|<
<
>|
Sømændenes uartige hunde.
"Fra Tidsskriftet ”Siden Saxo” har vi sakset nedenstående artikel skrevet af Hanne Poulsen
Går man gennem Nyboder vil man se mange af de karakteristiske hvide porcelænshunde i vinduerne. Der er mange gisninger og spekulationer om hundenes vej til vinduer og skabe i danske søfartshjem.
Af Hanne Poulsen
Måske skulle titlen på dette lille studie bare være ”sømandens hunde”, for hvordan var det nu med disse hunde? Bag dette spørgsmål, der med mellemrum stilles til et søfartsmuseums medarbejdere, ligger historien om de populære sømandssouvenirs, fajancehundene fra Staffordshire, der i perioden 1860-1900 var den souvenir, som alle danske søfolk forventedes at tage hjem til koner og kærester fra engelsk havn. Til hundene blev knyttet nogle tvivlsomme traditioner, og figurernes egen slægtshistorie går tilbage til en fjern fortid.
Figurerne blev altid solgt parvis. I deres engelske hjemland var de beregnet til at sætte på kaminhylden og havde derfor en forholdsvis ringe dybde, og bagsiden var afglattet og uden bemaling. Dette faktum, at der tale om en for- og en bagside, der ligger til grund for den mest udbredte tradition om hundenes rolle i søfartssamfundet. Ifølge denne stod hundene i vindueskarmen og kiggede ud efter manden, der var ude på de store have. Når manden kom hjem, blev de vendt. I ugebladenes antikbrevkasser blev historien selvfølgelig uddybet, og navne som Nyboder og Marstal blev sat på som aktuelle lokaliteter. Nu signalerede de udadkiggende hunde til elskeren, at der var fri bane.
Den anden tradition fortæller, at pigerne i sømandsbordellerne ikke måtte tage imod penge, så derfor solgte de hundene til deres kunder for overpris.
Men historien om sømandens hunde er så spændende, at vi her skal prøve at opridse deres kulturhistorie og prøve at komme om bag de senere traditioner.
Pottemagerkunsten i Staffordshire
I grevskabet Staffordshires nordvestlige del, grupperet omkring byen Stoke-on- Trent havde siden 1600-årene et stigende antal pottemagere slået sig ned for at udnytte de gode forekomster af ler, af adgangen til kul og transportmulighederne ad de indre vandveje ud til Liverpool i vest og The Wash og Humberfloden i øst.
I dette tidligt industrialiserede Midtengland specialiserede pottemagerne sig i at fremstille pyntelige krus og kander, platter og figurer i hårdtbrændt ler, der med dekoration i emaljefarve og kobberlustre skulle konkurrere med de kostbare kinesiske porcelænsvaser og nipsfigurer og deres efterligninger fra de tyske porcelænsfabrikker. Fra omkring 1840 kunne man ligefrem tale om en storproduktion af figurer, idet fremstillingen blev sat i system således, at deres forside, bagside og bundstykke blev støbt i forme og sat sammen. Dette gjorde dem billige, og da kundekredsen var bestemmende for motivvalget, fik de såkaldte Staffordshirefigurer deres eget folkelige særpræg. Deres tid falder sammen med dronning Victorias regeringstid, og figurerne forestiller historiske såvel som tidens kendte personer, og mange af dem til hest. Navnet blev skrevet på soklen, for det var så som så med portrætligheden. Der var også romantiske og sentimentale figurgrupper, ikke sjældent øget med et ”hus” til lommeuret eller en lille vase. Mange af figurerne blev fremstillet og solgt som par, og de blev købt for at stå som pynt på hylden over kaminen, der var midtpunktet i ethvert engelsk hjem.
En anden stor motivkreds var dyrefigurerne. Blandt Staffordshirefigurerne var mange dyr som katte, fugle, køer og får. Men det var hundene, der også i hjemlandet blev den store favorit. Der blev lavet langbenede mynder, for hundevæddeløb med disse dyr var en yndet sport i det engelske aristokrati. Men de mindre familiehunde blev dog de foretrukne. Moppen optræder tidligt, i begyndelsen af 1700 årene kom puddelen til, og op gennem 1800 årene konkurrerede denne i yndest med den langørede spaniel. I England blev spanielen brugt som jagt hund. Den går gerne i vand og er en glimrende apportør. Den er hvid og oftest med sorte eller røde pletter, der på lergodset blev påført med mønje, kønrøg eller kobberlustre, der kunne have et violet skær. Den plettede type blev også kaldt king Charles spaniel, for typen havde været hofhund hos Charles den Anden. Hund`ologerne opererer dog med flere betegnelser efter pletternes farve. Morsomt er det, at den karakteristiske danske sømandshund, der altså ligger i den sidste ende af Staffordshirefigurernes storhedstid, mest af alt ligner en pekingeser. Den gamle kinesiske race kom sent til Europa og blev her kaldt Peking Spaniels. En af de første hunde, der kom til vor verdensdel, kom som en gave til dronning Victoria. Med den stigende efterspørgsel blev hundefigurerne og især spanielen fabrikeret i tusindvis ikke alene i Staffordshire, men også i London, i Skotland og andre steder. De fleste modellører var anonyme, men vi kender nogle navne fra pottemagerområdet i Midtengland. En Georg Hood ved Bourne lavede fra 1845 store og små hunde. I Hanley hed en modellør af ”dogs og animals” James Hudson. Han døde 1882. I Burslem var William Kent en af flere, der omkring 1885 udførte hunde af forskellige typer. Hundene blev solgt på markeder til det engelske publikum, og deres tilnavn ”comforters” eller ”comforter dog” siger en del om de følelser, de små rare hunde vakte. Også engelske udvandrere ville gerne have et par hunde med hjemmefra til de nye kontinenter. Et andet tilnavn ”grave dogs” er sværere at forklare.
I litteraturen om Staffordshirefajancer omtales ikke relationer mellem søfolk og hunde. Til de engelske søfolk blev nemlig fremstillet specielle sømandsfajancer med billeder af skibe og sømænd og med digte om Sailor`s Farewell og Sailor`s Return. Disse ting appellerede i mindre grad til skandinaviske og nordtyske søfolk. De foretrak hundene, der for en billig penge kunne købes i de havnebyer, hvor skandinaverne kom. Skibsdrengen købte hunde med hjem til sin mor, og skibsfører og styrmand tog et par med hjem til konen eller kæresten. Hjemme i den pæne stue var lågkisten blev afløst af dragkisten eller et chatol, og på disse høje skuffemøbler såvel som på de lavere kommoder skulle hundene stå til pynt, gerne med et skrin eller en vase i midten. Placeringen i vindueskarmen er en nyere skik.
I hjemmene indgik hundene i en broget sammenhæng, som det fremgår af Johannes Olsens beskrivelse af et sydfynsk skipperhjem: Skibsbilleder på Væggene, kinesisk Porcelæn, Kobber- og Messingsager fra fjerne Lande, laksager fra Østen, Tekstiler fra Indien, Persien, Tyrkiet og flere Steder, mærkelige Fajancer, Våben og meget mere fra al Jordens Lande, ikke at forglemme de morsomme engelske Porcelænshunde med forgyldte eller violette Pletter. De holder Vagt på Kommoder og Skabe over sjældne Konkylier og mange andre Genstande, som Fatter hjemfører til Kone og Børn efter hyppigt lang Ventetid.
Forhistoriske Aner
I modsætning til de aktuelle og skiftende personfremstillinger fra værkstederne i Staffordshire, havde hundene som motiv meget gamle og eksotiske aner. De går tilbage til de løvefigurer, der vogtede de buddhistiske helligdomme i det gamle Kina. Disse løver optræder som par. De sidder på deres bagdel på en sokkel og vender et åbent gab mod beskueren. Ved første øjekast er de ens, men under deres løftede forben har hunnen, der altid sidder til venstre, en unge, og hanløven til højre en gennembrudt bold af samme type, som endnu benyttes i den kinesiske løvedans. Dyrene bærer et halsbånd, hvori hænger trebjælder, der har haft til funktion at afværge onde ånder.
Der har aldrig været løver i Kina, men hanløver menes lejlighedsvis at have været skænket kejseren som gave fra det persiske hof. På de ældste bevarede løvefigurer ses en rem eller et reb at hænge ud af mundvigene i det blottede gab. Da kineserne aldrig havde set løver, mente de, at også hunløverne havde manke, så begge dyr fremstilledes med en lang og raffineret formgivet rygmanke. Fremme omkring 1700 var erindringen blegnet omkring det frådende rovdyr. Nu blev løvefigurerne fremstillet i stort tal og i lille størrelse beregnet for private hjem. 11 sådanne løvefigurer af porcelæn blev i 1700-årene indkøbt til Det kongelige danske Kunstkammer. De er 11 til 34 cm høje, og de fleste af dem har et lille rør ved siden til afbrænding af røgelse. De europæiske, først og fremmest de engelske opkøbere af kinesisk kunstindustri og kuriositeter, faldt for de charmerende dyr, som på grund af deres lighed med de kinesiske Peking spaniels blev kaldt Dogs of Fo (Fo=Buddha), på dansk Fo-hunde. Og disse Fo-hunde er i næsten uændret form blevet eksporteret fra Kina til Europa lige til nutiden.
De kinesiske varer blev ivrigt efterlignet, men i løbet af 1700-årene gik mange engelske pottemagere over til at fremstille hunde, der lignede engelske familie- og skødehunde, men de kaldtes stadig China-dogs. Som følge af ordet China`s dobbelthed, idet det ikke alene betyder Kina, men også porcelæn, blev fajancehundene mange steder, også her i landet kaldt porcelænshunde – og det endda af folk, der vidste bedre besked.
Staffordshirehundene optræder også altid som par. De sidder vagtsomt på deres bagdel, vendt mod hinanden og symboliserer efter traditionen troskab og tryghed. Der er ingen kønskarakter ved hundene, og her kan vi så trække en parallel til løvehunnen med ungen. Et andet fast træk ved hundene er, at de bærer et halsbånd, hvorfra der udgår en gylden lænke, og i halsbåndet hænger en forgyldt lås. Hvem har nogensinde set en hængelås på en lille hund? Det er simpelthen Fo-hundens midterste og største bjælde (eller er det en lotusknop?), der er blevet til en hængelås.
Det trygge og rare ved hundene har også betydet noget for sømanden selv. Han behøvede jo ikke at give den fra sig med det samme, og når skibet lå i havn, så de jo pæne ud på skibskistens låg. Blandt de få beretninger,
vi har om hundenes første ejere, handler tre om hunde, der af sømanden tages frem af kisten og foræres til en kvinde som afdrag på økonomisk eller følelsesmæssig gæld. Ingen af de bevarede case-stories om hundene har baggrund i noget seksuelt.
Kort tid efter en forespørgsel, hvor jeg – også ud fra egen baggrund i Nyboder og svigerfamilien i Marstal – omhyggeligt havde tilbagevist enhver uanstændig baggrund for Staffordshirehundene, nød jeg i London det milde decembervejr ved en slentretur i de victorianske rækkehuskvarterer omkring Earls Court. Pludselig blev min opmærksomhed vakt af en Staffordshire rytterfigur, der stod ude på gesimsen foran et halvvejs åbentstående vindue, hvor gardinet var trukket for. Som jeg stod der og stirrede på det usædvanlige syn, rakte en nøgen kvindearm frem foran gardinet og stak en langstilket rød rose under armen på rytteren. Siden da har jeg været lidt mere forsigtig med at afvise, at hundenes placering i et vindue i individuelle tilfælde kunne være brugt som tegn. Men med den sociale kontrol på godt og ondt, der har hersket mellem søfartssamfundenes tætliggende huse, må netop disse lokaliteter nok kunne sige sig fri.
”De uartige hunde” version 2, der knytter erhvervelsen af et hundepar til bordelvirksomhed virker ganske usandsynlig. Aldrig har man vel hørt om et så fintfølende etablissement, at damerne ikke måtte tage imod penge, og så endda i de engelske havnekvarterer, der skal være hjemsted for historien. Den (øst)tyske etnolog, Wolfgang Rudolph, der fra 1950`erne berejste den tyske Østersøkyst, stødte også på denne historie, som han fandt var vidt udbredt, men som havde sit tyngdepunkt i området mellem Kiel og Rügen, hvorfra den også havde vundet indpas i Danmark. Måske er historien blevet kolporteret af antikvitetsopkøbere, der ville styrke interessen for de små hunde?
Den engelske journalist og forfatter Charles Dickens skrev adskillige rejsebreve, og i et af dem fra 1800 årenes midte, besøger han sammen med lovens håndhævere de mørke labyrinter i Liverpools dokker, hvor alskens farer lurer på ”mercantile Jack”. Logishuse, damer i forskellig alder og hyrebasser befolker de skumle lokaliteter. Men to steder noterer Dickens sig en større udstilling af ”crockery” d.e. lertøj, ”postelin”.
Jeg behøver kun at skildre et par af de huse, hvor man ventede på Jack, som eksempel på de andre. I mange kom vi ind gennem lange, lurvede gange, hvor der var så bælgmørkt, at vi måtte føle os for med hænder. Ikke eet af alle dem, vi besøgte, var uden sin udstilling af billeder og porcelænssager. Mængden af de sidste, der var stillet til skue på hylder og i små glaskasser i de elendige værelser, vidnede om, at Koffardi-Jack måtte have en påfaldende forkærlighed for pottemagerarbejder, når der måtte så meget til af denne madding i hans snarer.
Det står læseren frit for at tolke fajancernes tilstedeværelse. De kan have været bordelmutters alibi. Ved ordensmagtens ankomst kunne hun skifte identitet til souvenirsælger.
I 1954 var en vistnok københavnsk journalist på besøg hos en antikvitetshandler i Tønder for at få en god artikel til søndagstillægget. Artiklen indledes således: For hundrede år siden måtte de engelske glædespiger ikke tage imod penge af deres kundekreds. Derimod måtte de godt sælge 30 cm høje proselænspuddelhunde – til overpriser. En engelsk porcelænsfabrik beskæftigede sig ikke med andet året rundt end fremstillingen af disse sorttrynede hunde med de forbavsede øjne. Der har tilsyneladende været god efterspørgsel efter puddelhunde og kærlighed på de tågede britiske øer. Mange sømænd ”købte” disse hunde, og når de vendte hjem til den hjemlige favn, berettede de, at hundene var en souvenir fra besøget i England. Hvad de på en måde jo også var.
Og antikvitetshandleren står inde for historien. Erfaringen viser, at folk har en bedre hukommelse for pikante historier end for de mere sobre, og museumsfolk er ingen undtagelse. Den ellers så forsigtige forsker og daværende leder af museet på Koldinghus, Sigurd Skov, fortæller i 1963 til en journalist fra Kolding Folkeblad om ”tempelhundene ” som de oprindelig var i Kina. Også den engelske udgave af hundene kan efter Skovs mening henføres til kategorien tempelhunde: …for de har gjort tjeneste i små kærlighedstempler i fremmede havnebyer. Disse kærlighedstempler var som regel beliggende i en og samme gade i de engelske havnebyer, og pigerne, der holdt til i dem, var rationelt indstillede. Det var dem, der handlede med hundene. Når en dansk eller en anden sømand eller rejsende gik gennem gaden, kunne han ved et blik i vinduet forvisse sig om, hvorvidt der var åbent i templet eller ej. Var det åbent, vendte hunden ansigtet ud mod gaden, men var der optaget, sendte hunden sit blik ind i stuen, eller måske var det omvendt.
Fandt man det åbne tempel, var der vel ikke mange betænkeligheder ved at gå ind, og når ceremonierne var overstået, var det naturligt, at man tog hunden med – selvfølgelig mod betaling, hvorefter pigen kunne stille en ny i sit vindue.
Her ser vi de to traditioner kørt sammen til en med en noget uskarp kontur.
I sin sammenfattende publicering af Østersøegnenes sømandssouvenirs fra 1982 er Wolfgang Rudolph kommet frem til den konklusion, at der intet belæg er for version 2, men at den må være opstået omkring 1900 i et muntert lag af badegæster eller kunstnere for at latterliggøre hundene, der for dem var indbegrebet af kitsch og småborgerlighed. Det lystige selskab (Rudolph siger feuchtfrölich) har ligget flade af grin over konerne i den lille fiskerflække, der så om hyggeligt tog vare på de værdsatte pyntegenstande. Hun skulle bare vide – ha-ha-ha. Måske havde badegæsten læst Dickens. I hvert fald er historien utrolig sejlivet og blev så sent som i Marts 1999 bragt til torvs i det svenske Tv-program Antikrundan.
Som antikviteter betragtet er det gået stærkt op og ned for hundene som for den øvrige gruppe af Staffordshirefigurer. Hvor der i begyndelsen af 1900-årene næppe var et sømandshjem, der ikke ejede et eller flere hundepar, var de følgende generationer knapt så begejstrede for de nipsgenstande, der blev forbundet med den ufriske klunkestil. Måske har også bordelhistorien kostet mange hunde livet.
I sine erindringer, udgivet 1953, mindes Andreas Sørensen sit barndomsmiljø i Sønderho. Hans far havde sejlet i 45 år, de første mange år i sejlskibene, før han som skipper måtte resignere og blive styrmand i en damper. Fra sejlskibs tiden havde faderen hjembragt to store krøllede ”Aberdeen-hunde” med gule bånd om halsen. De stod på kommoden og vogtede en hjord af elefanter i hårdt, sort træ. Disse hunde holdt jeg meget af, og denne Kærlighed har ikke fortaget sig. Hver gang jeg i en Antikvitetsforretning ser ind i disse trofaste Øjne, husker jeg den Hærskare af Fajancehunde, der indtog Hæderspladser i de gamle Fanø-huse. Kunstkendere trak dengang på Skulderen af Aberdeen- eller New Englandshundene, men nu har de oplevet en Renæssance og koster op til et Par Hundrede Kroner Parret. Jeg har selv fire Hunde, to store og to ”Hvalpe”. Med de sorte Snuder kækt i Vejret står de under et Billedgalleri af gamle Fanøskibe, som for fulde Sejl stævner frem over de syv Have.
Hundene var atter kommet på mode, og i løbet af 1950-erne blev de statussymboler på linie med malede almuemøbler, manglebrætter og Kellinghusentallerkner. Især de hvide løveklippede pudler med ”pels” af porcelænsgrus, de såkaldte sukker- eller krymmelhunde, var nærmest uopnåelige for en almindelig lønmodtager. Hundene kom så højt op i pris, at der i England og måske også andre steder i 1960-erne blev startet en produktion af nye hunde af spanieltypen, hvide med halsbånd. Hermed gik bunden ud af markedet samtidig med, at en ny generation fordrev almuetingene fra hjemmene og gik over til ”high tech”.
Nu ser man atter hundene i de små søfartssamfund i stigende tal, for igen produceres der ”nye” hunde. Ofte anskaffes de af tilflyttere eller ”københavnere”. De ved, at der var noget med søfolk og hunde, og var der ikke en pikant historie bag? Men hundene fortæller ingenting. Om man vender de sorte snuder mod stuen eller mod gaden ser de med store øjne lige frem for sig uden dog at se, og ikke en trækning opliver deres tålmodigt melankolske ansigtsudtryk.
Hanne Poulsen er inspektør på Handels- og Søfartsmuseet og har tidligere skrevet om hundenes historie i Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1999" | |
Kilde/ forfatter: Hanne Poulsen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Indslag fra 3. part
Lost at Sea and Lost at Home
Michelle Thomas er forsker ved Seafarers International Research Centre i Cardiff, England. Hun har interviewet 15 britiske søfolk og deres respektive hustruer samt 4 børn, i alt 34 interviews. På ca. 100 sider beskriver hun sine resultater ud fra disse interviews.
Rapporten kalder hun: ”Lost at Sea and Lost at Home: the Predicament of Seafaring Families”.
I skrivende stund er jeg ved at tygge mig gennem det engelske, som dog kunne være værre. Vores redaktør rykker mig for stof til bladet, så jeg forsøger at berette lidt fra Michelle´s rapport, trods jeg ikke har læst det hele.
Allerede få sider henne, kan jeg se at, det er både interessant læsning og et godt stykke arbejde. Rapporten kan bestemt anbefales. Man kan ”besøge” Michelle Thomas på centrets hjemmeside: www.sirc.cf.ac.uk.
Michelle Thomas så på fordele og ulemper ved søfartslivet, besværlighederne ved den specielle arbejds cyklus (ude – hjemme), den oplevede effekt på det følelsesmæssige og fysiske velbefindende, kilder til støtte og mestrings strategier .
Hendes resultater:
Den største fordel var absolut den relative høje løn, sammenlignet med løn i land, og adskillige nævnte den høje løn som værende den eneste fordel ved erhvervet og livsstilen.
En anden fordel var den lange ferie, fleksibiliteten og selvstændigheden i arbejdet samt spænding og glæde ved gensynet med partneren. Overgangene mellem skib og hjem blev nævnt som den sværeste periode i arbejds cyklus, da søfolkene kæmpede med at tilpasse sig landlivet og deres partnere kæmpede med at blive en del af et par igen. Søfolkene berettede om en anseelig periode til at afstresse fra skibslivet, og mange berettede om besværligheder med at tilpasse søvnmønster til familiens søvnmønster.
Ikke overraskende (Michelle´s egne ord) fandt hun, at kommunikation var ekstremt vigtigt for parrene. Jævnlig kommunikation lod søfolk og deres partnere forblive følelsesmæssigt tætte, og lod sømanden forblive en del af familiens beslutninger og begivenheder mens han er til søs. Jævnlig kommunikation lettede tilpasningen til land- og familielivet, og sikrede at sømanden havde en rolle i familien hvad enten hjemme eller til søs.
Kommunikationsmidlerne spredte sig over satellit telefon, breve, mobil telefoner og email. Mange havde cell-net telefoner og PC´ere. Der var et økonomisk stort forbrug på kommunikation og sommetider på et uoverkommeligt niveau.
Social isolation var et betydeligt emne for søfolkene. Forandringer i besætnings mønstre betød at samvær med kolleger begrænsedes til ”ombord-bekendtskab”, og geografisk adskillelse og usynkroniserede ferier gjorde det problematisk at vedligeholde venskaber. Søfolkenes afbrudte tilstedeværelse hjemme, sammenholdt med udgifterne til kommunikation, gjorde det vanskeligt for nogle søfolk at vedligeholde venskaber hjemme. Mange søfolk berettede at de var afhængige af deres partner og partnerens venner for social kontakt og støtte.
Sømandskonerne forekom også at være socialt isolerede. Kvinder med små børn havde mindre muligheder for social kontakt, og en del berettede at de følte sig ilde til mode ved at møde op ved begivenheder uden partner. Sømandskonerne følte ofte, at deres specielle problemer relateret til sømandslivet, ikke altid blev forstået af landfolk, og det har formentlig forstærket følelsen af isolation.
Tilstedeværelsen af børn ændrede aspektet ved sømandslivet for mange par. For sømandskonerne gjorde børn adskillelsen mere tålelig, da børnene giver selskab og holder hustruen travlt optaget, så tiden går hurtigere. Dog fik små børn, ofte hustruen til at føle sig bundet til huset og socialt isoleret. Søfolkene berettede besværligheder med at forlade børnene for lange perioder, og sommetider fandt de børnenes forandring foruroligende. Det kunne også være foruroligende for familien, at små børn ofte ikke kender faderen ved hjemkomsten. Søfolkene var positive omkring det faktum, at de med deres lange ferie, har mere kvalitets tid sammen med deres børn, end landfolk har.
Et betydeligt emne for søfolkene var deres følelse af overflødighed. Mange talte om vigtigheden af at have en partner, der er selvstændig og klarer hjem og familie mens de er til søs. Imidlertid var denne selvstændighed hos partneren, som gjorde at sømanden kunne være til søs, uden at bekymre sig om hjemmet, også medvirkende til problemer, når han kom hjem fra søen. Nogle søfolk mente, at deres familie fungerede uanset deres tilstedeværelse, og det kunne få dem til at føle sig unødvendig, uvigtig og fortrængt i familien.
Modsat populære opfattelser af sømanden som sexuelt promiskuøs, forblev størstedelen af søfolkene sexuelt monogame, og indstillede sig på de lange perioder med sexuel afholdenhed. De fleste søfolk følte ikke, at gentagne og lange adskillelser, påvirkede sexlivet med partneren, skønt nogle enkelte berettede at de havde besvær med at genoprette intimiteten, og at arbejdsbelastning og stress sommetider påvirkede sexlivet. Ingen berettede om sidespring. Hustruerne accepterede også perioderne med sexuel afholdenhed og nogle så frem til disse perioder. Genoptagelsen af sexlivet, kunne somme tider være problematisk som følge af kvindens behov for intimitet, og hendes opfattelse af mandens behov for sexuel lettelse. Kravene om at klare hjem og familie kunne somme tider gøre kvinden fysisk udmattet, så det påvirkede sexlivet i negativ retning.
Hustruerne forholdt sig typisk pragmatiske, til følelser af ensomhed og depression i relation til mandens fravær. Ingen havde kontaktet en professionel med følelsesmæssige problemer. Tilstedeværelsen af sømanden føltes specielt vigtig, både for praktisk og følelsesmæssig støtte, når der var alvorlige sundheds problemer i familien.
Søfolkene berettede om højt arbejds relateret stress. Men de søgte sjældent professionel hjælp.
Nogle få søfolk berettede om følelsesmæssige problemer relateret til problemer i parforholdet. Disse problemer var ind i mellem af en sådan beskaffenhed, at det fik dem til at overveje selvmord mens de var ombord. Der blev også berettet om følelsesmæssige problemer relateret til traumatiske begivenheder i arbejdet.
Tillid blev anset som afgørende for at kunne klare sømandslivet, lige såvel som kommunikation.
Hustruerne berettede om hvordan de mestrede adskillelsen ved at holde sig beskæftiget med et job, huslige pligter, børn og samvær med familie og venner. Socialt netværk var vigtigt både for praktisk og følelsesmæssig støtte. De kvinder der havde tidligere erfaring med vekslende fravær, følte sig bedre i stand til at klare livsstilen, som følge af positive rollemodeller og en bevidsthed om de potentielle problemer sømandslivet kan afstedkomme.
De interviewede havde en del forslag til forbedringer. Der blev nævnt kortere udmønstringstider og billigere kommunikation. Støtte fra rederiet til at sømanden kunne komme hjem ved familieproblemer/kriser. Muligheder for medsejlads for hustru og børn, som blev oplevet som en faktor der letter problemer relateret til sømandslivet. Hustruerne, som lever spredt i England, foreslog at kontakt mellem sømandsfamilier ville være godt for dem selv og deres børn.
Michelle Thomas foreslår følgende for at forbedre sømandslivet for søfolkene og deres familier:
Øget adgang til email. Statstilskud til kommunikation. Leveret post ombord så ofte som logistisk muligt. Udmønstringsperioder på maksimum 4 måneder. Øget mulighed for medsejlads. Forbedring i planlægning af sømandens arbejdsperioder, så den bliver mere akkurat og forudsigelig. Fremme social kontakt mellem sømandsfamilier. Sikre sømanden mulighed for umiddelbar hjemrejse ved familiekriser. Bedre kontakt mellem rederi og sømandskone. Fast besætning, så der er bedre mulighed for sociale relationer ombord. Besparelser ved mindre besætninger og øget administrativt arbejde ombord, skal balanceres op mod de sundhedsskadelige effekter det har på sømanden.
Michelle Thomas foreslår at der frem over forskes i: Eks-søfolk og eks-sømandskoner, hvorfor de ikke klarede sømandslivet. Problemer for sømandsfamilien ved sømandens pensionering. Sømandslivets effekt på børnene. Kvindelige søfolk og deres familieliv. Effekt og ansvar ved traumatiske begivenheder ombord.
Det var, hvad jeg, under redaktørens pres(!..), ville berette fra Michelle Thomas´s rapport om ”den fortabte sømand” (frit oversat!).
En hel del af det, er jo ikke nyt for os sømandskoner. Vi har talt om meget af det mange gange. Men alligevel synes jeg det er interessant at se hvad andre mener og oplever. Det kan også være bekræftende, at se at man ikke falder specielt meget udenfor… Men der er også alarmerende forhold, som at nogle søfolk kan overveje selvmord, som følge af job og dets betingelser. Og for at pudse egen glorie, falder meget af det Michelle Thomas siger i sin rapport, godt i tråd med det, jeg fandt i min egen lille mini-forskning om den isolerede sømand. Der er heldigvis gode sider ved sømandslivet. Til gengæld, tror jeg de negative sider er mere invaliderende, end de først ser ud til. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Indslag fra 3. part
”Aa lad mig blot dø!” ”Sæt mig af eller kast mig over Bord.”
Alle Kahytternes Klokker ringer, og Skrigene stiger og synker for at ende i en hæs Gurglen og et Plask, medens Skibet stamper og hugger sin Vej gennem Kattegats krappe Søer. Paa Dækkets Læside ligger nogle blege Skikkelser indsvøbt i Tæpper og stirrer fortvivlet paa de graablaa skumklædte Toppe. Enkelte Mænd gaar op og ned og ryger ubeslutsomt og uden Nydelse, idet de i en stor Bue gaar uden om Spisesalonens Skylight (udt. Skejlejt). En stor Bølge begraver Forstavnen og sender en Byge af Skum henover de sammenkrøbne Skikkelser i Stolene. Agterstavnen og Flaget stiger op over Horisonten, og Skruen forlader sit Element for at sætte i en hvirvlende Fart, der ryster hver Bolt i skibet.
Nede i Salonen har Klokken lydt, og Kaptajnen præsiderer over 10 kolde Kødretter og 7 slags Fisk samt 6 Flasker bordlagret Leoville.
To sammenbidt udseende Mænd gør ham Selskab, men de synes at være paa Diæt, idet de udbeder sig en Kop Te og to Stykker ristet Brød, hvilket ikke ser ud til at være deres sædvanlige Ration. De spiser langsomt, med mange Tyggebevægelser, mere som af Pligtfølelse end af Tilbøjelighed.
Stewarterne balancerer frem og tilbage med Fadene, der ikke finder Afsætning, og de tomme Kuverter slaar skuffende mod Slingebrædderne på Bordets Rand.—
Den jyske Rutebaad har mødt en Nordvestenstorm i Kattegat, og dette er Stemningen om Bord.
Hvoraf kommer nu al denne Elendighed og Jammer, der danner saa sørgelig en Illustration til Ordene om, at ”husvant fra Arilds Tid plasker Danksen til Søs”? Hvad er det, der har kuet alle disse muntre og madglade Mennesker, som ingen Frokostklokke ellers vilde have kaldet forgæves?
Ved første Øjekast synes det tydeligt, hvad der er denne Sygdoms Væsen. Det er maden, den taalmodige danske Mavesæk protesterer højlydt og kraftigt mod at blive gynget og vugget. Slet saa simpelt er det dog ikke, og man maa søge til ganske andre organer for at finde Forklaringen på Søsygens Opstaaen.
Dybt inde i Tindingebenet, i det indre Øre, ligger Søsygens Arnested, de 3 smaa Buegange, en i hvert Plan. Hver Gang Legemets Stilling forandres, strømmer Vædsken i en eller flere af disse af Sted og irriterer de Fine Nerveendelser i Buegangenes ende. Med disse Organer fornemmer Mennesket sit Legemes Stilling og kontrollerer ubevidst sin oprejste Holdning, og med dem betaler det dyrt for sit Herredømme over Søen.
Skønt forbundet med Høreorganet er disse Bueganges Bestemmelse noget ganske for sig selv. Hos Dyrene er Sygdomme eller rettere Anlægsfejl i disse Buegange kendt, det er saadanne Fejl, der giver Anledning til Bevægelsesforstyrrelserne hos de saakaldte Tumler duer og de japanske Dansemus. Den stadige uregelmæssige Strøming af Vædsken i Buegangene, der er en Følge af et Skibs huggende og rullende Bevægelser, bevirker en Overirritationaf Nervespidserne. Herved fremkommer via Hjernen en Følelse af Hovedpine og Kvalme, der ender med Opkastninger. Hertil medvirker ogsaa de indtryk af ustadig Ligevægt, som Hjernen modtager fra Øjnene og fra Nervespidserne i Muskler og Led.
Den menneskelige Ligevægtssans, der tilpasset til Livet på Landjorden, modtager saaledes paa en Gang for stærke og mangeartede Indtryk og overlader det væsentlig til Maven at protestere mod Overgrebet. Hvorledes Hjernen paavirker Maven, behøver vi paa dette sted ikke at gaa ind paa, men Opkastninger og Kvalme er kendt som en Følge af mange forskelligartede irritationer af Hjernen. Blodkarcentrerne i Hjernen paavirkes ogsaa og herved fremkaldes blandet andet den typiske Ansigtfarve.
Hvad kan man nu gøre for at forebygge og lindre denne Sygdom, der ødelægger saa mange Ferier. Én af de sørgeligste Sider ved Sygdommen er, at Medlidenhed og Trøst fra ens Medmennesker i Reglen udebliver, saaledes at Skam og skade følges ad. Man skal i hvert Fald ikke spørge Søfolk om et Raad, hvis man ikke ønsker saadanne spøgefulde Svar som det bekendte: ”Tag et Stykke fedt flæsk i Munden!” Saa længe De kan holde det der, bliver De ikke søsyg.”
Nej, man skal f.eks. prøve a spise noget, dog ikke fede og krydrede Retter. Kvalmen melder sig lettere paa en helt tom Mave, og skulde det ske, at man maa hilse på ”Ulrik”, gaar dette lettest, naar man har mere end Mavesaft og Galde til sin raadighed. | |
Kilde/ forfatter: Populærvidenskabeligt Værk, Dato: 31/12-1979
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)