|<
<
>
>|
Grill regler
Efter en lang og kold vinter, er sommeren endelig over os, og så skal vi grille.
Det er derfor nødvendig lige at opfriske etiketten omkring denne sublime udendørs madlavningsform, da det er den eneste form for madlavning rigtige mænd foretager sig - formentlig fordi der er et element af fare involveret.
Rutine:
1. Kvinden køber maden
2. Kvinden laver salat, forbereder grøntsager og laver dessert.
3. Kvinden forbereder kødet, marinerer m.v., placerer det på en bakke sammen med krydderi, saucer, grill-bestik
m.v og bringer det til Manden der står ude ved grillen med en øl i hånden.
VIGTIGT:
4. Manden placerer kødet på grillen.
Mere rutine:
5. Kvinden går ind for at forberede og gennemføre borddækning
6. Kvinden kommer ud for at fortælle manden, at kødet er ved at brænde på. Han siger tak, og beder hende hente endnu en øl mens han klarer situationen.
VIGTIGT igen:
7. Manden tager kødet af grillen og rækker det til kvinden.
Rutine, rutine, rutine:
8. Kvinden forbereder tallerkner, salat, brød, tilbehør, servietter og saucer og sætter det på bordet.
9. Efter måltidet rydder kvinden bordet og vasker op.
10. Alle roser manden for det dejlige måltid.
11. Manden spørger kvinden om hun har nydt sin „fridag“, og konkluderer på reaktionen, at det er umuligt at gøre kvinder tilfredse! | |
Kilde/ forfatter: ? , Dato: 29/8-2007
Kategori (i): Opskrifter
Sen sommer 2007
Håber I har haft en god sommer. Hvis ferien har været holdt i Danmark er det ikke penge til Sol Lotion der har sprængt feriebudgettet !
Vores deltagelse ved Tall Ships Race blev hvad jeg vil betegne som en succes. Vi havde 4 dejlige dage, med masser af hygge for os der havde meldt os til at passe vores stand (telt).
Vejret var som gennemsnit af sommeren, sol, regn, regn, sol - men alle tog det med godt humør.
Vi har fået navnet ”Sømandskoneforeningen”
cementeret. Jeg tror at 8 ud af 10 personer der gik forbi, sagde navnet for sig selv, når de så vores banner.
Vi fik mange kommentarer om hvad vi mon var for nogle: er I et datingbureau, er I Marta piger, kan man leje jer for en aften, var nogle af de bemærkninger der gav anledning til et grin og en snak med folk der egentligt ikke ved så meget om søfart !
Vi havde besøg af mange, der havde været sømandskoner og da ville ønske de havde vidst der fandtes en forening for os. En ting der varmede mig meget var når der kom en mand og sagde, jeg vil gerne have en brochure og et blad, til min svigerdatter, hun er sømandskone - det er da omsorg ! Personligt talte jeg med ikke mindre end 4 svigerfædre.
Nu bliver det spændende at se om vi får flere medlemmer - 2 meldte sig ind mens vi stod og talte. Jeg har efterfølgende også fået et par henvendelser pr. mail, som ønsker lidt yderligere information. Min fornemmelse er at det var en god måde at komme ud og synliggøre os på.
Andet sted i bladet kan du læse en artikel som Jyllands Posten har været så venlige at lade os bringe her i ”Søhesten”.
I dag har jeg haft besøg af en journalist fra ”Maskinmesteren” som bringer en artikel om ”Sømandskoneforeningen” i løbet af efteråret.
Så alt i alt syntes jeg vi har fået megen omtale og masser af positiv respons.
Det skib vores Trainee, Tue Dyrhauge havde fået tildelt, var ikke lige det vi havde forventet af et skib der skulle sejle kapsejlads. Det var et skib med aktivister og ikke ligefrem den type skib vi havde fået oplyst ville være en mulighed for denne oplevelse. Efter lidt benarbejde og stor forståelse fra arrangørerne blev Tue flyttet til ”Sjørlandet”, det Norske Skoleskib. Tak til Jacob fra Tall Ships Race og Steen Sabinsky fra Søfartens Fremme for hjælpen. Jeg er sikker på Tue beretter om sin tur i næste nr. af ”Søhesten”.
Jeg måtte desværre melde afbud til årsmøde i DSUK - men har i referatet kunne læse at det er dystre tider for det, der tidligere var Sømandskirken. Der er spået store besparelser og måske kan en lukning af en sømandskirke komme på tale.
Så vidt jeg er orienteret er det ikke pårørende til nogle af foreningens medlemmer, der er taget som gidsler på ”Danica White” - men mine tanker går ofte til både dem der sidder derude og deres familie her i Danmark. Jeg håber de ramte familier, får hjælp og informationer fra udenrigsministeriet - Kære piger, det kunne være en af vore og i en sådan situation er jeg personligt ret sikker på at mit medlemskab i Sømandskoneforening ville være guld værd!
Der findes tid for arbejde. Og tid for kærligheden.
Det er al den tid, der findes. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 29/8-2007
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Mit første møde med søfarten
Jeg vil fortælle om mit første møde med søfarten. Der var også en stewardesse der havde sejlet før.
Jeg mødte min mand Gunner da han gik på maskinmesterskole i Svendborg. Vi besluttede så at jeg skulle med som stewardesse når han skulle ud at sejle. Så Rederiet Dansk-Fransk blev kontaktet da Gunner havde været der inden han kom på maskinmesterskolen. Jeg måtte så ringe til personaleafdelingen og tale med Friis, det foregik fra en telefonboks som ikke ville tag mod pengene, men det lykkedes da og jeg fik hyre.
Vi flyttede alle vore ting til Gunners forældre i Marstal og 14/5 1972 gik turen til København, hvor vi skulle ind på rederiet og på Seruminstituttet og have de sidste vaccinationer. Vi var af rederiet blevet indlogeret på Sømændenes Mindehotel i Peder Skramsgade. Om aftenen var vi i Tivoli men det blev ikke sent da vi skulle tidligt op næste morgen. Vi havde bestilt vækning og det fik vi også ved at det buldrede op døren og så blev den ellers bare åbnet.
Vi skulle mødes med flere andre besætningsmedlemmer på Hovedbanegården. Der blev vi hentet i en minibus og alm. taxa af Taxa John og hans kone og så gik det over Rødby/Puttgarden til Hamborg, hvor skibet Kinshasa lå og ventede. Jeg havde godt nok sommerfugle i maven, jeg havde ikke været ombord på sådan et skib før. Jeg havde arbejdet i kiosken på Bagenkop/Kiel et par somre men det var ikke helt det samme. Hovmesteren jeg skulle arbejde under var også med i taxaen, han var en meget stor mand med Vi kom til Hamborg lige over middag og skulle så ombord. Den første der modtog os var skibshunden Malle, en lille sort arrig hund, som jeg dog senere blev gode venner med. Jeg blev vist op på et kammer af dessen jeg skulle afløse. Jeg skulle arbejde i officers- og assistentmesserne. Det var ikke den store overlevering jeg fik, hun fortalte hvornår der var spise- og kaffepauser og at jeg ellers skulle passe på for de(besætningen) var flinke i starten men så blev de frække. Så skulle hun med samme taxa hjem. Jeg havde dog stor hjælp i den desse der kom samtidig med mig. Hun skulle være i salonen, hvor der bare spiste 3 mand, skipper, chief og overstyrmand.
Det første jeg skulle var at dække op til kaffe i messerne. Kaffen skulle hentes i kabyssen der blev den lavet i en stor mælkejunge med hane så vi kunne tappe af den. Om aftenen var der koldt bord med en lun ret. Det kolde blev tilberedt i kælderen og sendt op med en lille elevator.Det var kældermanden der anrettede pålægsfade. Han var fra Zaire, ligesom vaskemanden og kammerdrengen. Så vidt jeg husker, var vi ca.35 ombord.
Kinshasa var i fast fart Europa-Congo. Om aftenen skulle vi sejle fra amborg og Gunner skulle i maskinen men 2. mester havde sin kæreste med på hustrusejlads, så vi kunne underholde hinanden og kigge på udsejlingen af Elben. Om morgenen blev vi vækket(purret)på telefon eller ved at der blev banket på døren. Det hele gik fint, men efter nogle dage bad assistenterne om citroner til deres te, så det gik jeg i kælderen og fik af Salomon. Efter nogle dage kom hovmesteren farende og skabte sig - om jeg vidste hvad citroner kostede osv. og hvis de skulle have citroner til deres te kunne de købe dem selv.
Nogle dage senere skulle vi over Biscayen i dårligt vejr. Dvs, det blev det om natten. Så da jeg om morgenen småsøsyg kom ned i messen var bakken med krydderier soyasovs og vitaminpiller væltet på dørked og lå og trillede frem og tilbage. Så gik jeg op til Gunner og sagde at nu skulle jeg hjem og det skulle være nu. Det kunne af gode grunde ikke lade sig gøre, og det blev da også godt vejr igen og denne første udmønstring varede da 11 1/2 måned. Næste gang var jeg med 9 mdr. og sidste gang 6 mdr. Det var lidt andre forhold dengang, men det var nok hyggeligere. | |
Kilde/ forfatter: Lena Tove Holmsted Rasmussen, Dato: 29/8-2007
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)
