|<
<
>
>|
Debat: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer
Jeg har med stor glæde læst de indlæg der har været, som svar på mit debatoplæg omkring emnet: Hvad vi fortæller sømanden om hjemlige problemer.
Det er dejligt at se, at det har givet anledning til en snak om det, i den enkelte familie. Når vi debatterer og efterfølgende indtager en holdning til tingene, er det lettere at takle evt. problemer, når de opstår. Vi ved så, hvor vi har hinanden.
Jeg synes det er positivt at se, at den yngre, moderne sømand er indstillet på, at konen/ kæresten naturligvis kan læsse af på mail, til manden til søs. Hvilket så også gælder den anden vej.
Jeg tror det er en ændring der er kommet, dels med en ”ny” årgang, dels i kraft af bedre kommunikationsmidler. Jeg ved, at det ikke altid har været sådan. Hvad vi ikke ved, er om det på sigt, er et gode eller en stressfaktor for sømanden. Det vil først de næste generationer kunne svare på.
På den ene side, tror jeg det er godt, at sømanden ”tvinges” til at følge med på meget nær hold i set og sket samt følelser i hjemmet. Det kan måske være med til at forhindre, at han isolerer sig for meget i en monoton verden, som skibsmiljøet ofte er. Og dermed på sigt kan bevare sin mentale sundhed, i det henseende, at han stadig føler sig som en integreret del af et socialt fællesskab.
På den anden side, tror jeg også det i visse situationer kan være en stressfaktor. Afgørende er især, hvordan budskaber leveres, da den fysiske afstand er et faktum, og en væsentlig del af al kommunikation. Jeg tror vi alle kender tanker som: ”Hvad i alverden mener han/hun med det? Åh nej, det er helt misforstået, det var ikke det jeg gav udtryk for. Hvorfor skal jeg nu bebrejdes det? Skal vi absolut diskutere det nu?” osv. Ting, som også siges i dagligdagen, når sømanden er hjemme, men hvor der ikke er den fysiske afstand.
Ombord kører det i tankerne, og der er måske ikke en fortrolig at dele det med, hvis det føles belastende. Hjemme er det væsentligt lettere at rede trådene ud her og nu. Det tror jeg nu, de fleste af os er bevidst om, når vi sætter os til tastaturet. Så mon ikke vi alle alligevel et eller andet sted filtrerer hvad vi siger/skriver? I hvert fald, når vi har tid, overskud osv. Hvordan går det så for sig, når vi ikke føler noget som helst overskud? Hvis vi er i krise? Enten personligt, eller parforholdet er i krise? Jeg kan i hvert fald godt se for mig, en situation min mand fortalte om: Han oplevede engang, hvordan en kollega fik det rigtig dårligt, da konen fortalte at hun ville skilles, mens han var til søs. Jeg kunne næsten se smerten hos min mand, smerten over ikke at kunne gøre noget, eller over bevidstheden om, hvor begrænsende den fysiske afstand da netop var. Det er let at sige: ”Det ville jeg aldrig gøre”, og alligevel overraskes vi mennesker ofte over vores egen reaktion i givne situationer.
Jeg siger ikke, at det ene eller det andet, er det rigtige. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Når vi i bladet, ”kun” ser indlæg, der giver udtryk for, at vi som sømandspar deler alle sorger og glæder til hver en tid, bliver jeg bekymret for, at der sidder nogen, og holder en smerte over de modsatte oplevelser, for sig selv. Kom frit frem. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 25/3-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)