|<
<
>
>|
Den svære balancegang med manden til søs - og hjemme igen...!
Endnu et bidrag til debatten
Allerførst vil jeg sige, at jeg har nydt at følge responsen på debatoplægget for snart nogle måneder siden. Det var et fint initiativ! For mit eget vedkommende udmundede det først og fremmest i en god snak over aftensmaden om, hvad vi egentlig fortæller hinanden, når han er på søen – og det gav i hvert fald stof til eftertanke i det lille hjem for os begge.
Jeg skal være den første til at kommentere, at der ofte er himmelvid forskel på, hvad man forestiller os at gøre og så det, som man rent faktisk gør, fordi det er umuligt at forudsige sin egen reaktion i forhold til pludselig at stå midt i noget uventet! I relation til det konkrete oplæg omkring potentiel alvorlig sygdom må jeg tilstå, at min mand og jeg ret hurtigt blev enige om, at vi begge syntes, at man som ægtepar ”har krav” på at vide, hvis noget sådant pludseligt sker. Men det var nu mest ud fra tankegangen om, at tænk nu hvis der stødte noget yderligere til, og sømanden ikke vidste besked. Måske ville han opleve at få en meget chokerende besked på en uheldig måde af en uvidende! Det ville være ubærligt for begge parter. Men det er vel også dét, der ligger i at være par, ikke? At man deler de store ting i livet – uanset om han har vand eller jord under fødderne.. Og ja, distancen gør selvfølgelig en forskel, men som min mand altid har sagt: ”Jeg er her jo stadigvæk, selvom jeg er langt væk!”. Det er rart at tænke på - især i de perioder, hvor man bare synes, at det trælse altid sker i de perioder, hvor han er til søs!
Svære situationer
Jeg håber, at der også i tiden fremover vil komme respons på debatindlægget om, hvad vi fortæller sømanden. I mellemtiden kan jeg selv lufte nogle tanker, som også kunne være spændende at høre andres syn på – nemlig hvordan man som sømandskone tackler svære, uventede situationer, når sømanden efterfølgende kommer på landjord igen. Mange af jer har højst sandsynlig – ligesom jeg selv – oplevet svære, akutte hændelser, som for en stund ændrer hverdagen totalt, mens sømanden er på job. Jeg har selv oplevet både at få et lille spædbarn opereret akut 4 uger gammel og er siden hen også selv fuldstændig uventet blevet indlagt akut. Begge gange skete det få dage efter min mands udrejse. Med hensyn til den sidstnævnte situation kan jeg huske, at det der - på trods af sagens daværende akutte islæt - fløj i gennem mit hoved, mens sirenerne hylede over mig, var: ”så skete det igen – jeg har ikke engang skibets telefonnummer med mig….! (Det havde jeg heller ikke sidst…!) Og hvem skal nu komme med min toilettaske? Hvor mange dage kan jeg trække på min mor som barnepige…?! Hvor meget strøm har jeg på min mobiltelefon?” Jeg havde end ikke tid til at tænke over min egen situation - det skal dog siges, at mine kollegaer fuldstændig tog over. Jeg husker endnu, hvordan min kollega meget nænsomt havde fortalt min mor i telefonen, at jeg nok ikke lige kom direkte hjem fra arbejde den dag, og om hun kunne passe barn? Jeg havde bedt til, at de nåede at ringe af, før ambulancens larmende ankomst…
Uvisheden og den geografiske afstand
De efterfølgende dage var et stort kaos med mange alvorlige diagnose-mistanker og et utal af undersøgelser. Jeg røg fra den ene undersøgelse og direkte til den næste og var fuldstændig udmattet. Mine kollegaer troppede op i en lind strøm og blev for en tid mine ”nærmeste”. Jeg vil aldrig glemme dem for det. De blev på alle måder den ”ægtefælle”, der ikke kunne være der fysisk. De så mig fra alle tænkelige sider (!!!), og heldigvis var min mand da også så betænksom, at han efterfølgende uden min viden sendte en stor smuk buket til min arbejdsplads med en varm hilsen som tak for omsorgen under min indlæggelse. Det taler de såmænd stadigvæk om!
Under min indlæggelse sad min mand frustreret tilbage på skibet et sted i Europa og havde det nok endnu dårligere end jeg over ikke at kunne gøre ret meget andet end bare vente på næste opkald – vel vidende at det faktisk kunne ændre resten af vores liv. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg bevidst ikke spurgte lægerne, om vi skulle kalde min mand hjem, for jeg var hundeangst for, at de skulle sige: Ja, det synes vi…! Men jeg kan huske, at jeg omhyggeligt fortalte dem hver og én , at han var til søs – og i mit stille sind tænkte, at så måtte lægerne tage ansvar for at agere ud fra dette. Min mand og jeg havde telefonkontakt et par gange dagligt, og telefonregningen fra den sommer er da også den ting, som vi forsøger at fortrænge mest ihærdigt i vores ægteskab. Jeg mærkede, at vi stod enormt meget sammen om at have stor geografisk afstand mellem os. I mit stille sind vidste jeg jo også godt, at hvis han kom hjem i ”utide”, ja, så ville han også skulle af sted igen ”i utide”, og jeg vidste også, at det nok var, når jeg forhåbentligvis kom hjem igen, at jeg havde mest brug for ham, da jeg ikke kunne så meget og nok heller ikke kom til det foreløbig. Og han var der jo for mig alligevel – præcis som han altid havde sagt. Og indrømmet – jo, jeg forsøgte da at sende så positive SMS-beskeder som muligt – og undlod at give lyd fra mig, når jeg havde det værst. Jeg vidste jo, hvor svært det var at være i hans sko i forvejen, for jeg blev gang på gang rørt over at høre hans overvældende lettelse, når jeg havde meldt om bare den mindste fremgang – eller om ikke andet så det i hvert fald bare om stilstand.
Hjemkomst
De alvorlige diagnosemistanker blevafkræftet, og halvanden uge efter blev jegudskrevet fra sygehuset. Udmattet og ikkeret meget værd. Da jeg så, at vores nyplantede roser i indkørslen stod i fuldt flor for første gang, var jeg lamslået af taknemmelighed. Hvor var de dog uendelig smukke! Tænk, at jeg fik lov at opleve dette! Det var stort! Og da jeg stod i mit køkken kunne jeg ikke rigtig kende det. Jeg kan ikke sige, hvad der var galt, men dimensionerne var ligesom anderledes! Følelsen af at have været tæt på at miste alt, fyldte stadigvæk meget i mig, og jeg så på alting med helt andre øjne. Jeg tror, at det vist nok var det, der kaldes en eksistentiel oplevelse, og den sad i min krop i lang, lang tid efter.
Få uger efter kom min sømand hjem efter planen. Jeg kan huske, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg var stadig kun lige midt i alt det uhåndgribelige, der var sket omkring mig forinden. Han tog samme runde i haven og var lige så benovet over rosernes farve og duft, som jeg selv. Men han så dem ikke med samme øjne som jeg, tror jeg. Faktisk ventede jeg hele den første dag på, at han skulle sætte sig ned og udspørge mig om hele – og jeg mener virkelig hele – forløbet. Det gjorde han ikke. Selvfølgelig talte vi en hel del om det og om vores begges lettelse, men jeg ventede på at få rum til at fortælle alt. Fra start til slut: Følelser, frygt, fornemmelser, tanker – kort sagt alt. I en sen nattetime sagde jeg til ham, at jeg undrede mig over, at han ikke havde behov for at høre om hele forløbet – stykke for stykke. Lige så forundret så ham på mig, og sagde: Jamen, jeg var der jo – vi talte sammen flere gange om dagen! Og det havde han jo fuldstændig ret i. Vi havde uden at skæve til den høje udenlandstakst haft nogle rigtig gode samtaler – han havde bestemt været der for mig i hele forløbet – faktisk meget mere end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig kunne være muligt over en mobiltelefon under de omstændigheder. I denne sene nattetime udmundede det dog i, at jeg alligevel fik fortalt om hele forløbet. Han var stille og eftertænksom, og jeg indså, at han nok havde haft det endnu sværere end jeg ved at sidde magtesløs så langt væk – hvor jeg jo ligesom havde været i det og ikke kunne stille andet op end bare følge slagets gang – og så i øvrigt håbe på det bedste.
Nyt emne til debat?
Efterfølgende har jeg tænkt meget over, om det måske handlede mere om, at jeg selv skulle have bearbejdet det skete, end om at jeg var sømandskone…?! Ligeledes har jeg tænkt på, at mænd altså ikke pr. automatik kan læse vores tanker og forventninger - og hvad forventer vi egentlig af ham i en sådan situation? Går livet bare videre derfra af – eller har vi brug for i fællesskab at ”spole tilbage” i detaljer - på trods af, at det akutte er veloverstået, og man har haft jævnlig kontakt undervejs? Eller er detaljerne udelukkende et kvindeligt behov, som vi gerne vil pådutte vores mænd at tage del i uden at det er deres behov?
Rundt omkring i landet sidder der nok mange andre, der har stået alene i svære situationer. En idé til endnu et debatemnekunne derfor måske være: Hvordan får man samlet op på de svære situationer, som man har stået i alene, når sømanden kommer hjem igen?
Og så et hjertesuk…
Afslutningsvist har jeg behov for at kommentere, at jeg oplever, at det efterhånden nærmest i enhver sammenhæng bliver taget udgangspunkt i ”de moderne kommunikationsmidler” som en given ting – fx det at maile jævnligt(om ikke dagligt) med sømanden opfattes efterhånden nærmest som en selvfølge! Jeg vil gerne pointere, at der stadig findes sømænd, hvis daglige arbejdsredskab ikke er computeren, og som dermed heller ikke har mulighed for at maile med familien der hjemme. Så der sidder altså stadigvæk ”oldnordiske” piger rundt om i landet, der ikke har mulighed for at bruge mail som kommunikationsmiddel, og som stadigvæk må nøjes med de få dyrebare minutter i telefonen, når lejligheden lige byder sig - og så selvfølgelig SMS’erne, hvis begrænsning på godt og vel 100 tegn dog giver sin naturlige begrænsning for at nuancere diskussionerne…! | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Vi er så forskellige og dog så ens
En lille pige vil samle en pind op fra jorden og undrende kigge på den. En lille dreng vil samle den samme pind op og straks lave den om til et gevær.
Piger, der finder mors make-up, starter instinktivt med at male sig i ansigtet. Drenge, der finde mors make-up, starter instinktivt med at male væggene.
Hvis en pige ved et uheld kommer til at bøvse, bliver hun flov. Hvis en dreng ved et uheld kommer til at bøvse vil han straks prøve at bøvse ti gange mere.
Piger tiltrækkes af drenge, selv som små piger. Små drenge tiltrækkes af snavs.
De fleste piger lærer at tale før drenge. Før drenge lærer at tale, lærer de at sige som et maskingevær.
Piger bliver til kvinder. Drenge bliver til store drenge | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Fristed for søfolk og lokale danske i Hong Kong
25 år med Danish Room på containerhavnen
I april måned fylder Danish Room i Hong Kong 25 år. I alle disse år har den danske stue i Mariners Clubs anneks lige uden for gaten til én af verdens største containerhavne været et fristed for danske søfarende og lokalt bosatte danskere. I denne artikel fortæller Johanne Marie Langkjær Fårup om Danish Room i vore dage. Johanne er juniorassistent ved sømandskirken i Hong Kong.
På containerhavnen i Hong Kong ligger en stor og meget karakteristisk blå bygning. Mariners Club er navnet, og på tredje sal ligger et lille rart rum, hvor der på døren står skrevet ”Danish Room” – et ”danskerrum”, med tilstødende lejlighed hvor sømandskirkens assistentpar bor, og som nu i 25 år har været et hyggeligt samlingspunkt for såvel søfolk som for lokale danskere i Hong Kong.
Hvad er det så, der gør Danish Room, til det det er, nemlig et dansk rum? Er det billederne på væggen af majestæten og prinsgemalen? Er det skibsklokken eller de mange danske bøger der fylder hele væggen? Er det at man kan købe dansk slik og kaffe? Måske er det en lille smule af det hele, men mest af alt handler det nok om, at Danish Room i Hong Kong er et rum hvor danskere fra sø og land har mulighed for i hyggelige omgivelser at mødes til hverdag og fest og gladelig gør det.
Søfolk
Til hverdag er det sømændene, der sætter sit præg, da der hver uge ankommer 7-8 danske skibe på den travle havn i Hong Kong. Det kan dog godt mærkes, at tiden langs kaj bliver kortere og at der ofte er travlhed på skibene, så tiden i land ikke er så lang som for blot få år siden. Men på trods af dette har mange søfolk stadig tid og lyst til at lægge vejen forbi Danish Room enten til en kop kaffe, en småkage, et spil yatzy eller en snak om løst og fast eller for at surfe lidt på internettet, snakke i telefon med familien hjemme, låne en bog fra biblioteket, eller blot sætte bagagen af på vej op for at købe ind i byen.
Især når søfolkene skal på- eller afmønstre er der som regel god tid til hyggeligt samvær, og fra tid til anden også til at vise byen rundt på sightseeing.
Travl søndag
Særligt søndag er der travlhed i Danish Room, hvor tre skibe kommer ind, hvilket giver en sjælden mulighed for søfolk til at møde bekendte fra andre skibe, og ofte går snakken om stort og småt, om verdenssituationen, om skibsmotorer eller om familien hjemme i Danmark. Da søndag også er kirkedag er der således ofte masser af folk i Danish Room fra morgen til aften.
De lokale danskere bruger også rummet flittigt. I kirken, som ligger på etagen under Danish Room, holdes i gennemsnit 3 gudstjenester om måneden, og efterfølgende er der altid kirkekaffe og hyggelig snak i Danish Room. En gang om måneden efterfølges gudstjenesten af en kirkefrokost, med alt hvad der hører sig til et godt dansk hjemmelavet frokostbord. Det tilbud er der ca. 40-50 danskere, der benytter sig af hver gang, og det er altid vældig hyggeligt, at mødes og få set og snakket med hinanden over en leverpostejmad, lækre lune retter og kaffe og kage til sidst.
Ungdom
Danish Room danner også rammen om en stor portion festivitas. Hong Kong er hjemsted for en del unge, der gerne dukker op når vi inviterer til hyggelige sammenkomster såsom julefrokost, nytårsfest eller grillfester, sidst med Melodi Grand Prix som det festlige tema. Og i forbindelse med sømandskirkens store julebasar, der afholdes i november måned er rummet også samlingspunkt for adskillige andre aktiviteter. I efteråret samles syklubben ugentligt, hvor der fremstilles nisser og julekalendere i stakkevis, der så senere bliver solgt til basaren. Også kransekager til julebasarens kaffebod skal der bages, hvilket bliver gjort effektivt -og vældig hyggeligt- med hjælp fra lokale danske kvinder.
Altid åben dør
Danish Room har åbent fra tidlig morgen til sen aften, for selvom vi er ude eller har fri, så er døren aldrig låst, og alle, såvel lokale som sømænd er altid velkomne til at kigge indenfor til en snak, en kop kaffe og lidt god dansk hygge.
Sådan har Danish Room nu været et åndehul, en lille dansk oase på containerhavnen i 25 år. Vi håber Danish Room også i fremtiden bliver ved med at være det det er – et dansk rum for danskere i udlandet til lands og til vands og til hverdag og til fest. | |
Kilde/ forfatter: Johanne Marie Langkjær Fårup Sømandskirk, Dato: 19/4-2006
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)
