|<
<
>
>|
Når ønskebarnet ikke kommer med storken.
Da sømanden og jeg fandt sammen, vidste vi hurtigt, at vi ville have børn og helst i går. På det tidspunkt var jeg 36 år og sømanden 35år. Vi kan roligt sige, at mit biologiske ur tikkede meget hurtigt, og i dag ved man at efter 30 år bliver chancen for at blive gravid mindre og mindre.
Den første tid tog vi det, som det kom, for jeg blev jo gravid som alle andre, der ønsker sig et barn, gravid blev jeg bare ikke. Ingen grund til panik tænkte vi, men vi blev alligevel hurtig enige om, at få undersøgt hvorfor der ikke blev noget ønskebarn. 10 dag før vores bryllup kom svaret, det med at få barn på naturmetoden kunne ikke lykkes for os, vi skull have hjælpe.
Nå ja, ingen grund til panik, for nu kommer der jo barn, når vi når der til. Det næste halve eller nærmere 1 år går vi til et hav af undersøgelser, det tager LANG tid, fordi sømanden jo ikke er hjemme hele tiden. Når jeg skal være ærlig, håbede jeg, at der kom barn på naturmetoden i den periode, men der kom bare ikke noget barn.
Langt om længe kom vi til den sidste undersøgelse og fik den besked, at vi blev videre sendt til Holbæk Sygehus, der har de en afdeling for fertilitetsbehandlinger. JUBI og HURRA for nu nærmer vi os barnet.
På dette tidspunkt tager jeg med ud at sejle i 5 uger, og lige inde afrejsen møder jeg en tidligere kollega, der spørger ti,l om vi har fået barn, eller om jeg er gravid. Nej, der er ikke barn eller graviditet under vejs, men at jeg skal med jorden rundt i 5 uger. Hun svarer, nå men så bliver du jo gravid på den tur. Jeg havde mest lyst til at SKRIGE efter hende og hendes barnevogn, at vi får for _ _ _ ikke kan få barn, men går hjem og græder 7 tårer over det.
Vi må vente ½ år på første samtale på Holbæk Sygehus. Da vi endelig kommer der op, siger de, at de nok skal hjælpe os, og om vi vil have første forsøg nu. Vi takker nej til at have første forsøg pt, da vi havde købt hus dagen før, og skal bygge om, og flytte om 1½ måned. Sømanden skulle jo også på søen midt i det hele. Vi få en masse papirer med hjem, vi kan læse for at forberede os på forløbet.
Papirerne læser vi, og vi gør os mange tanker om det, vi skal igennem. Vi taler meget om, at vi kan være så heldige, at vi får tvillinger?Jeg er på det tidspunkt 38½ år. Vi overtager hus og snakker om, hvordan det vil være at have barn/børn i huset, og hvor børneværelset skal være, legeplads, og hvor barnet/børnene skal have deres legetøj i køkkenet. Vi glæder os til, at vi bliver forældre og har mange tanker i den tid. Det er i denne periode, at vi begynder at fortælle,at vi ikke kan få børn og skal i behandling for barnløshed.
Endelig kommer vi til den tid, hvor vi skal starte på vores første behandling for barnløshed. Vi glæder os og ønsker os tvillinger. De næste 4 uger står den på næse spray og hormoner, jeg bliver noget så hysterisk på 10. dagen, og har mest lys til at råbe og skrige efter alt og alle, men holder mig inde den dag ( Det går over i løbet af nogle timer). Jeg har produceret 4 æg ( senere finder jeg ud af, at det normale antal æg ligger på mellem10-30 æg), som tages ud, et går til grunde under udtagningen, så der er 3 tilbage. Sjældent har jeg været så nervøs som den dag, det gik jo godt. Æggene bliver befrugtet og skal ligge i 2 døgn, for at se om, de deler sig, som de skal. 2 døgn senere køre vi igen mod Holbæk, vi håber at de 2 æg kan bruges, så vi få tvillinger. Da vi kommer derop, er der kun 1 æg, som kan bruges. Men det ene æg kan jo nå at dele sig, så der kommer tvillinger (håbet er jo lysegrønt meget længe, også selvom fornuften siger noget andet).
Vi reger med at jeg bliver gravid, jeg får kvalme m.m., så håbet er meget stort og forventningerne kæmpe STORE. På 10. dagen sker der en forandring i min krop, og jeg ved godt, at jeg ikke er gravid, men skyder tanken væk, for jeg skal jo være gravid. På 12. dagen tager jeg en graviditetstest, som er negativ, men det gør ikke noget for det er jo først på 14. dagen, at den skal være positiv, men ak den er også på 14 dagen negativ, jeg er ikke gravid, og må ringe til Holbæk Sygehus og sige, at det ikke lykkedes.
1 måned senere skal vi have endnu et forsøg, som aldrig kommer i gang, fordi jeg har dannet æggeblærer til næste menstruation. På vej hjem i bilen pipper jeg forsigtigt ordet adoption, men vi bliver enige om at prøve igen om 3 måneder. Vi prøver igen, og denne gang er jeg meget påvirket psykisk, græder let og har ikke de store forhåbninger, om at det skal lykkes. Men jeg går i gang med næsespray og hormoner, allerede ved undersøgelsen inden jeg starter på hormonerne, er tingene ikke helt som de skal, men vi bliver anbefalet at fortsætte, dog efter 6 døgn på hormoner viser det sig, at jeg kun har produceret et lille bitte lille æg, som ikke kan bruges, og vi stopper forsøget. Jeg er meget dårlig både fysisk og psykisk, der går over en måned, inde jeg er mig selv igen.
Vi bestiller tid til en samtale på Holbæk Sygehus, hvor vi vil have ren besked, om hvor stor chancen er, for at vi får et barn ud af det. Den er til stede, og de vil gerne give os de 2 forsøg vi har tilbage, men vi skal tænke os godt om inden, vi beslutter os , og at der er andre måder at få barn på. Jeg svarer lægen, at vi næsten er sikre på, at vi ikke vil prøve igen. 2 måneder senere bliver jeg kaldt til samtale på Holbæk Sygehus, det viser sig, at jeg ligger på kanten til overgangsalderen, og vi har besluttet, at hvis vores chancer for et barn er meget små, vil vi ikke have flere behandlinger for barnløshed.
Vi afslutter vores behandlinger for barnløshed, vi får ikke et biologisk barn. Beslutningen er let, men vi er kede af det, og tænker og snakker meget, hvad skal vi så?????
Vi beslutter, at vi ikke skal have børn, men at vi vil rejse. Den første tur skal gå til Australien.
Fortsættelse følger…… | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 24/6-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)