|<
<
>
>|
Gamle skibe - stadig i drift
M/S »Caroline S« ejes af Foreningen Caroline S, der blev stiftet i august 2001 i Svendborg. Formålet var og er at sikre et skib af den navnkundige danske skibstype, carolineren, for eftertiden.
Opgaven søges løst ved dels at holde skibet i sødygtig stand og sejlende med fragt i indskrænket fart - hovedsagelig dansk indenrigsfart - dels ved at lade det fremstå som et sejlende museum med adgang for publikum til ved selvsyn at danne sig et indtryk af dansk skibsbyggeri og småskibsfart i efterkrigsårene og de forhold, søfarende i coasterflåden virkede under. Videre kan skibet fungere som udstillings skib ved charterture eller som base for lejrskoler eller for kortere dagture med begrænset antal passagerer. Caroliner-typen har sit navn efter det første skib i serien, M/S »Caroline«, bygget ved H.C. Christensens staalskibsværft i Marstal i 1951. Typen var tænkt som afløserne for de aldrende skonnerter og galeaser samt ofte gamle tyske eller hollandske stålskibe, som dannede kernen i den danske indenrigs flåde i 30‘erne og 40‘erne. En fornyelse trængte sig på, og en del af det store Marshalllån til Europas genopbygning efter krigen blev sat af til finansiering af bl.a. dette skibsbyggeri.
Så populær blev carolinerne, at ialt 23 blev bygget. De lastede ca 240 tons og havde en rummelig og dengang moderne aptering til sædvanligvis skipper og styrmand samt fIere mand på dækket, bedstemand, matros, ungmand og dæksdreng - eller andre kombinationer efter rederens valg, skibets fartsområde m.v. Maskineriet var ligeledes nyskabelser med god maskinkraft til 8-9 knob, hjælpemotor, lossespil drevet af egen dieselmotor eller hydraulisk. Se tekniske data på bagsiden af denne folder.
Carolinerne kom for en dels vedkommende langt omkring, men hovedparten blev i nordeuropæisk fart eller i nærfarten omkring Danmark. Udviklingen gjorde, at en del ret hurtigt blev forlænget med ca. seks meter for at øge lasteevnen til omkring 300 tons, men ind i 70‘erne og 80‘erne begyndte salget fra dansk flag. Konkurrencen med større coastere og lastbilerne samt DSB satte bom for økonomien i den originale caroliner-størrelse også selvom skibene nu må sejles af to-tre mand. Der blev i efteråret 1995 udgivet en bog om netop denne skibstypes historie titlen er: ”Caroline og de andre”.
Inden de to sidste i original skikkelse, m/s »Samka« og m/s »Jane«, kom i risiko for at måtte stryge Dannebrog blev der taget et initiativ af en gruppe søfartsinteresserede, der kunne se den overordnede ide med at bevare et sådant skib og især søge at holde det i drift i privat regie uden behov for løbende offentlige indskud.
Caroline S for at understrege såvel det maritime begreb Carolinertypen, som tilhørsforholdet til Svendborg, Svendborg Internationale Maritime Academy, Svendborg Søfartsskole samt det tidligere nok så kendte Svendborg Rederi A.E. Sørensen hvis skibs navne altid sluttede med S. | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 17/8-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Tid til reflektion - er også meget vigtig
Jeg har læst flere af indlæggene i Søhesten / her på siden - og vil gerne bidrage med mit syn på sagen. Jeg kommunikerer ikke dagligt med "gemalen" til søs. Vi tales ved ca. 1-3 gange om ugen - og mailer nok sammen 1-2 gange om ugen. Jeg fortæller mest om "hjemlige problemer" - som jeg gerne vil have vendt - og sjove episoder med børnene. Men jeg føler mig på ingen måde forpligtiget til at opdatere ham om alt herhjemme - og forventer på samme måde ikke, at få beskrevet meget fra dagligdagen til søs. Det sker faktisk yderst sjældent.
Men i perioder, hvor der er aktuelle emner, hvor jeg har behov for at få snakket om ting og sager, så skriver jeg og ringer jeg flittigt. Jeg synes, at det må være vigtigt at der er forskel på kommunikationen - for ellers bliver det vel bare en sur pligt - som måske med tiden og de stadig flere kommunikationsmidler tiltager til et omfang - som ingen steder hører hjemme.
I samme forbindelse vil jeg gerne gengive en artikel i jyllandsposten, der netop fokuserer på, at vi voksne i dag ikke har tid alene - at vi ikke oplever stilhed, åbne samtalekøkkener giver ikke den ro og tid til fordybelse - som alle mennesker har brug for (basale behov). På samme måde har miljøministeren netop haft en landsplanredegørelse i høring, hvor der lægges op til at der sikres områder til rekreation - og ikke mindst - områder med stilhed.
Mit indlæg i debatten skal derfor være - at vi i høj grad skal lære at sætte stor pris på vor skiftende livsstil. Hvor vi i perioder med sømanden hjemme lever på én måde - måske med et overtal af arrangementer mv. I andre perioder skal vi være bevidst om, at vor tid til reflektion, hvor vi selv tager beslutninger, hvor vi gør tingene helt på vor egen måde - er utroligt vigtigt - for at skabe balance i ethvert liv / menneske. For mit vedkommende med fuldtidsarbejde, deltidsuddannlese, to små børn og alt muligt andet - hører jeg tit undren over at jeg "gider", at jeg kan nå dit og dat mv. Men jeg er sikker på at jeg gennem afvekslingen får skabt den balance - som giver ro og tid til fordybelse i perioder (egoet plejes i udpræget grad) - og i andre perioder har jeg stort overskud til at leve drømme ud - og leve noget mere "hektisk".
Derfor vil jeg gerne opfordre til at også kommunikationen ikke altid skal udvikle sig til en pligt - at det nok ikke altid er nødvendigt at maile dagligt eller opdatere manden med kedelige hverdagsdetailjer. Kommunikationen bliver vel derefter efter et stykke tid - hvis der ikke er liv og sjæl bag skriften. Skriv når du har lyst - ikke af tvang - for du er jo selv med til at fastsætte niveauet - forventninger er man vel selv med til at skabe. Accepter, at vi i perioder lever hver vort liv og nyd det til fulde.
Den forskel mellem mand og kvinde - dreng og pige, som så udmærket er beskrevet i nedenstående oplæg - synes jeg at kunne genkende. Jeg har talt med min sømand om hvad han "forventer" af mails - og det er ikke overvældende. Jeg fornemmer, at han hellere vil have den "ægte vare" -frem for at jeg bruger tid på at skrive noget - som jeg bare omfatter som en pligt eller noget jeg slavisk gør for at han skal vide hvad jeg bruge min tid til / hvad børnene foretager sig. Jeg er sikker på, at min mand ikke på noget tidspunkt ville forlange daglige mails/periodiske afrapporteringer. Hvis det skulle blive tilfældet - så ville jeg straks tro - at der var noget galt. Enten med hans arbejde derude (keder han sig - får han ikke opfyldt hans ambitioner ?) eller med tilliden til mig herhjemme (tror han ikke på at jeg kan administere min tid)
Det var vist lidt forskellige emner - jeg kom et stykke længere omkring - men jeg synes at vi herhjemme skal leve vort eget liv og sætte pris på det - og værne om den kvalitet "tid til ro og fordybelse" har. Det bliver vigtigere og vigtigere i vores ellers stressede informationssamfund. Jeg mener at kunsten nu er at sige fra over for mobiltelefoner, mails mv. - fremfor bare slavisk at benytte dem hele tiden.
Er der er mon andre, der deler denne holdning ? Jeg ved ikke, om det er et nyt emne - men jeg synes det kunne være rart at høre om der er andre, som ser tiden, hvor han er ude - som en meget positiv sideeffekt af dét at være sømandskone. Især i vor digitale hverdag - med stadig flere kommunikationsmidler. Hermed også en lille bemærkning til dét indlæg - som påpegede, at ikke alle benytter de digitale midler. Jeg synes ikke altid, at de digitale medier er et gode, - jeg kan i hvert fald hurtig blive en slave af dem - og det ønsker jeg ikke. Ikke lige nu. | |
Kilde/ forfatter: Ida Rytter Jensen, Dato: 25/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Tusind tak!
På en dag - to dage efter min kære sømands bisættelse, hvor man tuller rastløst omkring med en stor sorg og tomhed indeni og kaos inde i hovedet over alt det, man skal have klaret, kommer der - til min store overraskelse et sødt brev og en check til mig fra Sømandskoneforeningens Enkekonto. Jeg havde ingen aning om, at ordningen også gjaldt pensionister, men jeg blev så glad og varm indeni over, at nogen tænkte på mig i denne stund.
Jeg har jo aldrig været den store tilhænger af den enkepension, som I ved, men jeg blev så glad, da jeg hørte fra jer. I skal alle have stor tak.
Til sømandskonerne i Esbjerg Afd. en ganske særlig tak for blomster, hilsner, trøstende ord og deltagelse i Jens´s bisættelse eller sidste udmønstring. Det har betydet meget for mig.
P.S: I en sådan forening kan man ikke andet end forblive medlem fremover, selv om jeg nu ikke mere er sømandskone - men sømandsenke.
Ændret i stilhed
I et øjeblik af oplysthed
stod hele verden stille
alle holdt vejret
fuglene stoppede deres sang
hundenes gøen stivnede
alt musik stoppede
selv træernes stille svajen
syntes forsvundet.
Alle sanser var rettet mod himmelen
Deroppe
i et øjebliks vidunderlige
et blå violet skær
tonede frem
manet af dyb varme
Bliv et med alt
i kærlighed og fred
På et split var alt forandre
tmenneskene sansede
sig selv og andre
i værdighed og respekt
ødelæggelse og massevåben
forsvandt som dug
i udåndingens overgivelse
faldt de tunge skulder skyts
Samhørighed
talte vinden
samhørighed | |
Kilde/ forfatter: Inge Krüger, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)