|<
<
>
>|
Min første Generalforsamling i "Sømandskoneforeningen af 1976".
Jeg har kun været medlem af Århus Afdelingen i et års tid - men jeg har og har haft megen fornøjelse af denne forening.
Det var derfor en sand fornøjelse for mig at ankomme - til både meget kendte - lidt kendte - og helt nye ansigter.
Det er så dejligt fordi, selv om vi ikke kender hinanden, så har vi 1 ting til fælles.
Et meget varieret liv - laaang tid helt alene på fronten derhjemme - og tid med vores mand hjemme næsten i døgndrift resten af tiden.
Vi har ikke ondt af hinanden - synes formentlig alle at vores liv er nok specielt - men også rigt og ikke mindst lære-rigt.
Vi kan selv alle sammen - og personligt mener jeg, at vi var en forsamling ef "seje koner" - der på trods af en solid aldersforskel fra den yngste til den ældste - har noget til fælles - noget som kan være ret svært at finde hos andre med et helt almindeligt liv.
Selve General-forsamlingen var vist nok noget turbulent :o)
Men det er sådan nogen jo af og til, og da foreningen blev startet for 32 år siden, var der nogen (incl. min selv) der nok mente at tiden var kommet til lidt fornyelse.
Debatten var livlig - noget af den forstod jeg ikke så meget af, mest fordi den omhandlede personer jeg ikke har den fjerneste anelse om hvem er.
Men det der rigtig ramte dybt hos mig, var den dybe forståelse der er for hinanden.
Der er ikke megen af den slags i samfundet, så det gør rigtig godt at være landet et sted hvor det er bevaret.
Efter den hede diskussion, hvor lokalet ind imellem lød som en kalkun-farm............. :o)
Var der spisning - en glimrende middag - vi havde "tyv-startet" lidt - os fra Århus.....
Havde lige hældt lidt af Tinas hjemme-gjorte drinks ned - i rasende fart, for tiden var knap....
Rent personligt er jeg ikke så godt til stærk spiritus, så bunden var lagt inden middagen....... :o)
Da vi havde spist, var tiden kommet til de sidste gevinster i vores amerikanske lotteri - de rigtige "voksen" gaver var gemt, fordi det er bedst med en lille "fjer på" når den slags fordeles.
De blev udloddet - og naturligvis var hovedgevinsten landet hos en der "passede lodder for en anden der var taget hjem" - så kan vi jo tro på det eller lade være......... :o))
Så var der Line-dance - - - - det var sjovt........ Overvejer faktisk om jeg skulle forsøge at presse det ind i en travl hverdag - mellem det andet jeg også dyrker.
Virkelig morsomt - sikkert ikke mindre morsomt når vi nu havde drukket en hel del rødvin til maden.
Efter line-dance var der tid til snak - rigtig hyggeligt.
Jeg er helt sikkert med igen til næste år - Har sjældent været blandt så mange "seje tøser" der bare tager tingene oppefra og ned.
Kan kun opfordre andre til at møde op - vi har det sjovt - vi hygger os.
Og ikke mindst - så behøver vi ikke forklare en disse - Dem der har manden hjemme er heldige - dem der lige har sendt ham ud, er lidt heldige - og os der venter på han snart kommer hjem...........
Vi er osse heldige - for så er der ikke så længe til mere.
Alt det ind imellem - det kan vi snakke med hinanden om - Det er det skønne ved denne forening.
Mange tak til jer alle for denne gang - håber ikke der går ret længe inden vi ses igen.
Kærlig hilsen
Ingefred | |
Kilde/ forfatter: Ingefred Skovlund, Dato: 6/10-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
En tankevækkende historie
Alle, nogen, enhver og ingen. Det var et vigtigt job der skulle udføres. Alle blev bedt om at gøre det, og alle var sikre på at nogen ville gøre det. Enhver kunne have gjort det, men ingen gjorde det. Nogen blev sure da det jo var alles job. Alle mente at enhver ikke ville gøre det. Til slut beskyldte alle nogen for, at ingen havde gjort, hvad enhver kunne gøre.
Tænk over det og gør det selv inden andre beskyldes.
| |
Kilde/ forfatter: Annemette Bjørndal Pedersen, Dato: 31/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Når Ønske barnet ikke kommer med Storken del 2
Fortsættelse fra sidste nr. af Søhesten.
Vi besluttede, at vi skal ud og se verden i stedet for at få barn. Vi besluttede, at vi først skal til Australien. Vi kørte på biblioteket og lånte bøger, regnede på, hvor mange penge turen kunne komme til at koste. Snakkede om, hvad vi ville se, og hvor længe vi ville være af sted, hvilken årstid der er bedst at rejse på. Planlægningen var godt i gang. MEN en nat vågnede jeg med et sæt, satte mig op i sengen og råber ” Carsten vi skal forsøge at adoptere et barn, for ellers kommer vi til at fortryde det senere i livet” Sømanden svarede ”Nå”, og vi sov videre. Resten af natten sov jeg som en sten. Næste dag snakkede vi adoption længe, og blev enige om, at det vil vi. Vi går på nettet for at se på hvilke lande, vi kan få barn fra, og blev meget hurtig enige om Kina. Første skridt er at ringe til Amtet og få adoptions ansøgningspapirerne tilsendt. Det går let, papirerne kommer. Vi går i gang med at indhente en masse attester. Vi skal have helbredsattester, straffeattester, kopiere lån på hus, bil m.m , bo-steds attester for de sidst 5 år, attest på at vi ikke skylder kommune eller staten penge, vielse- og dåbsattester, og sidst men ikke mindst skal vi udfylde en masse papirer om os selv . Det største chok kommer, da jeg skal betale min helbredsattest, den koster 1350 kr, hvorimod Sømandens koster det halve, lægerne må selv fastsætte prisen på disse attester, og de ved godt, at vi betaler, og adoption koster mange penge. Jeg sender alle papirerne midt i oktober 2006, og vi er i gang med Fase 1. I fase 1 skal vi til en samtale i Amtet hos en sagsbehandler. Det kommer vi midt i november 2007, som det sidste par i Storstrøms amt. Den dag vi kørte til Vordingborg, var jeg meget nervøs. sømanden tog det stille og roligt, hvad ville sagsbehandleren spørge om? Samtalen gik godt, sagsbehandlerne var meget venlige og lette at tale med. Vi kunne nu køre hjem og vente på at vores sag kom op i samråd, og blive godkendt til Fase 2. Det svære kom, da godkendelsen lod vente på sig, samrådet ville have nogle ekstra attester på os, og det tog ½ år at få dem. I mellem tiden var amterne blevet nedlagt og blevet til Regioner, det var også medvirkende til, at tiden gik. Ventetiden bruger vi på at kommer til Informations møder hos de 2 adoptionsbureauer, der er i Danmark, AC og Danadopt. Vi vælger Danadopt, da vi syntes, de tiltaler os mest og giver det bedste indtryk. Samtidig gik vi rundt og tænkte, hvad hvis nu vi få afslag på vores ansøgning, det giver en del frustration, og bekymringer. Tiden går og jeg nærmer mig med hastige skridt de 40 år. Endelig 1. juni 2007 kom der brev fra Region Sjælland, aldrig har jeg været så nervøs for at åbne et brev som den dag. Vi er godkendt til Fase 2. Lettelsen var stor, endelig er vi videre i vores adoptionssag, og kan komme på adoptionsforberedende kursus. Sømanden er selvfølgelig ude at sejle, og jeg fejrer det alene, og køber 5 børnebøger, noget måtte jeg bare gøre. Jeg ringer til Familiestyrelsen og melder os på adoptionsforberedende kursus sidst i august og midt i september. Vi er glade og forventnings fulde, og ved nu at vi er 97% sikker på at blive godkendt i Fase 3. Men der er atter et STORT MEN. Mærsk beslutter, at Carsten skal udmønstre sidst i August, og de vil ikke lade Carsten blive hjemme 3 uger ekstra, så vi kan få taget det kursus. Vi skal begge deltage på samme kursus, og mister vi een kursusdag,skal det hele tages om. Det koster 3000kr at deltage på disse kurser. Langt om længe er der et kursus, hvor Carsten er hjemme. Kursuset ligger i Tisvildeleje , og de der deltager er fra Københavns området. Kurset består af et weekendkursus med overnatning og 1 kursusdag 3 uger senere. Vi kommer på weekend kursuset og 2 dage senere ringer Mærsk, Carsten skal på job 5 uger for fortidligt. Jeg ryger som en turboraket op i det mørkerøde felt, og kalder både den ene og den anden for de værste gloser. Det hjælper( i øvrigt den eneste gang, det har hjulpet at blive så hysterisk), vi få forhandlet os frem til, at Carsten skal ud 5 dage efter den sidste kursus dag. Kursuset er spændende og meget lærerigt, vi sidder i rundkreds og er 10 par og 3 eneadoptanter. Der er på forhånd lagt et program med emner. Vi skal arbejde meget i grupper på kryds og tværs, sammen med vores partner og alene. Vi får snakket om det at være barnløs, hvad det har betydet for os som par, hvad vil det sige at være en familie med et adoptivbarn. Det er specielt i manges øjne ( Av tænkte jeg så er vi godt nok en meget, meget speciel familie, når vi også er en sømandsfamilie). Hvordan forholder vi os til at skulle modtage vores barn, hvordan får vi den bedste tilknytning til vores barn. Hvad gør vi, hvis vi får et barn med tilknytningsproblemer? Vi fik vendt mange problemstillinger på disse kursus dage, og vi var meget afklarede, om at vi skal adoptere. Nogle af deltagerne var stadigvæk i tvivl, og nogle par havde ikke afsluttet behandling for barnløshed endnu, og der med ikke opgivet håbet om at få deres eget biologiske barn. For at kunne ansøge om fase 3 i adoptionsforløbet, skal man have afsluttet behandling for barnløshed, det havde vi gjort inde i fase 1, så med kursusbeviset i hånden, kunne vi sende papirerne, og ansøge om fase 3. I et adoptionsforløb skal man være meget gode venner med tålmod, og kun vente. Fra vi havde sendt papirerne til stadsregionen, til vi kom til første samtale gik der 3 måneder, men ok Sømanden var jo alligevel ude at sejle i de 3 måneder, så der var ingen panik over det( Altså næsten) I fase 3 skal vi til 2 samtaler, den første er hos sagsbehandleren i stadsregionen, den anden samtale er et hjemmebesøg af sagsbehandleren. Første samtale gik rigtig godt, Carsten var meget forkølet og kunne næste ikke sige et ord, så det var naturligt, at det var mig der snakkede og fortalte om mit liv, hvorfor og hvad jeg havde tænkt, og vi havde tænkt, m.m, samtalen tog 2 timer. Hjemmebesøget gik godt, Carsten fik fortalt om sit liv, hvorfor og hvad han tænkte, og hvad vi tænkte. Sagsbehandlerne gik meget op i, om vi havde tænkt over, at jeg ville være alene hjemme i lang tid, om der var nogle, der kunne hjælpe mig. Det har vi tænkt over, vi vil finde nogle reservebedsteforældre . Det var 2 gode samtaler, der blev spurgt ind til om mangt og meget, men det var ikke grænseoverskridende på noget måde. De spørgsmål, der bliver stillet, er jo kun for at sikre sig, at vi er egnet til at adoptere, og ærlighed når man nu engang længst med. Vi fik besked på, at vores sag ville komme på samrådsmøde sidst i marts, og vi ville få svar rundt 1. april, men at sagsbehandleren ikke kunne se nogen grund til, at vi ikke skulle blive godkendt. Sagsbehandlerne ville skrive en rapport om os, den ville vi få tilsendt og kunne komme med kommentarer, hvis vi ønskede det. Vi får rapporten og læser den. Vi har kun ganske få kommentarer til den, som vi videresender 7. marts. Vi kan nu kun vente de næste 3-4 uger på, at få svar. Så vi venter og venter, bruger tiden på at snakke lande valg. Vi ved, at det ikke bliver Kina, der er ventetiden 3 år, Sydamerika er vi for gamle til, men ellers kan vi vælge alle andre lande. Det er meget svært, at skulle vælge, men vi har jo også lang tid endnu, inden vi får svar, og SKAL vælge land, så det haster ikke.( tror vi)
13. marts kommer jeg træt hjem fra job, og Carsten siger: prøv lige at læse brevet fra Stadsregionen, jeg spørger: hvad H--
-vil de nu, og er lige ved at blive småhys, men læser og læser, HVAD STÅR DER EGENTLIGT I BREVET??? Vi er GODKENDT, vi skal have BARN.
Vores barn kommer ikke med storken, men vi skal hente det i et land langt væk, men hvilket land??? | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 4/8-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)