Vores starts side

Landsforeningen klubben


Sømandskoneforeningen af 1976

Forum for debat og indlæg

Mandag den 23/12-2024
|< < > >|

Jeg holdt juleferie på min mands arbejdsplads i 2004


Han arbejder for Casani Sø Entreprise i Svendborg, nogen kalder det også en stenfisker. Deres arbejde består i at udgrave havnebassiner og lave moler.
Det job, jeg fik et lille indblik i, var omkring skuespilhuset i København, hvor ca. halvdelen skal ligge ude i havnen, dels på opfyldning og dels på fritstående pæle, de fleste ved jo nok, at vi har fået et operahus,
som også ligger i/på vandet.
Men tilbage til skuespilhuset, hvor der er gjort klar til de undersøiske moler: det vil sige, at der er slået spuns i havbunden.
Sø Entreprisen startede med at lægge 60000 m3 sand, som bundsikring om spunsen, og derefter ca. 45000 tons sten,
og mens jeg var ombord, kom der et skib fra Norge med en meget stor pram med de ca. 2500 tons sten.
Om bord på dette skib, er der ikke rigtig ro til at sidde og skrive, for når de graver, gynger det hele. Så jeg brugte en del tid med at drikke kaffe og se TV. Men lidt nytte fik jeg da gjort, idet jeg kunne lave lidt mad
og gøre rent i kamre og messen.
Det er meget sjovt at se, hvad min mand arbejder med, så kan jeg også bedre forstå lidt af, hvad han snakker om.
På denne tur fik jeg også set Operahuset fra vandet, og det var meget flot, så jeg håber da, at jeg også får skuespilhuset at se fra vandsiden, når det engang står færdigt.
I øjeblikket er min mand i Hirtshals, hvor de graver færgeleje ud. De har gravet 17000 m3 sand ud af havnebassinet, for at færgen kan komme ind til molen igen.
De har også arbejdsopgaver uden for Danmark, både store og små.
Jeg kunne godt tænke mig at opfordre jer, som er ansat i Casani, til at skrive til Søhesten, og fortælle om jeres arbejde, for der er mange, der ikke rigtig ved, hvad
I arbejder med. Det er jo ikke nemt at se, hvad I laver under vandet, som f.eks. undersøiske moler!!
Kilde/ forfatter: Inge Acker, Dato: 20/8-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser

En lille feriehilsen fra landet Down Under.


En fortælling fra Lotte om en dejlig ferietur i Australien.

Vi ankom til Alice Springs sidste søndag, hvor vi indlogerede os på et backpacker motel midt i byen, det var utrolig fint og til ikke så mange penge. Der var vi i 2 dage for ligesom at vænne os til en ny døgnrytme, vi er 7 til 8 timer foran Danmark, og det er indimellem lidt underligt, når man om morgenen har lyst til at ringe hjem, og så er klokken 2 om natten….

Fra Alice Springs tog vi med på en 5 dages overlevelsestur ud i bushen, det var virkelig en oplevelse for livet. Vi kørte i en minibus sammen med 14 andre personer. Det var en noget blandet gruppe, da der var både unge på 18-19 år og ”ældre” ægtepar på omkring de 60 år, men det gav en fin stemning, og alle var gode til at holde højt humør, trods der indimellem var lidt ”prøvelser”.

På førstedagen kørte vi fra Alice Springs ud til Kata Tjuta, hvor vi gik en tur på 7 km i et helt forunderligt terræn. Alt det støvede røde jord, op og ned af klipperne, det gav virkelig én en fornemmelse af hvor vild naturen og terrænet er. Efter denne tur kørte vi til Ayers Rock, hvor vi så solnedgangen og farveskiftet på den ”lille” sten….

Om aftenen overnattede vi i telt med barbecue, øl og vin under åben himmel, og jeg skulle hilse og sige, at det var en rigtig kold fornøjelse, da det jo er vinter her, og om natten kommer temperaturerne ned på frysepunktet. Vi stod op klokken 5 om morgenen, det var stadig frysende koldt, men alt sammen var det værd, da man så solopgangen over Ayers Rock.

Vi gik den dag en tur rundt om klippen, en meget fascinerende tur på 10 km. Om aftenen kom vi til en ny lejr, som viste sig at være en stor kvæg farm, og derfor også lidt finere end lejren aftenen før, her kunne man få sig et varmt bad under rimelige forhold, og aldrig har jeg nydt et varmt bad så meget… Jeg blev drillet godt af de andre i gruppen, fordi de havde aldrig oplevet nogen, der kunne være en hel time om et bad, men jeg skulle altså liiiige bade, smøres ind i creme, og håret skulle jo også tørres, ja lidt dame gik der vel i den…

På tredjedagen var vi igen meget tidligt oppe, denne gang så vi solopgangen over Kings Canyon, hvorefter vi gik op og rundt om den, det var imponerende at stå så højt oppe og kigge ned, naturen så vild og forunderlig ud, for hvert lille hjørne man bevæger sig rundt, er det noget nyt…

Det var en tur på i alt 5 timer

O m aftenen overnattede vi igen i en ny Cattle Glen Helen, som også var et ok sted, her var der igen mulighed for et deeejligt varmt bad. Man føler sig nemlig meget hurtigt beskidt, når man kører og går rundt ude i bushen en hel dag. Alt det tørre støvede, røde jord er bare alle vegne på en, når man kommer hjem.

På fjerdedagen var det atter tidligt op, hvor vi så solopgang over Mac Donalds bjergkæden, og bagefter igen ud på en lang tur. Senere da vi lavede burger over åben ild til middag, fik begivenheden en burger på Mac Donalds lige pludselig en helt anden betydning!!!! På denne tur var vi også i en kløft, hvor vi fik lov at male med maling, som aboriginerne gjorde i gamle dage.

På 5. og sidste dagen var vi igen i en kløft, som var meget smuk at vandre igennem, og for de seje var der mulighed for at klatre op af en næsten lodret klippevæg, jeg gik selvfølgelig ikke af vejen, når Allan skulle op, ja, så skulle jeg i hvert fald også, det gik også fint med at komme op. ,en det værste var da jeg skulle ned igen, og nærmest måtte kure på r…. hele vejen ned, da jeg så blev lidt af en kylling, ved pludseligt at erfare, hvor langt der var ned.

Det som ellers var lidt af en prøvelse, var at både Allan og jeg vi reddet os en grum forkølelse allerede på anden dagen, vores kroppe kunne ikke rigtig lide de store temperaturændringer fra næsten 30 grader om dagen, og ned til frysepunktet om aftenen/natte. Så er primitivt lejrliv ikke altid det fedeste, når man snotter, og kroppen er helt energiforladt.. Men men men, de store begivenheder hele turen igennem gjorde jo alting til en kæmpe oplevelse, so vil være et evigt stort minde..

At komme til Alice Springs om aftenen på 5. dagen føltes på dette tidspunkt også meget overvældende. Alle de mennesker og bylivet, det havde vi jo ikke set i lang tid.

Søndag videre til næste stop på turen, Sidney, hvor vi befinder os nu…
Det er tirsdag aften, ferien er faktisk først lige begyndt. Vores plan for i morgen er at tager ned og nyde solen ved Operahus og måske tage en færge ud til en af de små øer…

Det sidste af vores uge i Sidney var rigtig vellykket, vi gik rund og sugede storby stemningen til os, nød det gode vejr, fik set Operahuset, Harbour Bridge, og var en tur i Taroonga Zoo, som virkelig var en stor oplevelse. Parken er bygget op på en halvø, og var så flot og naturægte, herhjemme er det hele jo lidt kunstigt lavet og ligger inde midt i en by, hvilket kan virke ligt forkert, når det er vilde dyr man kigger på. Dyrene var flotte og velplejede, og man kunne se (eller vi syntes i hvert fald at fornemme) de havde det rigtig godt, og det betyder jo meget..

Den sidste dag flottede vi os og gik en tur ned i lystbådehavnen, hvor kun de finde med de store yachter kommer… og selvfølgelig skal man have et specielt ID og helst være VIP for at spise i deres restaurant med den flotteste udsigt. Hvordan det så kunne lade sig gøre for Allan og jeg, at komme der ind, det er svært at sige, men det må helt sikkert være pga. vort ekstremt gode udseende??
Det var en god oplevelse for meget lang tid.

De sidste 15 dage skal vi på en grupperejse, en Reef- og Rainforest tur, som foregår fra Sidney til Cairns. En gruppe på 28 andre ”unge” mennesker. Det vil sige at alle er i alderen fra 18 til 30, undtagen to damer på 60 år. Hvordan de har formået at snige sig med, er ikke til at sige, men friskt er det i hvert fald. Indtil videre har vi lavet stop i 4 byer, Byron Bay, Surfers Paradise, Fraiser Island og Capricorn Caves, og det har virkeligt været begivenhedsrigt. Byron Bay og Surfers Paradise er begge højsæde for surfere og hele deres livsstil, det var virkeligt fedt at opleve. I Byron Bay tog både Allan og jeg et kursus i at surfe, det var sjovt, men også svært. Der var mange ”r..ture”, blå mærker og skrabede knæ, for at få den lækre oplevelse af suset i at stå oprejst på brættet i 10 sek…..Nu var det jo nok mest mig, der var det ømme syn med de blå mærker osv. Da Allan faktisk var ret god til det.

I Surfers Paradise lejede vi selv surfboard og ville selv prøve kunsten som pro surfere, men nej, et tre timers kursus var desværre ikke nok at blive pro. Men sjovt var det..

Fraiser Island er verdens største sand ø, og bestemt et besøg værd. Desværre kunne vi ikke surfe i bølgerne på stranden selvom, de var perfekte dertil på grunds af hajer over hele kysten, men vi gik blandt andet nogle lange ture, både å stranden og i regnskoven. En helt anden verden at træde ind i med lyde og dufte og kæmpe træer overalt.

Capricorn Caves var som navnet antyder et sted med huler, men hverken Allan eller jeg har den store lyst til at klatre rundt i huler, så vi nød bare aftenen foran bålet. Desuden ja, så er det jo helt vildt at sidde og spise mor genmad, mens der hopper 15 kænguruer rundt om en, alle så tamme, at de kommer hen og snuser til én, når man rækker hånden frem.

Derudover har vi været i Glen Village wild life park, hvor jeg selvfølgelig bare måtte holde en af de små søde koalabjørne i mine arme, en helt fantastisk oplevelse, som bare varede for kort..

Nu er vi på vej til Whitsunday Island, det bliver et dages paradis med sol og afslapning, det glæder vi os meget til. Vi har taget en masse billeder herfra, det skal blive spændende at vise dem frem, når vi kommer hjem.

Whitsunday Island er virkeligt et paradis af en ø. En sådan drømme ø, som mange har set i tv og på film utallige gange, og med garanti har drømt sig ud på, blev nu en virkelighed for os.

En sandstrand med det fineste klare vand, solstole under palmerne lang stranden, ren afslapning under solens stråler, kun afbrudt at en forfriskende dukkert i vandet eller en tur i kajak.

Da vi ankom til øen lørdag aften var der faktisk tre brudepar, som var ved at blive viet, og når man ser et smukt brudepar gå hånd i hånd ned af en næsten øde strand med solnedgangen i baggrunde, kan man lade være med at tænke…..
Resten af gruppen mente helt bestemt også, at Allan og jeg sagtens kunne nå at få klaret den ceremoni, inden vi tog fra øen, og de indvilgede sjovt nok alle sammen i gerne at ville være gæster, hvis tilfældet skulle opstå…

Vi har været på en halvdags ridetur i regnskoven, hvilket var en stor oplevelse for både Allan og jeg. Aldrig har vi begge oplevet at kunne ride i et sådant terræn før, ind i mellem gik det næsten lodret op, for i det næste øjeblik at gå lodret ned. Hestene gik på trapper, vadede over hele væltede træer og lignende som om det var det eneste de var sat i verden for… og så den natur og udsigt, det sætter store minde i sjælen.

Sidste stop og ende destination hed Cairns og nu går turen herfra og hjemover.

Mange hilsner
Allan og Lotte
Kilde/ forfatter: Lotte, Dato: 1/1-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Nøglen ligger bag uret – om pirater i virkeligheden.


Af Elsebet Reschefski – sømandskone siden 1977.

En livline manifesterer sig generelt som et solidt tov, en god ven i nøden eller som en bæredygtig redningsvest eller båd men inden for søfarten kan livlinen også være en information om:
” At nøglen til pengeskabet ligger bag uret”.

Vi har hygget os i messen, spillet Risk og mange er nu gået til køjs. Min mand, skipper og jeg drikker den sidste cola og kaffe mens vi lægger an til at tørne ind.
Skippers sidste bemærkning er:”Nøglen til pengeskabet ligger bag uret! ”.

”Hvorfor siger du det?”, spørger jeg enfoldigt og lidt vågent. ” Ja, i tilfælde af at vi får uvelkomne gæster” forklarer han. ” Uvelkomne gæster?”, spørger jeg igen naivt og mere vågent. ” Ja pirater!”, replicerer skipper med et roligt smil.
Jeg bliver nu særdeles vågen og fornemmer en ubarmhjertig alvor:” Er der nu risiko for at vore børn bliver forældreløse?” udbryder jeg umiddelbart.

Min mand og skipper forklarer mig roligt, at her i Malaccastrædet er der stor risiko for pirater så skibet har etableret dobbeltvagt, aktive vandkanoner under hele gennemfarten af strædet og i tilfælde af pirater om bord har alle ordrer til at udlevere alt af værdi samt nøglen til pengeskabet.
” Hvem er de?”, ”Hvordan kommer de ombord?” , og” Hvad gør de?”, er mine bekymrede spørgsmål.

Piraterne er lokale folk som kender farvandet som deres egen bukselomme. De sejler i små hurtige både, er eminente og hurtige til at entre et skib. De slår især til om natten, hvor de er bevæbnet med knive og andre former for våben. Det er altid uvist hvad de foretager sig ombord men heldigt hvis de vælger at sætte mandskabet i redningsbåde før de drager af med skibet. Men udsigten til at blive dræbt og føde for hajerne er også meget nærliggende.

Jeg ser nu klart en modsætning mellem min forventning til en behagelig rejse med flotte horisonter og at mit liv nu er i fare. Det er ikke nogen særlig ferieagtig tanke.

Mange skibe med mandskab forsvinder jævnligt ved pirateri og det gælder mange steder i verden ikke blot i Malaccastrædet.

Skipper og min mand ignorerer ikke faremomentet men redegør roligt og professionelt for de konkrete foranstaltninger som der rutinemæssigt etableres i farvande med risiko for pirater.

” Men virker det?” – spørger jeg noget desperat.

Hvis piraterne beslutter sig til at entre skibet kan de til enhver tid gøre det, er det svar jeg får.

Næste dag kan jeg på broen læse en nyindkommen fax som beskriver at et mellemstort skib er forsvundet med mandskab og alt.
Piraterne er tydeligvis meget aktive og udgør en omfattende og kontinuerlig risiko for veluddannede og kompetente søfolk, som hver især gør sit bedste for at udføre et kvalitetsarbejde i den danske flåde.
Kilde/ forfatter: Elsebeth Reschefski, Dato: 1/9-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser

Almindelig/ simpel søgning




Udvidet søgning

Kategorier i forummet


Sidste nyt


Referat fra landsgeneralfirsamling 2024

Lørdag den 23/11-2024

Glædelig jul

Lørdag den 23/12-2023

Forslag til vedtægtsændring §4 og 5

Torsdag den 31/8-2023

Forslag til vedtægtsændring §10

Torsdag den 31/8-2023

© Sømandskoneforeningen af 1976