|<
<
>
>|
Nutidens familiestruktur her i landet er meget forskelligt skruet sammen.
Mange børn har eet sæt forældre, to sæt bedsteforældre og mange også fire sæt oldeforældre. Mange børn har flere sæt voksne i forskellige kombinationer omkring sig, men det gør det ikke altid nemmere at finde en nær voksen, der kan tage sig af ens barn, når man ikke selv er disponibel. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer har alle deres at se til med arbejde og fritidsinteresser, der ofte er skemalagte, så de har lige så travlt som børneforældrene.
Jeg har nu rundet de 60 år, er holdt op inden for mit tidligere erhverv i sundhedssektoren, men min dag er godt booket ud og min kalender fyldt op i den nærmeste fremtid.
Dette hindrer dog ikke, at jeg i nødens stund tager mine 2 yngste børnebørn på ”ferie” i skoleferier, og når deres far må tage dem ekstra uger, når deres mor er syg. Mor og far er fraskilt, lever begge uden ny partner, og bor 2½ times kørsel fra hinanden. Det er ikke altid så let at få hverdagen til at glide, når man er ene, og arbejdet skal jo også passes.
Men vi gamle nyder at få liv i huset. Legetøjet bliver fundet frem fra loftet, og et hjørne af stuen bliver ryddet til Legolandsbyen. Der bliver gået ture i plantagen og på stranden og, når vejret er til det badet og fløjet med drager. Vi laver mad med børn ved køkkenbordet, der bliver skåret ud og rørt i gryder – og så er det dejligt at kunne spise det sammen bagefter.
Når vi sidder sammen, børnebørnene og vi gamle, fortæller vi tit om ”da vi var børn”.
Det får mange mindre frem om hvordan ens egne forældre klarede sig med os børn, og hvordan min mor som ung styrmandskone klarede sig i hverdagen med 3 børn og manden på havet, det meste af tiden på Østen. Breve fik hun kun, når skibet havde været i havn. Vi fik meget tidligt telefon, men der skulle held til for at få en samtale nogenlunde igennem ude fra Stillehavet, med skiftetale og støj.
Når der var problemer, sygdom og ulykke kunne der ikke med det samme gå besked til sømanden, så han kunne blive involveret. Problemerne blev løst, sygdommen ofte overstået og begravelserne foretaget uden hans medvirken. – Og hvad skal den stakkels mand da også gøre ude fra havet!
Jeg mindes engang, jeg har været omkring 9 – 10 år, min mor blev alvorligt syg og måtte akut på sygehuset. Vi boede i København og far var på langfart.
Vi havde ikke så meget familie i København, og i hvert fald ingen som kunne have 3 børn i pleje. Min mors søskende boede i Odense, hvortil min lillesøster blev bragt. Jeg husker ikke, hvor min lillebror var i den periode, men jeg kom til min bedstefar og hans nye kone Eline, som boede i Korsør. Vi var væk fra vores mor i 6 uger.
Bedstefar og bedstemor, som jeg kom til at holde rigtigt meget af, var et par ældre mennesker, som havde fundet hinanden sent i livet. Bedstefar var matros og i de sidste år af sit arbejdsliv ansat ved Storebæltsoverfarten. Han havde haft et rigt liv ude omkring i verden. Han var en meget bestemt og noget bøs herre. Bedstemor var en ”fin” dame, der var stil omkring hende, og hun sørgede for menageriet hjemme. Min bedstemor havde sukkersyge og var meget omfangsrig.
Når jeg sammenligner mine børnebørns ophold hos mig med de ophold, som jeg fik hos mine bedsteforældre, så er der himmelvid forskel.
Bedstefar og bedstemors lille gule hus lå på Havnepladsen bag en fin gulmalet mur med låge i. Mit første ophold var stort set kun i huset og haven og udenfor med bedstefar og bedstemor. Under senere ophold har jeg leget med andre børn i nabolaget.
Det fine lille hus var fyldt med de særeste ting og sager.
Der var en fin entre og pyntestue. Der var en fin trappe til ovenpå, hvor der var pyntelige værelser. Alle steder var der fint porcelænsnips, plydsmøbler med klunker, polerede borde og rygearrangementer og skabe med fine kopper, glas og sølvtøj. Det var ikke noget ”man” rørte ved. Jeg husker, at der var en lille broget porcelænsko med låg i ryggen, og man kunne drikke mælk ud af dens mule. Den fik jeg lov til at adoptere (måske for at få mig til at drikke mælk!).
Men det var ikke de steder livet blev levet, det var i den anden end af huset.
Bagrum, vaskerum, køkken og den lille stue – det var der vi opholdt os i det daglige.
Der var nydeligt, men spartansk. Køkkenet var ret stort med komfur og høkasse og viskestykker og håndklæder gemt under de fineste blå broderier. Den lille stue, hvor radioen stod, var møbleret med 2 gode stole med et lille sybord imellem ved vinduerne, et spisebord med stole og en divan. Her var også en kakkelovn, den eneste (udover komfuret i køkkenet) der i dagligdagen blev tændt op i. Den gav også lidt varme til soveværelset ovenpå.
Selv om de gamle nu havde fået et barn i huset, blev der ikke lavet om på hverdagen. Man passede sin dont. Blandt de mange ting, som mine bedsteforældre havde stående, var på en eller anden forunderlig måde også en dukkevogn og en gammel dukke. Den fik jeg megen tid til at gå med.
Om formiddagen kom de handlende til døren med deres varer, slagter, ostemand og mælkemand. Mælken blev tappet direkte fra hestevognens mælkeboks ned i bedstemors kande, og så blev den stillet i spisekammeret. Jeg drak ikke mælk, hvis jeg kunne blive fri, da jeg var barn!
Om aftenen, når bedstefar kom hjem, var der skumringstime. Jeg skulle sidde lige så stille ved bordet og tegne, mens bedstefar lå på divanen med avisen over hovedet og bedstemor sad i den ene stol ved vinduet, og lyset blev ikke tændt, før det var tid at gå ud til kartoflerne. Bedstefar kunne jo heller ikke lade være med at sove lidt og snorke, hvortil fulgte bedstemors fortrolige lille blink med øjet til mig, for bedstefar sov aldrig.
Når bedstefar var hjemme om dagen, skulle jeg være meget stille, specielt hvis han hørte noget i radioen, for alt var af interesse for ham.
I dagligdagen vaskede man sig ovenpå i det lille tekøkken, det var rigtigt koldt og med koldt vand. Der blev ikke åbnet et værelse på grund af mig, - næ, der blev stillet en jernseng op i krogen ved klædeskabet, og så sov jeg sammen med bedstefar og bedstemor. De sov i tunge stribede dyner med stift, hvidt linned med navnetræk, og bedstemor havde en strop med håndtag i loftet (hun var jo temmelig stor). Bedstemor havde gråt hår, opsat i en flettet knude i nakken. Den sad hun gerne på sengekanten og flettede i en meget lang, tynd pisk og satte den fast med masser af små hårnåle, hvorefter hun i sin store hvide natkjole lagde sig ved siden af den allerede sovende bedstefar.
Om lørdagen skulle vi bade, så bedstefar tændte op under grukedlen i vaskehuset. Badekarret var stillet på højkant op ad væggen, og blev nu sat på sine ben og proppen sat i, hvorefter bedstefar fyldte op med det dejlige varme vand. Hele rummet emmede af damp. Det var herligt!
Der var jo også et liv udenfor den gule mur, og jeg havde fået strenge ordrer på, at jeg ikke måtte gå ud på pladsen. Pladsen var kranset af huse og butikker, men da det var en havneplads var den også åben mod vandet, og det var naturligvis vandet som kunne være til bekymring. Jeg var meget nysgerrig, for der skete jo meget på Havnepladsen dengang. Jeg tror, at Fyr- & Vagervæsenet havde materiale liggende, og der kom tit småbåde, der lagde til.
Blandt andet afgik den lille båd (eller færge), der bragte forsyninger til Sprogø. Dengang var der pigehjem derovre, og der skulle vel også nye beboere over til dette hjem. Men mine bedsteforældre havde fortalt mig, at det var ”uartige piger”, der blev sejlet med den båd. Jeg var meget nysgerrig efter at se, hvordan sådan nogle så ud – men jeg mindes ikke at have set nogen, der så anderledes ud end andre damer. Men det var jo den tid og den tids opfattelse af samfundets tilpasning.
Vi kom jo hjem til vores mor igen og siden holdt har vi alle tre børn været i det lille gule hus på rigtig ferie. Bedstemor levede desværre ikke så længe – så det er godt at have nogle dejlige minder om en hjertevarm kvinde, der kunne tage os børn til sig – selv fik hun aldrig nogen.
Hermed mange hilsner til alle fra os i Fanøafdelingen.
| |
Kilde/ forfatter: Lonnie Møller Jepsen, Dato: 1/10-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Ærø hvor er det????
Ja, sådan tænkte jeg første gang jeg hørte øen blive nævnt!!
Vores kære ø bliver omtalt som perlen i havet – et lille irgrønt smykke i det blinkende blå hav – et stykke af Danmark hvor der findes alt hvad det øvrige Danmark ellers byder på.
Jeg hørte øen omtalt første gang en dag i april 2002 – min kære fætter havde været her for at se på en egnet gård til en gårdbutik og havde fundet et par stykker som måske kunne bruges – kom tilbage til Jylland og fortalte om øen – jeg tænkte inderst inde, hvad kommer det mig ved - indtil han langt om længe fik mig fortalt at ham havde tænkt, at jeg skulle ned og starte butikken op, og ”måske” kunne jeg så tænke mig at blive, kunne jo altid prøve et halvt års tid!!!
Det korte af det lange blev, at jeg tog af sted – Og det har jeg den dag i dag ikke fortrudt.
Jeg blev modtaget meget åbenhjertigt af alle her på øen. Fik ret hurtigt en bred bekendtskabskreds. Og nogle virkelige gode venner.
Deriblandt en pige som tilfældigvis havde en god bekendt som sejlede, og som hun mente at ”lige var noget for mig”, Mail dog til ham – var hendes ord hver gang jeg så hende, så jeg tænkte ja, det kan der jo ikke ske noget ved og som sagt så gjort. Det blev til en, og derefter mange mail der blev sendt og modtaget – sømanden lød virkelig til at være sød og dejlig. Og i december 2002 mødte jeg ham så for første gang – det var med lidt uro og spænding at jeg nu skulle se ” ham” som jeg havde skrevet med i 3 mrd. Men alt min uro forsvandt da jeg så ham og snakkede med ham – han var jo den samme som i sine mail.( Kort fortalt – vi skal giftes til maj.)
Fik gennem nogle andre bekendte her på øen at vide, at der var noget der hed Sømandskone-foreningen, og det måtte jeg da lige se, hvad et var – og tak for det – for her mødte jeg ligesindede piger og derigennem bedre kendskab til livet til søs, som for mig var en by i Rusland. Sad virkelig de første gange meget og lyttede til de andres snak og kunne forstå, at de jo havde eller havde haft de samme tanker og savn som jeg. Men ikke nok med det, man for jo også nye bekendtskaber og har meget sjov og morskab når vi mødes. Så herigennem vil jeg gerne give et stor tak til Sømandskoneforeningen på Ærø for deres positive og åbne måde at modtage nye medlemmer på.
Når jeg engang , forhåbentlig til december skal med på min første” konesejlads”, skal jeg nok vende tilbage og fortælle, om hvordan jeg har oplevet det.
Ellers må i alle have et godt forår .
De bedste Ø – hilsner fra en jyde | |
Kilde/ forfatter: En Jyde, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Tanker over et skibsforlis
Det er svært, og det gør faktisk også ondt.
Margit, som vi er mange der kender, fra sit engagement på landsplan, mistede sin mand ved skibsforliset ved Nigeria.
Jeg ved ikke om man kan sige, at hun mistede ham to gange, først ved at han døde, dernæst ved at han blev i dybet. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at tænke på det.
Den angst, som enhver sømandskone kan nikke genkendende til, titter frem. Døren står på klem, som vores formand skrev i sidste blad. Og det er rigtigt, den skal lukkes i igen, for vi kan ikke leve med den, som værende i vore tanker hele tiden.
I skrivende stund er Margit sammen med de øvrige pårørende i Nigeria for at begrave sin mand på havet. Jeg tænker på hende, og vi har for længst besluttet at sende en blomst. Men hvordan gør man nu lige med blomster, når der ikke er en kiste? Jeg ringer til min egen præst, men hun har aldrig stået i den situation. Man kan gøre det på hvilken måde man selv ønsker, vil hun mene. Jeg er ikke helt tilfreds. Så jeg finder frem til præsten i Stige kirke, hvor jeg ved der skal være en mindegudstjeneste når Margit og familien er hjemvendt fra Nigeria. Vi får faktisk en lang snak, både om blomster og om det at være sømandskone. Jeg tror hun får lidt mere, værdifuld, viden med sig. De havde besluttet at arrangere blomster, fuldstændig som hvis det var en almindelig begravelse med en kiste. For netop at gøre det så genkendeligt som muligt. Ja, selvfølgelig er det det eneste rigtige, tænkte jeg. For ritualerne er utrolig vigtige, når vi står ved afgørende faser her i livet, specielt døden. Det er ritualerne, der gør det smertelige lidt mindre smerteligt, så vi bedre kan bære smerten. Mens jeg taler med denne søde præst i telefonen, og bl.a. læser et par avisartikler vedrørende begravelsen i Nigeria højt for hende, triller et par tårer, og min stemme er flere gange ved at knække over. For selvom jeg ikke kendte Margits mand, så kender jeg Margit, og det gør at det kommer meget tæt på. Og så har jeg endda min egen sømand i fuldt vigør, om end han ringede i går, og fortalte de havde haft en storm, og de sejlede for halv kraft p.gr.a. maskinskade… Jeg tror mest jeg lukkede ørerne, og talte om andre ting.
Når dette kommer i bladet, er det hele overstået. Margit må igennem en sorgproces, for atter at finde sig selv og skønheden ved livet. Jeg vil fortsat tænke på hende, mens jeg langsomt men hermetisk atter lukker denne angstens dør godt og grundigt i igen. | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)