|<
<
>
>|
Tsunamien 2. juledag i Phuket 2004
Her er sidste del af fortællingen fra Tsunamien i Phuket 2004.
Tirsdag (28/12)
fortsatte med registrering, nye folk kom ind. Mange ringede. Vi koordinerede navnelister med udenrigsministeriet og ambassaden i Bangkok. Det var udenrigsministeriet, som havde hovedansvaret for listernes ajourføring. Men det var en kompliceret opgave, fordi informationerne fra hospitaler og opsamlingssteder hele tiden ændrede sig. Folk blev udskrevet fra hospitalet eller overført til et andet. Nogle af de mennesker, som jeg havde talt med dagen før, kom tilbage, fordi de havde brug for at tale videre og skulle høre nyt.
Andre opholdt sig på hotellet. Der var mange, jeg talte med og opmuntrede, og
der kom hele tiden nye mennesker til. En ung pige havde mistet sin bror. Hun havde meget brug for at tale. Hun svingede mellem fortvivlelse og håb. Dagen efter kom der melding om, at broren var fundet på et hospital. Det var en af mange solstrålehistorier. Jeg var på hospitalsbesøg. Der var nogle indlagte med brækkede lemmer og snitsår. De var glade for at kunne tale med en dansker, som de kunne fortælle om deres oplevelser. Jeg kunne også formidle kontakt
med deres familie hjemme i Danmark. Om aftenen holdt vi krisemøde. Her blev
det besluttet, at vi den næste dag skulle ud i marken. Vi havde været rundt på
hospitalerne, andre krisecentre og hos offentlige myndigheder for at danne os et
overblik over situationen i Phuket. Jeg skulle tage med ud og lede efter pårørende, som var savnede. Konsulen skulle tage over til fastlandet til et hospital i Krabi, hvor der var indlagt mange danske. En af de lokale medarbejdere skulle med andre ud og lede efter pårørende.
Onsdag (29/12) kørte jeg sammen med nogle ud for at lede efter pårørende. De havde boet i Khao Lak på fastlandet nord for Phuket. Derfor startede vi med hospitalet her. Vi kikkede forgæves på den offentliggjorte liste over indlagte. Et naturligt sted at lede var derfor på intensivafdelingen. Vi mødte stor hjælpsomhed og imødekommenhed. Men uden resultat. Vi fik at vide, at de døde blev samlet ved templerne. En venlig medarbejder fra hospitalet lavede en kortskitse over de fire templer, hvor døde fra Khao Lak området var samlet. Hospitalet udstyrede os med gummihandsker og masker. Vi besluttede os for at køre til de to nærmeste templer. Det var bestemt ikke noget rart syn, der mødte os. De døde lå ude i solen. Deres kroppe var opsvulmet til dobbelt størrelse.
Nogle var pakket ind i plastik eller klæde, men mange var nøgne. Fluerne sværmede på tempelpladsen. Ligstanken var ulidelig. Vi gik rundt mellem ligene og kikkede efter vedkommendes tøj. Det var helt umuligt at genkende de opsvulmede ansigter. Ved næste tempel var situationen den samme.
De havde godt nok fået fremskaffet en kølercontainer, men strømmen virkede ikke endnu. Det blev der arbejdet ihærdigt på. Vi kørte tilbage til Khao Lak, hvor de havde boet. Her standsede vi. Lig blev indsamlet. Der var en form for registrering. Små ladbiler kørte hele tiden forbi med 8-10 lig på ladet til templerne. Khao Lak var helt knust. En politipatruljebåd var skyllet 1 km op på land. Endnu et hospital blev besøgt. Her havde man standset operationerne, fordi smittefaren var alt for stor. Man ville overføre de skandinaviske patienter til
Bangkok. Vi fandt ikke vedkommende. Familien havde besluttet at rejse hjem den samme aften. Vi tog afsked. De havde meldt vedkommende savnet hos
myndighederne. De regnede ikke med at se den pårørende i live.
Torsdag (30/12) var situationen med mobiltelefonerne forbedret meget. Mange var allerede på vej hjem. Og de overlevende havde fået kontakt med deres pårørende. Jeg var igen en tur på hospitalet. Der var stadig mange på hotellet, som jeg snakkede med. Jeg havde også kontakt med nogle af de fastboende danske. De havde oplevet katastrofen på forskellig vis. En havde mistet sit hus. Han havde svømmet i over en halv time med et af børnene gennem vandmasserne sammen med sin familie, før de blev reddet. De andre lokale danske havde set de voldsomme ødelæggelser. Nogle af dem stillede op som frivillige hjælpere på ambassadens krisecenter og andre steder. Vi fik forstærkning fra ambassaderne i Kuala Lumpur og Hanoi. Der kom ligeledes en psykolog og en medarbejder fra udenrigsministeriet. Om aftenen kom der et somatisk lægehold med to læger, to sygeplejerske og to ambulancefolk. De skulle være behjælpelig med hjemsendelsen af de sårede næste dag. Ambulanceflyene ville landede i København lidt efter midnat nytårsaften, hvor der i forvejen er et stort beredskab. Derfor var det vigtigt at vide, hvor mange
ambulancer, der skulle være i lufthavnen for at modtage sårede.
Fredag (31/12) var jeg i Phuket lufthavn sammen med 3- 4 fra ambassaden. Vi skulle registrere de, der rejste hjem og videresendte oplysningerne til udenrigsministeriet. Der var nu arrangeret hjemtransport til alle. Men det var vigtigt, at der stod nogen i den anden ende og modtog dem, der havde brug for hjælp af den ene eller anden slags. Her mødte jeg mange af de mennesker, som jeg havde talt med de forløbne dage og fik taget afsked. Der var også en større familie, som havde forladt deres hotel i Khao Lak søndag morgen. De var kørt ned til en sydligere strand. Her blev de standset af politiet og fandt ud af, at noget alvorligt var sket. De var meget taknemmelige over, at de ikke var blevet lidt længere på deres hotel i Khao Lak eller var taget tidligt ned til den nye strand. De kunne meget nemt være blevet fanget af flodbølgen. De var meget berørte og samtidig meget lettede. Nu skulle de hjem og alle var med, mange var langt fra så heldige. Vi var i lufthavnen i ca. 12 timer indtil det sidste fly var lettet. Da vi kom hjem, var der tid til et hurtigt bad. Ambassadøren havde fået sin kone på besøg. Hun havde arbejdet som frivillig i Bangkok. Nu ville de holde nytårsmiddag for os. Et par stykker blev på krisecenteret. Klokken var omkring 23. Vi spiste et herligt måltid på en udendørs thai restaurant. Kl. 24 kunne vi skåle i Shinga øl, hvorefter vi vendte tilbage til arbejdet i et par timer endnu.
Lørdag (1/1) var der forholdsvis roligt på centret. De fleste var sendt hjem. Men der var også begyndt at komme nogle pårørende for at lede efter deres kære
savnede. Der var ligeledes nogle, der var blevet, fordi de stadig savnede et
familiemedlem. Der var kommet nogle krisepsykologer fra Rigshospitalet, som
delte sig op i to hold. Et hold tog ud til templerne for at se, om der var nogle
danske, som ledte efter pårørende. Det andet hold blev på hotellet, hvor de kunne tale med danske, samt besøge syge på hospitalerne i Phuket by. Jeg var rundt på de to private hospitaler, hvor der var nogle danske indlagte. En dansker, som bor i Phuket, kørte mig rundt. Det viste sig, at den ene på hospitalet var en ung mand, som arbejdede i Phuket. Den anden var en nødhjælpsarbejder, som havde fået et stykke rejeskal galt ned i spiserøret og var blevet opereret. Der var kommet en kontorchef og en fuldmægtig fra udenrigsministeriet, som skulle overtage ledelsen af krisecentret. Anna Lindhardt, der ledede det krisepsykologiske hold fra Rigshospitalet, havde rådet mig til at rejse hjem som planlagt søndag aften til Danmark. Hun anbefalede, at jeg skulle tale med en af psykologerne, som var kommet til Phuket. Det var en lettelse at få talt om de mange stærke oplevelser i ugens løb. Kontorchefen gjorde det klart for mig, at han meget ønskede en præst tilknyttet krisecentret. Anna Lindhardt havde over telefonen sagt til mig, at hun ville anbefale, at der kom en præst efter mig. Den nye præst kunne tage sig af de pårørende, som
kom for at søge efter deres kære. Men der kunne også være behov for en præst til at tale med retsmedicinerne, politifolk, der virkelig er på en barsk opgave, og andre nødhjælpsarbejdere samt journalister.
Søndag (2/1) holdt man i domkirken i København en mindegudstjeneste. Det blev besluttet, at jeg også skulle holde en mindehøjtidelighed. Det blev sagt ved koordineringsmødet om morgenen, hvor journalisterne var til stede. Det blev sat på udenrigsministeriets hjemmeside samt ambassadens.
Vi spredte løbesedler rundt på hoteller og andre steder. Vi ringede rundt til danskerne. Jeg skulle i gang med forberedelsen af denne højtidelighed. Men journalisterne ville gerne have interview med mig. Jeg havde hidtil kun udtalt mig til en journalist fra Bornholm og en fra Kristeligt Dagblad. Nu følte jeg, at min
opgave var ved at være løst, derfor ville jeg gerne fortælle min historie. Jeg talte med 3-4 avisjournalister samt DR1 og P1. TV2 havde et direkte indslag med ambassadøren, en af psykologerne og mig umiddelbart efter mindehøjtideligheden som en optakt til mindegudstjenesten i domkirken
i København. Der kom omkring 30 til mindegudstjenesten, men det var nødhjælpsarbejdere og journalister og ingen pårørende eller andre turister. Det var alligevel en meget meningsfuld gudstjeneste. Mange af nødhjælpsarbejderne og journalisterne takkede mig og sagde: det havde vi vist alle brug for! Efter interview i TV2 rejste jeg hjem sammen med ambassadørparret. I Bangkok lufthavn mødte jeg min kollega Frank Christensen, som jeg snakkede med i ca. en halv time. I Københavns lufthavn mødte krisepræst Jørgen Anker Jørgensen og Mogens Lindhardt (Anna Lindhardts mand) mig mandag morgen (3/1). Mogens tog mig med op i cafeteriet. Anna Lindhardt ringede. Hun frarådede mig stærkt at køre til Flensborg, hvor min kone var. Det var et godt råd. Jeg var meget træt både fysisk og psykisk. Mogens Lindhardt kørte mig ned i Havnegade til min provst, som hørte på min historie. Derefter var jeg hos
biskoppen, som også hørte den. Om eftermiddagen var jeg på Danske
Sømands- og Udenlands Kirkers kontor, hvor generalsekretæren ligeledes
hørte min beretning. Min kone kom med tog til København. Vi blev installeret på Bethel. Jeg skulle ud og tale med Anna Lindhardt til en briefing/ debriefing. Herefter var vi til middag hos Holmens provst, hvor vi under private og afslappede former kunne dele mine oplevelser og mange andre fælles oplevelser. Jeg tror disse samtaler med mit danske netværk, var en meget god måde at få de voldsomme oplevelser ud af kroppen på. For første gang i over en uge sov jeg en hel nat igennem. Tirsdag morgen stod jeg frisk og veloplagt op til den dejlige morgenmad på sømandshjemmet. Sømandspræst og social attache Hans Vestergaard Jensen, Singapore
| |
Kilde/ forfatter: Hans Vestergaard Jensen, Dato: 10/8-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Tsunamien 2. juledag i Phuket 2004 (del 1.)
Søhestens redaktion har bedt mig skrive om min medvirken ved tsunamikatastrofen i Thailand.
Søndag eftermiddag (26/12)
blev vi ringet op på sømandskirken af bekymrede familiemedlemmer, der spurgte, hvordan det stod til i Singapore. Vi anede på det tidspunkt intet om, at der havde været en flodbølge i Sydøstasien. Vi kunne blot berolige de pågældende med, at vi ikke havde mærket noget som helst. Her var alt tilsyneladende roligt.
Nu fandt vi oplysninger på Internettet om flodbølgen. I løbet af eftermiddagen og aftenen kunne vi godt se, at det var en alvorlig situation i hele Sydøstasien. Jeg besluttede mig for, at jeg næste morgen ville ringe til ambassaden og tilbyde min hjælp.
Mandag morgen tog jeg tidligt på et skibsbesøg. Derefter begyndte jeg at gøre forskellige forberedelser til at flyve til Phuket. Jeg ringede til vores konsul og sagde: hvis ambassaden i Bangkok ville gøre brug af min hjælp, så er jeg klar til at rejse med det samme. Lidt senere kom
meldingen, at jeg skulle rejse. jeg fik bestilt en billet til næste fly, og ankom til Phuket, hvor jeg straks tog til Pearl Hotel.
På Pearl Hotel havde ambassaden opsat et krisecenter. Situationen var meget kaotisk, da jeg ankom omkring kl. 20.00. Krisecenteret var indrettet i en nedlagt barbersalon på under 10 m2. Der var en telefonlinie, som skulle omstilles fra receptionen. Den svenske kirke havde et krisecenter i den anden del af den nedlagte barbersalon. De havde også ~n telefonlinie med omstilling via receptionen. Mange samtaler gik derfor ofte til det forkerte krisecenter.
Mobiltelefonerne var overbelastede, derfor var det meget svært at modtage samtaler eller ringe ud de første tre til fire dage. Om onsdagen havde mobilnettet sat en spærre ind, så alle opkald blev afbrudt efter tre minutter. Dette lettede opkaldene, men til gengæld havde vi kun kort tid til samtaler.
Mandag aften (27/12) var hotellet fyldt med danske og svenske turister. Alle værelserne var fyldte. Hotellets mødesale, trappeafsatser, restaurant og lobby blev omdannet til nødlogi de første par døgn.
Da jeg ankom, var ambassadøren, konsulen, to danske og to thailandske medarbejdere fra ambassaden i gang på krisecenteret. De havde travlt med at registrere de danske turister, som fysisk mødte op samt de, der var heldige at komme igennem per telefon. Pårørende forsøgte også at komme igennem for at høre nyt. Det var en ret umulig situation dels p.gr.a. de trange forhold, og dels p.gr.a. de dårlige kommunikationsforbindelser. Vi kunne gå over til en internetcafe, hvor vi imidlertid ikke kunne printe ud. Fax kunne vi sende og modtage fra et andet hotel. Det var en meget vanskelig situation, som medarbejderne virkede under. Men der blev registreret på livet løs.
Min funktion i dette virvar blev straks at tale med nogle af de danske, der var kede af det og ulykkelige, fordi de ikke vidste, hvor deres kære var. Ambassaden var god til at henvise de sværeste tilfælde til mig. Herved overlod de ikke bare de mest
traumatiserede til sig selv, når ambassadens medarbejdere skulle videre med registreringen af de mange andre, der ventede. Naturligvis var mange frustrerede, vrede og bange. De havde også oplevet at være i livsfare, men de var i live og havde deres rejsefæller omkring sig. I første omgang kunne vi ikke sige noget om, hvornår de kunne komme hjem eller hvordan. Rejseselskaberne, forsikringsselskaberne og deres kriselæger og krisepsykologer kunne træffes i hotellets lobby, hvis de altså var med et rejseselskab.
Ingen havde overblik over katastrofens omfang de første par dage. Der blev efter et par dage holdt koordinerende møder hver morgen kl. 10 mellem de forskellige skandinaviske ambassader, rejseselskaber og krisemedarbejdere. Vi havde ligeledes vores eget krisemøde i den danske stab forud for dette møde.
Fortællingen af Sømandspræst og Social attache Hans Vestergaard Jensen, fra Tsunamien 2004, fortsætter i næste nummer af Søhesten | |
Kilde/ forfatter: Sømandspræst og Social attache Hans Vest, Dato: 15/6-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
I anledning af Sømandsmissionens 100 års jubilæum Sømandsmissionens hundredårige
Sømandsmissionens historie i Danmark går adskillige år længere tilbage i tiden end organisationen Indenlandsk Sømandsmission, der torsdag den 28. april fejrer 100 års jubilæum.
Der er drevet missionsarbejde med læsestuer og sømandshjem i langt mere end 100 år i Danmark. Begge steder kunne fiskere og søfolk komme og læse aviser, ringe hjem til familien, få sig en kop kaffe og tale med mennesker, der havde tid at lytte. Det begyndte så småt i årene efter Grundlovens vedtagelse i 1849. I 1870´erne var præsten Daniel C. Prior (Holmens Kirke)og hans kone engageret
i arbejdet blandt søens folk, og i 1876 kom de i kontakt med ægteparret Ninna og Andreas Wollesen, som i nogle år havde deltaget i missionsarbejde blandt søfolk i New York. Ægteparret blev udsendt af en amerikansk organisation for at fortsætte et lignende arbejde i København.
I 1879 oprettede Wollesen og Prior en sømandsstue i Holbergsgade, og to år senere blev "Bethelskibet" indviet. Det lå fortøjet for enden af Nyhavn, og det rummede en kirkesal med plads til 300 mennesker. Desuden var der køkken, læse- og skrivesal om bord. Skibet var i de næste 25 år - frem til 1906 - sømands missionens pionerskib i København. Allerede i 1904 købte bestyrelsen ejendommen i Nyhavn 22, hvor sømandshjemmet Bethel blev indrettet, og hvor Sømandsmissionen i dag har landskontor. Ideen med at oprette læsestuer og hjem for søfolk havde bredt sig til andre havnebyer i Danmark og ønsket om at få en fælles organisation førte til dannelsen af Indenlandsk Sømandsmission i 1905. Ved stiftelsen den 28. april havde organisationen fire sømandshjem, fem sømandsstuer og skibet "Bethel".
I årenes løb udviklede arbejdet sig, så der på et tidspunkt var 43 sømandshjem rundt omkring i danske havne. I alt omfattede organisationen, da arbejdet var på sit højeste omkring 75 læsestuer og sømandshjem. I de I 00 år er betingelserne for at drive skibsfart og fiskeri ændret i takt med den øvrige samfundsudvikling, og det har ført til lukning af sømandshjem. I dag har Sømandsmissionen sømandshjem i ti byer i Danmark: København, Fredericia, Århus, Aalborg, Østerby, Frederikshavn,
Skagen, Hanstholm, Thyborøn og Hvide Sande.
I 1960´erne blev arbejdet udvidet til også at omfatte Grønland. De to første grønlandske sømandshjem blev indviet i 1969 i henholdsvis Nuuk (Godthåb) og Sisimiut (Holsteinsborg). Siden er der kommet yderligere tre til, så der nu er i alt fem sømandshjem på Grønland.
Ud over de mange samtaler, der har fundet sted i det daglige, er juleaften en af de begivenheder, der kalder mange minder frem blandt gæsterne på sømandshjemmene. Her fejres julen under så hjemlige forhold, som det er muligt med julemiddag, dans om juletræet og pakker til alle gæster. Disse juleaftener har gennem årene været kærkomne erstatninger, når nu de ikke kunne være sammen med familien derhjemme - og fra sømandshjemmene havde de også mulighed for at ringe hjem og ønske "Glædelig jul".
Det kan man læse meget mere om i bogen "Udlængsel og hjemve", som Sømandsmissionen har udgivet i anledning af jubilæet. | |
Kilde/ forfatter: Sømandsmissionen, Dato: 28/4-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)