|<
<
>
>|
Hej Gitte Jensen
Mange af os kender helt sikkert problemet. Jeg gør i alt fald. Vores børn er i dag 18 og 25 år.
Nogle af de ting, der fungerede for os, var:
Begge var 2 år, første gang vi var medderes far ude at sejle, så de kunne se hvorhan opholdt sig, når han ikke varhjemme.
Deres eget billede af far. Billedet blev efter behov kysset, krøllet sammen, vredet,var med i legen, med i seng eller gemt/glemt. Altid fundet frem igen.
Far skrev breve/postkort til dem. Brevene/kortene kunne de få læst højt, når dehavde lyst til at høre dem igen og igen.De blev gemt som klenodier.
Fars sengetøj blev skiftet 1-2 dage indenudmønstring. Børnene nød at putte sig ifars seng, som duftede så dejligt af far.
Det med at vise på et kort, hvor far erhenne, havde vores børn også stor glædeaf. Især en globus er rigtig god, for såfår børnene en bedre fornemmelse for, hvor lang vej hjem, der er.
Men snak med dine børn om, hvordan de har det med, at deres far er væk, og om at det er tilladt at savne, og at det er noget I alle gør, også Jer voksne. For vores børn var det også vigtigt, at de altid vidste, hvor jeg var henne, så de ikke følte at jeg også ”forlod” dem. Og at de kunne komme med, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre.
Håber du kan bruge dette til noget.
Med venlig hilsen Eva Christensen + børn | |
Kilde/ forfatter: Eva Christensen, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)