væk. Der blev sat en plastikslange på (og da sikkert flere ad erfaring ved, hvad der sker, når der sættes fuld vandkraft på en sådan, ved I også at adskillige fik mindre brusebade engang i mellem). Nå, det kunne vi leve med, vi havde da nu vand i køkkenet.
Godt trætte, men næsten færdige hen på aftenen, ville vi lige lave lidt hyggelig lillejuleaftens mad, og så, ja, det var næsten det værste, 1 liter madolie var væltet i skabet, .. og som det sidste faldt jeg med opvaskebakken fyldt med koncenteret sulfo på gulvet og tog for sidste gang bad i køkkenet. Nu havde jeg heller ikke flere badehåndklæder. Julen lykkedes… over alt forventning, trods strabadserne.
Godt nytår
| |
Kilde/ forfatter: Kirsten Nybroe, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Januar 2006
Hermed de bedste ønsker om et godt og lykkebringende nytår til jer alle. Jeg håber, I alle er kommet godt i gang med 2006. Personligt syntes jeg altid, det er lidt vemodigt, at tage afsked med et gammelt år – men min nysgerrighed omkring, hvad et nyt år bringer, tager hurtigt over.
I efteråret 2005 har Birgit Larsen Jensen og jeg modtaget to invitationer fra den Filippinske Sømandskoneforening. Desværre har vi modtaget dem med så kort varsel, at vi ikke har haft mulighed for at planlægge en tur . Vi arbejder pt. på, om vi i løbet af 2006 kan rejse til Filippinerne. Det er en dyr tur – og da ”Sømandskoneforeningen af 1976” p.t. ikke har midler til at støtte turen, modtages idéer til hvilke fonde, vi kunne søge, med tak. Vi håber meget på, at det må lykkes for os, at skaffe midler til dette besøg. Birgit har gennem længere tid haft god kontakt til foreningen på Filippinerne via mail – men, at kunne deltage i et af deres arrangementer og ansigt til ansigt kunne diskutere, hvordan vore forskellige kulturer ”tackler” en side af samme sag, ville være givende for begge foreninger.
Jeg læste med interesse indlægget i november udgaven af ”Søhesten” omkring kommunikation mellem sømand og os herhjemme. Jeg tror, det har givet mange af os stof til eftertanke. Hvorfor har mange sømænd så svært ved at komme hjem, hvorfor skal de bruge så lang tid på at finde tilbage i familien - er det den manglende kommunikation ? jeg tror det. Personligt ”holder” jeg ikke noget tilbage, jeg skriver og fortæller om stort og småt, godt og mindre godt. Ofte tænker jeg på, hvordan det ville være at sidder derude, langt fra familie og venner, hvad ville jeg selv gerne vide – og mit svar er ALT ! måske kræver det lidt øvelse at skrive tanker og følelser, men det skrevne ord vægter meget mere – man tænker ofte lidt mere over, hvordan man formulerer det budskab, man gerne vil overbringe – og jeg syntes, det giver mange gode ”snakke” via mail. Jeg blev nok lidt chokeret, da jeg hørte om sømænd, der har modtaget mails med besked om, at deres kone vil skilles, det er helt uanstændigt at behandle mennesker på denne måde – der findes dog stadig enkelte ting, som ikke kan formidles via mail (eller telefon) ! Jeg er ret sikker på, at dette emne vil blive diskuteret på mange af vore kommende møder.
Søfart nr. 01/06 var der i Logbogen et ”skriv” fra et seminar og indvielsen af Institut for Maritim Forskning og Innovation. Overskriften var ”Søfart er for usexet”. Indrømmet har jeg læst dette et par gange eller tre ! Jeg blev rigtig, rigtig vred
– hvad bilder de sig ind at kalde vores mænd, en samling ældre prøvede herrer med et par pund for meget på buen for derefter at stille dem spørgsmålet, om de ikke kan blive lidt mere sexet, således at det kan blive mere attraktivt at søge ind på uddannelserne for søfart – hvorfor er IT-erhvervet så sexet i forhold til søfart ? Jeg tror såmænd ikke IT-erhvervet er mere ”sexet” end søfart. Det er bare meget ”in” og moderne at arbejde inden for IT-erhvervet. En karriere der er langt hurtigere at nå, end inden for søfart. For år tilbage kunne man jo altid komme ud og sejle, hvis ikke man kunne andet, i dag skal man have ret gode karakterer for at søge ind på skolerne – det er derfor en helt anden gruppe af unge mennesker, de har langt flere muligheder for at vælge en uddannelse, med gode muligheder for hurtigt at gøre karriere og tjene mange penge, samtidig med de kan være sammen med familie og venner. Jeg har ikke løsningen på, hvordan man gør søfart mere attraktivt som arbejdsplads for unge mennesker, men jeg tror ikke, det kan lade sig gøre ved, at gøre vores ”gamle -lidt for tykke mænd” mere sexede !!
Endnu engang rigtig godt nytår. Husk repræsentantskabsmøde, den 11. marts 2006
Hvis vejret ikke skiftede, var der mange, der aldrig fik startet en samtale .
| |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk , Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
|
(i)
