|<
<
>
>|
Kanalsejlads
En kold februaraften sidste år var sømandskoner og et par sømænd i Odense Lokalafdeling gået en tur ud at spise sammen. Snakken gik om løst og fast i den mexicanske restaurant og da vi nåede til den mexicanske kaffe, var emnet ferieture.
Vi berettede for hinanden om dejlige ture vi havde været på og længslerne i den kolde vinteraften gik hurtig i retning af sol, sommer og oplevelser.
Flere af os kunne huske en artikel i Søhesten om en tur på de engelske kanaler. Det var Ulla her fra byen, som havde skrevet om denne lidt anderledes måde at holde ferie på. Da jeg selv både er fascineret af, men samtidig yderst respektfuld overfor vand, fandt jeg at denne form for sejlads måske lige var noget for mig. Jeg ville jo kunne se land hele tiden!
Nu er Ulla en pige som ikke har langt mellem ord og handling, så allerede næste dag, var hun forbi mit hjem med flere brochurer og prislister fra deres tur i det sydengelske.
Vi drøftede muligheden for, sammen at holde ferie på disse såkaldte “narrowboats”.
Ingen af os havde før holdt ferie med et andet ægtepar i en længere periode. Vi selv havde været i sommerhus med familie. Nogle gange var det gået ganske fint, og andre gange havde vi måttet føle, hvordan forskellighed i levevis kan udarte sig til noget mindre godt. Og specielt var det måske med sømænd, som KAN være nogle rigtige enspændere! Så vi blev enige om, at lave en decideret handleplan, inden vi besluttede os.
Første punkt i planen var at spørge vore mænd, som begge var ude at sejle på dette tidspunkt. Snart indløb mails med beskeden: “Det lyder spændende. Gå bare videre med planen!”
Der blev kigget i kalendere og priskataloger, og vi fandt ud af at rent ferie- og prismæssigt skulle turen foregå midt i april. Jeg havde før været i Liverpool på denne årstid og da var foråret ca. en måned længere fremme end herhjemme. Området vi skulle sejle tyndt var den vestlige del af Wales, så her skulle Golfstrømmen også påvirke temperaturerne. Det mere praktiske med at booke og købe billetter skulle Arne tage sig af, når han snart var hjemme. Han er en ren ørn udi Internettet, så den tjans måtte han gerne have.
En aften så vi Arne og Ullas lysbilleder og en videofilm som de havde købt med hjem fra deres sidste tur. Dette visuelle indtryk vi nu fik af denne ferieform gjorde kun forventningerne større.
På et tidspunkt meldte spørgsmålet sig om, hvordan vi to par skulle finde ud af at være sammen på så lille en plads sådan et skib trods alt har. På tegninger over båden kunne vi se, at der var mulighed for at hvert par kunne få hvert sit soverum. Det var nok noget af det vigtigste, syntes vi. Men jeg personligt havde en anden ting at drøfte og få sat på plads, inden vi tog af sted. Som den eneste af deltagerne er jeg ryger, og selv om jeg synes, at jeg er en rimelig hensynsfuld ryger, var det vigtigt for mig, at vi
havde klare linier på det område. Der var blandt alle fuld forståelse for, at jeg gerne ville have en smøg i ny og næ, - og jeg selv foreslog, at de fleste af mine rygeseancer skulle foregå udendørs, når der var mulighed for det.
Vi fik også aftalt, at vi ville gøre rast om middagen og igen om aftenen, så vi havde mulighed for at besøge nogle af de mange pubs, som ligger langs kanalerne.
Endnu en ting, som er ret vigtig at få debatteret ordentligt igennem, er friheden til at foretage sig handlinger, som man gerne vil være alene om. Altså at man absolut ikke behøver at følges ad alle 4, når båden lå stille.
Med alle disse aftaler og overvejelser på plads, var vi nu parat til at invadere de walisiske waterways.
Udturen foregik med fly til Stansted og derefter med flere forskellige tog tværs over England. I en lille bitte landsby var en af de stationer, hvor man udlejede bådene. Her overtog vi hurtigt vort 30 fods flydende hjem for de næste ti dage. Klokken var 5 om eftermiddagen, så første etape skulle blot være på 1 time og de første sluser skulle passeres. En sådan kanalbåd sejles og navigeres udendørs. Altså bare en rorpind under armen og så af sted.
Her blev jeg udsat for min første prøvelse, idet vejrguderne absolut ikke var med os! I kraftig blæst, sne og hagl fik Ulla og Arne båden startet og manøvreret ind i den første sluse, som lå umiddelbart op ad stationen. Jeg skuttede mig og sendte tankerne til de dage i april, hvor jeg et par år før havde været midt i forårets pragt i Liverpool. Bådudlejeren forsikrede os, at der havde været forår i luften, men at der var lovet vintervejr de næste dage! Jeg kunne dog sende et triumferende blik til min mand - her var det for en gang skyld på plads, at jeg havde pakket kufferter som jeg plejede. Lidt til koldt vejr, lidt til varmt vejr og så lige lidt ekstra, hvis nu ---!
Efter 1 time var vi fremme ved den første pub, hvor vi kastede anker - det vil sige en pløk i kanalbredden - og båden var fortøjet. Det var 4 isklumper der den første aften satte sig til bord i den hyggelige pub, og hjemvendt til båden efter et godt måltid var vi hurtigt i køjerne. Det havde været en lang dag med rejsen fra Odense og hertil.
Næste morgen var det tidligt op og af sted. Mange sluser og vippebroer skulle gennemsejles i løbet af dagen. Ulla havde lagt ruten med målet Lhangollen, som ligger helt nordligt i Wales. I løbet af ganske kort tid havde vi fundet vores “pladser” på båden. Ulla, som jo er uddannet skibsfører, stod for det meste ved rorpinden, Arne og Lars sprang af båden, når der skulle åbnes og lukkes sluser. Og jeg? Nå, ja - det med at springe i land var ikke lige noget, når mit ben ikke var vokset rigtigt sammen efter et tidligere brud - og så var der lige det der med at der skulle hoppes over 1/2 meter vand medens båden var i fart. Det er nemlig sådan, at den helst ikke skulle ligge stille, da den ellers ville blive taget af den modstrøm som blev dannet af det overløbsvand, som løb ved siden af sluserne. Men jeg tog da et par opgaver, som en del af besætningen. Jeg vaskede op efter morgenmaden, sørgede for varm kaffe og te, holdt det værste skidt fra lønningen, og så havde jeg udkigsposten! Sådanne kanaler bugter sig i landskabet, så når man stod ved rorpinden agter, var der ikke altid mulighed for at se om der kom modtrafik, og da slet ikke når der skulle sejles under de hundrede af broer, som var bygget over kanalerne. Så var det min opgave at læne mig godt ud over stævnen og forsøge at få blikket til at gå om hjørner, og var der andre både i farvandet var det om at råbe gevalt, så der kunne slås bak!
Det med at få det til at fungere kræver, syntes jeg, også at man tager del i al arbejdet, så det ikke kun var een, der skulle have den anstrengende tjans ved rorpinden bl.a.. Ulla var da også velvillig til at lade os andre komme til, men der skulle nu ikke mange forsøg til, før jeg måtte give op og fralægge mig den post. Et er søkort at forstå, et andet er skib at føre, det måtte jeg sande. Sådan en lang djævel med en fart på ganske få knob er altså noget langsom og tung i betrækket. Den reagerer slet ikke som man forventer. Skulle båden styres mod højre brink skulle rorpinden til den modsatte side - og det skulle altså gå stærkt, hvis man havde kurs mod brinken og det mudder, som ofte var lejret der. Flere gange hamrede jeg båden ind i brinken, som var det min mening at fortsætte sejladsen på land. Skibet var som en madamme - ret tung i bagen og stædig som de værste af slagsen, og når man så har en professionel skibsfører til at stå og betragte sig og siden hjælpe een ud af suppedasen, ja så tror jeg alle ombord havde forståelse for, at lige den tjans skulle jeg ikke have!! Slukøret kunne jeg indtage min udkigspost, men kunne dog gøre nytte med bådshagen, hvis vi skulle stage os ud af lavt vand eller mudderbanker.
På turen gennem det smukke landskab, som blev mere og mere kuperet efterhånden som vi fik båden sluset op ad, fik vi mange smukke dyr og fugle at se. En sjælden lille væver een var isfuglen. Som et lynende blåt blink fouragerede den langs kanalens bredder.. Grævlinger og vandrotter var også dyr vi jævnligt så, desværre alt for ofte druknede i sluserne. Turens højdepunkt i mere end een forstand var Lhangollenækvadukten. Den førte over en bred dal ganske få miles før man ankommer til byen Lhangollen. Vi nåede dertil en tidlig formmiddag efter om morgenen at have sejlet igennem en over 100 meter lang smal tunnel. Vi stod alle
spændte på dækket og betragtede akvædukten. Den skulle vi sejle på! Kanalen blev simpelthen ført over her! Langsomt og sikkert sejlede Ulla båden ud på akvædukten, mens jeg mod forventning blev grebet af en lammende panik! Jeg plejer normalt ikke at lide af højdeskræk, men jeg havde bemærket, at langs den ene side af kanalen var rækværket kun ganske få centimeter højt. “ Vi kan ikke sejle igennem det!” blev der sagt fra de andre besætningsmedlemmer, da de så min ligblege kulør. Men deres forsikringer hjalp mig nu ikke spor. Med tænderne klaprende sad jeg som fastnaglet til vi var sikkert ovre.
Det næste døgn var forbeholdt Lhangollen. En smuk lille walisisk by, hvor “fødestedet” for mange af de engelske kanaler ligger. Byen er omkranset af høje bakker og igennem den løber Lhangollenfloden. Fra denne flod opsamles et kæmpe reservoir, som giver vand til kanalerne. Byen var særpræget, og vi brugte tiden til indkøb af forskellige souvenirs som i den grad var præget af de mange fårehold i denne del af landet. Til os selv investerede vi i et par uldne huer, som vi til stadighed havde god brug for. Båden blev skuret og skrubbet under Ullas kyndige kommando, inden vi “fik fri” til at gå ud og spise. Om aftenen havde vi overskud til et godt spil Triviel inden vi fulde af oplevelser atter engang lagde os til rette i køjerne.
Lhangollen var turens mål,
så efter et døgn fik vi vendt det gode skib og tilbagesejladsen kunne begynde. Endnu engang skulle den lange og høje ækvadukt passeres. Denne gang mønstrede jeg af og spadserede over med et godt tag i rækværket! Turen tilbage til udgangspunktet gik noget hurtigere end turen op, idet vi nu havde medstrøm. Bro- og slusemestrene var efterhånden ret habile, så efter få dage var vi ved udlejningsstedet. Her var vi blevet enige om par for par at skilles et par dage. Ulla og Arne tog på museumsjagt i London og vi andre tog til Chester. Den ligger som en perle ved floden River Dee, og det kan varmt anbefales at besøge den, hvis man engang er på de kanter. Efter 2 dage mødtes vi par atter på et lille guesthouse lige udenfor Stansted. Vi skulle med flyet hjem næste morgen.
Vi havde haft nogle dejlige ferieoplevelser sammen og vi var stadig venner. Jeg er sikker på at begge parter har “taget hensyn” til at man var sammen med andre, at begge par havde firet lidt på krav og forventninger, men vi var alle fire indstillet på at få noget positivt ud af turen - og på trods af koldt vejr, manglende sejlkundskaber fra “nogles” side og uventet højdeskræk - ja, så er det en af de ferieture jeg vil mindes med megen glæde. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)