|<
<
>
>|
Sølvbryllup i Peru
Hvad i alverden er det der gør, at vi valgte at fejre 25 året for vores bryllup på den anden side af jorden?
Tja, forskellen mellem det at befinde sig i nærheden af ækvator og så en vintermorgen i februar i Danmark, var nok det der gjorde udslaget. Vi havde holdt mange familiefester de seneste år, så vi syntes at vi hellere ville bruge pengene på en rejse. Sømanden havde et inderligt ønske om at sejle på Amazonfloden, og jeg syntes, at når vi nu var i den del af Sydamerika, ja så havde jeg en drøm om at bevæge mig rundt i det gamle Inkarige - og så lige et kig på Titicacasøen!
Vi sparede op i 4 år og sammen med et sæt venner, planlagde vi gennem årene rejsen i detaljer, og vi fandt et rejseselskab, som havde specialiseret sig i individuelle rejser. Der blev indkøbt stor kuffert (hvordan pakker man lige til 3 uger, hvor man både skal være i bjerge og i regnskov?). Vi fik diverse vaccinationer, malariapiller og piller mod højdesyge. Tegnet forsikringer, arrangeret katte- og huspasser. Vi ventede vores første barnebarn mens vi var af sted, så mobilen blev tjekket og hotmail oprettet.
3. februar 2008 kom så dagen, hvor vi startede på vores livs rejse. Kl. 4 om morgenen sad vi i en taxa mod Kastrup, da vi fik den dejlige besked at vi var blevet bedsteforældre til en skøn knægt! Afgang fra Kastrup, mellemlanding i Amsterdam, hvor vi blev 1 time forsinket på grund af frossent vandsystem på flyet. 13 timer efter lander vi i Lima kl.
17.30 lokal tid. Tidsforskel mellem Danmark og Peru er 6 timer. Så vi har altså været på rejse i over 24 timer! Vi blev afhentet af selskabets agent og kørt til et gammelt, flot hotel, som ligger midt i byens centrum. Lima har 8 mill. indbyggere, og det ses og høres på trafikken. Efter en nats varm og urolig søvn (ingen aircondition og alle biler dytter på gaden), vågner vi kl. 5.30 og kan ikke sove mere. Morgenmad aftalt til kl. 9, så vi spadserer en lille tur i den vågnende by. Alle steder er der folk, som gør rent og rydder op! Kaffe finder vi ingen steder, så vi napper et glas naturmedicin, som sælges på alle gadehjørner. Den blev fremstillet mens vi så på, og hovedingredienserne var Aloe Vera og kogende vand. På hotellet finder jeg en computer med internet, og nu kunne jeg se de allerførste billeder af den lille nye knægt i familien. Fantastisk! Senere da alle mand er oppe, spadserer vi endnu en tur gennem bymidten, som nu er vågnet op på fuldt blus. Arkitekturen på de mange store, flotte palæagtige huse bærer tydeligt præg af spaniernes erobring af landet i 1500tallet. Vi finder byens marked som summede af liv, og hvor alt fra fødevarer til tøj og isenkram blev faldbudt.
Om aftenen tager vi en taxa til stranden (det er første gang jeg ser Stillehavet), hvor vi er blevet anbefalet en restaurant Rosa Nautica, som er bygget på en mole ud i havet. Her smager jeg for første og sidste gang den berømte cocktail Pisco Sauer. Maden var rigtig god og vinkyperen havde fundet den perfekte vin til os.
Inden vi spiste sad vi på strandens rullesten og nød en meget smuk solnedgang i Stillehavet. Efter en meget behagelig aften måtte vi tilbage til hotellet og tidligt i seng. Vi skulle tidligt op næste morgen og med fly til Cusco. Inden vi dog næsten har fået øjne, ringer det på vores dør og udenfor står vores venner. Der var hornmusik (på mobilen), plastikæresport sat på døren og Gammel Dansk til lige at vågne på! Nå, ja - det var jo vores sølvbryllupsdag! Det var overraskende og glædeligt! Agenten henter os præcis kl. 7 og kører os til lufthavnen.
Efter 1 time og et kvarter lander vi mellem Andesbjergene i Cusco, som ligger
3.400 meter over havet. I lufthavnen står et peruansk orkester og byder de ankomne gæster velkommen til byen med deres typiske panfløjte og trommemusik. Vejret er fint og klart, men jeg mærker med det samme den tynde luft! Puha, hvor man puster ved den mindste anstrengelse! En ny agent henter os og vi bliver kørt til vores hotel. Vi bydes på cocate (anbefales mod højdesyge), og mens vi drikker den, planlægger vi med agenten de næste dages aktiviteter. Nu er det bare om at hvile og slappe af, indtil vi har vænnet os til den tynde luft. Så derfor resten af denne og hele næste dag ingen planlagte aktiviteter! Desværre får to af den lille kvartet turistmave og må lægge sig resten af dagen. Så min sølvbryllupsmiddag blev et kogt æg, lidt skinke og så et enkelt glas rødvin. Man tåler ikke så godt alkohol her i højderne. Hotellet er et sjovt lille hotel med værelser, som minder om klosterceller. Og vi har rigtig dyne!
Næste dag er alle på benene, om end vi alle er lidt matte og utilpasse på grund af den tynde luft. Vi slentrer lidt rundt i den idylliske bjergby, som er utrolig ren og alt virker velholdt i den indre by. Vi spiser frokost på en lille balkon ved torvet, og tager om eftermiddagen på en lille turisttur i omegnen, hvor vi ser på forskellige seværdigheder og inkaruiner. Det var imponerende! 70 % af Cuscos indbyggere lever af turisme. Derfor var det også forståeligt, at der denne dag var en slags strejke eller manifestation, der var foranlediget af at regeringen havde planer om at nationalisere store landområder omkring Cusco - i samarbejde med hotelkæden Mariott! Så kan man jo nok forestille sig, hvad der vil ske. Det er selvfølgeligt at befolkningen var vrede. Det er tidligt til køjs. Den iltfattige luft slider - og næste morgen skal vi køre mod "Den hellige Dal".
(Fortsættelse følger senere) | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Rejse beskrivelser
Boganmeldelse "Tracy Chevalier"
"Blå er farven for kærlighed og spiritualitet. Det er troskabens og det hemmelighedsfuldes farve. Det er også farven for fjernhed (de blå bjerge) og udlængsel. Det er tænkningens farve".
Og desuden er Jomfru Marias kappe blå i mange afbildninger.
Romanen går tæt på to kvindeskæbner, den ene en nutidig amerikansk kvinde, Ella Turner, den anden en kvinde fra 1500 tallet, Isabelle Tournier. De to kvinders skæbne flettes sammen og vi fornemmer hurtigt at Isabelle er en af Ellas forfædre. Isabelle levede i en lille fransk landsby i 1500 tallet - hendes mor var jordemoder, og besad en slags overnaturlige (hekse)kræfter. Isabelle har naturligvis arvet moderens "gaver" og lider både pga. af dem, men også pga. sit kobberrøde hår, og sin kærlighed til Jomfru Maria. Ella er - naturligvis - også jordemoder og under sit ophold i Frankrig skifter hendes hår farve fra brunt til rødt, og hun begynder desuden at drømme "blåt". Isabelle gifter sig over sin stand ind i Tournier-familien og hendes mand forbyder hende at praktisere som jordemoder, samt naturligvis at dyrke sin kærlighed til Jomfru Maria. Tournierfamilien er hugenotter/calvinister, (calvinisterne/den reformerte kirke afbilder ikke religiøse symboler og gør op med "Maria-dyrkelsen", hvorfor billeder mv. af Jomfru Maria ofte blev destrueret, hvilket bogen giver et fantastisk eksempel på). Isabelles tilbedelse af Jomfru Maria og især den blå farve, bliver hendes skæbne. Den blå farve påvirker også Ella efter at hun er flyttet med sin mand til Frankrig og naturligvis bosætter sig i den egn, som hendes forfædre levede i. Bogen beskriver Ellas jagt på sine aner, jagten bliver en slags besættelse for hende og hun forventer at finde "peace of mind" hvis bare hun kan få rede på sin fortid. Det er en smuk og velskrevet bog, den giver et godt billede af en 1500-tals kvindeskæbne, et historisk billede af Frankrig og samtidig er det en dejlig nutidsroman med en god beskrivelse af Ellas vanskeligheder ved at finde sig til rette i et lille (lukket) fransk samfund. Hvis du er til både kærlighed og spænding, så skal du læse denne dejlige bog, der er Tracy Chevaliers debutroman. Hun har desuden skrevet "Pige med perleørering", der er filmatiseret, "Jomfruen med Enhjørningen", "Faldne engle" og "Brændende ild".
| |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 17/4-2008
Kategori (i): Bog anmeldelser
Styrmandsfamilie har fundet melodien
Alexandra Walling vidste ikke, hvad hun gik ind til, da hun forelskede sig i en skibsfører-studerende, men i dag har hun vænnet sig at være alene-mor i perioder
Om et par uger flyver overstyrmand John Walling, 36 år, til Sydkorea for at påmønstre containerskibet Magleby Mærsk. Det betyder farvel til børnene Anne-Sofie på seks et halvt år og William på fem år - og til hustruen, sygeplejerske Alexandra Walling.
Han har prøvet turen mange gange, og det er ikke så slemt, som det har været at sige farvel:
-Der er da en lille tåre iøjenkrogen, når jeg kører ud ad vænget og har taget afsked, siger John.
-Ja, og lige så snart, John er kørt, trykker jeg på knappen, der hedder alenemor. Nu er jeg ene om alle bunkerne, bemærker Alexandra.
Væk i otte til 11 uger
Der kan gå mellem otte og 11 uger, inden far og mand igen er tilbage i parcelhuset i Svendborgs vestlige del.
-John er rigtig god til at føle sig hjemme fra den første dag og deltage i familielivet, siger Alexandra rosende.
-Jeg har aldrig forstået de af mine kolleger, som siger, at de lige skal vænne sig til at være hjemme efter en udmønstringsperiode. Jeg er hjemme og nærværende med det samme, jeg træder ind ad døren. Derimod kan der gå et par døgn, inden jeg har vænnet mig til at være på skibet igen, siger John.
Først hen omkring afrejse-dagen tænker han på, at nu skal han igen sige farvel til børn og hustru:
-Det var da langt værre, da vi var nygifte. Da var det ikke særlig sjovt, tilføjer overstyrmanden.
-Anne-Sofie og William er kede af det i det øjeblik, de siger farvel til deres far, men de ved, at han skal afsted - og der går ikke lang tid, før de vender tilbage til deres aktiviteter, siger Alexandra.
John Walling er født på Amager og valgte at stå til søs, selv om han skal helt tilbage til sin oldefar, før han finder en sømand i familien. John meldte sig som aspirant hos Rederiet A.P. Møller, kom på Kogtved Søfartsskole og fik sin skibsfører-eksamen fra Svendborg Navigationsskole i 1997.
Alexandra Walling er født i Svendborg for 37 år siden og voksede op i Lohals. Hun valgte sygepleje-gerningen og blev færdig fra Svendborg Sygeplejeskole samme år, som John fik sin eksamen.
De boede sammen i to år, inden de var nået sig vidt. Den 12. juli 1997 sagde de ja til hinanden ved et bryllup - og i august udmønstrede den nygifte ægtemand som andenstyrmand.
Nej tak til kontor
Nu sejler han som overstyrmand i Maersk Lines containerfart mellem Europa og Fjernøsten og kom lidt forsinket hjem kort før jul, fordi hans skib Kirsten Mærsk blev solgt.
Han har mulighed for at avancere til skibsfører i løbet af nogle år, og som alt ser ud nu, kan John Walling ikke forestille sig andet, end at han bliver ved med at sejle
-lige til pensionsalderen.
-Det er jo ikke så let for navigatører at få arbejde i land, siger Alexandra.
-Det eneste relevante for mig kunne være lods. At sidde på et kontor kan jeg i hvert fald ikke tænke mig, bemærker John.
Alexandra Walling arbejder på Sygehus Fyn Svendborgs afdeling M2, der behandler patienter med blodprop i hjernen og hjerneblødninger. Hun har en 33 timers arbejdsuge.
-Fra 1. marts går jeg op til 37 timer, fordi jeg skal prøve at være førsteassistent på afdeling MT. Det er et vikariat, der løber til den 1. september, og jeg har orlov fra min nuværende stilling, fortæller Alexandra.
Lim og tape
Når John er til søs, får hun hverdagen til at holde sammen med lim og tape. Dermed mener hun, at dagliglivet bliver noget hektisk.
-Jeg kører hjemmefra fire minutter i halvsyv om morgenen. Så kan jeg nå at aflevere i Anne-Sofie i skolefritidsordningen henne i skolen og derefter få William i børnehaven. Så kan jeg lige nå at møde på afdelingen kl. 7, fortæller Alexandra.
Når hun har fri kl. 15.30, går turen den anden vej. Nogle dage har hun tidligere fri, og så bliver der tid til indkøb, inden børnene hentes. Der skal laves mad - og hyggetid, inden børnene skal til køjs - og de igen skal op.
En far kalender
-Jo, naturligvis savner børnene deres far. Vi har lavet en far-kalender. Den omfatter hele hans periode ude, og når en dag er gået, sætter vi et kryds over dagen, så vi kan tælle os frem til, hvornår han er tilbage. Det sker, vi glemmer at sætte kryds nogle dage - men så er det jo bare dejligt, når vi kan krydse fire dage over på en gang, så er tidspunktet for Johns hjemkomst jo det nærmere, siger Alexandra.
Når John Walling er hjemme, er der dømt hygge med børnene og adskillige ture i svømmehallen og meget andet.
-Vi kan spise morgenmad sammen og aflyser morgen-SFO´en, ligesom William kommer lidt senere i børnehave, siger John Wallling.
Han får ros af sin hustru:
-John tager sig en hel del af det huslige. Vasker, ordner huset og så videre. Det er han rigtig god til, og jeg er da også noget flad efter at have været alene-mor i en lang periode, siger Alexandra.
Hun erkender, at hun ikke vidste, hvad det indebar at forelske sig i en kommende sømand og gifte sig med ham:
-Nej, det tænker man ikke over, når man er ung og nyforelsket. Det er jo også gået godt, og vi har fundet vor rytme, siger Alexandra.
Hun meldte sig ind i Sømandskoneforeningen i Svendborg og mødte her ligestillede:
-Flere har været gift med en sømand i mange år, så de vidste alt om at støtte én, siger Alexandra.
Med to børn er der ikke mere overskud til at deltage i foreningens aktiviteter, men hun er fortsat medlem, og John støttemedlem.
Alexandra har været med John på en enkelt rejse på Atlanterhavet, før børnene kom til.
-Vi kan godt tage børn med, når de er fyldt to år, men det har ingen glæde af. Vore skal ikke med på en rejse, før de er i stand til at opleve og huske, siger John Walling.
Reglerne i rederiet er sådan, at en hustru en gang om året kan få rejsen betalt ud til det sted, skibet ligger. For børn skal forældrene selv betale flyveturen.
-Ordningen bliver mest brugt af ældre kaptajner, hvis børn er rejst hjemmefra, og så tager hustruen med på en rejse, siger John.
-Det glæder jeg mig så til, indskyder Alexandra med et smil. | |
Kilde/ forfatter: Bjarne Gregersen , Dato: 16/4-2008
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)
