|<
<
>
>|
Min far er sømand
I sidste nummer af Søhesten efterlyste en ung sømandskone at høre, om andre sømandsfamilier havde samme reaktionsmønstre hos de små børn, som hun oplevede i sin familie.
Jeg er selv sømandskone, og min mand har sejlet i mere end de 25 år vi nu har været gift. I min familie kendte vi ikke de problemer, som bliver beskrevet. Men jeg ved og har hørt fra andre unge familier, at de har - eller har været igennem den samme problematik. Mine tanker er, at det må være forfærdeligt hårdt, ikke kun for den hjemmeværende familie, men også for faderen derude til søs. Jeg har selv før i dette blad skrevet om, at det kan være dejligt at savne, men som nogle familier oplever savnet, må det være ganske uholdbart. Jeg har desværre ingen gode råd, for det som har været godt for vores familie, behøver jo nødvendigvis ikke at være godt for en anden. Jeg har dog den idé, at er det hårdt for moderen at savne, (og det kan man jo ikke sådan lige lave om på!) vil det uvægerligt påvirke den lille familie. Måske er det hos nogle familier sådan, at børnene, hvor små de end er, kan mærke moderens savn og reagerer på det? Og selvfølge savner de små størrelser også deres far. Det ville være unaturligt andet!
Savnet skal bare ikke være ubærligt. Da jeg læste den unge mors artikel, kom jeg til at tænke på, at min datter da hun var 14 skrev en artikel til Søhesten. Den kommer her igen:
Min far er sømand
Savner du ham ikke? Ville du ikke ønske, han lavede noget andet? Synes du ikke, det er længe han er væk? Det er bare en lille del af de spørgsmål, folk altid spørger mig om, når de hører, at min far er sømand. Og jeg har altid svaret det samme: NEJ! Selvfølgelig savner jeg ham, og selvfølgelig synes jeg nogle gange, det er længe han er væk, men det er ikke noget jeg tænker på. Altså nogle gange er han der, og nogle gange er han der ikke! Sådan har det altid været, og sådan bliver det sikkert ved med at være lang tid endnu. Sjovt nok er det næsten altid mine venner, der er mere ked af det, når han tager af sted, og de syntes, det er synd for mig. Man er selvfølgelig lidt ked af det, når han rejser, men jeg har da aldrig grædt, når han skulle af sted, heller ikke da jeg var lille. Jeg ved jo, at jeg ser ham igen om et par måneder. Når ens far er sømand, lever man faktisk to liv. De er ikke meget forskellige, men der er forskel på kun at have sin mor hjemme, og så have begge sine forældre der. Man laver jo også forskellige ting med sine forældre. Min mor køber jeg tøj og går på café sammen med. Min far går jeg i biografen og en tur i mosen med. En ting jeg aldrig har forstået er, hvorfor der altid skal gøres rent, når han skal komme hjem. Jeg mener, han ved jo godt, hvordan det plejer at se ud. Når vi skal hente min far, får jeg altid en lidt underlig fornemmelse i maven, det bobler næsten, og man kan ikke lade være med at smile. Det er som om, at det først er der, det går op for en, at han altså har været væk i tre måneder, og så vælter glæden bare op i en. Der er dog også nogle få ulemper ved, at ens far er sømand. F.eks. så har min far, ud af de 14 år jeg har levet, kun været hjemme 4 gange til jul, som jeg kan huske. Og han har ikke altid været hjemme til min fødselsdag. Nu er jeg tit alene med min mor, men for et par år siden, fik jeg lov til at prøve at være alene med min far. Jeg var nemlig ude at sejle med ham i en måned. Her fik jeg en chance for at se, hvad min far lavede, når han var på arbejde. Jeg så, at det han lavede, ikke bare var en ferie, som nogle måske tror det er. Jeg fandt ud af, at han faktisk havde ansvaret for maskinen, og at han tit var på vagt. Selvfølgelig var resten af besætningen søde til at tage nogle af hans vagter, så vi kunne komme ud at se noget. Vi oplevede mange spændende ting. Vi kørte i taxi i Pisa, vi spiste en Big Mac i England og købte en læderjakke i Marokko. På turen fik jeg også prøvet, hvordan det er at være rigtig søsyg, og det er ikke rart! Jeg fik i det hele taget prøvet, hvordan livet er ombord på et skib. Jeg prøvede hvordan det er at være i havn, og hvor kedeligt det kan blive, når man ikke har set land i 3 dage. Og så oplevede jeg, hvordan det er at komme hjem, og det er faktisk ret rart!
Jeg har altid sagt og vil sikkert altid sige, at jeg har haft en af de bedste opvækster, man kan få. Fordi jeg har prøvet, at have min far hjemme hele sommerferien. Ikke kun før 9 og efter 17, men alle døgnets 24 timer. Jeg vil aldrig ønske, at min far lavede noget andet. Aldrig! Tina Hansen, 14 år.
Ak, ja! Tina er i dag næsten 25 år, og har for længst forladt den hjemlige rede, men når hun er i byen er det stadig sin mor hun køber tøj og går på café med, og sin far hun går i biffen eller til fodbold med. Hun kommer her jævnligt, hvad enten hendes far er hjemme eller ej. Det sidste afsnit i hendes artikel, står hun stadig inde for!
For de unge familier ville jeg ønske, at deres sømandstilværelse måtte være lige så harmonisk, som den har været for vores børn. For vores familie har det været en livsstil, som vi bare tog til os. Jeg håber, at du som skrev i sidste nummer, på en eller anden måde må finde roen og harmonien i den tilværelse, som indebærer at vores sømand er væk fra hjemmet i lange perioder og ofte langt ude i verden, men som også betyder at, når han er hjemme, så er han det på fuld tid. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 26/2-2008
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)