|<
<
>
>|
En anderledes Restaurant.
Da jeg sidste år læste, at den gamle udtjente isbryder "Elbjørn" var blevet solgt til kokken Lars Jeppesen, der ville lave den om til restaurant, var min første tanke.
Det glæder jeg mig utrolig meget til at se resultatet af.
Lars, der sammen med familie og venner selv har forestået ombygningen, har bl.a. hevet 130 tons ud af bjørnen, inden der kunne blive plads nok til den nye indretning. Men siden den 10. august har "Elbjørn" ligget stolt og nymalet langs kaj i Ålborg.
I godt vejr kan man sidde i havemøbler på dækket, ellers er der indgang henne agter ved den store trækkrog, der nu er blevet overdækket. Herfra er der 2 nedgange. Går man forefter, kommer man ned til et mindre spiseområde, hvor ligeledes baren forefindes. Fortsættes endnu en etage ned, kommer man ned i det tidligere agterste maskinrum. Dette ses tydeligt, da forskelligt maskineri nænsomt er bevaret, hvor pladsen tillader det. Ellers står her smukt dækkede borde omkranset af hvide læderstole. Skotterne er dekoreret med fotoforstørrelser af flotte vinter-billeder fra de danske farvande. Fra forkanten af rummet fører en lille dør ind til det forreste
maskinrum, der fortsat står uberørt.
Går man ude agter, hvor det iøvrigt er muligt at kikke ned på skrueakslen, en etage op, kommer man op i loungen. Her kan kaffen eller en lille én nydes evt. henslængt i
en chaiselong. Ligeså i loungen ses den gamle styremaskine samt det store nødrat.
Inden jeg går fra borde, er jeg lige et smut oppe på broen, i bestikket og i radiorummet. Udenfor i hver brovinge står fortsat de store gamle maskintelegrafer.
I dækshuset midtskibs foran skorstenen, er indrettet glaspusteri. Jeg tror ikke man behøver være specielt skibsinteresseret, for at synes dette er en spændende
restaurant at besøge. Men det skader da ikke. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 1/12-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Julemandsdalen
Der skal i årets sidste ”Søhest” være noget for hele familien !!
Det var en flot decemberdag lige før jul. Blæsten havde lagt sig, det var koldt og klart, og solen kunne lige anes over fjorden. Rasmus og Julia var ude for at kigge efter spor i sneen Jeg tror faktisk, jeg kender alle dyrespor, sagde Rasmus - han skulle altid være så vigtig, bare fordi han var født 9 minutter før sin tvillingesøster. Det dèr er f.eks. snespurvespor, og dér har der gået en polarræv. Nå, sagde Julia Men, hvis du ved så meget, så kunne du måske fortælle mig, hvad det dér er?
Julia havde fundet nogle mærkelige fodspor. Det lignede nærmest sporene efter bittesmå kamikker. Der er i hvert fald ikke nogen i hele bygden, der har så små fødder som dem der! Næ…. Men så er der jo kun en ting at gøre: Vi følger sporene og finder ud af, hvem der har lavet dem!, foreslog Rasmus.
Tvillingerne fulgte sporet op langs fjorden. Da de havde gået i næsten en time, drejede sporet skarpt til venstre, ind i landet. Og så begyndte det at opføre sig underligt: det snoede og bugtede sig, frem og tilbage, rundt og rundt. Rasmus og Julia fulgte sporet, så godt de kunne, men til sidst anede de ikke, hvad var nord, syd, øst eller vest. Vi finder aldrig tilbage sagde Rasmus, og det var lige før han begyndte at græde.
Hej, hold op med det. Det var bare for sjov! Sagde en lille stemme. Rasmus og Julia vendte sig forskrækkede om. Bag dem stod en lille fyr med en rød hue:Jeg opdagede, at I fulgte efter mig, og så ville jeg bare lave lidt sjov. Jeg tror, det er derfor man kalder mig Drillenissen.
Er du en nisse?! spurgte Rasmus og Julia i munden på hinanden. Jep! Den aller-helt-og-aldeles-yngste- jeg er kun lige fyldt 134 år, svarede Drillenissen stolt. Men hvem er I?
Vi hedder Julia og Rasmus, og vi tror altså ikke på nisser. Far siger, at de ikke findes, svarede Rasmus.Jamen, jeg står jo lige her sagde Drillenissen, -og hvis ikke der findes nisser, hvem i alverden skal så hjælpe Julemanden?
Der findes altså heller ikke nogen julem….av! Julia gav Rasmus en albue i siden for at få ham til at tie stille. Må vi ikke tage dig med? Vi vil meget gerne møde Julemanden! Kun hvis I lover, at I aldrig fortæller nogen, hvad I har set. Det lover vi svarede de i kor.
Rasmus og Julia måtte næsten løbe for at følge med Drillenissen. Hvor langt skal vi? spurgte Julia forpustet. Drillenissen pegede op på et fjeld lidt længere borte. Det der er Julemandsfjeldet. Bagved ligger den skjulte dal – og der bor Julemanden og alle hjælpenisserne.
Den skjulte dal var det smukkeste sted, Julia og Rasmus nogensinde havde set. De sødeste små huse lå klinet op ad fjeldet, og midt i al sneen lå en vidunderlig grøn eng. På engen gik en flok rensdyr og græssede. Ham med den røde tud hedder Rudolf, og han kan flyve fortalte Drillenissen. Og det her er vores postkontor. Vil I med ind? Tvillingerne nikkede.
På Postkontoret havde Postnissen travlt med at stemple breve. Hej Postnisse - her er Rasmus og Julia, mine nye venner! sagde Drillenissen. Nej, det var da skægt. Jeg står netop her med et par breve til Julemanden fra nogen, der hedder Rasmus og Julia. Det skulle vel aldrig være jer? spurgte Postnissen venligt. Tvillingerne blev ildrøde i hovederne. Har du skrevet til Julemanden?! Jeg troede ikke, at du troede på ham? sagde de i munden på hinanden. Postnissen smilede til dem: Pyt med det! Julemanden tror i hvert fald på jer. Og I kan være sikre på, at han bliver glad for jeres breve. Kunne i for resten ikke smutte over med hans post - det ville være en stor hjælp. Den fikser vi sagde drillenissen og tog imod postsækkene.
Det var blevet mørkt udenfor. Vi skal denne vej, sagde Drillenissen og førte an. Julemandens hus var en stor og hyggelig gård med et kæmpe tårn og lys i alle vinduerne. Drillenissen bankede på. Ingen svarede. Han prøvede igen. Stadig intet svar. Øv, han er ikke hjemme lige nu sagde Drillenissen ærgeligt- men jeg kan vise jer legetøjsmaskinen! Rasmus og Julia fulgte med hen på værkstedet, hvor maskinene stod. Den fyldte næsten hele rummet og var flere etager høj. Man starter den sådan her – tror jeg nok- sagde Drillenissen og drejede en kæmpestor guldnøgle en halv omgang.
Maskinen gik i gang og ud strømmede dukker og biler og bamser, så det var ren fornøjelse. Vil I se noget andet sjov? spurgte Drillenissen og trak dem hen til et lille vindue. Henover den mørke nattehimmel flagrede det smukkeste lys i alverdens farver. det kommer oppe fra tårnet, fortsatte Drillenissen. Når maskinen kører så opfanges lyset af en stor diamant i tårnet. Hvis det er mørkt og klart, kan man se lyset over hele Grønland- og så véd man, at Julemanden laver legetøj
Tror du også, at far og mor kan se det hjemmefra? spurgte Julia. Far og mor?! gispede RasmusÅh nej, vi skulle have været hjemme for længst. De tror garanteret, at vi er gået gennem isen eller noget andet frygteligt. Har I ikke en telefon, vi kan låne?
En tele-hvad? spurgte Drillenissen, for sådan én havde han aldrig hørt om. Men måske har jeg noget andet, I kan bruge. Han fór afsted og kom snart tilbage med en kulsort og skinnende blank sten. Hvordan virker den? spurgte Julia. I skal bare lægge hånden på den, lukke øjene og ønske, at I var hjemme
Tvillingerne gjorde, som Drillenissen sagde. Og hvad så, Drillenisse? spurgte Rasmus. Ingen svarede.Hvad så nu? gentog Julia og åbnede øjnene. Væk var Drillenissen og den skjulte dal og legetøjsmaskinen- de stod lige midt i deres egen stue! – Og vi fik ikke engang sagt ordentligt farvel, sukkede Julia.
Far stak hovedet ind:Nå, dér er I!? Kom og se, der er det flotteste lys på himlen i aften – det hedder
ordlys. Det kender vi godt, det er fordi Julemanden laver legetøj sagde Julia.Schyyys…vi lovede ikke at fortælle det til nogen! hvæsede Rasmus. Hvad står I og hvisker om? spurgte far. Åh, det er bar én slags julehemmelighed, svarede tvillingerne og blinkede til hinanden.
Glædelig jul til alle. | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 1/12-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Nutidens familiestruktur her i landet er meget forskelligt skruet sammen.
Mange børn har eet sæt forældre, to sæt bedsteforældre og mange også fire sæt oldeforældre. Mange børn har flere sæt voksne i forskellige kombinationer omkring sig, men det gør det ikke altid nemmere at finde en nær voksen, der kan tage sig af ens barn, når man ikke selv er disponibel. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer har alle deres at se til med arbejde og fritidsinteresser, der ofte er skemalagte, så de har lige så travlt som børneforældrene.
Jeg har nu rundet de 60 år, er holdt op inden for mit tidligere erhverv i sundhedssektoren, men min dag er godt booket ud og min kalender fyldt op i den nærmeste fremtid.
Dette hindrer dog ikke, at jeg i nødens stund tager mine 2 yngste børnebørn på ”ferie” i skoleferier, og når deres far må tage dem ekstra uger, når deres mor er syg. Mor og far er fraskilt, lever begge uden ny partner, og bor 2½ times kørsel fra hinanden. Det er ikke altid så let at få hverdagen til at glide, når man er ene, og arbejdet skal jo også passes.
Men vi gamle nyder at få liv i huset. Legetøjet bliver fundet frem fra loftet, og et hjørne af stuen bliver ryddet til Legolandsbyen. Der bliver gået ture i plantagen og på stranden og, når vejret er til det badet og fløjet med drager. Vi laver mad med børn ved køkkenbordet, der bliver skåret ud og rørt i gryder – og så er det dejligt at kunne spise det sammen bagefter.
Når vi sidder sammen, børnebørnene og vi gamle, fortæller vi tit om ”da vi var børn”.
Det får mange mindre frem om hvordan ens egne forældre klarede sig med os børn, og hvordan min mor som ung styrmandskone klarede sig i hverdagen med 3 børn og manden på havet, det meste af tiden på Østen. Breve fik hun kun, når skibet havde været i havn. Vi fik meget tidligt telefon, men der skulle held til for at få en samtale nogenlunde igennem ude fra Stillehavet, med skiftetale og støj.
Når der var problemer, sygdom og ulykke kunne der ikke med det samme gå besked til sømanden, så han kunne blive involveret. Problemerne blev løst, sygdommen ofte overstået og begravelserne foretaget uden hans medvirken. – Og hvad skal den stakkels mand da også gøre ude fra havet!
Jeg mindes engang, jeg har været omkring 9 – 10 år, min mor blev alvorligt syg og måtte akut på sygehuset. Vi boede i København og far var på langfart.
Vi havde ikke så meget familie i København, og i hvert fald ingen som kunne have 3 børn i pleje. Min mors søskende boede i Odense, hvortil min lillesøster blev bragt. Jeg husker ikke, hvor min lillebror var i den periode, men jeg kom til min bedstefar og hans nye kone Eline, som boede i Korsør. Vi var væk fra vores mor i 6 uger.
Bedstefar og bedstemor, som jeg kom til at holde rigtigt meget af, var et par ældre mennesker, som havde fundet hinanden sent i livet. Bedstefar var matros og i de sidste år af sit arbejdsliv ansat ved Storebæltsoverfarten. Han havde haft et rigt liv ude omkring i verden. Han var en meget bestemt og noget bøs herre. Bedstemor var en ”fin” dame, der var stil omkring hende, og hun sørgede for menageriet hjemme. Min bedstemor havde sukkersyge og var meget omfangsrig.
Når jeg sammenligner mine børnebørns ophold hos mig med de ophold, som jeg fik hos mine bedsteforældre, så er der himmelvid forskel.
Bedstefar og bedstemors lille gule hus lå på Havnepladsen bag en fin gulmalet mur med låge i. Mit første ophold var stort set kun i huset og haven og udenfor med bedstefar og bedstemor. Under senere ophold har jeg leget med andre børn i nabolaget.
Det fine lille hus var fyldt med de særeste ting og sager.
Der var en fin entre og pyntestue. Der var en fin trappe til ovenpå, hvor der var pyntelige værelser. Alle steder var der fint porcelænsnips, plydsmøbler med klunker, polerede borde og rygearrangementer og skabe med fine kopper, glas og sølvtøj. Det var ikke noget ”man” rørte ved. Jeg husker, at der var en lille broget porcelænsko med låg i ryggen, og man kunne drikke mælk ud af dens mule. Den fik jeg lov til at adoptere (måske for at få mig til at drikke mælk!).
Men det var ikke de steder livet blev levet, det var i den anden end af huset.
Bagrum, vaskerum, køkken og den lille stue – det var der vi opholdt os i det daglige.
Der var nydeligt, men spartansk. Køkkenet var ret stort med komfur og høkasse og viskestykker og håndklæder gemt under de fineste blå broderier. Den lille stue, hvor radioen stod, var møbleret med 2 gode stole med et lille sybord imellem ved vinduerne, et spisebord med stole og en divan. Her var også en kakkelovn, den eneste (udover komfuret i køkkenet) der i dagligdagen blev tændt op i. Den gav også lidt varme til soveværelset ovenpå.
Selv om de gamle nu havde fået et barn i huset, blev der ikke lavet om på hverdagen. Man passede sin dont. Blandt de mange ting, som mine bedsteforældre havde stående, var på en eller anden forunderlig måde også en dukkevogn og en gammel dukke. Den fik jeg megen tid til at gå med.
Om formiddagen kom de handlende til døren med deres varer, slagter, ostemand og mælkemand. Mælken blev tappet direkte fra hestevognens mælkeboks ned i bedstemors kande, og så blev den stillet i spisekammeret. Jeg drak ikke mælk, hvis jeg kunne blive fri, da jeg var barn!
Om aftenen, når bedstefar kom hjem, var der skumringstime. Jeg skulle sidde lige så stille ved bordet og tegne, mens bedstefar lå på divanen med avisen over hovedet og bedstemor sad i den ene stol ved vinduet, og lyset blev ikke tændt, før det var tid at gå ud til kartoflerne. Bedstefar kunne jo heller ikke lade være med at sove lidt og snorke, hvortil fulgte bedstemors fortrolige lille blink med øjet til mig, for bedstefar sov aldrig.
Når bedstefar var hjemme om dagen, skulle jeg være meget stille, specielt hvis han hørte noget i radioen, for alt var af interesse for ham.
I dagligdagen vaskede man sig ovenpå i det lille tekøkken, det var rigtigt koldt og med koldt vand. Der blev ikke åbnet et værelse på grund af mig, - næ, der blev stillet en jernseng op i krogen ved klædeskabet, og så sov jeg sammen med bedstefar og bedstemor. De sov i tunge stribede dyner med stift, hvidt linned med navnetræk, og bedstemor havde en strop med håndtag i loftet (hun var jo temmelig stor). Bedstemor havde gråt hår, opsat i en flettet knude i nakken. Den sad hun gerne på sengekanten og flettede i en meget lang, tynd pisk og satte den fast med masser af små hårnåle, hvorefter hun i sin store hvide natkjole lagde sig ved siden af den allerede sovende bedstefar.
Om lørdagen skulle vi bade, så bedstefar tændte op under grukedlen i vaskehuset. Badekarret var stillet på højkant op ad væggen, og blev nu sat på sine ben og proppen sat i, hvorefter bedstefar fyldte op med det dejlige varme vand. Hele rummet emmede af damp. Det var herligt!
Der var jo også et liv udenfor den gule mur, og jeg havde fået strenge ordrer på, at jeg ikke måtte gå ud på pladsen. Pladsen var kranset af huse og butikker, men da det var en havneplads var den også åben mod vandet, og det var naturligvis vandet som kunne være til bekymring. Jeg var meget nysgerrig, for der skete jo meget på Havnepladsen dengang. Jeg tror, at Fyr- & Vagervæsenet havde materiale liggende, og der kom tit småbåde, der lagde til.
Blandt andet afgik den lille båd (eller færge), der bragte forsyninger til Sprogø. Dengang var der pigehjem derovre, og der skulle vel også nye beboere over til dette hjem. Men mine bedsteforældre havde fortalt mig, at det var ”uartige piger”, der blev sejlet med den båd. Jeg var meget nysgerrig efter at se, hvordan sådan nogle så ud – men jeg mindes ikke at have set nogen, der så anderledes ud end andre damer. Men det var jo den tid og den tids opfattelse af samfundets tilpasning.
Vi kom jo hjem til vores mor igen og siden holdt har vi alle tre børn været i det lille gule hus på rigtig ferie. Bedstemor levede desværre ikke så længe – så det er godt at have nogle dejlige minder om en hjertevarm kvinde, der kunne tage os børn til sig – selv fik hun aldrig nogen.
Hermed mange hilsner til alle fra os i Fanøafdelingen. | |
Kilde/ forfatter: Lonnie Møller Jepsen, Dato: 8/10-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)