|<
<
>
>|
Foredrag med Marie Finne i Hannerup kirkes mødelokaler torsdag d. 21/3. I samarbejde med kreds 2.
Ca. 50 personer var mødt op for at høre Marie Finne fortælle om sine 40 år til søs som telegrafist, ansat ved Lauritsen. Det er ingen overdrivelse at sige, at vi kom ganske langt omkring.
Foredraget var delt op i to dele: Den første del omhandlede livet til søs og hvordan det havde formet sig, mens anden del handlede om, hvad Marie Finne havde set og oplevet i de forskellige havnebyer.
Det hele startede da Marie Finne som 15-årig ville være landmand med egen gård. Efter at have knoklet i et år for sin far – uden løn – besluttede hun sig for at finde en kort uddannelse med gode jobmuligheder, der gav en god løn, så hun hurtigt kunne få sparet op til sin gård.
Det blev telegrafist-uddannelsen, selv om hun ikke vidste, hvad det var. Da hun var for ung til at påbegynde uddannelsen, måtte hun vente to år, man skulle være 17 år for at starte. De to år brugte hun på det danske atletiklandshold. Hun har eks. 2 danske rekorder i kuglestød.
Som 19-årig færdiguddannet telegrafist fik hun hyre – det vidste hun heller ikke, hvad var – på et skib ved Lauritsen. Da hun kom ombord, blev kaptajnen absolut ikke begejstret, han sagde f.eks. først goddag efter, at han havde ringet hjem til rederiet for at brokke sig. En kvindelig telegrafist på hans skib? Det kunne ikke passe! Men det gjorde det, og dermed blev Marie Finne den første kvindelige telegrafist i et af Lauritsens skibe. Som hun sagde til foredraget: Han var en god, hård, men retfærdig kaptajn”.
Hun havde to udtryk, hun brugte meget: ”Jamen var det ikke bare alle tiders?” og ”Min gode ven: Pøsen.”
I alle de 40 år hun tilbragte til søs, var hun mere eller mindre konstant søsyg.
Når hun skulle nogen steder ombord, mens hun var søsyg, bar hun pøsen med sig rundt. Den blev bundet fast til skrivebordet, og de steder hun nu var henne, så når hun blev syg, skulle hun ikke først ud at rende…
Det var ikke småting, Marie Finne kunne fortælle om de havne, de havde besøgt. Nogle gange lå de jo i havnen i hele 14 dage. Eks. kan hun i dag, pga. et besøg i Calcutta ikke høre ”Giv os i dag vort daglige brød” fra Fadervor uden at tænke på den ekstreme fattigdom, hun mødte i Calcutta. Her bliver folk født, syge og dør i rendestenen. De hellige køer træder nogen gange på menneskerne i rendestenen, og dem der er heldige, dør med det samme. Andre lider i dage, uger, måneder eller år.
På Grønland har hun mødt Sirius-patruljens folk et par gange, set isbjørne med og uden unger.
Det var helt utroligt spændende ting, hun kunne fortælle. Nogle var stuerene, andre ikke, bl.a. hvad hendes søsyge angik.
Uanset om man kunne tåle at høre det, eller ej, så var det en hyggelig og morsom aften, lattermusklerne blev rørt og til tider var det eftertænksomheden, der var i fokus.
Til alle interesserede kan jeg kun sige: Gå ind og hør hendes foredrag, hvis I får mulighed for det. Man kan ikke forblive uinteresseret. | |
Kilde/ forfatter: Elisabeth Larsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Bog anmeldelser
|
(i)