|<
<
>
>|
Sø-kok
Fredag d. 16.8.2002 kl. 10.50 var der afgang med Marstalsfærgen, flere af familien og vennerne var ned og vinke farvel. Vi skulle påmønstre en coaster i USA. Herligt – en drøm var ved at blive realiseret.
Jeg er skolelære, og har været det i mange år, bl.a. på Grønland og mange år på Ærø. Vi havde snakket om det flere gange, det med at tage på langfart med en af byens coastere. Nu havde vi taget beslutningen, idet min mand Erik også skulle af sted. Marstal Søfartsmuseum, som han er leder af, havde fået en bevilling til dokumentation af danske søfolk om bord i danske skibe, det tynder ud i dem, især dæksbesætningen, så det skulle være her og nu. For mit vedkommende var jeg ved at løbe træt i tonsvis af møder og andet udenomssnak i forbindelse med lærergerningen, som jeg ellers er rigtig glad for, og stor appetit på rejser har jeg altid haft, så her var en mulighed.
Et års orlov blev bevilliget, og en kokketjans om bord på et af familierederiet E.B. Kromanns skibe blev en mulighed. Jeg kan godt finde ud af at lave mad, og Erik og jeg har været ud at sejle for kortere perioder for år tilbage. Kabystjansen havde jeg prøvet, selvom det var i nærfarten og ombord på et skib med færre folk. Men hvo intet vover, ser ikke verden …
Køjesækken var pakket og rejsen var påbegyndt. Vi skulle ombord på reden ved Annapolis. Dagen efter, den 17., blev vi sat om bord fra en shorebåd. Skibet hedder ”Anne Boye”, den er bygget i 1985 i Søby og har normalt en besætning på 8 mand, selvom den er godkendt til 5 mand.
Skibet tog sig godt ud, velholdt, lå den der i solen på reden og tog imod os. Besætningen var selvfølgelig noget interesseret i at finde ud af, hvad vi var for nogle, og omvendt. De havde været længe ud, de fleste af dem og her lå de og ventede på kajplads inde i Baltimore, hvor en fuld ladning på 2300 tons råsukker skulle losses. Sukkerlasten var kommet om bord en måned tidligere i Rosario, Argentina. ” Anne Boye” ligger ofte på lange rejser i fort world wide. Besætningen viste sig straks at være behagelige danske søfolk, hele vejen igennem, vi kom fluks på bølgelængde og min kokkegerning påbegyndtes straks under begyndervejledning af den hidtidige kok, der mønstrede om dækket. Vi var nu i alt 9 munde, der skulle mættes flere gange dagligt.
Søfolk lever godt i danske skibe, ud over de øvrige måltider og kaffeafbræk er der dagligt en to-retters menu om middagen , der skal holdes klar over to omgange i forbindelse med vagtskifte. Vi havde meget fint argentinsk oksekød og ikke så meget andet inden for den branche til at starte med, så det krævede noget fantasi, en kogebog og en kødhakkemaskine til at lave interessante varianter.
Jeg knoklede på, 10 timer hver dag, i begyndelsen. Men det lykkedes, folkene udtrykte deres tilfredshed og en påkrævet udskiftning af klæder til et større nummer var det synlige bevis på at kabysmenuen faldt heldigt ud. Skipperen var af den nyere tids observans, der havde lagt enevoldskonge princippet overbord, og tingene og arbejdet glad let og fornøjeligt. Efter udlosning i Baltimore, gik vi sydover fragtsøgende, snart kom der besked hjemmefra om at vi skulle til Havanna for at laste tobak til Cadiz , Spanien. Havanna skulle vise sig at være et pragtfuld sted med dejlige mennesker, det var det for øvrigt stort set overalt, hvor vi kom på udmønstringen. Folk er generelt flinke, når man kommer med en imødekommende holdning og ikke går kramagtigt krumbøjet rundt af angst for andre og udstråler overmennesketendenser. Efter et par gode ophold i de nævnte havne, anløb vi Shoreham, Sydengland for at laste stykgods til Port Stanley, Falkland. En lang tur på 29 døgn til øerne ned ved Kap Horn, en sejlads skibet havde været på næsten 50 gange før. Vi fik proviant hjemme fra Danmark i tonsvis, så nu var kabysmulighederne mere fleksible.
De 29 døgn gik hurtigt, også for en kok, der var ene kvinde om bord. En fin ækvator dåb og andre anledninger til festlighed, var med til at gøre weekenderne hyggelige. Havet, albatrosser, delfiner og hvaler var kilde til daglig adspredelse og fornøjelse, især når vi sad på ”Anne Boye” sladrebænk på agterdækket efter udskejning, tid til langt ud på aftenen. Den sydlige himmelhvælving med stjernetegnet Sydkorset var også en stor oplevelse.
Falklandsøerne, som vi havde glædet os til at opleve, snød os ikke, her var fine naturoplevelser og behagelige folk. Sejlads ind i Magellan Strædet til den chilenske by Ponta Arenas var også en stor oplevelse. Forskellige sydamerikanske havne med mulighed for proviantsupplement af lokale frugter og snak med lokale folk gav kolorit på turen. Men tiden gik, en dag, eller rettere en nat, måtte vi fra borde ved Balboa i Panama-kanalen. Det var med et vist vemod vi tog afsked med ”Anne Boye” og nogle af de folk, vi havde tilbragt sølivet sammen med. Vi havde lastet i Tampico, Mexico og skibet stævnede nu med Australien, som dæks folkene Jan og Jens skulle opleve for første gang.
Kim, nyuddannet styrmand fra Marstal Navigationsskole, skulle ud og gense Australien, og det var faktisk ham, der via konen Lotte skaffede søhesteforbindelserne …………. Tak for turen og go´ tur videre. | |
Kilde/ forfatter: Inge-Lise Kromann, Dato: 16/8-2002
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)