|<
<
>
>|
Søhesten nr. 1-2/2002 - Indlægget i Søhesten Nr. 12 ang. filmen ”TRIVSEL OMBORD” bør da vist ikke få lov til at stå alene. Så her er min kommentar. - Videofilm: ”Trivsel til søs”.
Først så jeg filmen, som jeg fandt lidt vag i sine udlægninger af problemerne, men alligevel interessant, også fordi jeg kender flere af de mennesker, der er med. Få dage efter landede SØHESTEN på mit bord, og jeg læste indlægget fra Elisabeth Larsen, et indlæg som også skipper havde bidt mærke i. Han havde dog ikke set filmen.
Vi satte os nu ned, og så filmen sammen, og selv om der er 15 års aldersforskel og meget forskellig baggrund for det tidligere liv til søs, kunne vi fint blive enige om, at filmen berørte et emne, som i allerhøjeste grad er aktuelt. Uden på forhånd at kende forfatteren (Elisabeth Larsen) vil jeg tippe, at mand og omgangskreds alle er beskæftiget i skibe med enten udelukkende danske eller også i hvert fald, hvor der er mere end 2 danske ombord. Ligeledes tyder det på, at man indenfor omgangskredsen normalt ikke deltager i de tilbud om møder og seminarer, som organisationerne afholder, hvor trivselsproblematikken som regel er oppe vende hver gang.
Tilbage til det aktuelle emne. Jeg tror, at kulturforskellen er et stort problem, sprogproblemet er et andet sort problem, og problem 3 er forplejningen.
For at starte med sprogproblemet. Det er min opfattelse at omkring 15-25% af udlændingene ikke er i stand til at klare den daglige arbejdsdag på det arbejdssprog, som der forlanges. Dette giver en øget belastning, specielt hvis de sprogsvage er i officersgruppen.
Vi søfolk føler os ladt i stikken, idet ISM inspektører, som jo faktisk er dem, der skal kontrollere, at søfolkene behersker det sprog, der er arbejdssproget, ikke tør røre ved problemet, og rederen ønsker som regel heller ikke at erkende problemet, da det alt andet lige vil medføre ekstra skiftninger og dermed øgede omkostninger.
Bjarke Jacobsen fra ELITE REDERI udtaler flot i filmen, at man er opmærksom på problemerne.
Ja tak! Hvis der overhovedet var problemer i ELITE, skilte man sig meget hurtigt af med Danskeren.
Kulturmæssigt er problemet nok mest udtalt, der hvor der kun er to danske, idet de, hvis de ønsker at have ro og fredelige arbejdsforhold, er nødt til at lade skibet køre på den kulturmæssige baggrund, som besætningen har. Sagt med andre ord passer deres sjusglas og eventuelt papirarbejdet, og lader de andre ordne resten på deres egen måde. Jeg er alvorligt bange for, at mange skibe med kun 2 danskere fungere på denne måde, og som sådan måske ikke burde sejle med Dannebrog agter. Nogle mennesker trives med disse forhold, andre gør ikke og har dermed et trivselsproblem.
Så er der kost og forplejningsproblemet, som nok er det, der oftest bliver taget frem.
Vi så alle den forlorne udsendelse fra ”Carsten Maersk”. Hvor alt bare var helt perfekt.
Det var en sej død bagefter igen at skulle ned til Polakkens eller Phillipinerenes fejltagelser.
Når vi på møder og seminarer påtaler overfor rederens repræsentanter, at der er et problem, er standartsvaret som regel, at så må du jo selv gå ned og lave den mad, du ønsker, hvilket medfører, at man til slut ikke gider mere og lever, som konstant utilfreds, med den fremmede madkultur.
Det er vel således i dag, at ca. halvdelen af de danske skibe sejler med kun 2 danske ombord, og når vi så ser på de problemer, som både filmen og jeg her lister op, må vi erkende, at vi har et alvorligt problem, da vi jo ikke kan forvente, at noget ungt menneske vil lade sig uddanne til at arbejde under disse forhold, med andre ord når vi gamle falder fra er der ingen afløsere.
I Maskinmestrenes forening har jeg stillet forslag om, at man skulle arbejde for en lovgivning, der sikrede mindst 25% danske af en besætning, idet jeg tror, at problemerne er større jo større skibene er, og at der i de helt små skibe, som jo ikke vil blive berørt af en sådan lov, er en større forståelse for at få tingene til at fungere. Det skyldes nok meget at kaptajnen er vagtgående, og mellemlederproblemet ikke eksisterer.
Jeg har desværre ikke i bestyrelsen mødt forståelse for mine synspunkter.
Et andet sted, hvor der kunne sættes ind, er hos rederiernes personale afdeling, hvor en bedre dialog mellem de søfarende og rederi / bemanding i de fleste rederiet kunne være svært ønskeligt.
I enkelte rederier har man taget tråden op med personsamtaler og support, men det er desværre kun meget får steder.
Til slut kan jeg kun sige til Elisabeth’s mand: Nyd dine åbenbart gode forhold, så længe du har dem, jeg er alvorligt bange for, at den barske virkelighed lurer lige om hjørnet, også i de få rederier, der endnu holder fanen højt med mange danske ombord.
Så fik jeg da lidt luft, det blev lidt langt, men jeg håber, at du kan bruge det. | |
Kilde/ forfatter: Henrik Bjørndal Pedersen, Dato: 1/1-2002
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)