|<
<
>
>|
Kommunikation
“Piger”, ved I egentligt hvor privilegeret, vi er som sømandskoner, når det gælder kommunikation med vores sømænd, ude i den store verden?
Jeg har ikke tænkt meget over det. Det er jo en selvfølge, at sætte sig foran PC´en fortælle om dagens begivenheder, stort og småt, glæder og bekymringer - MEN nu tænker jeg over det! Skibet er i dok i Columbia og dets inmarsat-C system er ude af drift på 3. uge, så kommunikationen er en telefonsamtale en gang om ugen, hvor sker der meget på en uge ……….. Og når samtalen er slut, var der alligevel noget jeg ikke fik sagt.
Generationer af sømandskoner før mig, tænker sikkert “tude-fjæs” og det syntes jeg er okay ! | |
Kilde/ forfatter: Lotte, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Hvad man dog kan bruge mobiltelfonen til
Nutidens kommunikationsmidler er talrige i forhold til den tid, hvor jeg var nybagt sømandskone. Dengang var der for det meste kun det skrevne brev – og måske engang imellem en telefonsamtale pr. fjerndistance, når jeg skulle høre nyt fra manden.
I dag benytter vi os næsten alle af computerens muligheder for elektronisk korrespondance. Og selv om mobiltelefoni stadig er en dyr fornøjelse, er det nu muligt at tale med sin mand, når skibet er under land. Hvis man er forsigtig, og specielt i Europa, KAN det lade sig gøre, uden at regningen løber op i astronomiske summer. Der findes også forskellige telekort, så man kan ringe fra mobil eller telefonautomat langt billigere end lokaltakster og udenlandstakster. Alt dette er der mange der er meget bedre inde i end jeg. Men vi er altså også med på det ”nye”. Ud over at jeg jonglerer med tasterne i rivende fart, når jeg skriver direkte på Messenger til børn eller venner, må jeg også være fiks på fingrene når der skal SMS’ses på mobilen. Denne ”samtaleform” benytter min mand og jeg os i høj grad af, når han sejler i Europa. Næsten hver dag sender vi små beskeder til hinanden, så vi begge følger med i hvordan livet går for den anden.
Uden for mit køkkenvindue har jeg et foderbræt til havens fugle. Jeg har fodret gennem hele sommeren også, og jeg bliver rigt belønnet med synet af de mange fugle, der hver dag flokkes om foderbrættet.
Der er mange forskellige slags, og jeg må ofte hente vores fuglebog for at identificere de arter, jeg ikke er så dus med. Ud over mange forskellige spurvefugle, har her også været dagligt besøg af flagspætten (med familie) og skovskaden (også med familie). En dag forsvinder pludseligt alle fugle som dug for solen. Det som forstyrrede dem, var en rovfugl som sad på vores plankeværk. Nu er jeg heller ikke stiv i rovfugle, men jeg var så fascineret af den, og turde ikke flytte mig fra vinduet for ikke at skræmme den væk. Så der var ikke tid til at hente fuglebogen. Raskt SMSede jeg til min mand: Rovfugl, lidt mindre end en due, gult øje med sort pupil, striber på gråt bryst, brune dækfjer og gule kløer! Jeg sendte SMSen og ret hurtigt var der svar: Duehøg! En anden gang var jeg i Bulgarien med nogle beboere fra det bofællesskab, hvor jeg arbejder. Mens vi i en lille landsby overværede noget folkloredans, fik jeg en besked på mobilen. Jeg listede den diskret op af tasken. Den var fra min mand: 500 i romertal? Og lige så diskret fik jeg sendt tilbage: D. Han var hjemme og ved at gætte krydsord, og netop romertal er ikke hans stærke side.
Dette havde jeg ikke drømt om, da jeg som ung sømandskone sad og skrev breve til min mand om dagligdagen i stort og småt. Herligt var det også, når posten havde været der med et ”luftpostbrev” fra et eller andet sted derude i det fjerne. Man bliver dog hurtigt forvænt og vil gerne have den ”hurtige kommunikation” som nutidens elektronik gør mulig.
Det har dog ikke i skrivende stund været muligt, gennem SMS at få løst et stort problem, jeg har lige nu. Jeg har kun varmt vand i ca. 1 minut – så bliver det isnende koldt! Forestil jer et brusebad med hårvask og det hele på under 1 minut?! Sømanden er på vej hjem og jeg vil gerne spare VVS-manden, så jeg stepper videre derude under bruseren. | |
Kilde/ forfatter: Hanne Vestrup, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Aggershøj
I anledning af, at det i år er 60 år siden de første enker var på ”Aggershøj” bringer vi en artikel fra Juli 1970, og et billede af det første hold.
De blev ikke glemt!
Feriehjemmet »Aggershøj« i Marstal har 25 års jubilæum. Af pastor William Larsen.
Savnet og sorgen i de mange sømandsfamilier, hvor hustruen under krigen pludselig stod alene med børnene, enten fordi hendes mand var omkommet under udførelsen af sin pligt på søen, eller fordi han var inddraget i den allierede krigstjeneste, kaldte på Sømandsmissionens indsats. Trøst og hjælp på forskellig vis ville man gerne bringe, og bragte det også, men hvordan lyse op i den grå og ensomme og ofte meget vanskelige tilværelse? På sømandspræst Fr. Vilh. Eilschou-Holms initiativ blev der i sommeren 1942 holdt 2 lejre for sømandshustruer, hvis mænd var krigsforlist eller sejlede på den anden side af spærrelinien. Børnene skulle selvfølgelig også med. Børnehavelærerinder blev skaffet til veje for at tage sig af dem, medens mødrene slappede af.
Disse lejre fortsatte under hele krigen og mange hundrede enker og deres børn kom hvert år med på et sådant gratis 14dages ophold. Det sidste krigsår deltog 650 enker og deres børn i disse arrangementer. Og så kom den store overraskelse. Indenlandsk Sømandsmission holdt 40 års jubilæum i 1945 og fik i jubilæumsgave - - et slot, havde jeg nær sagt, men dog noget i den retning. Fru tandlæge Biering-Sørensen, Næstved, og fru ingeniør Wismer, København, skænkede deres forældres villa »Aggershøj« ved Marstal som en jubilæumsgave til Sømandsmissionen med det ønske, at man gerne så hjemmet brugt som feriehjem for sømandsenker med deres børn.
”Aggershøj” er en stor og rummelig herskabsvilla i 2 etager med spir og solskinsplatform. Den ligger midt i en have på l td. land. I stueetagen er der flere store stuer og på første sal en del soveværelser. Det var lige netop et sådant hjem, man havde ønsket sig. En del hyggelige møbler fandtes i stuerne. D.F.D.S. tilbød at montere feriehjemmets soveværelser og køkken med fuldstændigt inventar lige fra kopper og teskeer til lagner og dyner. Ved indvielsen l. juli 1945, som foretoges af pastor Eilschou Holm, stod hjemmet rede til at modtage sine mange gæster og gå ind i arbejdet som et fortræffeligt led i Sømandsmissionens gerning blandt enker og deres børn.
På muren ved hovedtrappen indsattes en tavle med følgende indskrift: Denne Ejendom er i Året 1945 skænket Indenlandsk Sømandsmission til Minde om Købmand J. C. Albertsen og Hustru, der lod den opføre i 1908 og beboede den i 33 år.
I januar måned 1946 fik formanden for Indenlandsk Sømandsmission anmodning om, sammen med generalsekretæren, at give møde i det engelske hovedkvarter på Dagmarhus i København. Det skete den16. januar. På grund af generalens bortrejse overrakte oberstløjtnant Bevan fra Grenadier Guards og i nærværelse af fru Ruby Yorck-Johnstone, lederen af The Allied Forces Club, en check på 25.000 kr. til feriehjemmet »som en tak for de tjenester Sømandsmissionen havde gjort de danske sømandsfamilier, hvis mænd gjorde tjeneste i de allierede styrker under krigen«. Klubbens leder havde formidlet en række tøjgaver til sømandsfamilierne gennem Sømandsmissionen og havde gjort opmærksom på Sømandsmissionens feriehjem. En medvirkende grund til gaven var også de mange farlige rejser, som generalsekretæren under krigen havde foretaget til Stockholm, hvor han gennem telegrafen havde knyttet tråden mellem sømandsfamilierne herhjemme og sømændene, der sejlede derude. Et helt kapitel for sig selv, som vist ikke er kendt, og som giver baggrunden for det store arbejde, som fandt sted og stadig finder sted blandt sømandsfamilierne.
Den engelske gave på 25.000 kr. og en foræring på 40.000 kr. fra Dansk Sømandsfond under Dansk Dampskibsrederforening gav stødet til, at »Aggershøj« udvidedes med en tilbygning i haven. 21 værelser med indlagt rindende vand, brusebad, toiletter og andre bekvemmeligheder blev resultatet. Værelserne indrettedes med fast skab, seng, skrivebord, stole og divan. Værelserne fik intet nummer, men morsomme navne: Honolulu, Hawaji, Tokio, New York, London m.m. En tavle på væggen minder om gaven fra The Allied Forces, som gjorde det muligt at bygge.
Samme år bevilgede Handelsministeriet på Sømandsmissionens anledning 40.000 kr. til sømænds enker og sømandshustruer, som ikke faldt ind under de gældende bestemmelser om hædersgaver og krigsforsikring. Pengene skulle være en øjeblikkelig hjælp, og man mente, at Sømandsmissionen var den institution, der kendte de trængende bedst, hvorfor Sømandsmissionen blev sat til at administrere midlerne.
Feriehjemmet »Aggershøj« oplevede en af sine store dage lørdag den 3. september 1949. Kongeparret besøgte Ærø og havde tilsagt feriehjemmet et besøg. Alt var i fineste orden, da Kongeparret og Prinsesse Benedicte ankom. Alle enkerne og deres børn, 34 i alt, var stillet op i stiveste puds. Bestyrer P. Wessel holdt en lille tale til Majestæterne, to små piger klædt i hvide kjoler med røde bånd, overrakte en buket røde og hvide nelliker. Både selve villaen og den nye fløj blev taget i øjesyn, og Dronningen orienterede sig også i køkkenet, medens Kongen imponerede ved sin viden om skibe. Kongeparret underholdt sig livligt med enkerne, og en af dem opnåede endog at få Kongens autograf. En dejlig festdag, som længe vil mindes.
Feriehjemmene drives bl.a. ved tilskud fra rederier, private og andre. Socialminister
J. Strøm viste sin forståelse for enkernes kår ved at sørge for, at der hvert år udbetales 2500 kr. til rejsehjælp. Alligevel må der hvert år tæres på kassebeholdningen fra Mindeindsamlingen, og en skønne dag er det slut. En kreds af sømandshustruer har 2 gange trådt hjælpende til ved at afholde basarer i »Karnappen«. I taknemlighed over at have deres mænd, besluttede de yderligere at gøre noget for dem, som havde mistet deres mænd på havet. Med anbefaling fra de søfarendes 7 organisationsformænd arbejdede de på et julemarked i 1955 under devisen; Fra alverdens lande. Ved hjælp af deres mænd, som sejlede derude, hentedes oversøiske, interessante varer hjem til julemarkedet. I et opråb skrev sømandshustruerne: »Hvert år får ca. 300 enker efter omkomne danske sømænd sammen med deres ukonfirmerede børn et 14 dages ferieophold på et af feriehjemmene - fuldkommen gratis, og hvad det betyder for den enkelte, er let at forstå; et lysere livssyn, en ny kraft til at leve videre.«
Den første bestyrer af »Aggershøj« var fru A. Møller, som kom fra sømandshjemmet i Nykøbing Mors. Fru Møller afløstes af P. Wessel og hustru, og siden l.
maj 1953 har Arnold Klug og hustru bestyret »Aggershøj«.
Gennem alle disse 25 år er samtlige sømandsenker i Danmark og deres børn blevet indbudt til et ophold på Sømandsmissionens feriehjem, og hjemmene har i årene, der er gået, øvet en bemærkelsesværdig indsats til trøst og opmuntring for alle, som har været deres gæster. Ved en bestemt lejlighed udtalte en af enkerne på »Aggershøj,«: »Vi har jo alle en tragedie bag ved os«. Hvad den sætning rummer, forstår den, som i nogle dage har færdedes i et selskab, hvor alle kvinderne er enker og alle børnene faderløse. Efterhånden som tiden går, er det ikke blot krigsenker, men også andre sømandsenker der kan få ophold på feriehjemmene. Tragedier på havet holder jo ikke op. Sorgen og savnet er lige stort, og behovet for hjælp og forståelse er altid det samme
Indenlandsk Sømandsmission har prøvet på at sætte den danske sømand og fisker fra de 5 onde år et levende mindesmærke. Når der ind under juleaftens tusmørke holdes andagt af pastor Eilschou Holm, tidligere ved mindekorset og nu ved mindeankeret ved Nyhavns Kanaler, bringes vor gæld til den danske sømand i erindring. | |
Kilde/ forfatter: ?, Dato: 15/9-2005
Kategori (i): Indslag fra 3. part
|
(i)
