|<
<
>
>|
“Godmorgen”-om sømandskirken i Hull
Hjørdis Kjærgaard, sømandspræst
104 Osborne Street
HU1 2PN
Hull
England
Den ældste sømandskirke ligger i England, Nordengland.
Sømandskirken ligger midt i centrum på den befærdede hovedåre, der løber gennem byen Hull.
Hvis man kigger på et kort over England står der ikke Hull, men Kingston upon Hull, hvilket er en eufemisme for den snavsede og fattige Yorkshireby, Hull.
Men Hull er en dejlig by, ihvertfald er beliggenheden idyllisk, lige ved de fire floder sømandskirken betjener: Humber, Trent, Ouse og Hull. Det er tidevandet der bestemmer livet i Hull, vi kan mærke det i luften når vandet skifter fra flod til ebbe. Det blæser næsten umærkeligt. Og vi kan høre det på de sjældne vadefugle der ellers ubekymret går tur på den tomme flodseng. Uden varsel letter de når vandet vender med 8 knob i timen, for at tømme og fylde floderne med en usvigelig præcision.
Sømandskirken har ligget i Hull siden 1871. Og i al den tid har kirken betjent de danske søfolk der lægger til på floderne og de søfolk og fiskere der har bosat sig i byen Hull og i nabobyen Grimsby.
Der er danskere i byen, både de søfolk der arbejder på de danske skibe, der hver dag melder deres ankomst og de ældre danske søfolk der har boet i England, siden 2. verdenskrig.
De ældre danske søfolk og byen Hull deler skæbnefællesskab. ”Vil I sejle under engelsk flag eller vil I i krigsfangelejr?” lød valget, de danske fiskere blev stillet overfor, da 2. verdenskrig brød ud. Hvad der begyndte som en normal fisketur med kutter på Nordsøen, endte i England da de danske både blev bragt op. De fleste unge danskere blev og kæmpede under engelsk, flag, selvom det betød at de måtte sejle den svære konvojsejlads mellem USA og England, for at bringe føde til de sultne englændere. Men de fik deres belønning, for mange af de unge fik kig på de engelske piger: the ”english roses” og satte bo herover. Og byen Hull blev bombet til ukendelighed, fordi den var sidste stop inden Nordsøen, når de tyske bombeflyvere vendte flysnuden mod ”Das Vaterland” efter bombningen af Manchester, Coventry og Birmingham, der ligger som perler på en snor, ud mod Hull og Nordsøen.
Det er mange år siden der var krig, men byen har aldrig formået at rejse sig efter de store ødelæggelser, hvor den første danske sømandskirke blev jævnet med jorden. Derfor kaldes den 13. største by i England også den fattigste by.
Der går sjældent en morgen uden det danske og færøske flag hejses udenfor kirken. ”Godmorgen” bliver der sagt på umiskendelig ravjysk henover flaghejsningen. De forhenværende fiskere fra Esbjerg har med deres engelske ”roses” slået sig ned i nærheden af kirken og nyder at tiltale hinanden på dansk. Og vi har alle som én taget den gode Yorkshireskik til os, for vi siger ”godmorgen” indtil kl.12.
Kirken ligger som sagt midt i centrum af Hull, og samtidig i havnekvarteret ”the red light district”. Den lette garde trækker op udenfor vore vinduer under stor opmærksomhed fra danskere på ferie herover. Som et kuriosum og bevis på at Hull er en fattig by, kan vi nævne at alfonserne afpatruljerer pigerne og området, på cykel! Og mindsteprisen for en tur i kanen eller rettere opad det nærliggende hotels branddør koster 5 pund, omregnet efter den danske kurs må det være 55 danske kroner . Det kan vist ikke gøres billigere noget steds. Men er det noget at sige til at Sømandskirken fraråder de danske sømænd at prøve lykken når der beviseligt er crack-og narkosprøjter med i købet?
Dog er Hull charmerende på sin måde og kan byde på mange salige fristelser for svage sjæle udi publivet. En ægte shopoholiker kan også sagtens få sin lyst styret i Englands billigste powershoppingby, med de mange dejlige forretninger
For slet ikke at tale om den Yorkshirske sindrighed og venlige imødekommenhed der går lige i hjertet. Danskere har en høj stjerne i Yorkshire, måske fordi vi har navngivet så mange af byerne: Ferriby, Skidby, Grimsby eller også er det fordi her bor mange med danske efternavne og fordi vi altid har været her eller i hvert fald siden vi var vikinger.
Streng taget behøver de jo ikke være så gæstfrie, englænderne, det er jo deres land. Vi er da ikke særlig flinke mod fremmede i Danmark. Men de drager omsorg for os, det engelske havnevæsen sørger for at kirken hver morgen har en liste over skibsankomster, så vi fra kirken kan køre ud til de danske og færøske skibe. De ringer også til os når de syntes vi skal på de nye kurser i sikkerhed og terrorismebekæmpelse på havnene. Sømandskirken bliver hilst med hjertelighed og friske kommentarer, når vi møder agenter og bådsmænd ude på skibene. Og der samler sig en stor skare ved flaghejsningen udenfor kirken, når vi til begravelser først lader Dannebrog og det færøske flag Merki gå til tops og så sætter flagene på halv og efter begravelsen lader flagene gå til tops igen. Det er skikken englænderne ryster på hovedet af , for de syntes åbenbart det er i orden, vi har besat et hjørne af Hull, med kirkeklokker, flag og vort eget sprog.
Nu har vi inviteret til 50 års jubilæum for den nye kirkebygning i Hull. Nu bliver der igen noget at se på for englænderne, med en strøm af præster i den mærkelige præstekjole med den hvide præstekrave rundt om halsen: ”Are you going to wear that funny-looking dress” spørger de, men så får de igen når vi morer os over de selvhøjtidelige engelske bedemænd i høje hatte, kjole og hvidt, når de med ægte bedemandsansigter bærer kisten på højskulder.
Der er flere ligheder end forskelle på englændere og danskere, for vi har Gud ske lov den samme humor. Englændernes køkultur kan vi dog ikke slå, de har lært at indfinde sig og står tålmodigt og venter på deres tur. De har lært at stå sammen og sender rask væk deres drenge i krig uden at stille spørgsmålstegn, i modsætning til danskerne der taler meget om krigen men egentlig ikke bidrager så meget. Englænderne tager det tilsyneladende med ophøjet ro at vi nu skal til at lære at leve med truslen om terroren, der kan ramme hvor som helst i England. Dog tror jeg, vi kunne lære englændere at elske deres fædreland og være stolte af deres nationalitet, ligesom vi er det i Danmark.
Der er vel også derfor den ældste sømandskirke i Hull har ligget her i så mange år, et lille Danmark i Nordengland, der modtager de mange sømænd der krydser vore vandveje. Byen er ikke ukendt for danske søfolk, de fleste har sejlet med coastere og tankskibe for at laste og lodse, som de har gjort det i hundredvis af år.
Nogen gange kan vi godt fornemme at havnene har ligget der i mange år. Det engelske havnevæsen ejer de fleste havne og de er nogenlunde i orden, mens der især ved Hull er mange private havne med plads til to-tre skibe, havne der er meget forfaldne og hvor man lodser direkte på den snavsede kaj. Som regel skal man sejle ad de små floder Ouse og Trent for at nå frem til de små havne. Men så ligger den også idyllisk med en lokal pub henne om hjørnet hvor man kan få den dejligste limonade, for den hjemmelavede Cider skal man som bekendt holde sig fra. I hvert fald skal man holde sig fra at gøre pludselige bevægelser, kast med hovedet eller rejse sig for hurtigt fra barstolen.
Det kan godt være svært at komme ombord på coasterne når ebbe er sat ind og vandet er forsvundet fra floden. Den opmærksomme skipper vil som regel regulere gangvejene. Men det er set før, at hele besætningen kommer tilbage til skibet efter en lystig pub tur og vagten ligger på båden og sover de uskyldiges søvn. Hvem tør da springe ombord på skibet med fare for at miste fodfæstet og ende sit liv i den lumske halv-mudrede, halv-udtørrede flod?
Sømandspræsten er da også flere gange blevet båret ombord af stærke bådsmandshænder, men det hører desværre til sjældenhederne og det forlyder fra London at sømandspræsten dér er blevet set oppe i en gravko, men han holdt godt fast! Mulighederne er legio, men vi gør vort til at komme ombord på de danske coastere og tankskibe i al slags vejr og under alle forhold, velvidende, at det er peanuts i forhold til den slags vejr, vore dygtige søfolk skal arbejde under. De danske sømænd der kan klare det mest utrolige under små forhold og med trusler hængende over hovedet om fyring og nedskæring og overvågning på satellit og andre folkeslag som erstatning for den stoute danske sømand.
Sømandskirken forsøger at holde humøret og fanen højt gennem samtaler om alt mellem himmel og jord. Vi prøver at kile os ind, som en stødpudezone, mellem det der kan syntes svært for en sømand og også tale om det. Det er umuligt at forstå hvor belastende det må være at sejle ud fra den trygge havn, kun en håndfuld mænd på sejlads, vuggende på åbent hav i dage uden ende. Og det er skønt at være vidne til lettelsen hos en ung sømand, når det halve år endelig afsluttes med en flybillet i den ene hånd og et goddag og farvel med den anden hånd til afløseren, der kommer i fulde friske firspring op ad lejderen.
”Man bliver da nødt til at tro på Gud når man sidder i en gummibåd på Atlanterhavet” sagde en sømand forleden dag. Ja det tror vi på. Det mest utrolige er da også at man faktisk kan reddes fra et skibbrud, hvordan det ellers kan lade sig gøre. Og det må vi tro på. Det er vigtigt at kunne tro på Gud og Hans Søn Jesus Kristus når man lever sit halve liv på søen. Det går ikke uden tro. Fordi vi ikke selv er herre over elementerne. Det var jo Jesus der stilnede stormen på søen og det var Jesus der fyldte nettene med fisk og det var Jesus der gik på vandet. Altid levede Jesus sammen med sine venner fiskerne og han forstod hvor afhængige de var af havet og havets uforudsigelighed.
Det tænker vi på når vi sidder og kigger på skibet i kirken i Hull og i vores kirke bøn
beder for de mennesker der må leve udenfor vort Danmark, til lands og til vands. Vi har også en tremastet skibskopi af Fregatten Jylland der er kommet til sin ære og værdighed efter vi fandt ud af at kirken måske endda kunne dateres før 1871. Tilsyneladende har der været dansk sømandspræst i Hull siden 1868, og ham er det der har bragt vor danske fregat med til byen. Og ham er det, der lagde grunden til det første tiltag til en lille filial af den danske folkekirke i Nordengland: Sømandskirken i Hull. | |
Kilde/ forfatter: Hjørdis Kjærgaard, sømandspræst, Dato: 1/5-2004
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Hjemtransport af tilskadekommen søfarende.
Der er tradition for, at Søfartsstyrelsen hjælper rederier (og kutterejere), hvis en svært tilskadekommen eller meget syg søfarende skal transporteres hjem, hvis vedkommende skal have en ledsager (læge eller sygeplejerske) på rejsen, eller hvis der skal rekvireres et særligt ambulancefly. Beretningen herunder giver et indblik i, hvor mange detaljer og hvor mange mennesker, der er involveret i at hjemsende en tilskadekommen søfarende.
Mandag den 5. januar 2004: Ved middagstid modtager søfartsstyrelsen meddelelse fra et rederi om, at en 30-årig skibsassistent er faldet ned i lasten i et skib på 1400 BT. Faldets højde var 6,8 m. Skibsassistenten har brækket højre ankel, kvæstelser i ansigtet og på højre arm. Han var kortvarigt bevidstløs og har muligvis kraniebrud. Skibet befandt sig uden for Afrikas østkyst på vej mod Suez. Via Søværnets Operative Kommando fik Radio Medical fat i en redningshelikopter, der var fremme efter 2 timer, og den kvæstede søfarende blev planmæssigt evakueret og fløjet til Djibouti, men hverken skib eller reder kunne umiddelbart få oplyst, hvor han var indlagt.
Tirsdag den 6. januar: Søfartsstyrelsen kontakter det danske konsulat i Djibouti. Konsulen mener, at den søfarende må være indlagt på det franske militærhospital og lover at undersøge sagen. Konsulen bliver bedt om at skaffe lægelige udtalelser om den søfarendes tilstand, herunder en skriftlig udtalelse om, hvornår den søfarende forventes at kunne rejse hjem og på hvilken måde.
Onsdag den 7. januar: Konsulen har fundet den søfarende på det franske militærhospital og oplyser, at den søfarende efter omstændighederne har det godt. Han er blevet scannet og havde ikke kraniebrud. Konsulen arbejder videre på at få en skriftlig udtalelse vedrørende eventuel hjemrejse.Søfartsstyrelsen undersøger rejsemulighederne og finder ud af, at der kun afgår ét direkte fly fra Paris til Djibouti lørdag aften. Dette fly flyver fra Djibouti søndag aften mod Paris. Vi beslutter os for - hvis det overhovedet viser sig muligt - at afvikle hjemrejsen den kommende weekend, i stedet for at vente yderligere én uge.
Torsdag den 8. januar: Søfartsstyrelsen modtager det ventede "Certificat Medical", der bekræfter, sømandens kvæstelser. Konsulen gør os samtidig opmærksom på, at Djibouti er et muslimsk land og at helligdagen derfor falder om fredagen. Dette betyder, at han ikke vil være at træffe den følgende dag. I Søfartsstyrelsen satser vi fortsat på, at vi snart vil få den endelige tilladelse til, at den søfarende kan rejse hjem førstkommende søndag. Vi retter derfor henvendelse til Odense Universitetshospital og får et positivt svar, idet en fransktalende sygeplejerske trods det korte varsel gerne vil påtage sig jobbet som ledsager på rejsen. Sent torsdag eftermiddag erfarer vi imidlertid, at der kræves visum for indrejse til Djibouti. Vi føler os efterhånden lidt klemte, for lørdag og søndag holder man jo fri i Danmark.
Fredag den 9. januar: I Søfartsstyrelsen går vi fra morgenstunden i gang med at finde ud af, hvordan man får et visum til Djibouti. En samtale med Udenrigsministeriet oplyser, at den franske ambassade i København kan udstede det nødvendige visum. På den franske ambassade er den visumansvarlige kvinde villig til at se bort fra sagsbehandlingstiden på en uge, og hun vil blive sent fredag eftermiddag, så det vigtige visum kan blive udstedt. Da alt tilsyneladende er faldet på plads vedrørende visum, opstår næste problem. Air-France vil ikke love assistance mandag morgen i forbindelse med
flyskift i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Vi må derfor kontakte den danske ambassade i Paris, hvor vi kender en flink og tjenstvillig konsulatmedarbejder. Hun lover at kontakte lufthavnen, så vi ikke behøver at tænke mere på det problem. En lang og hidsig arbejdsdag slutter sent om eftermiddagen med udarbejdelse af en liste med telefonnumre, mobilnumre, faxnumre og e-mailadresser, så
alle de involverede personer er informeret om, hvordan de kan få fat på hinanden. Tilbage er en manglende skriftlig bekræftelse på udførelse af båretransporten, idet Air France, London, ringer fredag aften og insisterer på at få oplyst, hvilket firma, der skal transportere den søfarende fra hospitalet i Djibouti til lufthavnen. De stiller sig dog tilfreds med at få konsulens navn og telefonnummer.
Lørdag den 10. januar bliver vi kontaktet af konsulen i Djibouti, som fortæller, at den læge, som har behandlet den søfarende, nu ikke længere er til stede, og hans afløser vil ikke umiddelbart give tilladelse til udskrivning med henblik på hjemrejse. Konsulen får dog løst problemet, og kl. 15.30 tager sygeplejersken til Københavns Lufthavn for at indlede rejsen mod Djibouti.
Søndag den 11. januar får vi om eftermiddagen pr. e-mail bekræftelse på, at alt indtil videre er forløbet planmæssigt.
Mandag den 12. januar tidligt på eftermiddagen ankommer den søfarende til Rigshospitalets Traumecenter. Turen er forløbet vel, og her slipper Søfartsstyrelsen den søfarende, der nu har de bedste forudsætninger for at komme sig. For yderligere oplysninger, kontakt Preben Jacobsen, tlf. 39 17 46 26 eller Pia Høier, tlf. 39 17 45 96.
Vi håber, at der vil gå lang tid, før den næste hjemrejse skal arrangeres,
og for Jeres egen skyld:
Sømænd og fiskere - pas godt på jer selv, vær forsigtige og tag ingen chancer. | |
Kilde/ forfatter: Preben Jacobsen, Dato: 12/1-2004
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Julen 2002.
Selvom sømandshjemmets nye minibus er grøn og er en Citroën, så kunne den godt hedde Rudolf de sidste 14 dage inden jul, hvor sæderne flød med julegaver, sække og røde bånd. Skib efter skib fik besøg med aviser og invitationer til at besøge sømandshjemmet, og der var tilbud om at få skibets bibliotek byttet, benytte sømandshjemmets Internet Cafe, komme en tur i sauna eller få ringet hjem til familien.
Da Fredericia Havn var den sidste mulighed for at få julegaver om bord, var det også et af juletidens tilbud.
Ingen afslog tilbudet om at få julegaver om bord, eller foreslog at det kunne vente til næste gang. Ingen havde så travlt med at losse eller laste, at der ikke var tid til at modtage en julegave. Dejligt.
Desværre har vi aldrig julegaver nok til alle, så nogle besætninger måtte nøjes med en julegave i fællesskab. Det var denne gang en jule CD med et russisk kor, som sømandshjemmet havde indkøbt til lejligheden og for at ”drøje” på julegaverne.
Det blev til 315 julegaver fordelt på 35 skibe. De sidste 7 julegaver måtte i al hast pakkes ind juleaftensdag sidst på eftermiddagen, så der også om bord på det sidst ankomne skib, kunne blive en julegave til enhver om bord.
Om bord på havnens skibe juleaften, var der travlhed. De, der kunne rejse hjem, var hjemme ved familien. Nogle havde i flere dage forberedt sig på julen og holdt deres egen julefest om bord, og nu var der jo også julegaver fra sømandshjemmet. Andre skibe skulle sejle i løbet af juleaften og besætningen kunne derfor ikke forlade skibet.
En del sømænd havde dog tid og mulighed for at deltage i julefesten på sømandshjemmet, og nogle var der hele aftenen, andre skiftedes med deres kammerater til at komme.
Sømandshjemmets julemiddag var andesteg med æbler, rødkål og brunede kartofler, og derefter Ris a´la mande, med mandelgave. Det skulle lige forklares, da denne tradition ikke er kendt, hverken på Burma eller i Litauen.
Kl. 21 samledes vi omkring juletræet, hvor vi sang nogle kendte julesalmer og derefter lyttede vi til juleevangeliet på dansk, engelsk, russisk og arabisk. Der er altid en ganske særlig højtidelighed over denne stund rundt om juletræet, hvor vi står og lytter til juleevangeliet, også selvom vi ikke forstår alle de sprog, det bliver læst på.
Efter ”Fader Vor” i kor, og endnu et par julesalmer gik alle om bord i sømandshjemmets lækkerier. Pigerne havde lavet ta´selv bord med kaffe, lagkage, de fleste af julens småkager, hjemmelavet konfekt, og julegodter, nødder og frugt.
Også denne aften var sømandshjemmets piger og deres frembringelser populære.
Familien derhjemme har altid sømandens kæreste opmærksomhed, især i julen og selve juleaften. Derfor var der også juleaften kø ved telefonerne. Det mildner altid savnet lidt at få en god lang julesnak med dem derhjemme.
Vi var i alt 32 deltagere juleaften, og da det var tid til at sige farvel og tage hjem om bord, var julesneen faldet og lå ren og hvid og pyntede julevejen hjem. | |
Kilde/ forfatter: Niels Kjær Lassen - Fredericia Sømandshjem, Dato: 24/12-2002
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)