|<
<
>
>|
En salut til en dygtig pressepige
Vi har i Esbjerg en utrolig dygtig pressepige, der aldrig har følt at arbejdet til ”Søhesten” var for meget. Hun har skrevet ”afdelingens side” hver gang uden at spørge andre i afdelingen om hjælp – altid klaret det hele. Hun har på mange måder været vores frontfigur og initiativtager til mange ting, vi har foretaget os. I mange år var hun vores repræsentant til landsforeningen, og hun kom altid glad hjem i afdelingen og fortalte, hvad der skete i de andre afdelinger. En rigtig portion optimisme i stemmen, og vi andre følte, vi var med i det hele.
Jeg sagde ja til at overtage dette hverv i en tid, hvor vores ”gamle” pressepige har behov for en pause, og jeg var ikke helt klar over, at der også skulle skrives ”afdelingens side”. Så jeg meldte fra i første omgang, da jeg blev kontaktet af Ilse. Men alligevel sidder jeg her en stille aften og tænker på – hvad kunne egentlig interessere ”pigerne” – og andre at høre? I hvert fald ikke hvad jeg laver til dagligt… Sømanden er taget ud at sejle igen efter en kort ferie (han fik ikke lavet alt det herhjemme, som JEG havde planlagt) og kommer ikke hjem de næste mange uger, selv om jeg er begyndt at synes, det er træls, når han skal af sted (man bliver vel lidt sentimental med alderen) – men også når han kommer hjem (når så man har vænnet sig til at være alene, kommer han ”allerede” hjem igen)… ikke nem at gøre tilfreds.
Nej… jeg vil hellere give Inge et skulderklap for hendes gode humør og hendes altid gode opbakning i foreningen. Hvordan hun altid er kommet på noget at skrive til, er mig en lille gåde, men jeg for den nok løst en dag.
Jeg hører tit unge mennesker sige – ”det kan jeg ikke nå…..” selv om de ”kun” har deres skole eller arbejde at koncentrere sig om. Men ofte når man også kun det, man vil nå.
Jeg har haft brug for Inges ekspertise i forbindelse med hendes arbejde, og jeg er endnu aldrig gået forgæves, når jeg har haft brug for hjælp, og jeg tror heller ikke andre vil gå forgæves, hvis de skulle få brug for hendes hjælp og rådgivning. - Jeg har fået det svar, der skulle til, for at komme videre med tingene, og jeg har fået den rådgivning, der har været behov for.
Inge har også haft sit arbejde, hvor det tit har varet til sent på aftenen – udover har hun også haft tid til at skrive revyer og været aktiv i vores forening. Jeg misunder ind i mellem Inge for hendes energi, og ville gerne selv ha’ lidt af den. Det kunne godt smitte…. Men ”evner” smitter mig bekendt ikke. | |
Kilde/ forfatter: Annemette Pedersen, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Enhver forældres værste mareridt
Den 20. september 2004 kl.20.30 skete enhver forældres værste mareridt. Jeg blev ringet op fra Rigshospitalets traumeafdeling.
Vores 21 årige datter havde været involveret i et færdselsuheld, og hun ville gerne have, at jeg/vi kom over til hende. Heldigvis havde vores datter flere gange insisteret på, at der skulle ringes til os hurtigst muligt med natfærgen til København. Næste morgen var både fly og færge indstillet på grund af blæsevejr, så det var godt, vi blev kontaktet så hurtigt.
Efter en måned på Rigshospitalet, hvor jeg var hos hende under hele forløbet, endte alt heldigvis godt. Vores datter har det i dag godt og har ingen mén af ulykken.
For det første: Ulykken skete kl. 18 og vores datter vidste, det kan tage sin tid at komme fra Bornholm til København.
For det andet: Jeg fik heldigvis førstehåndsviden om vores datters tilstand. Det var godt. Politibetjentens besked, et kvarter senere, opfattede jeg som noget mere alvorlig, 2 sammenklappede lunger. Da vidste jeg, det heldigvis kun var lungespidserne, der var sammenklappede. Min mand var på langfart og kunne ikke kontaktes via mobiltelefonen. Så midt i alt det andet måtte vi finde ud af at kontakte ham og fortælle, hvad der var sket. Vores søn, på 14 år, og jeg talte om, hvordan vi skulle fortælle om ulykken til min mand. Vi blev enige om, at han skulle skrive en email, som jeg så gennemlæste, inden den blev sendt.
På trods af den ulykkelige omstændighed har vi også haft mange positive oplevelser. Vi har ikke alene oplevet en utrolig stor imødekommenhed og hjælpsomhed fra familie, venner og bekendte, men også fra fremmede mennesker både i og udenfor behandlingssystemet.
Så skulle der pakkes. Det blev absolut ikke en velovervejet og godt sammensat Eva Christensen, Bornholm garderobe, vi havde med. Der blev bare kylet noget mere eller mindre tilfældigt i kufferten. | |
Kilde/ forfatter: Eva Christensen, Dato: 30/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Debat: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer
Jeg har med stor glæde læst de indlæg der har været, som svar på mit debatoplæg omkring emnet: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer.
Det er dejligt at se, at det har givet anledning til en snak om det, i den enkelte familie. Når vi debatterer og efterfølgende indtager en holdning til tingene, er det lettere at takle evt. problemer, når de opstår. Vi ved så, hvor vi har hinanden.
Jeg synes det er positivt at se, at den yngre, moderne sømand er indstillet på, at konen/ kæresten naturligvis kan læsse af på mail, til manden til søs. Hvilket så også gælder den anden vej.
Jeg tror det er en ændring der er kommet, dels med en ”ny” årgang, dels i kraft af bedre kommunikationsmidler. Jeg ved, at det ikke altid har været sådan. Hvad vi ikke ved, er om det på sigt, er et gode eller en stressfaktor for sømanden. Det vil først de næste generationer kunne svare på.
På den ene side, tror jeg det er godt, at sømanden ”tvinges” til at følge med på meget nær hold i set og sket samt følelser i hjemmet. Det kan måske være med til at forhindre, at han isolerer sig for meget i en monoton verden, som skibsmiljøet ofte er. Og dermed på sigt kan bevare sin mentale sundhed, i det henseende, at han stadig føler sig som en integreret del af et socialt fællesskab.
På den anden side, tror jeg også det i visse situationer kan være en stressfaktor. Afgørende er især, hvordan budskaber leveres, da den fysiske afstand er et faktum, og en væsentlig del af al kommunikation. Jeg tror vi alle kender tanker som: ”Hvad i alverden mener han/hun med det? Åh nej, det er helt misforstået, det var ikke det jeg gav udtryk for. Hvorfor skal jeg nu bebrejdes det? Skal vi absolut diskutere det nu?” osv. Ting, som også siges i dagligdagen, når sømanden er hjemme, men hvor der ikke er den fysiske afstand.
Ombord kører det i tankerne, og der er måske ikke en fortrolig at dele det med, hvis det føles belastende. Hjemme er det væsentligt lettere at rede trådene ud her og nu. Det tror jeg nu, de fleste af os er bevidst om, når vi sætter os til tastaturet. Så mon ikke vi alle alligevel et eller andet sted filtrerer hvad vi siger/skriver? I hvert fald, når vi har tid, overskud osv. Hvordan går det så for sig, når vi ikke føler noget som helst overskud? Hvis vi er i krise? Enten personligt, eller parforholdet er i krise? Jeg kan i hvert fald godt se for mig, en situation min mand fortalte om: Han oplevede engang, hvordan en kollega fik det rigtig dårligt, da konen fortalte at hun ville skilles, mens han var til søs. Jeg kunne næsten se smerten hos min mand, smerten over ikke at kunne gøre noget, eller over bevidstheden om, hvor begrænsende den fysiske afstand da netop var. Det er let at sige: ”Det ville jeg aldrig gøre”, og alligevel overraskes vi mennesker ofte over vores egen reaktion i givne situationer.
Jeg siger ikke, at det ene eller det andet, er det rigtige. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Når vi i bladet, ”kun” ser indlæg, der giver udtryk for, at vi som sømandspar deler alle sorger og glæder til hver en tid, bliver jeg bekymret for, at der sidder nogen, og holder en smerte over de modsatte oplevelser, for sig selv. Kom frit frem. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 25/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)