|<
<
>
>|
Måske en dag...?
Hold op, hvor er det her dobbeltliv bare svært. Der er ingen, der forstår, at jeg i nogle uger er i en travl familie og andre uger total mutters alene. Når min mand er hjemme, flyver vi rundt for at nå alting. Han og jeg skal være sammen. Han og Cecilie skal have kvalitetstid. Han skal nå almindelige gøremål, og så skal vi selvfølgelig nå at se alle vennerne. Jeg må også lige huske at fortælle ham, hvad der er sket i de uger, han har været væk. Og så skal jeg have fortalt ham, hvad jeg har planlagt, der skal ske, når han er hjemme. Sedlen over arbejdsopgaver på huset skal også lige gennemgås. Beslutninger, jeg har truffet på vores begges vegne, skal drøftes. Har jeg nu taget de rigtige beslutninger? Jeg gad godt, at der var nogle, der forstod, hvordan det er at være sømandskone.
Måske en dag kan Neil være med til nogle af de ting, vi begge bliver inviteret til. Tænk hvis der var nogle, der tænkte på, hvornår han var hjemme, inden de inviterede. Måske kiggede de lige frem på den kalender, jeg har lagt på vores hjemmeside over de dage, han er hjemme. Sådan helt ”tilfældigt” lagt ud, I ved.
En dag sagde en venindes veninde: ”Nej, har du fået kæreste, Tina?”. Ja, jeg er såmænd gift med ham, jeg har været sammen med i over 5 år. Det var ikke gået op for en række piger i omgangskredsen. Det er heller ikke gået op for nogen, at Neil også kan sejle f.eks. til jul eller nytår. Dvs. så kunne jeg godt bruge lidt socialt samvær i stedet for at skulle være alene. Det kunne være så dejligt at være mere sammen med vennerne, der alle har familie. Også selvom jeg er alene.
Måske en dag finder jeg nogle, der er i samme - båd? Tænk, hvis der var andre som jeg. Her i forenings Danmark er der måske en gruppe af disse sømandskoner. Der må der være andre? Måske kunne man google på det. Huhej, efter mange forsøg finder jeg en hel forening fuld af sømandskoner. Hurra! Det var da fantastisk, at der gemte sig en hel forening bag en masse søgningsforsøg. Hold da op, der må være mange. Der er sikkert mange, der forstår, hvordan det hele føles som sømandskone. Jeg sender dem lige fluks en mail. Jeg må hellere vise min interesse og straks spørge efter pris på kontingent. Jeg fik en mail nogle dage senere. Ingen svar på pris, men besked om, at jeg ville blive kontaktet af nærmeste kontaktperson. Så fint. Der sidder nogle i den anden ende og er interesseret i at få mig som medlem. Hmm, det er da egentlig halvanden år siden. Jeg har endnu ikke hørt fra den person.
Måske en dag bliver jeg kontaktet af Sømandskoneforeningen. Så bliver jeg nok budt velkommen. Det kan være, jeg får at vide, hvor jeg sådan kan blive mødt første gang. De har nok en særlig procedure for nye, så de kommer godt med i foreningen. Måske har de lige som andre foreninger et særligt tiltag eller et specielt arrangement, de venter på at kunne invitere mig til. Det jo vigtigt. De ved nok også, at nye medlemmer er foreningens fremtid. Jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom det ikke er min stærke side.
Måske en dag kommer der noget i bladet. Jeg må hellere holde øje med det i bladet, som jeg begyndte at få helt automatisk. Der kommer nok også en opkrævning for det blad en dag. Jeg åbner det med spænding hver gang. Mon der står noget om den der specielle følelse, man har som sømandskone. Nej, der er stadig kun en masse indforstået. Der står en masse om en masse personer, jeg ikke kender.
Måske en dag jeg når at tilmelde mig et arrangement. Åh nej, igen er sidste frist, før jeg overhovedet har fået bladet eller i bedste fald få dage efter. Det kan jeg ikke nå. Det er også igen mest om nogle, der kender hinanden og har hygget hjemme hos hinanden. Jeg er jo ny. Selvom jeg ikke er specielt genert, vil jeg alligevel ikke bare tage ud til nogle fremmede i deres private hjem. Jeg prøver igen at se i næste nummer. Måske er jeg mere heldig med datoerne der. Eller måske kommer der alligevel bare lige en artikel om, den der følelse, man har som ny.
Måske en dag en ”gammel” sømandskone kommer ind på temaet. Eller? Mon jeg kan tillade mig at skrive det, når jeg ikke sådan er helt medlem? Jeg har jo ikke betalt eller noget. Mon jeg selv kan gøre andet for at dele den der særlige sømandskone-følelse?
Her er lidt gode råde, som jeg har sakset fra et blad. | |
Kilde/ forfatter: Tina M.-L. Campbell, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Det kunne være gået galt, men...
Vi skulle som altid være mange til jul, mange er 22 store og små julegæster. Torsdag før jul kommer vi hjem med et læs julemad og deslige, begynder at pakke ud og opdager at opvaskemaskinen ikke har gjort sit arbejde. Puha, vi begynder at rode med den, nej, den tager ikke vand ind, mener efter flere forskellige forsøg, at det må være timeren. Datteren i den tilstødende længe har netop fået nyt køkken, måske må vi låne deres gamle maskine. De to maskiner bliver skiftet, hurra. Men nej, det var for tidligt. Heller ingen vand her, nå, så må det være ventilen under vasken, lukker for hovedhanen og begynder at skifte ventilen, men hovedhanen var også defekt, vi tog bad. Ned på hestefolden i mørke og regn og visne blade, hestene havde leget fodbold med afmærkningen, og efter lidt tid på alle fire i sjap og visne blade lykkedes det. Tilbage til huset og reparere ventil, hurra, nu virkede det hele.Alle var glade.
Næste dag begyndte de store forberedelser med kartofler, suppe, grønsager og hvad der ellers hører til juleforberedelserne, der nødvendigvis må gøres lige til sidst. Hanen i køkkenvasken knækkede,og jeg tog endnu engang bad. Nå, heldigvis var naboen igen behjælpelig med en sådan hane, men desværre den passede ikke helt. Vor handyman var på Amager med en campingvogn. Hurra for mobilen, kunne du ikke lige…. Jo, han skulle nok køre inden om et byggemarked, han fik målene, men da han ikke troede helt på os, kom han hjem uden, og så var det lige sent nok at nå et byggemarked 20 km væk. Der blev sat en plastikslange på (og da sikkert flere ad erfaring ved, hvad der sker, når der sættes fuld vandkraft på en sådan, ved I også at adskillige fik mindre brusebade engang i mellem). Nå, det kunne vi leve med, vi havde da nu vand i køkkenet.
Godt trætte, men næsten færdige hen på aftenen, ville vi lige lave lidt hyggelig lillejuleaftens mad, og så, ja, det var næsten det værste, 1 liter madolie var væltet i skabet, .. og som det sidste faldt jeg med opvaskebakken fyldt med koncenteret sulfo på gulvet og tog for sidste gang bad i køkkenet. Nu havde jeg heller ikke flere badehåndklæder. Julen lykkedes… over alt forventning, trods strabadserne.
Godt nytår
| |
Kilde/ forfatter: Kirsten Nybroe, Dato: 18/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Denne lille episode skete først i December :
Det var sengetid for Rebecca 4 år, hendes far er ude at sejle.
Jeg fortæller hende, at når hun vågner næste morgen vil hendes far komme hjem, for der er jo ingen grund til at fortælle hende, at han kommer om 4 timer.
Næste morgen skal familien til barnedåb, så jeg går i bad og Bo Rebeccas far er i køkkenet, mens hun stadig sover.
Jeg kan høre hun står op, og at hun kalder på mig, jeg råber tilbage jeg er i bad, så hun ved hvor jeg er.
Jeg kan derefter høre hende hvine FAR, jeg bliver helt glad inden i, for så fik jeg jo igen bekræftet at hun var glad for, at se ham og havde savnede ham.
Lidt efter kommer hun råbende ud på badeværelset, jeg trækker forhænget til side, hvor jeg ser hende stå og hoppe, armene køre op og ned i utakt:
MOR MOR, NISSEN ER KOMMET MED MIN FAR.
Nej hvor jeg grinte, det var da sødt. | |
Kilde/ forfatter: Tina Rosenborg, Dato: 5/1-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)