|<
<
>
>|
Glædestårer i Barcelona.
I maj måned var vi to sømandskoner og 1 sømand, som tog til Barcelona i 5 dage, for at opleve denne smukke europæiske storby. Kun få dage før afrejsen turde jeg meddele de andre rejsedeltagere om, at vi var af sted, når det royale bryllup skulle finde sted i Danmark. Det fik jeg ikke mange roser for, men rejselysten var alligevel det der trak mest. Vi havde valgt at bo på hotel i en lille by, Taragona, som lå 100 km syd for Barcelona og der var TV på værelserne, havde vi fundet ud af. Så vi mente nok, at vi skulle få et glimt af Frederik og Mary i de spanske nyhedsudsendelser. Efter at have travet lidt rundt i Taragona den 1. dag, tog vi 2. dagen toget ind til Barcelona. Vi havde besluttet at tage med de der turistbusser, som kører rundt til byens seværdigheder, og hvor man kan stå af og på efter for godt befindende. En god og afslappet måde at finde og udvælge de seværdigheder man vil besøge. Og der er rigtig mange i Barcelona, så vi havde også prioriteret hvilke vi ville se på dette vort første besøg. Vi kørte forbi det olympiske stadion, som stadig virker imponerende, samtidig med at man fra dette bjerg havde den smukkeste udsigt over Barcelona. Dernæst Ramblaen, som vi selvfølgelig skulle slentre på. Vi startede hvor Columbus står på sin søjle og skuer ud over havet, for dernæst at bevæge os ind på denne spændende gade. Her ligger cafeer side om side. Overalt optræder gademusikanter, dansere og menneskelige eventyrfigurer. Senere i gaden afløses cafeerne af små salgsboder, hvor man kan købe næsten alt, lige fra eksotiske blomster til kanariefugle og andre kæledyr. Vel igennem Ramblaen stod vi atter på bussen. Vi kørte nu rundt i de forskellige kvarterer, hvor den berømte arkitekt Gaudi havde opført sine forunderlige bygningsværker. Selvfølgelig hoppede vi af ved hans katedral, som endnu efter 200 år stadig er under opbygning. Imponerende! Som afslutning på denne dags besøg var vi på fodboldstadionet for Barcelonas hjemmehold. Også ret imponerende. Godt trætte fandt vi det rigtige tog til Taragona. Det var et regionaltog, som holdt ved mange stationer. D.v.s. på et tidspunkt blev det altså holdende. Folk begyndte at gå ud på perronen. Ingen vidste rigtig, hvad der var i færde. Ingen kom med informationer. Vi var en del turister som begyndte at blive lidt urolige, men de lokale spaniolere tog det med ophøjet sindsro. Snart så vi nogle hjelmklædte folk, som kiggede under toget. Uha, Uha tænkte vi, er der bombetrusler? Det var jo ikke mere end få uger siden, at der havde været bombeattentater i Madrid. Vi mente at vore bange anelser blev bekræftet, da der stod ”BOMBEROS” på mændenes uniformer. Vi fik stadig ingen informationer, men en spansk pige fortalte os, at vi blot skulle tage det næste tog, som ville køre til næste by, og der ville vi kunne komme med et tog til Taragona. Vi fulgte strømmen og endte også i vor lille by, med et par timers forsinkelse. Vi åbnede spændt for TV’et, for at få nyheder om den der bombetrussel, men det var slet ikke omtalt! Da jeg så slog op i min spanskordbog fandt jeg ud af, at bomberos bare betyder brandmand! Men hvad der i grunden var i vejen med toget, fandt vi aldrig ud af. På dagen for det royale bryllup befandt min mand og jeg os atter i Barcelona. Tredjemanden havde ønsket at blive hjemme, for evt. at se bryllup i fjernsynet. Der var en del seværdigheder, vi manglede at kigge på, så vi tog bussen endnu engang. Som jeg sad der i bussen mellem turister fra mange forskellige lande, fik jeg en SMS på mobilen. Det var fra tredjemanden, som glad fortalte, at hele optakten til brylluppet blev vist på spansk TV. Uha, det lettede lidt på min samvittighed. Jeg havde ikke mere end lige fået lagt mobilen i tasken, da der igen indløb en SMS. Denne gang fra vores datter hjemme i Danmark, som skrev at Frederik stod ved alteret og græd! Jeg fik ved denne lille besked, selv tårer i øjnene og jeg kiggede mig omkring, for at kunne berette dette til hele bussen. Men hvilken amerikaner, englænder eller franskmand ville mon være interesseret i det? Men dejligt var det at få denne lille besked! Snart var dagen gået, og Barcelona skal helt sikkert besøges igen. I øvrigt kan også den lille havneby Taragona anbefales. Den har en helt vidunderlig, levende gammel bydel.
Vel tilbage i Danmark kunne jeg sætte mig i sofaen og nyde videooptagelsen af Frederiks og Marys bryllup.
| |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 1/9-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Sådan kan en påske også forme sig….
Sømanden her i huset skulle påmønstre sit skib i Hvide Sande dagen før påskedag, og derfra skulle de til Aalborg. Både sønnen og jeg havde fri, så det var nærliggende at vi sejlede med fra Hvide Sande til Aalborg. Jeg tænkte straks på søsyge-forebyggelse, da især jeg, meget let bliver søsyg. Beslutningen blev truffet sent, ganske som beskeden om nøjagtig påmønstrings dato var sent ude (så er alt som det plejer at være!), så det var blot 2 dage før afrejse. Jeg har været søsyg et utal af gange, og har dermed afprøvet alle mulige søsyge tabletter, gamle og nye råd m.m. Min bedste erfaring har jeg med ingefær tabletter. Det modvirker søsyge, og bedst af alt har det ingen bivirkninger, sådan som de traditionelle søsyge tabletter har det. Jeg bliver i hvert fald så uendelig sløv, sover meget og går blot rundt i en døs som er meget længe om at fortage sig. Men der er bare det med ingefær, at kroppen skal være mættet med det, ellers virker det ikke, eller i værste fald gør det søsygen værre. Med held fik jeg skærtorsdag, ad omveje, fat i nogle ingefær tabletter. Det skulle lige være tids nok til at mætte kroppen.
Bilen måtte vi lade være hjemme, så med adskillige forskellige tog og busser kom vi endelig til Hvide Sande. Det forekom mig at være meget langt væk fra alting, men flot og betagende var det. Og det berygtede Arriva fik vi også lejlighed til at prøve. Vi følte os lidt som i en dilligence i deres noget anderledes og aldrende tog. Men sæderne i de gamle toge er mere behagelige end i DSB´s nye tog. Her kan man sidde blødt og følge togets raslende og gyngende bevægelser.
Klokken 6 påskedags morgen var alle mand oppe, for da lagde vi fra kaj. Flot udsejling i den gryende morgenstund. Dejligt at være ombord, jeg elsker det, at være i min mands daglige omgivelser, fornemme miljøet osv. Også vores søn nyder det.
En time efter afsejling er idyllen væk som dug for solen. Jeg må konstatere at søsygen atter har overmandet mig! Jeg ligger på mine knæ den næste halvanden times tid og ofrer mig. Og da er det, at jeg virkelig fortryder at jeg tog ingefær, for det var det jeg mente med, at det nærmest kan ”forværre” søsygen. For der er ikke noget der river så meget i halsen og er så kvalmende som ingefær, når det kommer retur!…. Jeg må konstatere at 2 døgns mætning med ingefær alligevel ikke var nok. Eller også tog jeg for lidt. For vores søn, som almindeligvis er lige så let et offer, klarer sig igennem ved at lægge sig en times tid. Heldigt for ham. Da jeg endelig er færdig med at ofre mig, sover jeg et par timer, og har det lidt bedre, men er endnu ikke helt frisk. Jeg synes jeg bliver påvirket psykisk, er ikke helt mig selv, og humøret er ikke noget at prale af. Det ville ikke overraske mig, hvis der er forekommet selvmord på den konto. Og da jeg kommer til at tænke på min familie, som jeg ved hygger sig hjemme med påskefrokost, tager selvmedlidenheden ikke ende!
Og så er der lige det faktum, at der ikke er nogen kok ombord! Der var afløsning af kok i Hvide Sande, men den nye kok kommer først ombord i Aalborg. Ingen har sagt det højt, men det ligger i luften, at jeg laver mad. Men da søsygen er på sit værste, kan de falde om af sult om det skulle være, jeg viser mig ikke i kabyssen! Da jeg har sovet, kan jeg alligevel ikke være mig selv bekendt, andet end gå i kabyssen og se, hvad man kan finde og sætte på bordet. Måltiderne bliver noget forskudt den dag! Og så var jeg endda heldig at vi gik gennem Limfjorden. Jeg tør slet ikke tænke på, at vi skulle have været nord om Skagen. Så det er nok meget godt, at jeg ikke blev sømand. Til gengæld er turen gennem Limfjorden et lille plaster på såret, for det er en smuk og interessant tur.
Om aftenen da vi var kommet ombord, havde jeg, klog af erfaring, valgt at lave en lille påskefrokost, mens vi lå sikkert fortøjret ved kajen! Det særlige ved denne lille påskefrokost, var, at alle blev sat til at knalde æg! Kun min mand og søn kendte denne skik, så der var mange overraskede blikke. Man tager nogle farvede kogte æg med skal, og knalder æg mod æg med hinanden. Det gælder om at få ens eget æg til at holde ”stand” længst muligt. Det er en ret sjov skik, og det sjove her, var især at se de overraskede blikke, og at se store stærke søfolk få det barnlige frem i sig. | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 1/5-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Fuldbefaren sømandsfamilie.
Sidste sommer havde jeg og mine unger, Jesper på 9 år og Annie på 6 år, den fornøjelse at besøge far på hans gode skib Lica Mærsk.
Dette vil kun være en ferie beretning om livet ombord set i øjenhøjde af familien. Jeg har ikke nogen dybsindige betragtninger i forbindelse med sømandslivet, vi har nok været gift for længe (kobberbryllup næste år) til at jeg kan svømme hen i hjerte som rimer på smerte og dybsindige betragtninger mht. at jeg så vældig godt kan lide mit liv som enepige kontra gift kone, dem kender sømandskoner allerede og det vil jeg ikke her komme ind på.
Ungerne og jeg rejste til Holland uden de store oplevelser, dog vil jeg straks korrigere dette til at jeg slet ikke er vant til at rejse, så bare det at rejse til Holland er sørme spændende. Ungerne var stor hjælp og følte sig meget voksne når vi sådan skulle finde rundt i Kastrup. Til alle jyder skal hermed lyder en melding, at ”de der sjællændere” er faktisk meget hjælpsomme når de mødes med et ”øh, daw, hvordan finder jeg…”
Da Lica Mærsk først var i havn midt nat fik vi en overnatning på hotel, hvor vi først var fremme til midnat, og alle mødre, meld mig ikke til børneværnet, men efter den lange rejse trængte jeg skrækkeligt til en lille kold fadøl, så ungerne blev slæbt ned i hotellets bar og installeret med hver deres cola og mor nød sin øl! Der var for øvrigt legerum!
Vel ombord på skibet næste dag blev vi installeret og der er fine forhold for en 1. mester, både opholdsstue som blev ungernes soverum og soveværelse som mor og far indtog, dejligt at gense ægtemanden! ;-)
Vores dage gik med lektier for Jesper vedkommende, maks. en time hver dag, der var jo både pc’ere ombord og mange spil som han slet ikke kendte, playstation, jeg gentager den tidligere sætning! videofilm og mennesker. Sidst nød især vores datter stor glæder af, hvad enten de var mørkere i huden end dem hun til daglig snakker med, og dermed faktisk ikke forstod et ord af hende uendelige talestrøm eller de var danskere og så velopdragne at de smilende nikkede med i hendes langstrakte betragtninger om dette eller hint, jo, hun er sin mors datter! Motionsrummet besøgte vi også, i hvert fald mere end faderen, hvis man skal tro på vægten! og spillede bordtennis, cyklede og løb på løbebånd, alt er at foretrække frem for 2 kåde unger der drøner op og ned af trapperne i apteringen.
Vi var også med på båd og brand øvelse og selvom det er dejligt betryggende at iføre sig redningsvest, klatre (i stille sø, dagslys og ingen panik) ombord i en rimelig komfortabel redningsbåd, så har jeg dog ingen trang til at prøve de i virkeligheden. Da vi havde forladt føromtalte redningsbåd og sikret os at der var nødblus, et eller andet mad agtigt noget, vand og at motoren også kunne starte, gik vi over til at redde skibet. Vi sprøjtede tonsvis af vand ud over agterstævnen (det er det bagerste af skibet!) og mændene slæbte kilometer af vandslanger fra et sted til et andet, men det var vældig underholdende, hvad man dog ikke gør for en sømandsfamilie og deres morskab ;-)
Flere at mændene tog branddragter på, kæmpestore, død varme og vildt tunge, og klatrede af stejle trapper ned i maskinen, som er et virkeligt varmt sted at opholde sig, selv uden brand (nu var det jo også for at øve sig), for at slæbe en stor sæk sand!! op på dækket, det vakte virkelig begejstring.
Vi havde senere på turen også fornøjelsen af at se føromtalte redningsbåd sejle rundt om skibet, men da den fjerde gang lagde til siden af skibet uden at kunne få fat i trosserne for at blive halet tilbage ombord, blev det dog lidt kedeligt. Det skulle efter min mands udsagn være ret skægt at sejle rundt med sådan en.
Vi var også i land, nogle steder med større oplevelser end andre, men lige et godt råd med på vejen: Skulle nogle damer være udsat for at der ingen gangvej er, så man bliver tilbudt at klatre over rækværket og ned på en interimistisk stige som holdes af en slags forvokset palle løfter, så lad være, tak nej og se om ikke næste havn er mere civiliseret! I vil ikke tro hvor besværligt det er at komme over sådan et gelænder med nederdel og en anelse hæle og som min mand så romantisk udtrykte det:
”Se Anita, kranen arbejder slet ikke, det er nok fordi han er ved at dø af grin over dig som skal ned af stigen!!”
Ungerne klarede det selvfølgelig legende let, det gør de jo altid!
Da vi skulle hjem afmønstrede vi i Alcaciras og tog ud til Gibraltar klippen, det var rigtig sjovt at se natur, by og det engelske islæt derude. Især det med at bilerne holder tilbage når flyene lander og letter vakte stor jubel hos sønnen, datteren var mere til de der nuttede aber, som jeg helt ærlig var lidt bekymrede for, de så en anelse sygdomsbefængte ud og den ene holdt Annie i nederdelen, mens hun fodrede den, det var hun vældig betaget af, mens mine tanke nok mest drejede sig om utøj og den slags!
Jeg pointerede flere gange for livet i mit lys alle de guldsmede forretninger der var på de kanter, men besynderligt er det (at jeg da ikke lærer det?) som mænd udvikler høretab ved ordet ”guld” der var ellers et righoldigt udvalg.
Hjemturen gik fint, på nær vi blev forsinkede, så vi måtte overnatte i Kastrup, men Hilton hotel er et fint alternativ til Hørning, så det var en vældig oplevelse at sove der. Jeg overvejede ganske alvorligt at holde mig vågen, helst i badeværelset som havde højttalere installeret!! jamen hvilken luksus. Det var dog dejligt at komme hjem og vi tog jo sømanden med os, så det var starten på hans ferie og afslutningen på min. Dog regner vi med at holde den fælles i år og når vi får en sådan oplevelse på søen, så gør det ikke så meget at manden arbejder imens.
Sluttelig en offentlig tak til Mærsk for at vi måtte få den oplevelse, det var spændende at se mandens arbejdsplads og hans kollegaer som alle tog larmen, snakken og løberiet fra ungerne med ophøjet ro og egentlig så ud til at synes det var hyggeligt, folk er nu så velopdragne! | |
Kilde/ forfatter: Anita Graugaard, Dato: 1/4-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)