|<
<
>
>|
Her en lille historie fra det virkelige liv. Plasket.
Vi kender det alle. 5 min før vi skal ud af døren, tjekker vi lige, at vi har såvel penge som nøgler med os. Men – netop denne aften, hvor jeg et øjeblik senere skal hente en anden sømandskone, så vi sammen kan fortsætte til summemøde på Nordfyn, kan jeg pludselig ikke finde min pung. Den er ikke på sin sædvanlige plads. Jeg farer huset rundt for at sikre mig, den ikke ligger og flyder et eller andet sted. Men nej. Jeg må køre uden og det vil også sige uden kørekort.
Da jeg er på vej ud af døren, hører jeg for mit indre øre et plask. Jeg råber til min mand: ”Nu ved jeg, hvor den er. Den ligger ude i Langesø.” Kan du huske plasket, som vi hørte men ikke lige kunne finde ud af, hvad skyldtes, da ingen af os umiddelbart manglede noget? Kort forinden havde en børnefamilie passeret os, så det var sikkert én af ungerne, der havde kastet noget i vandet! Selv er jeg nu 110% sikker på, hvor plasket kom fra. Pungen havde ligget i baglommen på mine jeans, fordi jeg hverken medbragte taske eller overtøj. Vi var 3 på skovtur ved Langesø med eftermiddagskaffen og sad rigtigt og gassede os i solskinnet på en af de meget skråtstående bænke, der er bygget ud i Under aftenens summemøde kan jeg simpelthen ikke lade være, at fortælle om min fadæse og må love, at tage billeder af dykningen næste dag. Det er lidt svært at falde i søvn den aften. Og straks jeg vågner starter planlægningen. Jeg er på loftet efter snorkel og dykkermaske, regnbukser og gummistøvler bliver lavet til waders ved hjælp af gaffatape, en sort sæk fyldes med skiftetøj og håndklæde og i udhuset hentes en kultivator.
Indtil vi når ud til Langesø igen, har jeg ikke været spor i tvivl om, at jeg nok skal finde pungen. Men da vi kommer derud, mødes vi af indtil flere skoleklasser og pludselig breder uroen sig. De 5 min´s gang hen til bænken føles som en hel time. Gudskelov er vi alene, da vi når derhen og heldigvis, er det dén af de 2 bænke, der er omgivet af lavest vand, vi har siddet på. Men – da vi kort efter hænger udover ryglænet og stirrer ned på den sorte søbund, ser vi kun en masse nedfaldne blade og grene. Jeg rækker ud efter mine waders og får i samme øjeblik øje på et lille rødt mærke næsten helt inde ved bredden. ”Hej, der er den, jeg kan se mærket fra Brugsens divi-dendekort,” næsten råber jeg. Pungen er drevet så langt ind, at jeg kan snuppe den helt uden brug af waders og uden at få våde fødder. Hele seancen er overstået på et øjeblik. Alt udstyret har været overflødigt og pludselig synes jeg, det hele er gået alt for let. Pungens indhold er intakt, så vi hanker op i den sorte affaldssæk og kultivatoren og vender atter næsen hjemad. | |
Kilde/ forfatter: Ulla Blicher Andersen, Dato: 30/11-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
November
Jeg syntes næsten ikke jeg kan forholde mig til at dette nr. af ”Søhesten” er det sidst i 2005. Tiden haster af sted . Når jeg tænker tilbage, er det jo ikke længe siden vi skålede for et godt 2005 !
Når jeg lige hurtigt skal tænke tilbage på 2005 - så er det første, der kommer til mig, naturkatastrofe efter naturkatastrofe. Hvor er det deprimerende at åbne for Tv-avisen og kun se død og ødelæggelse. Desværre tror jeg disse voldsomme katastrofer er kommet for at blive, hvad der så end er årsag til at naturen tager sådan på vej. I Danmark er vi jo heldigvis forskånet for så voldsomme oplevelser, men mange af os har jo en kær sømand, der færdes under disse himmelstrøg.
I Sømandskoneforeningen føler jeg 2005 har været et godt år. Vi har fået en del nye yngre medlemmer. Når vi mødes er det hyggeligt og vi får vendt en masse ting som fylder og optager os, i vores hverdag som sømandskone/kæreste.
2005 blev også året hvor Danmark fik en lille ny tronarving - en rigtig prins.
Som omtalt i sidste nr. af ”Søhesten” har Birgit og jeg deltaget i det årlige møde med Forskningsenheden for Maritim Medicin (se Birgits ”referat” andet sted i bladet). Jeg vil også her gerne slå et slag for en debat omkring kommunikation med sømanden når han er ude. Hvad er det vi fortæller og hvad er det, vi syntes han skal skånes for - hvis han skal skånes ? Set i bagklogskabens klar lys skulle vi vist aldrig være begyndt, at flytte rundt på datoen for afholdelse af Landsgeneralforsamlingen ! På Landsgeneralforsamlingen i Odense blev der som bekendt givet dispensation til at afholde Landsgeneralforsamlingen i Svendborg den 30. September/1. Oktober 2006. Efterfølgende har Svendborg afdeling rettet henvendelse til forretningsudvalget med henblik på at få datoen ændret til den 7./8. Oktober 2006. Det har ikke været muligt for Svendborg afdeling, at finde et passende sted til afholdelse af arrangementet. Med fare for stor kritik, har et enstemmigt forretningsudvalg besluttet, at Landsgeneralforsamlingen afholdes den 7./8. Oktober 2006.
Jeg glæder mig i denne Tid; nu falder Julesneen hvid, og så må Julen komme! Min Far hver dag i byen går, og når han kommer hjem, jeg står og ser hans store Lommer.
Og på hans bord forleden dag, jeg så et yndigt, lille flag, og det jeg ikke glemmer. Papir han klipper med en saks; men når jeg kommer ind, han straks sin stads i skuffen gemmer.
Og Mor har Peberkager bagt; jeg ved det, jeg har selv dem smagt, da de var ganske varme. Sit sølv skab mor nu åbnet har, og stadsestagen frem hun ta’r, den med de mange arme.
Og Mor hun har så mange bud, hvert Øjeblik skal Anders ud, og Mor og Anders hvisker. Men jeg kan dog høre, – tys! i Morges var det Julelys og røde bånd og svesker.
Og søster Hanne syr og syr. Hun siger, Julen er så dyr, hver gang hun grisen ryster. Til Far hun har en pibesnor af perler, og til Bedstemor hun hækler på en Trøster.
Jeg vil nok også noget få; jeg må jo ind i salen gå, når hun skal til at strikke. Der inde er der rigt’ nok koldt; men når jeg spiller med min Bold, så mærker jeg det ikke.
Da før jeg ud med Karen gik, vi var i Bagerens Butik; dér stod den tykke Bager, og han skrev op, hvad Karen sa’e: Til Juleaften skal vi ha’ to store Julekager.
Gid det var Jul! Hvor det var rart. Men nu må den da komme snart, det varer ikke længe; thi fra min Stol ved vinduet her på køkken muren jeg jo ser alt Julegåsen hænge.
De allerbedste ønsker om en glædelig jul til jer alle. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 30/11-2005
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
Den gang jeg var ungkok, på de store have
I dag er jeg selv blevet sø- kone. Men tænker tit tilbage på min tid, på de store have. Jeg brugte en del år af livet hos DFDS. Som Cat. Ass. Og Desse, ja ja så gik der jo ti år med det. Nogle meget dejlige år, med mange sjove oplevelser. Men en dag skulle der jo til at ske noget nyt. Og hvad så ? Jeg fandt et andet rederi, de havde brug for en ungkok. Og jeg sagde staks ja tak.
Nå men så blev kufferten pakket, og til Kastrup lufthavn det gik i fuld gallop. Nu skulle jeg ud at se den store verden, rigtigt langfart. Ja ja det er altså stort når man har levet i DFDS lukkede land så længe, Så jeg var som et lille barn juleaften.
I flyet kom jeg så, på vej til et sted i Marokko. Og med is i maven….. Vi skulle så skifte fly i Spanien, fint med mig tænkte jeg. Jeg har jo fløjet mange gange før. Aalborg - København, mange gange på ferie rundt omkring. Så den bette tur, var da ikke noget. Nå men sådan gik det jo ikke helt, må jeg sige.
Fly Dessen kom og sagde at vi var en time forsinket, å nej hvad nu… Ok. Vi var tre søfolk, vi blev lukket ud som de første da vi nåede Spanien. Og nu begyndte det store eventyr virkelig…. En mand kom løbende, og hev mig i hånden. Jeg hang bagefter ham, som en ballon i snor. En anden havde sørget for min bagage, vi løb ud til et meget lille fly. Ja som kun ventede på mig, godt så.
Puha nu kom jeg da så langt, et mini fly hvor man kun talte spansk. Jeg skal lige sige på det tidspunkt forstod jeg ikke et ord på spansk, fedt nok.
Vi ankom da endelig til Marokko, ud af flyet med mig. Nador var stedet jeg skulle til, og jeg troede jeg var i Marokko nu. Men nej fandt jeg ud af senere…
Nu skulle jeg bare finde agenten, og hvordan finder jeg sådan en ??? Dejligt et skilt med mit navn dukkede op i det totale kaos, en lille sort mand. Som talte et sprog jeg ikke forstod.
Vi gik meget langt før vi kom til hans bil, så drønede vi der ud af. Nu stoppede manden, og ud med mig igen. Her var der meget lange køer, med mennesker der ville have lavet papirer og pas. Nu forstod jeg først vi var på vej over grænsen, vi kom forrest i køen igen.
Alle folk rundt omkring os gloede helt vildt på mig, en hvid kvinde med langt rødt hård. Stramme cowboy bukser og en stram bluse, samt en stor fin og ny kuffert. Alle her var meget fattige, og alle damerne var pakket ind i noget langt stof.
Nå men passet blev undersøgt grundigt, vi slap langt om længe igennem. Ny bil igen med en ny lille sort mand. Tak skal du have, nu var der ikke kun is i maven. Men jeg vil tro det var blevet til isterninger. En time senere var der et skib i sigte. Den lille coaster, Dori Bres. Jeg kravlede ud af bilen helt stiv af skræk, hvad er det her da for et sted. Og hvad er det dog for et skib???
Jeg stod bare der og stirrede på kajen, den første mand jeg så var styrmanden. Han gloede bare på mig og sagde, du behøver ikke at pakke ud: Folk bliver ikke så længe. I det samme kom mester, den første flinke mand jeg havde mødt på min rejse. Han bød mig velkommen, og han blev min bedste ven på det halve år.
Selv om at turen var speciel, overlevede jeg da. Og vil altid huske tilbage på min tid som ungkok som noget helt speciel. Ikke noget man kan sammenligne med passagerskibe. | |
Kilde/ forfatter: Susanne Venø, Dato: 30/11-2005
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)
