|<
<
>
>|
En teenager til søs sept. 2005
Allerede i foråret havde vores søn på nu 14 år bebudet at han ville med sin far til søs i hele sommerferien, og det var udtrykkeligt hele ferien. Jeg tænkte ved mig selv, at når han havde set alle videofilm og spillet pc spil til han faldt ned af stolen, så ville han nok kede sig og bede om at komme hjem, måske allerede efter en uges tid. Det er et mindre skib, og begrænset hvad man kan udfolde sig med ombord.
Det blev i slutningen af juni at min mand skulle påmønstre sit skib i Hirtshals, og vores søn fulgte spændt med. Det var jo helt klart en særlig situation at det nu var mig alene der stod tilbage på kajen, og det føltes da også noget ensomt. Men for vores søn var det et højdepunkt, en interessant og oplevelsesrig ferie lå foran ham, og bedst af alt, han var sammen med sin far.
Min ferie begyndte dagen efter de var rejst! Hyggeligt, ikke? Nej, jeg følte mig ene og forladt, men kunne også se det ironiske i det. For hvor mange gange har ikke vores søn følt sig forladt af sin far, og hvor mange gange har ikke min mand følt sig alene. Jeg plejede jo i det mindste at have vores søn hos mig. Jeg glædede mig over at de to nu kunne være sammen, ikke mindst uden mig. Så jeg var naturligvis spændt på de første meldinger ude fra skibet.
Det gik fint, han gik med i arbejdet ombord. Nå!... Jeg var vildt overrasket, for vi plejer at brokke os over hans dovenskab hjemme. Han fiskede også, når der var mulighed for det, hvilket var ret ofte. De sejler kystsejlads i Norge. Men det bedste af det hele var måske at han virkelig trivedes med alle ombord, og de gav ham plads, de tog ham med i arbejdet, de fiskede med ham, de lærte ham korttricks, han lånte styrmandens helt nye bærbare pc, og meget andet.
Hjemme gik jeg jo og kedede mig, men tænkte alligevel det skulle være løgn. Rejse på ferie alene, havde jeg ikke lyst til. Så jeg tog på arbejde i Norge, og skæbnen ville at de kom med skibet til Kristiansand, hvor jeg arbejdede, og heldigvis i nogle af de få fritimer jeg havde. Jeg kom cyklende ned på kajen, netop som de lagde til. Og at se sin teenage søn stå der og håndtere trosser, som en anden sømand, og lige kaste et nonchalant blik ned på kajen og få øje på sin mor, og i øvrigt fortsætte med arbejdet, det vil jeg aldrig glemme. Det var en helt speciel oplevelse. Lige som det var helt specielt at være ombord og mærke sin søn være optaget af arbejdet ombord, mærke hvordan han var blevet en integreret del af besætningen. Ja, han havde dårligt tid til at snakke med sin mor, selvom han også havde meget at fortælle.
Det der også glædede mig, var at se hvordan han var blevet virkelig gode venner med specielt den yngste af de filippinske søfolk, de jokede sammen og var helt pot og pande. Der var ikke nogen kulturforskel der generede dem i deres samvær. Det er stof til eftertanke for alle os andre. Den eneste ulempe ved det venskab er, at nu vil vores søn til Filippinerne næste sommer, alene!!! Det skal vi vist lige tænke lidt over….
Det blev 33 dage til søs, for skolen kaldte, trods han mente han godt kunne tage nogle dage ekstra, for han havde stort set ikke haft en eneste fraværsdag i 7. klasse! Han havde slet ikke lyst til at komme hjem, og hans far skulle jo blive, så det var surt at skulle forlade den sjove skude. Ydermere havde han oplevet at få et tættere forhold til sin far, hvilket naturligvis talte meget.
Da jeg hentede ham ved toget, bemærkede han tørt: ”Du har ikke vasket bilen, som du plejer når far kommer hjem!”. Jo, der var ingen tvivl, det var en sømand jeg havde fået hjem, og jeg var da også ganske stolt. Han voksede på den tur, og besætningen ombord fik bestemt en ekstra dimension i deres dagligdag. Da vores søn var rejst, fortalte min mand, at alle talte meget om hvad vores søn havde gjort og sagt, mens han var ombord. Alle savnede ham, og nok mest af alle, min mand. Han havde selvfølgelig også haft meget glæde af den tætte kontakt mellem de to.
Vi kan varmt anbefale det til andre. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)