|<
<
>
>|
En heksagonal og 13 tons fliser
Sidst jeg skrev et lille indlæg her til Søhesten, kom jeg vist til at give et lille suk omkring 13 tons fliser og et 6kantet drivhus! Ilse ville gerne have historien, så her er den:
Umiddelbart er der jo ingen historie i at skulle lægge fliser eller sætte drivhus op, men medens det står på håber man i høj grad, at dette næsten mareridt vil ende med at blive en god historie.
Vi havde jo sidste år købt andet hus, som i vinterens løb havde fået nyt tag og der var bygget en flot carport med skur. Nu manglede kun fliserne at blive lagt, så vi anstandsmæssigt kunne tage carporten i brug. Men sagen var ikke så lige til! Vi skulle tage beslutning om, hvilken størrelse, farve og facon fliserne skulle have. Ud på flisen, Karoline! De findes jo i alle størrelser lige fra 5x5 cm til over 75x75, for ikke at tale om faconer og farver. Det er altså svært med så mange valg- og kombinationsmuligheder, men vi havde i grunden bestemt os for almindelige 40x40 grå fliser med røde såkaldte chaussesten af 10x10 rundt om. I indkørslen skulle blot være de ordinære såkaldte kørebanefliser! Jo, jo man lærer mange fagudtryk, når man snakker med fagfolk! Der bliver målt op, aftalt pris på sten, grus og sand. Sømanden tager ud at sejle, - og så sker der bare ikke mere! Græsplænen som jeg kører ind på for at bilen kan være under tag ( det var SÅ TRÆLS at skulle skrabe bilruder kl. 6.20 om morgenen!) er snart kørt ned til to store smattede huller, som jeg jævnligt fylder op med barkflis, for at hjulene kan dreje rundt! Jeg undrede mig hver dag over hvor F.. de brolæggere blev af. Indtil jeg fik fortalt, at man ikke kunne lægge fliser så længe der var frost i jorden. Da jeg fik det at vide kunne jeg da godt se det, der skulle jo skrælles jord af og lægges grus, som fliserne skulle stabilisere sig i. Der gik 2 måneder og så var sømanden hjemme igen. Lige nu sejler han ikke under en 1 –1 ordning, så hjemmeperioden var kun en måned. Nu skulle der lægges fliser. De ankom også allerede 2 dage efter hans hjemkomst. Der var så også lige det ved det, at mens han var ude, havde vi talt sammen i telefonen om køb af vores nye drivhus. Skulle vi nå at have glæde af det i år, var det jo også tiden at få det indkøbt og sat op. Derfor havde jeg været rundt i diverse byggemarkeder og kigget på disse bygningsværker. Jeg var faldet for et sekskantet, som godt kunne minde lidt om en havepavillon, jeg havde endda fået beskeden ude fra de blå bølger om at jeg blot skulle købe det, så det var klar til opsætning, når handymanden var godt hjemme igen. Som sagt så gjort! Pakkerne blev leveret i carporten, som jo stadig ikke havde fliser, og der lå de så til han kom hjem. Allerede dagen efter hjemkomsten blev de mange papkasser åbnet, for blot at konstatere, at det ikke var den grønmalede model, som jeg havde givet et par tusinde ekstra for! Hvorfor er det sådan så tit ( læs altid )?? Der blev rettet henvendelse til forhandleren, som kunne oplyse, at der ville gå 14 dage før jeg kunne få mit grønne 6kantede drivhus, da det skulle leveres fra England. Vi kunne jo ikke gøre andet end at acceptere. Jeg var efterhånden ved at være bekymret for både drivhus og fliser. Manden var jo kun hjemme 1 måned og han skulle selvfølgelig også have lidt ferie! ” Det skal du ikke bekymre dig om!” var hans dejlige svar. ” Det drivhus sætter jeg op på 3 timer!” Sætningen var næsten ikke fuldendt før en lastbil ankom og begyndte at læsse fliser af. I Guder, hvor var der mange! Brolæggeren ankom næste dag, for at konstatere at 40x40 fliserne ikke havde fals, så de skulle byttes. ( Der var den igen!) Nå men sidst på eftermiddagen kom en lille handy maskine og skrællede græs og jord af. Gruset blev spredt ud og planeret. Allerede næste dag var de rigtige fliser ankommet. Brolæggeren mødte op uden sin svend, ( som vist nok lige havde fået sig en kæreste ) så sømanden trak i kedeldragten for at hjælpe til. Det måtte han fortsætte med i alle dagene, da kæresten åbenbart har været meget attraktiv. ( Vi så i hvert fald aldrig svenden!) Når brolæggeren gik hjem, skulle der så gang i det hersens drivhus. ( Husk lige det der med de 3 timer! ) Først skulle elementerne tages ud af kasserne og kategoriseres . Der var mange sprosser af vidt forskellige længder. Brugsanvisningen var blot en A4side med nogle mærkværdige tegninger, så den blev lagt til side. Nu skulle fundamentet lægges og her startede de første udregninger! Hvordan beregner man lige vinkelen i en heksagonal? Det må være noget med en cirkel, som har seks punkter med lige meget afstand i mellem sig. Buddene var mange. Hele familien blev involveret, der blev regnet med ligninger, geometriske læresætninger og hvad ved jeg, selv på min arbejdsplads begyndte chefen at sidde med små tegninger af cirkler og punkter. Men til sidst blev fundamentet da også lagt. Med nogenlunde lige vinkler! Vi var nu nået til dag 6 ( husk lige det med de tre timer ). Der blev skruet sammen, skruet af igen og ederne fløj gennem hele kvarteret! Utallige udflugter blev gjort til forhandleren, som havde modellen opstillet. Hjem igen for at konstatere, at det hele ikke passede sammen! Naboerne trøstede over hækken, men har nok taget sig et billigt grin! Sønnen og hans kæreste kommer af og til for at hjælpe, men må mange gange gå hjem igen med uforurettet sag. Til sidst står det der dog – og hvor er det dog pænt! Midt i alt dette blev de 13 tons fliser lagt. Sømanden var noget så føjelig om aftenen. Han var simpelthen dødhamrende træt! 30x30 fliserne vejede 28 kg. stykket, for ikke at tale om kørebanefliserne, som vist vejede 40 kg. Hertil havde den faglærte en dims som kunne lægge flisen. Men det var yderst vigtigt, at den blev lagt korrekt ellers var det om igen! Tilbage til heksagonalen! Vi går og nyder synet af den, da følgende mail popper op i min postkasse. Her er det sønniken, der lige vil komme med et par råd:
! Efter nøje overvejelser er vi kommet frem til, at der må forelægge en række fejlberegninger omkring vinkelsummen i det polygonske værk. Dette skyldes, at man ikke har taget højde for effekten af en række implicitte faktorer i forbindelse med samlingen af det aktuelle bygningsværk. Arkitekt eller bygherre har således undladt at indberegne den såkaldte drivhuseffekt, hvorved er række indviklede forvinklinger har resulteret en forskydning af de geostatiske punkter.
Vi anbefaler derfor i linie med anden forskning på området, at det undlades at slippe
visse drivhuseffektfremmende gasser( en vind ) i nærheden af bygningsværket.
Vi minder i øvrigt i denne forbindelse om, at det ikke er fornuftigt at accelerere objekter af geologisk oprindelse i en balistisk bane, såfremt man residerer i et domicil af let fragmenterbar karakter.
Hvor meget skal man dog finde sig i? Nå, men heksagonalen har nu stået der et par måneder. Agurk og tomater ser ud til at have det godt. Sømanden drog af sted igen, så nu døjer jeg bare med alt sandet, som skal fejes og fejes. Ud over på fliserne, har jeg det i hele huset. Selv i sengen! I skulle bare prøve selv. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Lost at Sea and Lost at Home
Michelle Thomas er forsker ved Seafarers International Research Centre i Cardiff, England. Hun har interviewet 15 britiske søfolk og deres respektive hustruer samt 4 børn, i alt 34 interviews. På ca. 100 sider beskriver hun sine resultater ud fra disse interviews.
Rapporten kalder hun: ”Lost at Sea and Lost at Home: the Predicament of Seafaring Families”.
I skrivende stund er jeg ved at tygge mig gennem det engelske, som dog kunne være værre. Vores redaktør rykker mig for stof til bladet, så jeg forsøger at berette lidt fra Michelle´s rapport, trods jeg ikke har læst det hele.
Allerede få sider henne, kan jeg se at, det er både interessant læsning og et godt stykke arbejde. Rapporten kan bestemt anbefales. Man kan ”besøge” Michelle Thomas på centrets hjemmeside: www.sirc.cf.ac.uk.
Michelle Thomas så på fordele og ulemper ved søfartslivet, besværlighederne ved den specielle arbejds cyklus (ude – hjemme), den oplevede effekt på det følelsesmæssige og fysiske velbefindende, kilder til støtte og mestrings strategier .
Hendes resultater:
Den største fordel var absolut den relative høje løn, sammenlignet med løn i land, og adskillige nævnte den høje løn som værende den eneste fordel ved erhvervet og livsstilen.
En anden fordel var den lange ferie, fleksibiliteten og selvstændigheden i arbejdet samt spænding og glæde ved gensynet med partneren. Overgangene mellem skib og hjem blev nævnt som den sværeste periode i arbejds cyklus, da søfolkene kæmpede med at tilpasse sig landlivet og deres partnere kæmpede med at blive en del af et par igen. Søfolkene berettede om en anseelig periode til at afstresse fra skibslivet, og mange berettede om besværligheder med at tilpasse søvnmønster til familiens søvnmønster.
Ikke overraskende (Michelle´s egne ord) fandt hun, at kommunikation var ekstremt vigtigt for parrene. Jævnlig kommunikation lod søfolk og deres partnere forblive følelsesmæssigt tætte, og lod sømanden forblive en del af familiens beslutninger og begivenheder mens han er til søs. Jævnlig kommunikation lettede tilpasningen til land- og familielivet, og sikrede at sømanden havde en rolle i familien hvad enten hjemme eller til søs.
Kommunikationsmidlerne spredte sig over satellit telefon, breve, mobil telefoner og email. Mange havde cell-net telefoner og PC´ere. Der var et økonomisk stort forbrug på kommunikation og sommetider på et uoverkommeligt niveau.
Social isolation var et betydeligt emne for søfolkene. Forandringer i besætnings mønstre betød at samvær med kolleger begrænsedes til ”ombord-bekendtskab”, og geografisk adskillelse og usynkroniserede ferier gjorde det problematisk at vedligeholde venskaber. Søfolkenes afbrudte tilstedeværelse hjemme, sammenholdt med udgifterne til kommunikation, gjorde det vanskeligt for nogle søfolk at vedligeholde venskaber hjemme. Mange søfolk berettede at de var afhængige af deres partner og partnerens venner for social kontakt og støtte.
Sømandskonerne forekom også at være socialt isolerede. Kvinder med små børn havde mindre muligheder for social kontakt, og en del berettede at de følte sig ilde til mode ved at møde op ved begivenheder uden partner. Sømandskonerne følte ofte, at deres specielle problemer relateret til sømandslivet, ikke altid blev forstået af landfolk, og det har formentlig forstærket følelsen af isolation.
Tilstedeværelsen af børn ændrede aspektet ved sømandslivet for mange par. For sømandskonerne gjorde børn adskillelsen mere tålelig, da børnene giver selskab og holder hustruen travlt optaget, så tiden går hurtigere. Dog fik små børn, ofte hustruen til at føle sig bundet til huset og socialt isoleret. Søfolkene berettede besværligheder med at forlade børnene for lange perioder, og sommetider fandt de børnenes forandring foruroligende. Det kunne også være foruroligende for familien, at små børn ofte ikke kender faderen ved hjemkomsten. Søfolkene var positive omkring det faktum, at de med deres lange ferie, har mere kvalitets tid sammen med deres børn, end landfolk har.
Et betydeligt emne for søfolkene var deres følelse af overflødighed. Mange talte om vigtigheden af at have en partner, der er selvstændig og klarer hjem og familie mens de er til søs. Imidlertid var denne selvstændighed hos partneren, som gjorde at sømanden kunne være til søs, uden at bekymre sig om hjemmet, også medvirkende til problemer, når han kom hjem fra søen. Nogle søfolk mente, at deres familie fungerede uanset deres tilstedeværelse, og det kunne få dem til at føle sig unødvendig, uvigtig og fortrængt i familien.
Modsat populære opfattelser af sømanden som sexuelt promiskuøs, forblev størstedelen af søfolkene sexuelt monogame, og indstillede sig på de lange perioder med sexuel afholdenhed. De fleste søfolk følte ikke, at gentagne og lange adskillelser, påvirkede sexlivet med partneren, skønt nogle enkelte berettede at de havde besvær med at genoprette intimiteten, og at arbejdsbelastning og stress sommetider påvirkede sexlivet. Ingen berettede om sidespring. Hustruerne accepterede også perioderne med sexuel afholdenhed og nogle så frem til disse perioder. Genoptagelsen af sexlivet, kunne somme tider være problematisk som følge af kvindens behov for intimitet, og hendes opfattelse af mandens behov for sexuel lettelse. Kravene om at klare hjem og familie kunne somme tider gøre kvinden fysisk udmattet, så det påvirkede sexlivet i negativ retning.
Hustruerne forholdt sig typisk pragmatiske, til følelser af ensomhed og depression i relation til mandens fravær. Ingen havde kontaktet en professionel med følelsesmæssige problemer. Tilstedeværelsen af sømanden føltes specielt vigtig, både for praktisk og følelsesmæssig støtte, når der var alvorlige sundheds problemer i familien.
Søfolkene berettede om højt arbejds relateret stress. Men de søgte sjældent professionel hjælp.
Nogle få søfolk berettede om følelsesmæssige problemer relateret til problemer i parforholdet. Disse problemer var ind i mellem af en sådan beskaffenhed, at det fik dem til at overveje selvmord mens de var ombord. Der blev også berettet om følelsesmæssige problemer relateret til traumatiske begivenheder i arbejdet.
Tillid blev anset som afgørende for at kunne klare sømandslivet, lige såvel som kommunikation.
Hustruerne berettede om hvordan de mestrede adskillelsen ved at holde sig beskæftiget med et job, huslige pligter, børn og samvær med familie og venner. Socialt netværk var vigtigt både for praktisk og følelsesmæssig støtte. De kvinder der havde tidligere erfaring med vekslende fravær, følte sig bedre i stand til at klare livsstilen, som følge af positive rollemodeller og en bevidsthed om de potentielle problemer sømandslivet kan afstedkomme.
De interviewede havde en del forslag til forbedringer. Der blev nævnt kortere udmønstringstider og billigere kommunikation. Støtte fra rederiet til at sømanden kunne komme hjem ved familieproblemer/kriser. Muligheder for medsejlads for hustru og børn, som blev oplevet som en faktor der letter problemer relateret til sømandslivet. Hustruerne, som lever spredt i England, foreslog at kontakt mellem sømandsfamilier ville være godt for dem selv og deres børn.
Michelle Thomas foreslår følgende for at forbedre sømandslivet for søfolkene og deres familier:
Øget adgang til email. Statstilskud til kommunikation. Leveret post ombord så ofte som logistisk muligt. Udmønstringsperioder på maksimum 4 måneder. Øget mulighed for medsejlads. Forbedring i planlægning af sømandens arbejdsperioder, så den bliver mere akkurat og forudsigelig. Fremme social kontakt mellem sømandsfamilier. Sikre sømanden mulighed for umiddelbar hjemrejse ved familiekriser. Bedre kontakt mellem rederi og sømandskone. Fast besætning, så der er bedre mulighed for sociale relationer ombord. Besparelser ved mindre besætninger og øget administrativt arbejde ombord, skal balanceres op mod de sundhedsskadelige effekter det har på sømanden.
Michelle Thomas foreslår at der frem over forskes i: Eks-søfolk og eks-sømandskoner, hvorfor de ikke klarede sømandslivet. Problemer for sømandsfamilien ved sømandens pensionering. Sømandslivets effekt på børnene. Kvindelige søfolk og deres familieliv. Effekt og ansvar ved traumatiske begivenheder ombord.
Det var, hvad jeg, under redaktørens pres(!..), ville berette fra Michelle Thomas´s rapport om ”den fortabte sømand” (frit oversat!).
En hel del af det, er jo ikke nyt for os sømandskoner. Vi har talt om meget af det mange gange. Men alligevel synes jeg det er interessant at se hvad andre mener og oplever. Det kan også være bekræftende, at se at man ikke falder specielt meget udenfor… Men der er også alarmerende forhold, som at nogle søfolk kan overveje selvmord, som følge af job og dets betingelser. Og for at pudse egen glorie, falder meget af det Michelle Thomas siger i sin rapport, godt i tråd med det, jeg fandt i min egen lille mini-forskning om den isolerede sømand. Der er heldigvis gode sider ved sømandslivet. Til gengæld, tror jeg de negative sider er mere invaliderende, end de først ser ud til. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Hustrusejlads mellem de Kanariske øer - Eller - Når alt hvad der kunne gå galt gik galt.
"Kommer du ikke? Her er sol og varme, og vi ligger kun få timer i søen!"
Sådan havde min sømand spurgt flere gange, når han ringede hjem. Skibet han var ombord på gik i en charter mellem Spanien og mellem de Kanariske Øer.
Det lød jo fristende, men jeg havde ikke mere ferie til gode, vi havde hylende travlt på arbejde fordi vi havde en del sygdom blandt personalet, og så var der lige det der med finanserne! Da han havde spurgt for 117. gang fortalte jeg mine kolleger om det - og de sagde bare: “Tag dog af sted! Vi klarer den!” Feriedagene var brugt, men der var 5 dage på
afspadseringskontoen, så jeg snakkede med rederiet, og kunne tage af sted få dage efter.
Nu er det jo ikke så tit jeg har været på hustrusejlads, men jeg blev forsikret om, at agenten ville hente mig i lufthavnen og indkvartere mig på et hotel, hvor jeg kunne være til næste dag, hvor skibet forventedes at ankomme til Las Palmas. Klokken var 23, da jeg efter landing stod i ankomsthallen og kiggede på de mange mennesker, som med skilte søgte efter
bestemte passagerer. Blot stod der ingen med mit eller skibets navn på! Jeg gik lidt frem og tilbage, satte mig ned og ventede ½ times tid, forsøgte med min danske mobiltelefon at få kontakt til agenten og skibet, men der var ikke hul igennem. Snart var jeg overbevist om, at jeg selv måtte finde på en løsning. Jeg hyrede en taxa, hvor chaufføren absolut ikke kunne et eneste ord på engelsk. Jeg fik dog sagt hotel, uden at udtale H´et som jeg havde hørt, at man ikke gjorde på spansk. Vi susede snart ud af en mørk motorvej, hvor chaufføren grinte og nikkede og blev ved med sit “ Inglish, no comprende”. “ Nu er min sidste time kommet!” tænkte jeg, da han pludselig holdt ind til siden på den mørke og øde motorvej, steg ud og gik om til bagagerummet. “ Han hiver min kuffert ud, røver mig og slår mig ihjel!”, var de tanker som fór igennem mit hoved. Men han skulle blot finde en taske med telefonnumre på hoteller. Midt på natten blev jeg da indlogeret i en hotellejlighed. Det eneste jeg havde at drikke var Gammel Dansk, som jeg havde købt med hjemme fra. Fortrøstningsfuldt gik jeg til ro, og næste morgen forsøgte jeg atter at kontakte agent og skib. Agenten beklagede meget at han ikke havde hentet mig i lufthavnen, men “ something was more importent!” Ja, ja, nu ville jeg altså gerne have kontakt med skibet. Han vidste ikke hvor det var, men ville afhente mig på hotellet over middag. Jeg fandt nu ud af, at jeg befandt mig i en lille ferieby meget langt væk fra Las Palmas, og selvfølgelig blev jeg heller ikke denne gang afhentet af agenten! Mobilen ( som jeg ellers kun havde med til nødsituation ) var i livlig kontakt med rederi og nu endelig også skibet. Jeg hyrede endnu engang en taxa og kørte de mange kilometer til Las Palmas´ containerhavn. Her stod
min mand ved en tankstation og vinkede til mig.
Næste dag sejlede vi mod Tenerife. Denne gang slap jeg heller ikke for søsygens kvaler, selvom der var “fladt vand”. Et plaster bag ved øret, gjorde det dog tåleligt. Jeg havde dog bemærket de skæve smil blandt skibets besætning. På Tenerife havde min mand mulighed for et par timers landgang. Vi gik en lille tur gennem gaderne i Santa Cruz, fik os en dejlig frokost og blev derefter ganske enkelt rullet af en sigøjnerkvinde! Hvordan hun formåede at få mig til at tage min pung op ad tasken, hvordan hun gestikulerende forsøgte at forvirre
mig gik aldrig op for mig, men pludselig stod jeg i hvert fald og kæmpede for at hun ikke skulle vriste pungen fra mig. Min mand måtte vride hendes arm, før det lykkedes at få hende til at slippe den. Jeg havde krampagtigt holdt fast hen over mine creditcards, men fra seddelrummet var det lykkedes hende at fjerne 40 Euro, et par visitkort og et bibliotekskort! Efter denne oplevelse vendte vi tilbage til skibet, det var nu også ved at være tid til afsejling mod Fuerto Ventura. Her var jeg også et lille smut i land på denne lille idylliske ø.
Når man sejler mellem de Kanariske Øer er det helt tydeligt at se, at øerne har vulkansk oprindelse. De store kegleformede bjergtoppe viser det ganske tydeligt. Fredag var kursen sat mod Lanzerote, og mens vi sejlede mod denne ø, indløb besked om at skibet herefter skulle sejle mod det spanske fastland. Altså 3 døgn i søen. Dette ville betyde, at jeg ikke kunne nå hjem på arbejde til tiden, og det kunne jeg ikke byde mine kolleger. Der var ikke andet at gøre, end at finde en forbindelse til Las Palmas, så jeg kunne nå mit ordinære fly søndag morgen. Lørdag middag afmønstrede jeg derfor skibet og fløj fra Lanzerote til Grand Canaria. Nu fik jeg altså helt uventet mulighed for at se øerne fra luften. Absolut også
et smukt syn. Flyveturen tog kun en halv time, så nu skulle jeg blot finde et hotel. Jeg havde slet ikke lyst til at bede agenten om at være mig behjælpelig. Jeg havde af en styrmand fået adressen på et centralt hotel, og der var da også plads til mig for denne sidste nat. Om aftenen tog jeg en taxa til strandpromenaden, hvor der var fuldt af liv. Her fik jeg en god
middag, og tilbage på hotellet kunne jeg kravle i seng efter en begivenhedsrig uge, som var forløbet noget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Temperaturen havde ligget på 19 grader, det havde været diset og overskyet i morgen og aftentimerne, men lidt sol havde jeg da fået på næsen! Det havde været udfordrende, men også dejligt at besøge sin mand
og få et indblik i hans hverdag, der hvor han jo lever halvdelen af sit liv.
Hjemturen gik helt planmæssigt. Jeg var hjemme i Odense kl. 22 kunne stille
mit vækkeur til 5.45, og mødte rettidigt på arbejde mandag morgen. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)