|<
<
>
>|
Møde med de maritime forskere i Esbjerg
Torsdag den 9.9. var vi tre koner: Kirsten Nybroe, Lotte Munk og undertegnede til møde i Forskningsenheden for Maritim Medicin i Esbjerg. I mødet deltog også en sømandskone fra den anden sømandskoneforening.
Forskningsenheden havde fået 2 nye forskere, som var meget interesseret i at se disse besynderlige væsener fra en sømandskoneforening. Så sammen med de 2 "gamle" forskere, var vi efterhånden en pæn halv stor gruppe med samme interesse, nemlig sømandslivet.
Snakken gik da også livligt. På disse møder holder vi ikke nogen strikt dagsorden, det kører bare. Vi snakker om, hvad der rører sig i hvert vores felt for tiden. Hvad optager os mest. Det var jo heldigvis før nyheden om den kongelige skilsmisse! Så det var ikke noget problem at holde fokus rette sted. Og det vil naturligvis sige om søfartslivet på godt og ondt.
Vi har indtryk af, at forskerne finder inspiration i at snakke med os, der mærker sømandslivets konsekvenser for sømanden og familien i det hele taget.
For os er det interessant at høre, hvad der optager dem som forskere i vores felt.
Det er vanskeligt at referere præcist. Men en interessant diskussion var bl.a. forskerens optagethed af etikken i, hvad man vælger at forske i. Skal man f.eks. vælge at forske yderligere i fakta, som at sømanden taber nogle decibel i hørelse over én udmønstringsperiode (det gælder også navigatøren!)? Er det interessant at finde ud af, om et høretab genvindes i ferieperioden? Er det interessant at forske i det fakta at sømanden taber kalk, har forhøjet blodtryk og cholesterol i større grad end det er tilfældet for hans ligemænd på land?
Jeg er ikke i tvivl. Selvfølgelig er det interessant. Vi lever i en tid, hvor jagten på livsstilssygdomme, dvs sygdomme, som vi mere eller mindre selv er skyld i, ved at vi lever usundt/forkert, er så intens, at det næsten overskygger alt andet. Det kan let medføre, at vi bruger årtier på det, mens arbejdets skadelige virkning i sig selv kommer i næste række. Det kan næsten synes som om, man i erhvervslivet mener at have udryddet alle arbejdets skadelige virkninger i sig selv. At man i tankskibe kan måle op til 300 gange tilladt grænseværdi for benzen, som man ved er på anerkendte lister over farlige stoffer, uden at gøre noget ved det, er jo rystende. Og jeg undres. Næh, det er mere interessant at tale om sømandens alkoholforbrug (selvom det efterhånden er udryddet), hans tobaksforbrug og tendens til fedme.
Den her beskrevne opfattelse af søfarts medicinens dilemma, er helt for egen regning, naturligvis.
Vi havde en god dag i Esbjerg, og ser frem til at mødes igen om et år den 10.10. kl. 10. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen, Dato: 9/9-2004
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Søfolk som potentielle terrorister
I bladet "The Sea" udgivet af The Mission to Seafarers, kan man bl.a. læse:
Den 30. september er udpeget som World Maritime Day. Her går både ledende internationale rederigrupper og fagforeninger sammen om at sikre maritim sikkerhed og samtidig minde regeringer om søfarendes ret til at gå i land (shore leave). De vil argumentere for at sikkerhed bedst opnåes ved at arbejde sammen, og ikke ved at behandle søfarende som potentielle terrorister. Det er ISPS (International Ship and Port facilities Security code) der her er tale om.
Specielt i USA skaber de forhøjede sikkerheds foranstaltninger problemer for søfarende. Søfarende der ligger til i en amerikansk havn, skal nu have et individuelt visum, som indebærer baggrunds check og individuelt interview.
Det har resulteret i visum løse besætninger, der indespærres på deres skibe, og får skrappe straffe for at gå ned af gangwayen. Et nyligt eksempel, er en officer på et tankskib, der gik ned af gangwayen for at måle skibets dybdegang. Han blev udvist af USA og fik 10 års indrejseforbud. I et andet tilfælde, fik en russisk officer en nat i fængsel, inden han blev deporteret, fordi han, med et gyldigt visum, der dog ikke var blevet kontrolleret af en havne officer, var gået i land for at foretage et telefonopkald blot få meter fra sit skib.
Prinsesse Anne af England, som er præsident for The Mission to Seafarers, kom for nyligt med en appel, om at "Det er svært at overvurdere vigtigheden for den søfarende, af at kunne komme i land efter uger til søs". Ligeledes har IMO (The International Maritime Organisation) understreget vigtigheden af, at regeringer giver speciel beskyttelse af søfarende, og tager "den
kritiske vigtighed" af shore leave i betragtning, når ISPS koden skal implementeres.
Avisen "Lloyds List" havde også i et "Viewpoint" for nylig kommnetarer om USA´s behandling af søfarende som "nærmest potentielle terrorister", iøvrigt sammenkædet med kommentarer til min egen forfattede opgave om den isolerede sømand, hvor de konkluderer, at det kan ikke nytte noget at man blot ser tallene på bundlinien, erhvervet må også lære at behandle søfarende med respekt.
Tilbage til "The Sea", hvor de også beskriver, hvordan det er blevet nærmest umuligt for velgørende som f.eks. The Mission to Seafarers, men også skibshandlere, reparatører og andre at få adgang til skibe i amerikansk havn. Med yderligere isolation af de søfarende til følge. | |
Kilde/ forfatter: Birgit Larsen Jensen , Dato: 1/9-2004
Kategori (i): Sømandens velfærd og sundhed
Nøglen ligger bag uret – om pirater i virkeligheden.
Af Elsebet Reschefski – sømandskone siden 1977.
En livline manifesterer sig generelt som et solidt tov, en god ven i nøden eller som en bæredygtig redningsvest eller båd men inden for søfarten kan livlinen også være en information om:
” At nøglen til pengeskabet ligger bag uret”.
Vi har hygget os i messen, spillet Risk og mange er nu gået til køjs. Min mand, skipper og jeg drikker den sidste cola og kaffe mens vi lægger an til at tørne ind.
Skippers sidste bemærkning er:”Nøglen til pengeskabet ligger bag uret! ”.
”Hvorfor siger du det?”, spørger jeg enfoldigt og lidt vågent. ” Ja, i tilfælde af at vi får uvelkomne gæster” forklarer han. ” Uvelkomne gæster?”, spørger jeg igen naivt og mere vågent. ” Ja pirater!”, replicerer skipper med et roligt smil.
Jeg bliver nu særdeles vågen og fornemmer en ubarmhjertig alvor:” Er der nu risiko for at vore børn bliver forældreløse?” udbryder jeg umiddelbart.
Min mand og skipper forklarer mig roligt, at her i Malaccastrædet er der stor risiko for pirater så skibet har etableret dobbeltvagt, aktive vandkanoner under hele gennemfarten af strædet og i tilfælde af pirater om bord har alle ordrer til at udlevere alt af værdi samt nøglen til pengeskabet.
” Hvem er de?”, ”Hvordan kommer de ombord?” , og” Hvad gør de?”, er mine bekymrede spørgsmål.
Piraterne er lokale folk som kender farvandet som deres egen bukselomme. De sejler i små hurtige både, er eminente og hurtige til at entre et skib. De slår især til om natten, hvor de er bevæbnet med knive og andre former for våben. Det er altid uvist hvad de foretager sig ombord men heldigt hvis de vælger at sætte mandskabet i redningsbåde før de drager af med skibet. Men udsigten til at blive dræbt og føde for hajerne er også meget nærliggende.
Jeg ser nu klart en modsætning mellem min forventning til en behagelig rejse med flotte horisonter og at mit liv nu er i fare. Det er ikke nogen særlig ferieagtig tanke.
Mange skibe med mandskab forsvinder jævnligt ved pirateri og det gælder mange steder i verden ikke blot i Malaccastrædet.
Skipper og min mand ignorerer ikke faremomentet men redegør roligt og professionelt for de konkrete foranstaltninger som der rutinemæssigt etableres i farvande med risiko for pirater.
” Men virker det?” – spørger jeg noget desperat.
Hvis piraterne beslutter sig til at entre skibet kan de til enhver tid gøre det, er det svar jeg får.
Næste dag kan jeg på broen læse en nyindkommen fax som beskriver at et mellemstort skib er forsvundet med mandskab og alt.
Piraterne er tydeligvis meget aktive og udgør en omfattende og kontinuerlig risiko for veluddannede og kompetente søfolk, som hver især gør sit bedste for at udføre et kvalitetsarbejde i den danske flåde. | |
Kilde/ forfatter: Elsebeth Reschefski, Dato: 1/9-2004
Kategori (i): Rejse beskrivelser
|
(i)
