|<
<
>
>|
Sømandskone anno 2011
Fra "Søfartens Ledere" nr. 1. 2011.
Sømandskone anno 2011
”Lad ham sejle”, siger jeg. Så må vi tøser stikke hovederne sammen og finde ud af hvordan vi tackler hverdagens udfordringer.
Af Anna Barner Sarp
Da jeg var 15 år forelskede jeg mig i en høj, mørkhåret aspirant, der netop var begyndt på navigationsskolen. Vi blev kærester. I dag er jeg 33 år, mor til 2, og livet som sømandskone er nu en helt fast del af hverdagens rutine. Afsked og hjemkomst afløser afsked og hjemkomst.
Jeg tror, at alle sømandskoner med tiden får bestemte karaktertræk, der også kan aflæses i fugerne i ansigtet. Måske en hårdhudethed og en lille snert af bitterhed blandet med en usædvanlig frihedsnydelse, stolthed og selvstændighed. Sømandskoner skovler selv sne, renser selv kloakafløb og holder selv styr på papirerne fra banken. De elsker også deres sømænd med stor passion og fornyet lyst, når han kommer hjem igen.
Det faldt mig aldrig ind at kontakte sømandskoneforeningen. Jeg var for ung, for travl, for selvoptaget eller bare for dum. Det var nok mine fordomme og navnet, der stod i vejen. Min tante Lenes historier fra dengang hun var ung, skabte en distance i mit hoved mellem sømandskoner fra fortiden og min livsstil som moderne sømandskone. Tante Lene fortalte, at dengang hun var ung fandtes ingen E-mail, al kommunikation foregik med brevpost og sømændene sejlede i 1-2 år ad gangen. Hendes historier fra fortiden havde ligesom ikke noget med mig at gøre. Jeg kommunikerer jævnligt med min mand via E-mail, og hans udmønstringer varer kun 7-8 uger. Min forestilling om sømandskoneforeningen var noget med bløde vaniljekranse, højskolesangbogen og gråt hår.
Men så en dag fik jeg alligevel behov for at møde andre kvinder i samme situation. Det skete i en periode, hvor de praktiske og mentale udfordringer hobede sig op. Jeg er ikke kun sømandskone og mor til to. Jeg er også selvstændig erhvervsdrivende med skæve arbejdstider og har en del rejseaktiviteter selv. Hverdagen er et logistisk puslespil, som det er for de fleste, og jeg nægter at gå på kompromis med mine egne karriereambitioner. Rødstrømperne har vel ikke levet forgæves. Os der blev født i 70’erne blev fortalt ”I kan alt hvad I vil”, og vi agter at bevise det. Jeg tror, at dette drama udspiller sig på hjemmefronten hos rigtig, rigtig mange unge sømandsfamilier i dag. Han vil sejle. Hun vil også lave karriere. Hvem skal hente børnene? Det er en udfordring. En del går vel på land fordi kæresten eller konen forlanger det (Vær nu bare ærlige!). Men det løser ingen problemer. Så går han jo bare rundt og skumler derhjemme i stedet for. Lad ham sejle, siger jeg. Og lad så os tøser stikke hovederne sammen og finde ud af hvordan vi tackler det. Jeg var simpelthen nødt til at tale med de andre sømandskoner og spørge dem om gode råd.
Jeg fandt dem på www.soemandskoner.dk. Lokalforeningen i mit område mødes ca. en gang om måneden til uformelt samvær med børn. Fællesskabet, som mødte mig der, både varmer og støtter på en helt uventet måde. Der er en usagt fælles forståelse for, at afsked og hjemkomst deler livets bog op i mange små kapitler med eftertrykkelige punktummer. Vi har mange ting til fælles og meget at tale om. Jeg blev mødt af mødre på min egen alder med små børn, og det kom bag på mig. For jeg havde da forestillet mig at alle sømandskoner måtte være 60+. Men det er de selvfølgelig ikke. Og ser man på tallene, så må der side hundredvis af unge kvinder med børn derude, uden kontakt til netværket, uden den støtte og opmuntring, de kan hente der.
Ungerne råhygger sig i hinanden selskab. Selv de mindste forstår: Vi har noget vigtigt til fælles. Der hvor vi bor, er vores familie den eneste sømandsfamilie. Hvor er det dog godt og sundt for dem at møde kammerater, som er i samme situation. Mit yngste barn, en dreng på 3 år, satte trumf på overfor en 19-årig fyr: ”Min far sejler på et stort skib!” Fyren svarede: ”Ved du hvad? Min far sejler også på et stort skib!” Jeg glemmer aldrig deres ansigter. Næse mod næse. Der stod den lange lømmel med et helt barnelivs erfaringer i at sige goddag og farvel til far. Og der stod min lille dreng fuld af beundring overfor en kommende læremester, med erkendelsen af, at andre mennesker faktisk lever ligesom vi gør.
Jeg mener, at navnet Sømandskoneforeningen har haft sin tid og burde udskiftes med noget mere tidssvarende. Navnet i sig selv holder de unge kvinder væk. Det stammer fra en tid hvor overlægens kone hed Fru overlæge Mogens Hansen (hvad hed hun?). Kald hellere foreningen for Netværk for kvinder gift med sømænd. Min generations kvinder vil ikke identificeres med deres mænds karrierevalg. Vi er ikke vores mænd. Vi har vores egne identiteter. Vi er gæve kvinder med stærke personlige ambitioner, lyster og bevidste erhvervsvalg. At vi tilfældigvis er gift med sømænd er bare et vilkår vi forholder os til. Og det kan vi lettest gøre sammen.
Har du en kæreste eller kone, som ikke kender til www.soemandskoner.dk, så skynd dig at give hende et tip.
| 
|
Kilde/ forfatter: Anna Barner Sarp, Dato: 7/3-2011
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)