|<
<
>
>|
“Godmorgen”-om sømandskirken i Hull
Hjørdis Kjærgaard, sømandspræst
104 Osborne Street
HU1 2PN
Hull
England
Den ældste sømandskirke ligger i England, Nordengland.
Sømandskirken ligger midt i centrum på den befærdede hovedåre, der løber gennem byen Hull.
Hvis man kigger på et kort over England står der ikke Hull, men Kingston upon Hull, hvilket er en eufemisme for den snavsede og fattige Yorkshireby, Hull.
Men Hull er en dejlig by, ihvertfald er beliggenheden idyllisk, lige ved de fire floder sømandskirken betjener: Humber, Trent, Ouse og Hull. Det er tidevandet der bestemmer livet i Hull, vi kan mærke det i luften når vandet skifter fra flod til ebbe. Det blæser næsten umærkeligt. Og vi kan høre det på de sjældne vadefugle der ellers ubekymret går tur på den tomme flodseng. Uden varsel letter de når vandet vender med 8 knob i timen, for at tømme og fylde floderne med en usvigelig præcision.
Sømandskirken har ligget i Hull siden 1871. Og i al den tid har kirken betjent de danske søfolk der lægger til på floderne og de søfolk og fiskere der har bosat sig i byen Hull og i nabobyen Grimsby.
Der er danskere i byen, både de søfolk der arbejder på de danske skibe, der hver dag melder deres ankomst og de ældre danske søfolk der har boet i England, siden 2. verdenskrig.
De ældre danske søfolk og byen Hull deler skæbnefællesskab. ”Vil I sejle under engelsk flag eller vil I i krigsfangelejr?” lød valget, de danske fiskere blev stillet overfor, da 2. verdenskrig brød ud. Hvad der begyndte som en normal fisketur med kutter på Nordsøen, endte i England da de danske både blev bragt op. De fleste unge danskere blev og kæmpede under engelsk, flag, selvom det betød at de måtte sejle den svære konvojsejlads mellem USA og England, for at bringe føde til de sultne englændere. Men de fik deres belønning, for mange af de unge fik kig på de engelske piger: the ”english roses” og satte bo herover. Og byen Hull blev bombet til ukendelighed, fordi den var sidste stop inden Nordsøen, når de tyske bombeflyvere vendte flysnuden mod ”Das Vaterland” efter bombningen af Manchester, Coventry og Birmingham, der ligger som perler på en snor, ud mod Hull og Nordsøen.
Det er mange år siden der var krig, men byen har aldrig formået at rejse sig efter de store ødelæggelser, hvor den første danske sømandskirke blev jævnet med jorden. Derfor kaldes den 13. største by i England også den fattigste by.
Der går sjældent en morgen uden det danske og færøske flag hejses udenfor kirken. ”Godmorgen” bliver der sagt på umiskendelig ravjysk henover flaghejsningen. De forhenværende fiskere fra Esbjerg har med deres engelske ”roses” slået sig ned i nærheden af kirken og nyder at tiltale hinanden på dansk. Og vi har alle som én taget den gode Yorkshireskik til os, for vi siger ”godmorgen” indtil kl.12.
Kirken ligger som sagt midt i centrum af Hull, og samtidig i havnekvarteret ”the red light district”. Den lette garde trækker op udenfor vore vinduer under stor opmærksomhed fra danskere på ferie herover. Som et kuriosum og bevis på at Hull er en fattig by, kan vi nævne at alfonserne afpatruljerer pigerne og området, på cykel! Og mindsteprisen for en tur i kanen eller rettere opad det nærliggende hotels branddør koster 5 pund, omregnet efter den danske kurs må det være 55 danske kroner . Det kan vist ikke gøres billigere noget steds. Men er det noget at sige til at Sømandskirken fraråder de danske sømænd at prøve lykken når der beviseligt er crack-og narkosprøjter med i købet?
Dog er Hull charmerende på sin måde og kan byde på mange salige fristelser for svage sjæle udi publivet. En ægte shopoholiker kan også sagtens få sin lyst styret i Englands billigste powershoppingby, med de mange dejlige forretninger
For slet ikke at tale om den Yorkshirske sindrighed og venlige imødekommenhed der går lige i hjertet. Danskere har en høj stjerne i Yorkshire, måske fordi vi har navngivet så mange af byerne: Ferriby, Skidby, Grimsby eller også er det fordi her bor mange med danske efternavne og fordi vi altid har været her eller i hvert fald siden vi var vikinger.
Streng taget behøver de jo ikke være så gæstfrie, englænderne, det er jo deres land. Vi er da ikke særlig flinke mod fremmede i Danmark. Men de drager omsorg for os, det engelske havnevæsen sørger for at kirken hver morgen har en liste over skibsankomster, så vi fra kirken kan køre ud til de danske og færøske skibe. De ringer også til os når de syntes vi skal på de nye kurser i sikkerhed og terrorismebekæmpelse på havnene. Sømandskirken bliver hilst med hjertelighed og friske kommentarer, når vi møder agenter og bådsmænd ude på skibene. Og der samler sig en stor skare ved flaghejsningen udenfor kirken, når vi til begravelser først lader Dannebrog og det færøske flag Merki gå til tops og så sætter flagene på halv og efter begravelsen lader flagene gå til tops igen. Det er skikken englænderne ryster på hovedet af , for de syntes åbenbart det er i orden, vi har besat et hjørne af Hull, med kirkeklokker, flag og vort eget sprog.
Nu har vi inviteret til 50 års jubilæum for den nye kirkebygning i Hull. Nu bliver der igen noget at se på for englænderne, med en strøm af præster i den mærkelige præstekjole med den hvide præstekrave rundt om halsen: ”Are you going to wear that funny-looking dress” spørger de, men så får de igen når vi morer os over de selvhøjtidelige engelske bedemænd i høje hatte, kjole og hvidt, når de med ægte bedemandsansigter bærer kisten på højskulder.
Der er flere ligheder end forskelle på englændere og danskere, for vi har Gud ske lov den samme humor. Englændernes køkultur kan vi dog ikke slå, de har lært at indfinde sig og står tålmodigt og venter på deres tur. De har lært at stå sammen og sender rask væk deres drenge i krig uden at stille spørgsmålstegn, i modsætning til danskerne der taler meget om krigen men egentlig ikke bidrager så meget. Englænderne tager det tilsyneladende med ophøjet ro at vi nu skal til at lære at leve med truslen om terroren, der kan ramme hvor som helst i England. Dog tror jeg, vi kunne lære englændere at elske deres fædreland og være stolte af deres nationalitet, ligesom vi er det i Danmark.
Der er vel også derfor den ældste sømandskirke i Hull har ligget her i så mange år, et lille Danmark i Nordengland, der modtager de mange sømænd der krydser vore vandveje. Byen er ikke ukendt for danske søfolk, de fleste har sejlet med coastere og tankskibe for at laste og lodse, som de har gjort det i hundredvis af år.
Nogen gange kan vi godt fornemme at havnene har ligget der i mange år. Det engelske havnevæsen ejer de fleste havne og de er nogenlunde i orden, mens der især ved Hull er mange private havne med plads til to-tre skibe, havne der er meget forfaldne og hvor man lodser direkte på den snavsede kaj. Som regel skal man sejle ad de små floder Ouse og Trent for at nå frem til de små havne. Men så ligger den også idyllisk med en lokal pub henne om hjørnet hvor man kan få den dejligste limonade, for den hjemmelavede Cider skal man som bekendt holde sig fra. I hvert fald skal man holde sig fra at gøre pludselige bevægelser, kast med hovedet eller rejse sig for hurtigt fra barstolen.
Det kan godt være svært at komme ombord på coasterne når ebbe er sat ind og vandet er forsvundet fra floden. Den opmærksomme skipper vil som regel regulere gangvejene. Men det er set før, at hele besætningen kommer tilbage til skibet efter en lystig pub tur og vagten ligger på båden og sover de uskyldiges søvn. Hvem tør da springe ombord på skibet med fare for at miste fodfæstet og ende sit liv i den lumske halv-mudrede, halv-udtørrede flod?
Sømandspræsten er da også flere gange blevet båret ombord af stærke bådsmandshænder, men det hører desværre til sjældenhederne og det forlyder fra London at sømandspræsten dér er blevet set oppe i en gravko, men han holdt godt fast! Mulighederne er legio, men vi gør vort til at komme ombord på de danske coastere og tankskibe i al slags vejr og under alle forhold, velvidende, at det er peanuts i forhold til den slags vejr, vore dygtige søfolk skal arbejde under. De danske sømænd der kan klare det mest utrolige under små forhold og med trusler hængende over hovedet om fyring og nedskæring og overvågning på satellit og andre folkeslag som erstatning for den stoute danske sømand.
Sømandskirken forsøger at holde humøret og fanen højt gennem samtaler om alt mellem himmel og jord. Vi prøver at kile os ind, som en stødpudezone, mellem det der kan syntes svært for en sømand og også tale om det. Det er umuligt at forstå hvor belastende det må være at sejle ud fra den trygge havn, kun en håndfuld mænd på sejlads, vuggende på åbent hav i dage uden ende. Og det er skønt at være vidne til lettelsen hos en ung sømand, når det halve år endelig afsluttes med en flybillet i den ene hånd og et goddag og farvel med den anden hånd til afløseren, der kommer i fulde friske firspring op ad lejderen.
”Man bliver da nødt til at tro på Gud når man sidder i en gummibåd på Atlanterhavet” sagde en sømand forleden dag. Ja det tror vi på. Det mest utrolige er da også at man faktisk kan reddes fra et skibbrud, hvordan det ellers kan lade sig gøre. Og det må vi tro på. Det er vigtigt at kunne tro på Gud og Hans Søn Jesus Kristus når man lever sit halve liv på søen. Det går ikke uden tro. Fordi vi ikke selv er herre over elementerne. Det var jo Jesus der stilnede stormen på søen og det var Jesus der fyldte nettene med fisk og det var Jesus der gik på vandet. Altid levede Jesus sammen med sine venner fiskerne og han forstod hvor afhængige de var af havet og havets uforudsigelighed.
Det tænker vi på når vi sidder og kigger på skibet i kirken i Hull og i vores kirke bøn
beder for de mennesker der må leve udenfor vort Danmark, til lands og til vands. Vi har også en tremastet skibskopi af Fregatten Jylland der er kommet til sin ære og værdighed efter vi fandt ud af at kirken måske endda kunne dateres før 1871. Tilsyneladende har der været dansk sømandspræst i Hull siden 1868, og ham er det der har bragt vor danske fregat med til byen. Og ham er det, der lagde grunden til det første tiltag til en lille filial af den danske folkekirke i Nordengland: Sømandskirken i Hull. | |
Kilde/ forfatter: Hjørdis Kjærgaard, sømandspræst, Dato: 1/5-2004
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)