|<
<
>
>|
Kære Gitte
Det er flot, at du skriver om dine børns reaktion på at de savner far.
Vores søn er nu 16 år, men jeg husker meget godt nogle af de samme frustrationer, da han var i samme alder. Og det er IKKE sjovt! Dertil kommer at i den alder, som dine børn har nu, har børn ikke tidsfornemmelse nok til at forstå, at far kommer hjem om 7 uger eller lignende.
Jeg var faktisk selv så desperat på et tidspunkt, at jeg kontaktede PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i vores kommune. Og jeg må have lydt ret desperat, for jeg fik 10 timer hos en psykolog, i deres regi, som er gratis. Jeg lærte der, at det bedste jeg kunne gøre for min søn, var først og fremmest, at gøre noget ved mit eget savn. Barnet reagerede mindst lige så meget, og måske endda mere, på mit savn, som på det faktum at far var væk. Det var et godt værktøj jeg fik der, selvom det ikke var som at knibse med fingrene, og så er alle problemer væk. Men det hjalp! Det er et faktum, at hvis mor har det godt, og formår at hvile i sig selv, så klarer børnene langt mere. Så mit råd er: Gør noget godt for dig selv, arbejd med dit eget savn, via psykolog eller hvad der er aktuelt for dig. Jo bedre du har det, jo bedre får dine børn det.
Jeg tror, at vi sømandskoner stiller ret store krav til os selv. Vi piber ikke over, at sømanden er væk, over savnet, over alle hverdags problemerne, vi ofte står alene med osv. Men det kan blive for svært ind i mellem, og det er en styrke at kunne vise sin svaghed, frem for at gemme den af vejen. Når vi viser svagheden, er vi allerede i gang med at ændre på det, og det er positivt. Jeg tænker på dig!
Knus Birgit | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)