|<
<
>
>|
Opfyld dine drømme.
Jo ældre man bliver tænker man oftere og oftere over, om man får det ud af livet man inderst inde går og ønsker sig. Har man måske mulighed for at få et drømmejob, - eller går man rundt med nogle gamle drømme, man for længst har opgivet at få opfyldt?
De sidste år har jeg gået med en drøm om at se hvaler, specielt pukkelhvaler ”in natura”.
Efter på video at have set adskillige timer med disse gigantiske kæmper, er denne drøm stille og roligt vokset.
Til oplysning kan jeg fortælle at pukkelhvaler kan blive 15 m lange, veje 40 tons, have 2 kbm. Vand i gabet og æde 1 ton krill eller småfisk i døgnet. Årligt tilbagelægger hvalerne på den nordlige halvkugle en distance på mellem 4500 og 5500 km. Mellem æde pladserne ved Island, Grønland og Alaska, og parrings- og fødeområdet nord og øst for den Dom. Rep. i Caribien. Pukkelhvaler æder kun I den periode de befinder sig længst nordpå. I det tidsrum skal de nå at forøge deres vægt med ca. 8 tons, hvilket svarer til en fortykkelse af spæklaget på 15-20 cm.
Kalvene, der ved fødslen måler 3,5 m og vejer 1,5 tons, forøger dagligt deres vægt med 50 kg, grundet den ekstremt fedtholdige mælk på 40-60%.
Havet omkring den Dom. Rep. er varmt og fyldt med banker, hvorfor mødrene opholder sig her med ungerne, indtil de er store og stærke nok til den lange rejse nordpå med farer for at blive fanget i drivende fiskenet, blive beskadiget af skibsskruer eller harpuneret, da ikke alle lande har underskrevet hvalkonventionen, der forbyder næsten al fangst af hvaler.
Tilbage til mine drømme, som gik i opfyldelse sidste år.
I stedet for en færdigpakket rejse ”alt inklusive”, som størstedelen af gæsterne til den Dom. Rep. køber, købte vi en uspec. Billet og rejste så selv rundt på må og få med hovedvægten lagt på den østlige del, hvor der stadig burde opholde sig hvaler, selvom det var sidst på sæsonen. Vi var der i marts, mens januar og februar er højsæson.
To gange tre timer sejlede vi rundt i Samanabugten og begge gange kom vi tæt på dvs. 50-75 m fra en moder med unge. Begge gange var ungen meget livlig og sprang igen og igen op i luften, hvor den drejede rundt for et øjeblik efter med et plask at lande på ryggen. Moderen viste kun få meter af ryggen frem, men hun skulle jo også spare på energien, der gik et par måneder, inden hun ville få noget føde.
Fordelen ved at komme i marts var, at vi var den eneste hvalkikker båd. Hvorimod der i jan. og feb. er massevis af både og tiden, hver båd derfor får i nærheden af hvalerne er minimal.
Efter endelig at have set disse havets giganter, har jeg fået sådan en dejlig ro indvendig. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Hvad blev der mon talt om...?
For noget tid siden kom vi ad omveje i forbindelse med en journalist fra DR P2. Han ville gerne interviewe vores søn på 11 år til børneprogrammet ""Fabulatoriet"" på radioensP2. Anstændigvis måtte vi spørge hovedpersonen først: Jo, det ville han godt.
Journalisten havde fået den ide, at tale med børn som måtte kommunikere med sin far, som har et job på søen. Han spekulerede på, om det var via mail, og hvordan det var for et barn.
Han kontaktede først Maersk, men de kunne ikke hjælpe ham! Så kontaktede han Sømændenes Forbund, som henviste til Sømandskoneforeningen af 1976. Sådan
gik det til, at Knud Erik (journalisten) kom på besøg hos os en dag i februar.
Vi var en smule anspændte da han trådte ind af døren, men det blev hurtigt gjort til skamme. Knud Erik trådte ind ad døren med al sit udstyr, på en måde, som var det, det naturligste af verden. Og han var i kontakt med Dan-Bjarti (vores søn) med det samme. Vi to forældre var tydeligvis ""til overs"". Jeg spurgte om de ville sidde i stuen eller på Dan-Bjartis værelse.
Knud Erik ville da helst være på Dan-Bjartis værelse. Men da blev Dan-Bjarti lidt forlegen, og sagde at der var altså lidt rodet....! Nå, sagde Knud Erik, så skulle du se mit skrivebord! Men jeg har det nu sådan, at så længe jeg kan finde det jeg skal bruge inden for en halv time, så er det okay!
Dermed forsvandt al Dan-Bjartis anspændthed som dug for solen. Så de fik lige ryddet en plads til dem begge mellem diverse legetøj, og snakkede sammen den næste time. Det var med stor beklagelse, at de lukkede døren. For vi var meget spændte på, hvad han ville sige, og dog var det helt klart vores indstilling, at det var hans private sag. Vi lyttede ikke ved døren, selvom det var fristende.
Da de endelig var færdige, måtte jeg lige have en kommentar fra Knud Erik, og sagde spørgende: Jeg kan tænke mig det gik godt, for vores søn er ofte god til at snakke? Jo, han mente han ville kunne leve af det en dag. Da var Dan-Bjarti hurtig, rakte hånden frem, og sagde: Løn, tak! Vi morede os, for ærlig talt, så tror jeg Dan-Bjarti havde fundet sin ligemand der. Knud Erik blev tavs et sekund (det var længe), dykkede så ned i sin taske, og sagde: Nej, men du kan få en kuglepen fra DR, og den er så smart, at man kan se
hvilken dag man er blevet interwievet! Vi gloede noget, og tænkte, det var pokkers. Han fandt noget mere frem fra sin taske: En skriveblok. Skrev datoen for den dag, og sagde: Se bare, den skriver datoen du er blevet interwievet. Vi var sat skakmat! Det var en fornøjelig oplevelse, og Dan-Bjarti syntes godt om ham. Han blev lovet en CD med interwievet, samt besked om hvornår interwievet bliver sendt i radioen. Vi har i skrivende stund ikke hørt noget, men han sagde også, der godt kunne gå noget tid. Han skulle til Esbjerg og lave et interwiev med et andet barn, ét hvor kommunikationen var let, i modsætning til hos os, hvor det er vanskeligt. Han ville højst sandsynligt mixe de to, over to udsendelser. ""Fabulatoriet"" sendes hver dag på P2 kl. 18.40 til 19.00. Det er et program for de 7 til 12 å-rige. Vi er begyndt at lytte til det, og det kan anbefales. Vi er spændt på at høre interwievet, for hvad blev der mon talt om...? | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
E-mailen er gaven til sømandskonerne! Og deres mænd!
"Jeg vil nødigt nogensinde skulle undvære den igen. Det er simpelthen et vidunder, at i nu har fået forholdsvis hurtig mulighed for at komme i kontakt med vores sømænd, hvis der er ting der skal afklares eller tages stilling til ""her og nu"". Vi her i huset har aldrig brugt, at jeg ringer ud til skibet med mindre der er sket noget virkelig alvorligt og det er jo aldrig rigtigt til at vide, hvornår der er ""fred og ro"" ombord til at snakke. En e-mail kan sømanden læse, når han modtager den og reagere med det samme - eller når lejlighed byder sig, alt efter indholdet og omstændighederne. I ""gamle dage"" ville nogle jo så sige, var der ikke andre muligheder, end at konen måtte tage affære uanset hvad det gjaldt, for da var far væk et år eller halvandet, men nu vil fædrene også gerne følge med i deres børns udvikling/opdragelse - og selvfølgelig skal de da det!
Og til E. Larsen vil jeg så sige, at jeg da stadigvæk skriver brevet i hånden, så kan jeg skrive lidt hver dag - som en dagbog - og det bliver nemt til en meget lang mail i løbet af nogle dage, der skal skrives ind. Hvis der går en uge imellem jeg skriver, er det der skete for fire dage siden jo blevet uaktuelt - og så er det, det nemt bliver kort!. Men hvis man skriver en kladde, så er det hele tiden dugfriskt! Og så kan der snildt gå et par timer med at få skrevet flere sider ind på mailen. Der er jo ingen der siger, man skal sende hver dag - med mindre det er presserende.
Min far døde (ret uventet) i november, hvor min mand netop var taget ud at sejle og jeg synes, det var guld værd at jeg kunne sende en mail midt om natten, da det var sket, og bede ham ringe hjem ved første lejlighed, for han skulle ikke bare have ""nyheden"" på skrift, selvom han så godt anede, hvad det handlede om, fordi han vidste, min far i en alder af 85 år var blevet indlagt med en brækket hofte. Men i løbet af formiddagen havde vi ham i telefonen fra Vestafrika. Hvis vi kun havde haft ""snail-mail"" havde han jo ikke fået det at vide, før han kom hjem, men nu fik jeg så lejlighed til at øse ud af min sorg og vi kunne få det bearbejdet - også via e-mail! Og jeg vidste, at det ikke ville have været i min fars ånd, at han skulle komme hjem til bisættelsen! Selvom både jeg og vores datter gerne ville have haft ham hos os i den situation!
Det jeg så spekulerer lidt over er, om vi så som sømandskoner i den fagre nye verden blevet mere uselvstændige eller vi bare føler, at lejligheden er der til at tage sømanden mere med på råd, fordi det nu er blevet så nemt. Jeg synes bestemt, det er en fordel for sømændene, fordi (sådan har min mand det i hvert fald) de føler de er mere med i hverdagen og ikke sat udenfor alle beslutninger og er ""fremmede i hverdagen"" når de kommer hjem og her går vi i hvert fald ind for, at far er lige så meget med i det hele og hverdagens beslutninger (takket være e-mailen) som mor er. Men vi er også privilligerede, at han kun er ude i 7 uger! Og til sidst - jeg ved ikke af at kryptering af mails skulle være nødvendig - vi bruger det ikke, men der er jeg måske for naiv?" | |
Kilde/ forfatter: Pia Wangberg, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)