|<
<
>
>|
Landsgeneralforsamlingen i Svendborg 2006
Svendborg afdelingen har anmodet forretningsudvalget om at flytte Landsgeneralforsamlingen 2006 fra den 30.september - 1. Oktober til 7. - 8. Oktober 2006
Svendborg afdelingen har ikke kunnet finde et passende (pris/kapacitet) sted til afholdelse af arrangementet.
Forretningsudvalget håber på forståelse for, at vi enstemmigt har besluttet at flytte Landsgeneralforsamlingen til den 7. - 8. Oktober 2006
| |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 13/12-2005
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Debatoplæg: Hvad fortæller vi sømanden om hjemlige problemer?
Lotte og jeg har talt lidt om, hvad vi fortæller manden om hjemlige problemer, når han er ude. Skal han skånes og have ro til at passe job og være i sin verden der ude på skibet? Mens vi tager stilling alene, til stort og småt hjemme, uden at inddrage ham i overvejelserne? Eller er det en selvfølgelighed at han involveres i det der foregår på hjemmefronten, mens han er ude? At når han nu er en del af familien, også inddrages i alt, uanset hans stress niveau på søen? Så han ikke skal opleve, alligevel at få det hele serveret, når han kommer hjem?
Er det: Som par deles vi om alle glæder og sorger her og nu?
Eller: Som sømandsfamilie, skåner vi manden, for han har rigeligt at tænke på der ude til søs?
Er det muligt at skelne sådan, eller vil det altid være en afvejning af fordele og ulemper? Med andre ord, er det noget vi gør os overvejelser om i mange situationer? Ville vi lige frem få en mere social og udadvendt sømand, hvis vi hver dag holdt ham ajour med alt stort og småt, begivenheder, tanker, følelser, problemer af enhver art, op- og nedture m.m? Eller ville han få endnu mere stress? Hvad mener manden? Eller er det: Hvad mener par, der skåner manden, og de unge par, der deler alt med manden? Skyldes det en ændring af kommunikations midlerne? For blot 10 år siden, var det fortsat Lyngby Radio, der var det mest anvendte middel til kommunikation mellem hjem og skib. Et middel der ikke lagde op til de mest fortrolige samtaler. Man lærte så at sige, at holde dybere og vanskelige ting for sig selv. Og hvis vi ”filtrerer” i det vi fortæller manden, når han er ude, hvad er det så vi filtrerer fra?
Jeg tænker her på en historie fra min egen lille verden, som blot ligger ca. 4 år tilbage i tiden. Min mand var til søs mens min svigermor var døende. Det var en langvarig proces, som min mand således vidste besked om før han tog ud. Mens han er ude, får jeg besked om, at jeg har celleforandringer, og skal opereres. Jeg tænker straks de aller sorteste tanker, og føler benene vakler lidt. Men trods et stort behov for netop at drøfte det med min mand, beslutter jeg at tie, og blot bruge en veninde. Det var ikke let, men jeg vidste det ville gøre ham ked af det og frustreret over, ikke at kunne være hos mig, når jeg netop havde brug for det. Jeg vidste også han spekulerede meget på, om han nåede at komme hjem inden hans mor døde. Det var især svært for ham, fordi han aldrig nåede hjem til sin fars død eller begravelse, nogle år tidligere. Rederen nægtede ham hjemrejse.
Han nåede det heller ikke denne gang, men kom dog hjem til begravelsen. Selv da han træder ind ad døren, nænner jeg ikke at fortælle ham om min egen lille sorg/ bekymring for eget helbred, men venter til begravelsen er godt overstået. Da er der også kun et par dage til jeg skal opereres.
Det gik selvfølgelig fint, men havde unægtelig været en større belastning, netop fordi jeg ikke havde ham at tale med det om, at være ked af det sammen med. Jeg syntes bare ikke det kunne være anderledes. Og den historie er jo ikke spor enestående blandt sømandskoner. Jeg ved der er mange andre eksempler af lignende karakter.
Men der er jo også alle de små dagligdags ting: Børnene der kommer grædende hjem fra skole af den ene eller anden årsag.
Vaskemaskinen der bryder sammen for tredje gang. Problemer på arbejdspladsen. Ganske almindelige op- og nedture osv. Mens jeg skriver dette, diskuterer min mand og jeg denne problematik. Han nævner flere gange, at ”når man går derude på sit skib, - specielt på langfart -, kan man altså ikke gøre en skid, man kan selvfølgelig snakke om problemer, men man kan ikke gøre noget”. Og det er jo en kendt sag, at mænd helst vil kunne handle, når der opstår problemer. Han påpeger også, at stress niveauet er stort nok til søs, samtidig som han erkender at sømanden ikke kan skånes for alt.
Hvad synes du? Skriv til Søhesten!
| |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen , Dato: 1/12-2005
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Her en lille historie fra det virkelige liv. Plasket.
Vi kender det alle. 5 min før vi skal ud af døren, tjekker vi lige, at vi har såvel penge som nøgler med os. Men – netop denne aften, hvor jeg et øjeblik senere skal hente en anden sømandskone, så vi sammen kan fortsætte til summemøde på Nordfyn, kan jeg pludselig ikke finde min pung. Den er ikke på sin sædvanlige plads. Jeg farer huset rundt for at sikre mig, den ikke ligger og flyder et eller andet sted. Men nej. Jeg må køre uden og det vil også sige uden kørekort.
Da jeg er på vej ud af døren, hører jeg for mit indre øre et plask. Jeg råber til min mand: ”Nu ved jeg, hvor den er. Den ligger ude i Langesø.” Kan du huske plasket, som vi hørte men ikke lige kunne finde ud af, hvad skyldtes, da ingen af os umiddelbart manglede noget? Kort forinden havde en børnefamilie passeret os, så det var sikkert én af ungerne, der havde kastet noget i vandet! Selv er jeg nu 110% sikker på, hvor plasket kom fra. Pungen havde ligget i baglommen på mine jeans, fordi jeg hverken medbragte taske eller overtøj. Vi var 3 på skovtur ved Langesø med eftermiddagskaffen og sad rigtigt og gassede os i solskinnet på en af de meget skråtstående bænke, der er bygget ud i Under aftenens summemøde kan jeg simpelthen ikke lade være, at fortælle om min fadæse og må love, at tage billeder af dykningen næste dag. Det er lidt svært at falde i søvn den aften. Og straks jeg vågner starter planlægningen. Jeg er på loftet efter snorkel og dykkermaske, regnbukser og gummistøvler bliver lavet til waders ved hjælp af gaffatape, en sort sæk fyldes med skiftetøj og håndklæde og i udhuset hentes en kultivator.
Indtil vi når ud til Langesø igen, har jeg ikke været spor i tvivl om, at jeg nok skal finde pungen. Men da vi kommer derud, mødes vi af indtil flere skoleklasser og pludselig breder uroen sig. De 5 min´s gang hen til bænken føles som en hel time. Gudskelov er vi alene, da vi når derhen og heldigvis, er det dén af de 2 bænke, der er omgivet af lavest vand, vi har siddet på. Men – da vi kort efter hænger udover ryglænet og stirrer ned på den sorte søbund, ser vi kun en masse nedfaldne blade og grene. Jeg rækker ud efter mine waders og får i samme øjeblik øje på et lille rødt mærke næsten helt inde ved bredden. ”Hej, der er den, jeg kan se mærket fra Brugsens divi-dendekort,” næsten råber jeg. Pungen er drevet så langt ind, at jeg kan snuppe den helt uden brug af waders og uden at få våde fødder. Hele seancen er overstået på et øjeblik. Alt udstyret har været overflødigt og pludselig synes jeg, det hele er gået alt for let. Pungens indhold er intakt, så vi hanker op i den sorte affaldssæk og kultivatoren og vender atter næsen hjemad. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 30/11-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)
