|<
<
>
>|
Tanker over et skibsforlis
Det er svært, og det gør faktisk også ondt.
Margit, som vi er mange der kender, fra sit engagement på landsplan, mistede sin mand ved skibsforliset ved Nigeria.
Jeg ved ikke om man kan sige, at hun mistede ham to gange, først ved at han døde, dernæst ved at han blev i dybet. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at tænke på det.
Den angst, som enhver sømandskone kan nikke genkendende til, titter frem. Døren står på klem, som vores formand skrev i sidste blad. Og det er rigtigt, den skal lukkes i igen, for vi kan ikke leve med den, som værende i vore tanker hele tiden.
I skrivende stund er Margit sammen med de øvrige pårørende i Nigeria for at begrave sin mand på havet. Jeg tænker på hende, og vi har for længst besluttet at sende en blomst. Men hvordan gør man nu lige med blomster, når der ikke er en kiste? Jeg ringer til min egen præst, men hun har aldrig stået i den situation. Man kan gøre det på hvilken måde man selv ønsker, vil hun mene. Jeg er ikke helt tilfreds. Så jeg finder frem til præsten i Stige kirke, hvor jeg ved der skal være en mindegudstjeneste når Margit og familien er hjemvendt fra Nigeria. Vi får faktisk en lang snak, både om blomster og om det at være sømandskone. Jeg tror hun får lidt mere, værdifuld, viden med sig. De havde besluttet at arrangere blomster, fuldstændig som hvis det var en almindelig begravelse med en kiste. For netop at gøre det så genkendeligt som muligt. Ja, selvfølgelig er det det eneste rigtige, tænkte jeg. For ritualerne er utrolig vigtige, når vi står ved afgørende faser her i livet, specielt døden. Det er ritualerne, der gør det smertelige lidt mindre smerteligt, så vi bedre kan bære smerten. Mens jeg taler med denne søde præst i telefonen, og bl.a. læser et par avisartikler vedrørende begravelsen i Nigeria højt for hende, triller et par tårer, og min stemme er flere gange ved at knække over. For selvom jeg ikke kendte Margits mand, så kender jeg Margit, og det gør at det kommer meget tæt på. Og så har jeg endda min egen sømand i fuldt vigør, om end han ringede i går, og fortalte de havde haft en storm, og de sejlede for halv kraft p.gr.a. maskinskade… Jeg tror mest jeg lukkede ørerne, og talte om andre ting.
Når dette kommer i bladet, er det hele overstået. Margit må igennem en sorgproces, for atter at finde sig selv og skønheden ved livet. Jeg vil fortsat tænke på hende, mens jeg langsomt men hermetisk atter lukker denne angstens dør godt og grundigt i igen. | |
Kilde/ forfatter: Birgit, Dato: 1/1-2004
Kategori (i): Hverdags betragtninger
|
(i)