|<
<
>
>|
Den lange rejse
Da vi for et års tid siden tog beslutningen, at vi i løbet af året ville forlade det fynske til fordel for det midtvest jyske, havde vi aldrig drømt om, at processen ville blive så langvarig.
Vi satte huset til salg først i maj, da det sædvanligvis er en god salgsmåned, og fordi huset, vi skulle flytte ind i, ikke var ledigt før. Vi havde helt klart regnet med et hurtigt salg, da mægleren havde folk i køberkartoteket til netop vores hustype. Men nej, der var ingen kø ved havelågen. End ikke åbent hus kunne lokke andet end snusere indenfor. Vi måtte slå koldt vand i blodet og i stedet tage fat på energiforbedringer på den kommende adresse. I løbet af sommeren og efteråret fik vi skiftet til energiruder, lavet jordvarmeanlæg samt blæst 30 cm isolering op på loftet, så havens fugle fremover også kunne mærke vinterkulden. Den lange tids pendlen mellem de to huse resulterede i, at jeg ofte blev i tvivl om, hvor jeg befandt mig, når jeg vågnede om natten.
Midt i december besluttede vi at flytte permanent til det jyske i stedet for at bo på Fyn og hele tiden køre frem og tilbage. Det er nu to måneder siden. Der er ikke noget, der er fremmet for mig her, da jeg er født og opvokset i byen og sågar på adressen og så alligevel. Jeg har ikke overrendt stedet, siden jeg flyttede hjemmefra for 33 år siden. Hvad er det mon så, der drager én tilbage?
Min mand og jeg satte os og oplistede plusser og minusser for begge steder, og sjovt nok var antallet af plusser mere end dobbelt så stort for det jyske. Det bekræfter måske udtrykket ”En gang jyde altid jyde”. I hvert fald kan jeg godt more mig lidt over min mands positivitet over den noget anderledes mentalitet her. Ofte kommer han og fortæller, at nu har han igen talt med nogle rigtig flinkemennesker, selvom de snakker et mærkeligt sprog. Jeg tror og håber, vi har taget den rette beslutning. Jeg nyder til fulde, at sidde i mit køkken og se egern komme hoppende nede fra skoven og ind i haven sammen med div. fuglearter og ind i mellem et par rådyr.
Som barn tænkte jeg ikke over dette privilegium, at vokse op i disse omgivelser. Det var jo helt naturligt at have skoven i baghaven som sin legeplads både sommer og vinter. Nu kan jeg så gå de selv samme steder og se, hvordan mit ene klatretræ efter det andet må give op på grund af råd og alderdom. Det, der dog har undret mig mest gennem de forløbne to år, er hvor lidt jeg har haft brug for og ikke mindst savnet af alle mine ting. Godt nok har der stået et fuldt møbleret hus begge steder, men lige nøjagtig mine ting, har jeg ikke følt, jeg manglede. Gad vide hvorfor! Tjae, livs værdier er mange ting. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 1/3-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Sikken en forandring
Og det virker sgu!
I november fik jeg at vide, at næste gang min mand skulle af sted, ville vi både kunne maile til hinanden og tale sammen over Skype. Og helt gratis endda. Mærkeligt nok glemte jeg denne information, måske fordi jeg ikke helt stolede på dens rigtighed.
Men hold da op. Jeg skulle blive klogere. Årets fælles julegaver var 2 headset, et til os hver, når vi nu skulle til at skype. Det vakte straks min interesse, og en afprøvning kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg ville gerne, at vi fik grejet afprøvet med skibet, inden han tog af sted, så jeg var helt sikker, men nej. Han havde lavet en automatisk test og fra skibet hørt, at det virkede.
Det sidste jeg råbte på afrejsedagen om morgenen meget tidligt, inden han steg ind i taxaen var.” Send en sms, når vi skal prøve, om det virker.”
I løbet af dagen fik jeg afprøvet mit nye headset ved at tale med en veninde, så vidste jeg, i hvert fald, at jeg var parat. Kl. 19 kom der en sms: Skal vi skype? Yes.
Klart og tydeligt og uden ekko. Ren luksus. For mit vedkommende uden tvivl den største og bedste forandring jeg gennem alle årene har oplevet.
Nu kunne man godt tro, vi så sidder og sludrer dag og nat. Næ nej et par gange om ugen + nogle mails. Det er helt fint. Så fra nu af vil det være helt slut med dårlige mobilforbindelser og de alt for høje regninger.
Tak for det.
Hilsen en glad fynsk sømandskone | |
Kilde/ forfatter: Glad fynsk sømandskone, Dato: 1/3-2009
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Et hverdagsagtigt juleeventyr
Jeg blev bedt om at komme med en lille juleberetning i forbindelse med udsendelse af Søhesten i December. Først sagde jeg nej til at skrive indlægget, for hvad er det lige, jeg kan fortælle, som er interessant for andre at læse? Min mand er ikke hjemme i år og hvorfor skulle I andre belemres med min klynkehistorie? Jeg har ikke lyst til at blive ynket og søger ikke medlidenhed, for det er jo sådan, vi har valgt at leve og dette er bare en konsekvens af den beslutning som jeg/vi må acceptere.
Det er muligvis ikke et skoleeksempel på den lykkelige familiejul, men hvis ikke jeg skulle tage udgangspunkt i min egen situation, hvor skulle jeg så starte?
Og hvad gør man så, når den ene forælder skal påmønstre d. 8/12??? Skal man sidde og føle sig amputeret og være ked af, at det var hans tur til at arbejde i julen, eller får man det bedste ud af situationen og tager det i stiv arm? I denne tid bliver jeg ofte spurgt om, hvorvidt han er hjemme i julen, og folk bliver helt sørgelige i blikket, når jeg svarer ”Nej, det er han ikke”. Nå, det var godt nok ærgerligt, er standardsvaret, og ja – det havde været dejligt at have ham hjemme, men så har vi til gengæld haft ham hjemme til vores søns fødselsdag og han når lige at komme hjem igen, før vinterferien starter.
Jeg har glædet mig over at ”Far” har været hjemme 1. Advent og også kommer til at være det 2. Advent. Jeg har nydt at være fælles med ham om, at dele børnenes begejstring og glæde da de d. 1. December om morgenen så, at julemanden igen i år var kommet med pakkekalender i ly af natten. Glædet mig over at drillenissen fra børnehaven kom med hjem på besøg hos os, mens han stadig var hjemme. Glædet mig over, at vores datter havde mulighed for at have sin far med til julestue i skolefritidsordningen.
Selvfølgelig kommer vi til at savne ham juleaften, men vi kan jo sende ham en
kærlig tanke og jeg er sikker på, at der også bliver sendt én til os fra skibet. Jeg
har lavet en lille pakkekalender til ham, som han kan tage med sig ud på skibet
og ”julehygge” med, når nu han ikke kan være hjemme – med små breve i nogle af
pakkerne. Børnene har udformet fantasifulde hjemmelavede pakker i henholdsvis
børnehave og SFO og dem får han med i kufferten, når han drager af mandag morgen.
For mig gælder det om at fokusere på de positive ting. Jeg vil ikke benægte, at jeg
indimellem bliver ked af hans manglende tilstedeværelse i nogle situationer, hvad
enten det er afsnit af vores liv med glædelige og livsbekræftende stunder, som
jeg gerne ville have delt med ham eller de, som er svære at klare alene. Allige-
vel føler jeg mig heldig, heldig at have en mand, som jeg ved kommer hjem igen,
heldig at få lov til at savne ham og blive mindet om, hvor glad jeg er for at have
ham hjemme, heldig at have nogle gode venner i foreningen som jeg ved gerne
træder til, hvis jeg har brug for hjælp. Når det kommer til stykket, så føler jeg
mig ikke overvundet af, at skulle være alene med børnene juleaften og at skulle
klare det alene, men er taknemmelig over alle de andre ting mit liv er beriget med.
Ting, der er umulige for andre, er for os muligt i kraft af min mands arbejdsmønster.
Det giver både begrænsninger men sørme også muligheder.
Glædelig jul til Jer alle | |
Kilde/ forfatter: Citha Johansen Dechlis, Dato: 23/12-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)