|<
<
>
>|
Den dejligste forening
Jeg har netop siddet og læst ”Søhesten” og vil gerne fra Kolding/Fredericia/Strib afd. byde Kirsten Nybroe velkommen som konstitueret formand. Det er vel altid en næstformands mareridt, det der nu er sket for Kirsten, men vi er helt overbevist om, at du, Kirsten kan klare opgaven, som landsformand for ”SØMANDSKONEFORENINGEN af 1976”.
Det er netop da jeg læser formandens side, jeg kommer til at tænke på vores diskussion på landsgeneralforsamlingen i Rebild 2001, om hvor vidt foreningen skulle have nyt navn. Jeg husker også tydeligt, at jeg lod mig rive med på ideen om, at vi skulle ændre navn – MEN ved nærmere eftertanke, hvorfor skulle vi det – er vi ikke SØMANDSKONER og er vi ikke en FORENING, der skal stå sammen om last og brast. Jeg tvivler meget på, at et navneskift vil få flere unge eller yngre SØMANDSKONER til at melde sig i foreningen. Jeg tror, at de fleste af os har et ”kælenavn” som vi bruger i daglig tale – i vores omgangskreds, blandt ”landkrabber” hedder foreningen aldrig andet en ”ENKERNE” – og det er da helt fint for mig – og hvis man har lyst til at være medlem, ja så er det da uden betydning hvad foreningen hedder !!!.
Selvfølgelig skal vi have nye medlemmer for, at foreningen kan overleve – og jeg tror på, at vi skal bruge de kræfter vi har, på at finde de ”nye” SØMANDSKONER med andre budskaber end en nyt navn.
Jeg har desværre kun været medlem af ”SØMANDSKONFORENINGEN af 1976” i et år – men jeg havde jo alle mine veninder, hele vores familie og havde jo knap tid til at ”passe” dem. Men at komme ind i en forening med så mange søde og selvstændige ”piger” har været så dejligt. Jeg har fundet ud af det at være SØMANDSKONE jo slet ikke er så galt endda. Vi ved jo alle hvad vi taler om, om at savne, om højtider, fødselsdag o.l. uden far og mand, om forventningerne til hjemkomsten o.s.v.
Jeg har så også været så heldig, at der er flere af vore medlemmer, der er et par generationer ældre og det er rigtigt hyggeligt - når vi yngre SØMNDSKONER har det så hårdt, ja så er det godt, at få lidt fortalt om dengang det var hårdt, at være SØMANDSKONE, hvor udmønstringer på 2 år uden nogen form for kommunikation, var deres liv – men vi høre dem aldrig beklage sig over hvordan tiderne var, men har så stor forståelse hvorfor det er så svært i dag !!!
Jeg har den fornøjelse at hente og bringe ”mosteren” fra Strib og når Anna på 89 år på vej til summemøde sidder og synger ”Vi går aldrig hjem …” ja så syntes jeg bare det er synd for dem, der ikke er medlem af ”SØMANDSKONEFORENINGEN AF 1976”. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Når den ”kære” sømand skal afsted
I mange af de indlæg vi ofte læser her i Søhesten, handler det om livet i sømandsfamilien.
I de fleste tilfælde omhandler det skrevne de mange gode oplevelser vi har, hvad enten sømanden er ude eller hjemme. Mange af os har beskrevet hvor godt det er at få sømanden hjem på landlov, og lige så tit har vi skrevet om, hvordan det er for familien, når han tager af sted på job igen. Tiden op til afskeden kan være ganske hektisk. Måske skal han lige nå at tømme tagrender eller bilen skal have skiftet tændrør og måske er det lige nu, han skal til lægen for at få fornyet den blå bog. Hvorfor det i vores familie altid skal foregå dagen før afrejsen, har altid været til stor forundring for mig, men man vænner sig jo gennem årene til, at sådan er det bare!
Og man ved jo, at når først han er taget af sted og nået godt frem til skibet, så kan man stille og roligt finde sin egen dagligdag.
Men jeg husker dog et par gange, hvor det blev særligt hektisk!
Jeg havde gennem et stykke tid bemærket, at et fjernvarmerør på gæstetoilettet var begyndt at dryppe, bare ganske lidt. Jeg havde gjort sømanden, som er uddannet klejnsmed (inden søfartskarrieren), opmærksom på det ”lille” problem. Han kiggede grundende på røret, og svarede mig så, at sådant et gammelt rør havde masser af rust, og at den lille læk ville lukke af sig selv!! Jeg stolede selvfølgelig på ekspertisen, og da afskedsdagen kom, kørte jeg ham i lufthavnen, som så mange gange før. Da jeg vendte hjem, opstemt efter kys og kram i den lille indenrigslufthavn, bemærkede jeg en usædvanlig fugtig luft i stueetagen. Det undrede mig noget, indtil jeg fik åbnet døren til gæstetoilettet! Den lille læk var blevet til ikke mindre en et sprunget rør, hvorfra der nu udspyedes kaskader af varmt vand. Jeg stod vel et par minutter, handlingslammet, og kiggede på det våde inferno, med tårer der trillede næsten lige så hurtigt som det vand der fossede ud af røret. Indtil jeg mærkede en harme vokse op i mig. Det skulle han sateme få betalt! Som sømandskone er man jo vant til, at klare tingene, så jeg slog op i telefonbogen og fik ringet til et VVS’firma. De må have kunnet høre at gråden stod mig i halsen, for der gik ikke ½ time, før en blikkenslager ringede på døren og fik skiftet det forpulede rør. Og sømanden? Da han ringede hjem, fik han en skideballe af rang, men tingene var jo klaret, så jeg fik ham aldrig ”betalt”!
En anden gang skulle sømanden af sted, mens jeg var på job. Vi havde sagt behørigt farvel og lavet aftaler som vi plejede. Han skulle tage en taxa til banegården og ville ringe, når han nåede frem!
Da jeg kom hjem fra job, lå der en lille seddel til mig på køkkenbordet. ” Jeg fik lige lidt travlt. Tog bilen til banegården! Kys, kys. Sømanden!”
Jeg blev ret målløs, for hvor havde han parkeret bilen? Der er op til flere parkeringspladser, og den gang var der på alle pladserne begrænset parkeringstid! Sønnen og jeg tog en taxa til banegården, og så gik eftersøgningen ellers i gang. Jeg var fuld af harme, for hvis nu der oven i købet var en parkeringsbøde , vidste jeg at så ville mit temperament slå ud i fuld lue! Så skulle han sateme få det betalt! Vi fandt dog ret hurtigt bilen. Sømanden havde stillet p-skiven 4 timer forud og heldigvis havde ingen P-kontrollør været forbi, men jeg må indrømme at det ikke var de varmeste tanker jeg sendte den udmønstrende sømand. Da han ringede hjem, var tingene jo klaret, og jeg har vist aldrig fået ham ”betalt”. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Lidt igen, - om den isolerede sømand.
I efteråret færdiggjorde jeg en uddannelse som arbejdmiljøsygeplejerske. Som afslutning på uddannelsen lavede jeg en eksamensopgave med titlen: ”Den isolerede sømand”.
Den har været kort nævnt her i bladet tidligere, men da jeg fortsat får henvendelser fra sømandskoner og sømænd om at få opgaven mailet, vil jeg kort beskrive hvad den omhandler.
Da jeg længe har brændt for sømandens velfærd, var det nærliggende at opgaven skulle omhandle den danske sømand. Jeg havde en ide om, at den forholdsvis isolerede tilværelse til søs, påvirker sømanden i en negativ retning, og det ville jeg prøve at undersøge nærmere. Jeg er ikke til spørgeskemaer, da jeg synes det er begrænset hvad de kan udtrykke, specielt når det handler om bløde værdier. Derfor lavede jeg kvalitative interviews med 3 sømænd og deres respektive hustruer. Det er ikke just et stort antal, men arbejdsbyrden med den interviewform er enorm, og med job ved siden af, havde jeg ikke tid til mere, desværre. Det er naturligvis derfor begrænset hvor meget man kan konkludere ud fra et lille materiale som det. Men alt tydede – desværre – på, at sømanden påvirkes i en negativ retning af den isolerede tilværelse.
I Søfartsstyrelsen og Søfartens Arbejdsmiljøråd har man inddraget opgaven i sit arbejde med det psykiske arbejdsmiljø til søs. Forskningsenheden for Maritim Medicin har fundet den interessant, og Seafarers International Research Centre i England, har efterspurgt den. (I kender vel ikke nogen der vil sponsorere en oversættelse til engelsk?).
Den efterlader to vanskelige spørgsmål: Hvad gør vi ved det? – og – Hvordan undgår vi, at det skræmmer unge væk fra faget? Det sidste er erhvervets største bekymring. Det første er min største bekymring, og i sidste ende, mener jeg, den eneste chance for at holde på de unge i søfartserhvervet. Så de to spørgsmål er i virkeligheden uadskillelige.
Men det første skridt må være, en øget opmærksomhed på problemet, så den enkelte sømand bliver bevidst om denne risiko, for kun der igennem kan han selv være med til at modvirke denne påvirkning. For at tro, at erhvervet vil sætte flere folk ombord i skibene, for at mindske følelsen af isolation og ensomhed, er en utopi. Vi må finde andre veje.
Forrest i bladet finder du min mailadresse. Lad mig høre fra dig, sømandskone og sømand, og hvem der ellers læser vores blad. Jeg sender gerne opgaven, modtager spørgsmål og kommentarer. | 'Den isolerede sømand'
|
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)