|<
<
>
>|
April 2005
Er det ikke dejligt - foråret ? En forårs morgen med sol og blå himmel. Humøret skyder i vejret som alle de dejlige farver, der pibler op af jorden
Som formand for Sømandskoneforeningen bliver mit humør også lidt bedre, når jeg i sidste nr. af “Søhesten” læser hvordan I hygger jer rundt om i lokal foreningerne. Dejligt at læse, der kommer nye medlemmer i næsten alle afd. Og hvordan de i Århus har så stor fornøjelse af hinanden, både børn, “koner” og mænd.
Vi har afholdt repræsentantskabsmøde, med deltagelse af de fleste lokal afdelinger. Vi byder velkommen til de nye repræsentanter, fra Odense og Næstved.
Et andet emne er landsgeneralforsamlingen. På Landsgeneralforsamlingen i 2004 var vi lidt for hurtige til at flytte generalforsamlingen i 2005 frem til september måned uden at tage højde for vedtægterne. Af den grund indstiller repræsentantskabet til en dispensation ved generalforsamlingens begyndelse. Hvis vi havde lagt årsmødet den 1. lørdag i oktober, havde alt været i orden, da vedtægterne siger, at mødet skal afholdes i årets sidste kvartal, men vi fik det lagt den sidste lørdag (24. september) i september, og derfor må vi bede om dispensation til afholdelse af årsmødet. (Odense har allerede arrangeret sig med stedet for generalforsamlingen).
Vi besluttede på mødet, at vores hjemmeside skal have en “renovering” og gøres mere “up to date”. Inger Bøttger, vores wep-redaktør, har grundet tidsmangel, meldt pas på denne opgave. Tina Rosenborg, Århus afd. har påtaget sig opgaven.
De mange udsagn og statistiker fra tema dagen “Det sejlende menneske” blev vendt og diskuteret.
Kirsten Nybroe har været til forretningsudvalgsmøde i Handelsflådens Velfærdsråd, hvor der bl.a. er behandlet emnet vedr. TV-ordningen, der stopper ultimo 2005. Der er afholdt møde mellem Danmarks Radios ledelse og Rådets nedsatte arbejdsgruppe. Det er desværre i skrivende stund ikke lykkedes at få referat af dette møde. Kirsten skal igen i uge 17 til møde og vi håber, at vi i næste nr. af “Søhesten” har nærmere (positiv) information om TV-ordningen.
Næste repræsentantskabsmøde afholdes den 13. August 2005.
En sand ven kommer ind,
når andre går ud. | |
Kilde/ forfatter: Charlotte Munk, Dato: 1/4-2005
Kategori (i): Meddelelser fra bestyrelsen
ET LIV SOM SØMANDSKONE/KÆRESTE…
Et liv som sømandskone/ kæreste, et anderledes men spændende liv, som altid byder på fuld udfordring og en anderledes, men dejlig forelskelse… Dette er en kort historie om at starte et liv som kæreste med en sømand, alt imens man stadig er meget ung og uerfaren…
- At leve som sømandskone/kæreste er ikke noget nemt liv, intet kommer nemt og forærende til en..
Nu tænker mange, Ja men, for hvem gør livet det? Og ja, for hvem som tænker det, så har I selvfølgelig på mange måder ret, men der er alligevel en forskel… For mig har et liv som kæreste til en sømand givet mig utrolig mange udfordringer, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle stå ansigt til ansigt med. Det har givet mange op og nedture, men mest af alt så har det lært mig, hvilken stærk personlighed jeg har, og hvem jeg virkelig er…
Jeg mødte min sømand, da jeg var 19 år, og vi var nok som alle andre unge fyldt med forelskelse og kunne, når vi var sammen svæve på de lyserøde skyer i timevis… Min sømand var lige hjemvendt fra de 7 have, dagen før vi mødtes, så det gav os lige 2 måneder i ren lykke og forelskelse, inden den grimme dag kom, hvor han måtte pakke sin kuffert og af sted igen… Og det var bare alt andet end sjov..
Jeg er, og har altid været en personlighed, som hungrer efter meget tryghed, og derfor har mange også altid sagt, at det er paradoksalt, at jeg lige skulle ”rende” ind i en sømand, og det kan jeg kun selv give folk helt ret i. Men som jeg ” forklarer mig med” ; - når kærligheden og forelskelsen har fat, ja så stikker man jo ikke af… Men efter sømanden var rejst, så kom alle de kaotiske tanker, som vi alle nok har været igennem.. Hvad laver han nu? Har han glemt mig? Kommer han stadig hjem og er forelsket i lige netop mig, eller har han bare en pige i hver havn, som man jo oftest hører folk sige… Og det krævede sin kvinde at det stå igennem, må jeg ærligt tilstå, for det var bestemt langt fra alle, som virkelig kunne forstå alle de her tanker, man gik og rodede med. De fleste sagde jo bare arrjj, det må være hårdt, og selvfølgelig prøvede de at forstå, men alt, hvad folk sagde, var ligesom en slags medlidenhed, og det hjalp bare aldrig.. Tværtimod… Det eneste som rigtig hjalp, var når folk gav noget modspil, og man kunne få nogle realistiske diskussioner i gang, og det har desværre været de færreste, som har formået det…
Meen så har der jo også været alle de gode sider ved at være kæreste med en sømand.. For mit vedkommende har det betydet, at jeg har fundet en meget stor selvstændighed i mig selv, som jeg ikke troede fandtes… At være nået til et punkt, hvor jeg helt præcist ved, hvem jeg er, og hvad jeg indeholder, er en rar følelse, og det kan jeg med sikkerhed takke min sømand for, og det liv som græsenke til en sømand, det er… Det at lære og tackle alle de her følelser på den mest fornuftige måde er jo en overvindelse i sig selv, og indimellem skal man træffe valg i nogle underlige situationer, som man ikke troede, man ville havne i.. Men alt det gavner jo selvværdet og troen på at man er to, trods man det halve af tiden kun er én..
Selvfølgelig findes der stadig tider, hvor man er så grusomt i tvivl om alt muligt, og der kommer da også stadig problemer henad vejen som må løses… men sådan er det jo for os alle..
Nu sidder jeg så på 5. år som kæreste til en sømand og tænker tilbage på alt, hvad der er hændt, og det er bestemt ikke småting… Fra at være en ung og uerfaren teenager som boede hjemme hos mor og far, i færd med en studentereksamen, og brugte hver en lejlighed til at holde fest, er jeg nu blevet færdig med studentereksamen. Har været i England og opdrættet heste, har taget en videregående uddannelse som bioanalytiker, sidder nu i et fast job i et privatejet firma, og ja så, er jeg også flyttet fra mor og far. Bor nu i hus sammen med sømanden, og er snart lige så sat og kedelig som alle dem der ”engang var så kloge at høre på, når man sad med sine skrupler over kærligheden”…
Men her er jeg så endt, og har det faktisk helt vidunderligt med det… Ligeledes kan mit liv som kæreste til en sømand tilskrives et utal af rejser både over Atlanten og Stillehavet, og det er jo bestemt ikke at kimse af… Det sjove er så nu, når vi i sømandskoneforeningen mødes, at vi alle unge som gamle kan snakke om alt mellem himmel og jord. Vi kan hygge os på kryds og tværs, trods det faktum at vi alle er meget forskellige og har meget forskellige erfaringer af livet… Men det som det hele jo handler om er, at vi på et punkt er bundet sammen af noget fælles, det at være sømandskone/kæreste, og det betyder at vi alle har en stor forståelse for hinanden på netop det punkt, som rører ved mange helt almindelige ting i ens dagligdag… For når alt kommer til alt, så ligner vi mennesker jo hinanden uhyggeligt meget, vi har næsten alle 2 arme, 2 ben og et hoved… Vi kan le og vi kan græde, og så har vi alle en vilje og en tanke om livet, forskellen, og det forunderlige ved os alle er, hvordan vi vælger at bruge den…
| |
Kilde/ forfatter: Lotte Kjærgaard Olsen, Dato: 1/4-2005
Kategori (i): Hverdags betragtninger
Temadag om det sejlende menneske
Søfartens Arbejdsmiljøråd afholdt fredag den 4. marts sin årlige temadag, hvor temaet i år altså var "Det sejlende menneske".
Der var en lang række kortere foredrag, her iblandt et af mig selv om "Et ensomt liv til søs", hvor jeg fortalte lidt om mit snart 3 år gamle projekt om den isolerede sømand. Mit budskab er først og fremmest, at det skal gøres alment kendt at bagsiden af medaljen ved et liv til søs, for nogens vedkommende er, at sømanden tager skade på sjælen, idet han får svært ved at indgå i sociale sammenhænge, bliver menneskesky, apatisk, sær, angst eller deprimeret. Det skal gøres kendt, så sømanden netop har en chance for at modvirke denne effekt. Og det tror jeg han kan, ved at være bevidst om det. Vi kan ikke på forhånd vide, hvem der klarer mosten og hvem der ikke gør, uden at få mén af det. Og erhvervet skulle jo gerne være for alle dem, der synes det er lige sagen med en karriere til søs.
I løbet af temadagen var også gruppearbejde hvor vi, inddelt i grupper, skulle se på, i én gruppe: glæder ved et liv til søs, i en anden gruppe: sorger/svagheder ved et liv til søs, i en tredje gruppe: muligheder ved et liv til søs, samt i en fjerde gruppe: trusler/begrænsninger ved et liv til søs. Jeg var i gruppen med glæderne. Her blev navnlig påpeget fordelen ved at man var fri for dagligdags gøremål som indkøb, rengøring, madlavning, transport til og fra arbejde, hente/bringe børn til og fra skole og fritidsaktiviteter, så man kunne nøjes med at koncentrere sig om sit arbejde, og altså ikke skulle tænke på at man efter endt arbejdsdag skulle en masse andet, eller havde kone og børn i telefonen og minde om aftaler osv. Men det er jo så måske netop det, der er medvirkende til, at på sigt risikerer sømanden netop at miste disse "sociale kompetencer" som det hedder med et moderne udtryk. Så bliver han beskrevet som "sær". Det er bagsiden af medaljen.
Jeg havde ventet nærmest at blive skydeskive for æg og tomater, men blev godt modtaget. Og så skal jeg ikke belemre jer med mere af mit "hjertebarn".
Henrik L. Hansen er embedslæge med interesse for søfolk, og han havde kigget på en masse tal og statistikker, som var interessante.
Vi har jo ofte i Sømandskoneforeningen drøftet, hvor vidt der er flere skilsmisser iblandt søfolk end iblandt landkrabber. Vores indtryk har nok været, at det er der ikke. Og det skyldes vel netop, at vi er sømandskoner der trives med denne specielle livsform, som har fundet sammen i en forening. Vores landsformand Lotte udtrykte det rigtig godt i en film Søfartens Arbejdsmiljøråd havde lavet til lejligheden.
Men, der er altid et men: Statistikkerne viser altså, at der er forholdsvis flere søfolk der bliver skilt, i forhold til landkrabberne. Faktisk er der færre søfolk der bliver gift, end det er tilfældet for landkrabber, og derfor udgør skilsmisserne en forholdsvis større andel, da det jo er færre der bliver gift. Og så kan vi sige: Nå!
Men mon ikke det er sådan i vores forening, at os, der "råber højest", er os, der virkelig har lært at påskønne den selvstændighed og frihed der ligger i et sømands familieliv? Og mon ikke vi har glemt at det måske alligevel tog os nogle år at lære det? At det ikke altid var sjovt da børnene var små og ikke kunne forstå at far svigtede dem ved at forsvinde ud af deres liv gang på gang? Jeg kan nu godt huske da min egen søn nægtede at tro på, at hans far nogen sinde kom hjem igen. Og vores eget dybt følte savn? Og hvor gode er vi til at give sømanden plads når han kommer hjem fra søen? Forstår vi hans livsbetingelser til søs? At det er en omstillingsproces for ham (og os) hver gang han træder ind ad indgangsdøren, trods døren er den samme? Det opsplittede liv? Osv.
Ikke for at gøre det til en klagesang, men jeg tror, at vi med mellemrum skal gøre os besværlighederne klart, navnlig hvis vi vil have de unge piger med, og få dem aktive. Det er jo især i de unge år, at man føler det vanskeligt, indtil man bliver garvet og lærer at værdsætte det. Vi må ikke glemme dem, der synes det er svært.
Statistikkerne viste også, at de mest stabile, altså dem der blev længst i søfartserhvevet, er dem der er gift og har børn! Det må jo kunne siges at vidne om, at det er vigtigt at sømanden har en sikker hjemlig havn! Så med en endnu større og endnu mere aktiv Sømandskoneforening, hvor vi forstår og støtter hinanden, kan vi måske vende statistikken….
Tallene vil sandsynligvis blive lagt ud på Søfartens Arbejdsmiljøråds hjemmeside: www.seahealth.dk
Download/ se mit speciale om den isolerede sømand ved at klikke på denne link: PDF fil | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 4/3-2005
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
|
(i)
